Uvarslet arbejdsnedlæggelse!

Det der vinter/efterårsklima trækker hårdt på overskuddet i det gode samarbejde herhjemme. Gødyrsbetvingeren er IKKE glad! Det er gravkræene heller ikke, men så kunne de have ladet være med at søge ansættelse her i biksen.

Der har været overenskomststridig arbejdsnedlæggelse og generelle brud på såvel overenskomst som lokalaftaler og ikke mindst krænkelse af den gensidige tillid, der skaber det normalt så ideelle og tillidsfulde samarbejde!

Gødyrsbetvingeren har været meget venlig i disse forblæste dage og gravkræ under 16 kg har været undskyldt for et par tanktømninger efter de reglementerede forskrifter, altså i det fri. Men så tærer det altså på samarbejdet, når gravkræ under 16 kg pludseligt godt kan gå udendørs til Egon for at gemme kødben!

Gødyrsbetvinger minder om at indøvelse i arbejdsopgaven “tømning af tank” er udført adskillige gange, også flere end Bonus canis familiaris rimeliggør. Manglende evne til at udføre opgaven på reglementeret vis kan potentielt set have konsekvenser for fremtidige arbejdsopgaver og i værste fald ansættelsesforholdet som helhed.

Gødyrsbetvinger vil også gerne understrege, at evt. lækager i bryggerset meget vel igen kan give anledning til tab af soveværelsesprivilegier i en periode, indtil gødyr af alle størrelser beviser, at de kan administrere maskineriet med passende omhu og varsling, så disse lækager undgåes. Der vil i disse tilfælde være tale om kollektiv afstraffelse med håb om lidt god, gammeldags kammeratopdragelse blandt arbejdsstyrken.

Det er heller ikke acceptabelt at modtage årsbonus fra gødyrsbetvingerens og derefter tvære den ned i det eneste gulvtæppe på arbejdspladsen, så dette lugter af fordærvet oksekød, især ikke mens gødyrsbetvinger er angrebet af pest/ebola/maveinfluenza.

Ej heller skal der gøes af alting, fordi gravkræene keder sig indendørs i møgvejret. Der er trods alt indlagt en lokalaftale om at alt udendørs arbejde nedlægges under force majeure-forhold som f.eks. regn, slud og blæst og andre forhold, der gør at gødyrsbetvinger foretrækker at blive indendørs.

Ligeledes er det accepteret af gødyrsbetvingeren, at når vedkommende forlader matriklen og efterlader gravkræ med hele huset og rester af morgenmad på spisebordet, ja, så rydder de op.

Dette er et gode, der ikke bør misbruges. Det opfattes som på grænsen af udnyttelse af dette gode, når gravkræ tilsyneladende i praksis insisterer på, at der er dannet præcedens ud fra arbejdsvilkår fra forrige arbejdsgiver for at resten af lokalaftalen omkring menneskemad i indkøbsposer på gulvet også er indbefattet i denne lokalaftale, især ikke når det gælder fremsnifning af 70% chokolade.

Chokolade i nogen som helst tænkelig form er ikke en del af gødyrsbetvingerens bonussystem og bliver det heller ikke i fremtiden. Således betragtes det som illoyalitet overfor arbejdsgiver, når dette faktum fortælles til udenforstående som et berettiget kritikpunkt.

Det betragtes ligeledes som lydighedsnægtelse, når gravkræ lægger op til behov for micro managing. Det understreges, at menneskemad-reglen OGSÅ gælder Läkerol ved sengekanten.

Samtidigt er der klart tale om et brud på samarbejdspolitikken, når ansvarligt gravkræ allerede har gemt sig under dynen, før nærmeste gødyrsbetvinger indfandt sig i afdelingen og dermed overlader al skyld til kolleger med flere muskler end hjerneceller. Dette er en ganske urimelig opførsel!

Läkeroludgydelser er desuden ligeledes dækket af tanktømningsproceduren.

Det bør desuden understreges, at der i overenskomsten står nævnt, at det er gødyrsbetvingerens ret at udmåle dagens opnåede akkordrate i form af hundepiller.

Gødyrsbetvingeren vil også gerne påpege, at det dårlige indbyrdes samarbejde blandt ansatte gravkræ påvirker både arbejdsindsats og arbejdsklima. IGEN understreges følgende: Det er gødyrsbetvingerens ret at udmåle dagens opnåede akkordrate i form af hundepiller! Det er IKKE op til +16 kg-klassen at fordele denne blandt den øvrige arbejdsstyrke!

Det er heller ikke i overensstemmelse med den af gravkræ accepterede og underskrevne lokalaftale, at gravkræ under 16 kg færdes på egen hånd udenfor matriklen og den i samme anledning manglende lydighed overfor gødyrsbetvingers arbejds- og placeringsanvisninger betragtes som så grov, at der vil blive udsendt en skriftlig advarsel med mulighed for mere vidtrækkende sanktioner ved gentagelsestilfælde.

Af ovenstående grunde og mange flere som ganske smerte- og pilleramt gødyrsbetvinger ikke kan huske, varsles der derfor lockout af gødyr pr. 11/1-15, hvor de forventes at forføje sig nordpå til Gammelmor, indtil de har lært lektien og formår at værdsætte de på matriklen fremragende arbejdsvilkår, såvel som personalegoder.

 

Med håb om snarligt bedre samarbejdsklima

 

Gødyrsbetvingeren

 

Leave a Reply