Til gengæld har jeg måttet sige farvel til den ene gæstedyne, eftersom 1 “voksen” og 2 gravkræ åbenbart ikke kan nøjes med een dyne – og jeg er altså træt af at fryse! Så nu er alle glade. I al fald alle 4-benede.. Og de tobenede har heldigvis møgelendig hukommelse, hvilket jævnligt bør værdsættes.
Gravkræene har også fået lov at snave skorstensfejer. Det fede ved folk, der arbejder i andre menneskers hjem er, at de altid kan alle mulige rædselshistorier om andre hunde og lader til at være utroligt tilfredse med glædestrålende kræ, der i stedet gerne snaver med tunge og glor på værktøj. Og snaver med tunge. Lidt. Ad gangen. Jeg åbnede faktisk en pose billige flæskesvær for nyligt og blev mindet om, at jeg snart skal huske at børste Fridas tænder. Den skorstensfejer var meget taknemmelig for lidt!
Men det er uhyggeligt, hvad folk kan huske. Eller fascinerende, hedder det. Inkl. salgsprisen på huset tilbage i 2007, hvilket jeg godt kan afsløre lå en allerhelvedes del højere, end hvad jeg gav for det (for intet er hemmeligt på boliga.dk – snag før din nabo!). Og også højere end det, jeg lige har fået det vurderet til, men pyt, jeg hørte penge sparede, og det er altså en herlig lyd. Jeg bør nok ikke fortælle faderen, hvad 3 mdr af hans liv blev vurderet til, især ikke hvis han begyndte at regne timer ind ift. alle de der 14-timers dage. Men JEG er glad! Det var så heller ikke mig, der gravede ud til gulvvarme i det bryggers, jeg fik solgt i halvprofessionel stil. Der skulle heller ikke meget til for at overgå den mægler, der solgte mig huset, lad os sige det sådan.
Ham her var også en af de snu. De kører allesammen i store Mercedeser hernede, men ham her var snu nok til at have de gode hundekiks i bilen. Så var Frida solgt. Og han var en mand. Dér røg Basse.
Men den efterhånden udødelige champagne lever og står oprejst endnu. Burde nok bare hive monstrummet ud af køleskabet og vente på de dage, hvor jeg er villig til at åbne en flaske champagne efter at have spottet en stavefejl hos Nanna – og så plumpe isterninger i. Glem det, selv jeg gyser ved den tanke.
Det begynder at ligne dødsgangen på amerikanske fængsler inde i det køleskab – års og års venten, og så, til sidst! Et hjerteanfald! Eller i det her tilfælde en flaskeprop.
Men i dag overlevede samme flaske en eksekveringsdato mere, efter at socialrådgiveren havde ryddet op på skrivebordet før påskeferien (det er sådan noget man har, når man ikke er postarbejder. Der kan man bare se, nogen kunne godt have fortalt om den slags før) og lige ville fortælle at hun, den fagre Kira og kommunens læge var blevet enige om bare at sige, at arbejdsevneafklaringen nu var i land. Efter 8. uge i 1. praktik.
Gæt engang, jeg ER et skravl. Og forhåbentligt snart et erklæret skravl, så jeg kan blive et erklæret for arbejdssøgende skravl.Jeg har faktisk aldrig hørt lignende tidsmæssigt – og lovkravet er stadig 2 praktikker, så tak, Hr. og Fru Danmark, I betaler også den næste praktiktid, imens vi venter på, at der er gået tid nok til at kunne få sig til at sige “hov, her fandt vi ENDELIGT svaret!”. Men jeg har så også ihærdigt undgået at læse alle beretningerne fra rædselskabinettet. Advokaten er stadig opgivende ift. en klient, der har været “stædig”, men vil naturligvis gerne påpege, at det ikke er for at bebrejde mig, bare at det gør det sværere at jeg tog på arbejde hver dag.
Man kan kun beundre et forsikringssystem, der belønner opgivenhed. Normalt straffer kommunerne vist for det samme, men det er jeg så heldigvis blevet fri for. Det er der så så mange andre, der ikke er, og ærgerligt for dem. Men jeg giver en flaske livsduelig trøstechampagne, hvis de er i nærheden.
Og en hotter i skoven, hvis du er i nærheden på søndag. Medmindre du hedder Basse, for så har du fået rigeligt! Egen dyne, skorstensfejer og ejendomsmægler, det ligner jo Palles Gavebod, det her!