Hold da op, en lang søndag. Og det oven på en lang weekend i selskab med venner så gode, at de jo nærmest er familie.

Så er der jo også alle pillerne, the drugs. Dem bliver jeg jo heller ikke just frisk af, men til gengæld føler jeg mig nu som en 5-årig med sukkerchok og overtræthed. HOLD DA OP, HVOR KAN VI ALT MULIGT!!! Og hvor har jeg ondt og hvor kunne det bare være så meget værre!

Der er nemlig så mange aspekter i det der med the drugs og det er et større puslespil at finde ud af om de er det værd eller ej. Nu bevæger jeg mig ud i det farlige område, uuuuuh!

Alle interessegrupper har de der sære triggeremner.. Det er derfor, der gik så lang tid før jeg faktisk kastede mig over det der blogging og grunden til at jeg slet ikke har en hundeblog!

De der hundefolk er jo rablende vanvittige! Jeg kunne hurtigt ende med at modtage dødstrusler, hvis jeg tilstod at lade kræene være alene i 10 timer eller at undlade at gå tur med dem eller – GYS – lade små børn hive dem i ørerne!

Nogenlunde samme reaktion får man, hvis man anbefaler aspartam i helsegrupper, psykofarmaka til folk med lettere depression – eller medicin til piskesmældsramte.

Så jeg burde faktisk lade være med at omtale emnet, men jeg er jo også nødt til at finde ud af, hvordan det egentligt går, på den ene eller den anden måde.

Min hjerne føles sådan ca. sådan her med alle de drugs, jeg får nu:

Til gengæld kan jeg nu VIRKELIGT løbe stærkt, når jeg skal styrte hen efter min telefon for at få skrevet seneste tanke ned, mens jeg endnu husker den!

For resten af mig føles til gengæld sådan her:

Og når jeg så har lyttet til den fornemmelse længe nok, så ender vi her – og det er så der, jeg været det sidste døgn:

Gravkræene kan bedst lide stadie 2, men stadie 3 er også OK.. Lidt!

Det er et valg mellem pest eller kolera og som min mor altid siger, så kan man i det mindste skide sig fra kolera. Jeg vil så gerne tilføje, at det kan man kun, hvis man ikke får Contalgin!

Men jeg er på det sted, hvor jeg er så afhængig af al den medicin, at jeg faktisk var nødt til at bede Ole om at køre 100 km for at få bragt drugs ud til posten (oh yesh, now we do dat too!), så jeg kunne holde til resten af vagten. Og husk at jeg faktisk kun glemte dem, fordi vi var på jordbærhjernestadie 1 (også kendt som det plan, der får Tora til at sige ting som “du er så sød, når du er skæv, Stine!”, hvilket jo varmer enhver arbejdsgivers hjerte og sikrer mig arbejde i maaaaange år fremover).

Apropos venner af den kaliber, så er det nok meget godt at her ikke kommer så mange andre! Gravkræene har mødt Ole og co een gang tilbage i januar og reaktionen, da de låste sig ind i idyllen var en overvældende lidende klagesang fra meget, MEGET ensomme kræ!

Jeg overvejer at supplere med en LILLE vagthund, for det der; det var fandme ynkeligt! Så kan Basse gø lige så tosset, han vil, vi ved, han er en tøs!

Ydmygelsen sled dog lidt på stemningen, så Frida sørgede for at få mig til at tænke på andre ting i stedet. Tak, Frida.