Jeg har muligvis glemt at nævne det, men min tanke ift. den her blog er, at den skal være både ærlig og hverdagsagtig. Jeg bliver noget trodsig, når jeg ser Facebook boble over med polerede liv og alt det pæne, der godt må vises frem, og jeg vil hellere noget andet og nu er jeg jo ikke specielt genert eller indelukket af natur. Hvis jeg selv skal vurdere mit liv som det ser ud lige nu, så ender jeg nok ved “det ku’ være meget værre” og der mangler i al fald ikke ting at grine af – om det så bare er tragikomisk. Men selvfølgeligt er det ikke ren chokolade og boblevand, jeg skal jo også nå at sove.
Jeg har haft et tudedøgn her i løbet af ugen ved tanken om at skulle arbejde et andet sted end lige præcis der, hvor jeg har arbejdet de sidste ti år.
Det er ret bøvlet, når man er forandringsparat på den måde, at man sætter sig på en stol i et lokale og så ellers håndterer alt hvad der smides i hovedet på een, men fandengaleme ikke vil finde sig i, at nogen flytter på stolen! Eller det er faktisk ikke bøvlet, bøvlet opstår først, når nogen siger ting som “Stine, måske du skal være et andet sted?” uden egentligt at mene det som et spørgsmål.
I samme ombæring skulle jeg forklare mig selv, hvorfor pokker jeg er så sygeligt angst for ikke at have et arbejde og hvorfor jeg ikke, som en naturlig konsekvens af den angst, blot bliver jublende lykkelig over at føle mig ret sikker på at have et arbejde i fremtiden også.
Altså, der er jo ingen garantier, men efter 4 mdrs delvis sygemelding og udsigt til laaaaang tid mere i samme boldgade UDEN at være blevet fyret, så kan jeg godt tilstå, at jeg føler mig ret jobsikker og det er jeg ufatteligt glad for.
Nå, men det var faktisk ikke det, jeg ville. Jeg ville egentligt bare introducere kommentarsystemet, som nu rent faktisk virker! Resten kom bare, fordi jeg jo troede, jeg havde et kommentarsystem og at folk bare ikke gad bruge det, eller at ingen gad læse med, selvom I jo påstod at det gad I godt – og det er netop derfor jeg bliver ved med at påstå, at det er så sundt at arbejde.
For når man går for meget hjemme, så kan man lynhurtigt få digtet sig frem til en hel masse, fordi der bare er ALT for meget krudt tilbage og alt for lidt at give sig til for at slippe af med den slags.
Samtidigt har jeg lidt opgivet min ambitiøse plan om at blive meget social efter at være rykket ind i idyllen (ellers ville det fandme være pinligt efter de relativt få besøg, der har været i løbet af det sidste år!) og står ved, at jeg faktisk bedst kan lide mennesker, når vi samarbejder om noget. Det der med lige at drikke en kop kaffe er fint, men der er grænser for hvor længe, jeg gider at sidde og bare “være social” og kadaveret gider jo ikke specielt meget mere end det.
Nu går jeg så her og begynder at digte ting og hvem ved, hvor den slags kan bære hen?! Nu da vi er i gang med de utroligt private tilståelser, så vil naboerne muligvis også afsløre at jeg er begyndt at tale med mig selv i STOR stil! Det startede med at jeg sludrede med kræene, for det er jo så beroligende for dem at høre min stemme, og så eskalerede det ligesom bare. Jeg ville gerne tilstå at det er rødvinsforårsaget, men det er det ikke engang.
Ja, det er meget bekymrende, alt sammen..
Nu vil kræene og jeg gå en solnedgangstur og tale lidt om, om det faktisk er problematisk eller ej og om hvordan vi ellers synes dagen er gået.
Overvejer at liste “ad bagvejen” igen for lige at understrege, at jeg nu faktisk KAN gå ned ad bakker og for at få lov at grine af Basses meget bekymrede tilgang til de græssende køer på den rute. Så kan vi også samtidigt snakke om, om det mon er nedstigningen, der har gjort at vi var nødt til at tilbringe det meste af dagen i sengen og om det ikke alligevel var en mere kvalitetspræget brug af en frifredag end støvsugning.
Vi har faktisk ret travlt, tror jeg.