Er der noget værre end folk, der opretter en blog – og så holder op med at skrive? Det synes jeg ikke, de skulle have smæk med en af Føtex’ 3 dage gamle 10 krs-baguettes!

Det bliver jo så mig selv inkl. og ingen grund til at gøre klar til alle undskyldningerne, for der er kun een:

Jeg er så træt! Hele tiden.

Det startede med ny epilepsimedicin i august, hvor jeg gik i seng i alle ledige stunder og der var jeg så i 3 uger, før jeg slap af med medicinen igen, men energien kommer bare ikke rigtigt tilbage.

Jeg er blevet færdig med smerteholdet og det er bittersødt. Det er virkeligt en god ide med de praktiske kurser, men uhm, hvor var det rart at få min onsdag igen! -hvor jeg også er sygemeldt, ligesom mandag, og begge dage bliver brugt mestendels i sengen. Jeg er ellers gået op i tid til hele 18 timer om ugen (juhu!) og er altså ikke topimponeret over egen indsats.

Det samme kan åbenbart siges om kommunens folk, som vil se yderligere dokumentation for at et arbejdsliv ved posten er det bedste, der kan gøres for et skravl som mig og også hvorfor pokker jeg i så fald ikke kan arbejde fuld tid. Se, dét er søvndyssende!

Har til gengæld haft besøg på job af en ergoterapeut, som lynhurtigt fik jordet alle planer om at jeg skulle videokode, men som gladeligt godkendte mine hverdagsopgaver som værende velegnede. Hun vidste faktisk også noget om piskesmæld, det var en usædvanlig oplevelse.

Nå, men når jeg så ikke hænger på arbejde og værdsætter alle de skønne folk der eller sover, så er der jo et par hobbies, man kunne kaste sig over. Jeg har fået købt ind til en smule decoupagé til vinterkulden, satser på snart at få lavet et par uroer mere, perlevæv og minihama og ja, som alle andre ting, jeg hygger mig med, så er det bare en skidedårlig ide med et piskesmæld.

Mens jeg endnu kunne klare studier ved siden, fejrede jeg semesterpausen ved at skeje så vildt ud, som jeg overhovedet kunne forestille mig det muligt: Med et 5000 brikkers puslespil.

Så vi går ture i stedet, hvilket ærligt talt også er begivenhedsrigt nok til tider. “Vi” har fanget en mus til onkel Vuf på hans fødselsdag!

Og ja, den er stadig varm.. Jeg var ikke helt klar på den udvikling.

Næste dag prøvede vi den alternative rute anbefalet af Paws gødyrsbetvinger, hvis navn vi ikke husker.. Og vi tror for øvrigt ikke at Paw findes mere, da gødyrsbetvingeren er set uden beskyttelse på det sidste. Skøn tur tværs over markerne og da jeg mødte en landbrugsmedarbejder i nærheden tænkte jeg, at jeg hellere måtte spørge om lov, før jeg slap Frida løs på området, som er herligt øde og (vigtigt!) cykelfjendtligt.

En anden gang skal jeg vist bare huske, at det er nemmere at bede om tilgivelse end tilladelse.

“Det tror jeg ikke…”, “altså, bare mellem gården og Bækvej?”, “Nej, det tror jeg ikke er en god ide…”. Og dermed fik jeg lov at bibeholde to (især vilje)stærke gravkræ i snor, hvilket jeg kunne gå og skumle over, indtil vi ramte naturstien igen og en meget glad boxer uden snor og med en uopmærksom ejer.

Lad os nu være ærlige: Frida og Basse er faktisk meget mere sociale end forventet af dem og af gravkræ generelt. Jeg har lært at Frida HADER sorte labradorer pga. noget jalousi med gammelmors mors labrador. Basse trives elendigt med alle, der ikke fatter at han er verdens herre og især helt små hvalpe.

Det er uden snor.

Gravkræ med snor bør man bare generelt holde sig fra, medmindre man får lov. Vi snakker pænt med de fleste kræ, vi møder, og så sørger vi for at gå videre, før vi kommer længere end “din røv lugter godt..”-rutinen, som plejer at gå glimrende.

MEN NOGEN I SNOR KAN VIRKELIGT IKKE LIDE LØSGÆNGERE I ALT FOR FRIMODIGT HUMØR!

Som aldrende metalhoved kan jeg sagtens forholde mig til trangen til at slå alle de der jubeloptimister i gulvet (hey, if you can’t beat them, join them!) og den boxer var bare ALT for glad!

Ejeren havde endeligt opdaget, hvad der foregik og forsøgte forgæves at kalde kræet til sig, mens gravkræene skiftedes til at snappe efter bæstet og jeg var filtret ind i liner omkring både torso og ben.

Diverse forsøg på at holde bokseren på afstand med fødder og råb til ejeren om at få styr på sit bæst virkede heller ikke, så nu har Frida fået et nosejob og min Morten Korch-illusion en amputeret arm. Nok meget godt, jeg ikke fik lov at slippe Frida løs og være den råbende idiot i den anden ende i stedet. Medmindre det i det Ilbergske territorium i Sønderholm, altså. Vi ses snart, mountainbikere!

Den idylliske drøm blev heldigvis lappet sammen igen, da kræene og jeg var på tur i lørdags og kom forbi forsamlingshuset på vej hjem, hvor en af festens deltagere gerne ville vide, om jeg var lokal? Jeg kan godt afsløre, at de fleste fodgængere i Lundum, og især dem med hundesnore, er lokale, vi er ikke blevet den store turistattraktion endnu, selvom det kan virke uforståeligt.

Men de havde åbenbart en partycrasher af den efterhånden trættende slags: en aldrende border collie. Kendte jeg den? Tjooooh.. Det er jo den, man skal hilse på, når man køber æg oppe på gården, så jeg mente nok, jeg vidste hvor den boede.

Jeg tænkte også, at gravkræene nok kunne interesse den så meget, at vi kunne få ham lokket med hjem, men så dum var han ikke. Alle ungerne havde kastet pind med ham hele eftermiddagen og han havde ædt som en tærsker, mens han blev klappet på – og han skulle fandme ingen steder, især ikke med en gnaven Frida, der blev ved med at gnaske i ham.

I det mindste kunne vi svinge omkring gården og fortælle, hvor hyrdehunden var, når nu territoriet var ubeskyttet. “Nå, i forsamlingshuset? Ja, det plejer han godt nok, når der er fest, især hvis nogen gider kaste pind. Han finder selv hjem, når festen er slut”.

Det har kræene ikke tilgivet mig endnu. De får elhegn, andre får pølser!

 

Men i det mindste skal de ikke høre for at få mig til at ligne en idiot offentligt. Det klarer jeg fint selv.

Og nu skal jeg fedte mig ind hos sure kræ, som har mistet endnu et pindsvin til latterlig gødyrsbetvinger med skovl og narcissistiske ideer om hvordan dyreverdenen skal hænge sammen.

Har nogen set suppebenene?