Kære Birgit fra Dyrenes Beskyttelse

Min opkaldsscreening har fejlet et par gange på det sidste. På den måde lykkedes det Dyrenes Beskyttelse at komme igennem. De ville bare lige høre, om jeg endeligt havde slået gravkræene ihjel, siden de aldrig fik klager mere?

“Nej”, måtte jeg jo tilstå, “mishandlingen foregår bare under mere private forhold nu”.

For at gøre en lang samtale kort, så fik jeg valget mellem selv at gå i skriftestolen her på siden med mellemrum eller stå model til jævnlige visitationsbesøg fra Dyrenes Beskyttelse, Gammelmor, de 9 plager og hvem der ellers kan klemmes ind i en mikrobil.

Så nu er vi her igen! Alle i live, sådan da. Stort set intakte, bortset fra en livmoder, to æggestokke og 1½ værdighed.

Ja, Frida røg under kniven, da jeg så 4 mdrs løbetidshysteri foran mig – igen. Vi var lige nået til det punkt, hvor det ikke var en daglig forteelse at måtte fortælle Frida, at den der “hvalp”, der plejede at ligge i reolen, altså var blevet slået ihjel af Basse for flere uger siden, så der var ingen grund til at hun stædigt sad der foran reolen og peb. Så afsted røg Frida! I modsætning til “hvalpen” kom hun heldigvis hjem igen.

Hverken Frida eller gødyrbetvinger var store fans af at efterlade hende hos Dr. Dyr i 30 timer, men det var altså et krav. Jeg stod der straks ved åbningstid dagen efter, ventende i længsel! I ca. 3 min. Så drejede jeg hovedet lidt og lyttede efter. Og jo, Frida havde vist klaret operationen, jeg kunne høre hende gø i den 3. længe af dyrlægeboligen. Det blev hun ved med de  næste 20 min, mens jeg mere og mere rødmende ventede, og jeg kunne jo ikke andet end at spørge bekymret til Dr. Dyrs nattesøvn, da jeg kom til. “Jooooo, hun virker ganske frisk ovenpå operationen!”. Han har allernådigst sagt ok til at vi forbliver patienter hos ham. Nådesstødet til min vaklende kækhed kom, da jeg kunne høre ham gå og snakke til Frida, da han havde hentet hende og var på vej ind til mig. “Nej, Frida, du må IKKE snakke med kattene, det har vi talt om!”. Frida fik altså ingen killing med hjem, forståes.

Til gengæld fik hun en ny garderobe fra Mødrehjælpen! De søde damer i butikken var så paf over hvordan de skulle hjælpe med bodystockingstørrelser til “en 9 kg gravhund”, at vi kom hjem med lidt af hvert inkl. babylugtende tøjbamser, som damerne mente, hundene ikke kunne leve foruden … Den sidste del havde de ret i, men Frida forbander dem stadig langt væk for at have solgt mig de bodystockings.

Der var 3 minutters ekstatisk glæde hos Frida over at blive hentet, og så skulle hun i tøjet, så hun ikke kunne komme til operationssåret, og SÅ var vi uvenner! Det blev absolut ikke bedre, da hun fik narret en uskyldig håndværker til at lukke hende ud af havelågen TO gange på en eftermiddag! Det er virkeligt svært at sætte sig i respekt ovre hos den unge, sorte retriever i nummer 23, når man står der i sin hvide bodystocking med en blå hval på ryggen. Hun gav ret hurtigt op, men er ved at spare sammen til næste runde, og SÅ skal den fandme få!

Vores dyrlægestatus var ved at ende i en “det er kompliceret”-status, da hun skulle have fjernet sting. Det krævede dyrlægefruen og mig at holde Frida undervejs, og den kæphøje Dr. Dyr stod med næsen helt nede i bidehøjde, da han svarede på min kommentar om at hun var blevet meget roligere. “Ja, sådan er det jo, når man fjerner de kvindelige hormoner”. Jeg var lige ved at miste grebet om Frida, så hun sad i næsen på ham, og kunne nok være sluppet afsted med det med en kommentar om at jeg vist bare havde PMS-glatte hænder, men tænkte, vi hellere måtte lade være. Han er immervæk indehaver af store mængder af midler til aflivning. Til gengæld tror jeg ikke, det bliver onsdag i dyrlægeboligen det næste stykke tid.

Det gør det så tydeligvis heller ikke i den stråtækte idyl, nu da både Basse og Frida er ordnet og mens Frida fortsat insisterer på at sikre, at vi er en anstændig husholdning, hvor man ikke kommer for tæt på fremmede, hvis man kun har to ben.

Med alle de upassende lyster og tanker parkeret hos Dr. Dyr er der nu mere overskud til andre opgaver …

Til gødyrbetvingerens udtalte utilfredshed, er energien rettet mod den sidste svaghed i den bastion, der så løgnagtigt er døbt “den stråtækte idyl”, når man som firbenet jo godt ved, at der er tale om et lukket fængsel.

Svagheden? Lågen! ISÆR nu da det vælter ind og ud med håndværkere og rengøringsfolk! Frida har med årene (og dyre regninger hos hundefys’en) fået en adræthed og smidighed, som de fleste fodboldspillere ville misunde hende, og kan kante sig gennem selv de smalleste sprækker! Så sker der så det, der får gødyrbetvingeren op i det røde felt: Den ikke så havelågevakse holder har som regel så travlt med at stirre bekymret efter Frida i fuldt firspring, at Basse stille og roligt lunter ud gennem den nu helt åbne låge for at se, hvad al den ballade er for?

RIGTIGT sjovt bliver det først, når jeg og et par østeuropæiske rengøringsfolk begynder at vælte rundt i naboernes baghaver i jagten på Basse, for Frida, hun er jo vendt hjem, vel vidende at den, der kommer først hjem, får mest ros. Jeg gruer stadig for den dag, hvor nabovarslingerne går på “fremmede mennesker med bil med østeuropæiske nummerplader går rundt i baghaverne og orienterer sig” og jeg skal til at forklare, at det såmænd bare er Basse, igen-igen-igen.

Så nu er der sat skilt op! Jeg venter stadig på en oversættelse til tysk og østeuropæiske sprogstammer, men SÅ burde vi også være kørende! INDENFOR matriklens rammer!

Se, Birgit, de er her endnu!