Men det er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at der bliver lavet noget! Det er en ret voldsom omvæltning at gå fra at arbejde fuldtids og ellers sove til pludseligt ikke at arbejde overhovedet. Jeg betragter ikke mig selv som værende specielt doven, men det føles som om, her bliver lavet endnu mindre end før. Jeg vælger at tage det som et tegn på, at jeg har lært at være lidt sødere ved kadaveret.

Lidt sker her dog.

Min uge:

Vi lader den lige stå lidt. Det er sådan et Søren Ryge-scenario, hvor man skal være rigtig langsom og tilstedeværende.

Tag lige et minuts tid før næste billede, OK? Det er faktisk en advarsel.

 

 

 

 

 

 

 

Godt så. Sikker? For så’ det’ nu:

Det blev heller ikke i denne uge, jeg lærte at pudse sokkel. Forhåbentligt bliver der tørvejr et par dage i næste uge. Til gengæld kan jeg åbenbart ikke snyde med sokkelpuds langs murstenene bag huset, hvor fugerne trænger gevaldigt til en opfriskning. Det er bare så møgfrustrerende at stå i Jem&Fix, købe 25 kg et eller andet i en næsten-tæt-sæk for så at blande 250g op. Men nu bliver der snart malet, og så kan jeg endelig få sat reol op igen og rydde ting væk. Det var godt, jeg fik nået det, så jeg kan sidde ude resten af sommeren og nyde resultatet …

Den sokkelmaling tager også utroligt lang tid! Ikke så meget det med at male. Næ, det er opsætning af malertape, der trækker ud. Især når man på et hus på alder med mit prøver at sørge for, at den bliver både lige høj hele vejen rundt og i vater … Vater vinder, men kunne nu godt have brugt et par ekstra hænder til opsætning af tape, det gik i al fald ikke stille af sig – og det var ikke gravkræene, der støjede. Ret meget.

 

Fridas uge:

Ja, Frida har gjort det sædvanlige. Snorket, ædt mine Läkerol, og sørget for at flytte sig, før hun blev taget på fersk gerning.

 

Basses uge:

Bemærk her, at Basse er på billedet. Der er et par af hans “jeg er altså ret sikker på, jeg hørte en mus …”-huller bag ham. Jeg kunne ikke få hans “JEG HAR FANGET ET PINDSVIN!!!!”-huller med, hvor han har gnubbet svinet godt og grundigt ned i plænen i et forsøg på at få piggene til at stikke mindre.

Svinene er tilsyneladende mere hårdføre end græsplænen. Det er sådan en ryste-ud-af-ærmet-ved-pinlig-tavshed-finurlighed, som jeg aldrig ville have lært, hvis ikke gravkræene var flyttet ind i den stråtækte idyl.

På en eller anden måde formår Basse altid at skabe en “pest eller kolera”-atmosfære omkring sig. Det føles som at være fanget i en 6-årigs verden, hvor spørgsmål som “Hvem er den stærkeste superhelt i hele verden?”, “hvem vil du helst kysse: Sofie eller en dræbersnegl? Du skal vælge en!”, og “vil du helst hoppe ind i et bål eller blive stukket af 400 bier?” er vigtige at tage stilling til på en helt almindelig hverdag.

Basse er tilsyneladende en helt normal seksårig, dog med lidt vanskeligheder med det sproglige og aflæsning og positiv interaktion i sociale situationer.

I denne uge var spørgsmålet “Hvad bliver gødyrsbetvinger mest sur over: At jeg hopper over havehegnet, eller at jeg bliver i haven og graver utroligt mange huller, eller at jeg går ind i huset med våde, mudrede poter?”

 

 

Det fine ved Basse er, at svaret faktisk er ligegyldigt.

Det er nemlig mig, der skal ordne det hele alligevel.

Det nød jeg meget, mens jeg stod på lossepladsen og skovlede kompostjord op i IKEA-poser og tænkte, “FUCK, hvor gør det ondt!”, men heldigvis var jeg arrig nok til at være ligeglad. Det var mandag. Vi nåede såmænd også en gåtur! Hvor hr “jeg tror måske, jeg kan lugte en mus” nåede at gå forbi to døde mus uden at opdage dem. Til gengæld opdagede han snogen, og til min glæde og overraskelse har han åbenbart ikke trang til at gnaske i sådan nogle.

Denne blødsødne tilgang fik han heldigvis kompenseret for senere. Et af svinene havde smidt sig lige uden for hegnet, og alle byens hunde nåede at høre det, da det blev fundet. Prison Break min bare, et par gravkræ og så havde det sted været flugtsikret. Ingen anledning til gøen går tabt!

Det gælder så pt. ikke helt på matriklen her, for gravkræene har efterhånden lært, at hver gang de åbner gabet for at gø, så kommer jeg styrtende og sparker dem ind.

Det er jeg sådan set ret stolt af, men gravkræ og børn har et par ting til fælles. En af dem er, at man altid skal frygte stilheden! Derfor tænkte jeg, at jeg lige ville give dem en chance, før jeg tog fat i de hylende gravkræ og efterfølgende i svinet.

Basse tænkte, at det måtte være en fejl fra min side, at svinet blev dumpet hos naboen, så han tog den over hegnet og vandrede ud for at finde det igen. Jeg ved ikke, hvorfor det altid sker, når jeg enten har skideondt eller er i badekåbe og træsko – eller på virkeligt særlige dage: Begge dele. Jeg værdsatte i al fald, at der var mørkt!

Tirsdagen var egentligt reserveret “gåtur”, “vasketøj” og “plæneklipning” – og måske lidt af det der sokkelnoget. Jeg nåede at få startet vaskemaskinen og få slået noget af gårdspladsen, før jeg tænkte, at jeg hellere måtte flytte bilen, så den ikke blev ridset af alt det træ, der røg i plæneklipperen (don’t ask) Har jeg nævnt, at gravkræ fra den stråtækte idyl går i panik, når det virker som om, gødyrsbetvingeren er på vej længere væk end gåafstand? Såsom hver gang førnævnte starter en bil?

Basse forcerede i al fald hegnet igen. To gange.

Jeg burde nok bare glæde mig over, at han er blevet veltrimmet nok til at kunne komme over det hegn.

Hvis jeg skal være helt ærlig, så ser det ud som om, det er lidt tilfældigt, om han vælter forover eller bagover hegnets midte, når han hænger der på maven og balancerer. Resultatet indikerer, at han oftest har mere hjerne end røv, hvilket er en fysisk umulighed på linje med humlebiernes evne til at flyve. Det mangler jeg dog fortsat at se Basse gøre.

På hans sidste udgang fik jeg lov at hente ham ovre hos genboen, som stod med alle døre åbne og malede dem, og jeg så i ånden Basse kigge ind, før han klemte sig ind mellem dør og dørejer, evt. fik trådt i lidt maling, før han tog en rundvisning i huset og pissede strategisk fornuftige steder. Det er søde mennesker, de der naboer, men jeg tror ikke, kaffeinvitationen gjaldt Basse. Især ikke, hvis han har drukket hjemmefra.

Jeg nåede heldigvis at få fingre i ham ovre i selvsamme nabos have, uden at han havde nået mere end at konstatere, at æbler er et affaldsprodukt uden reel værdi. Jeg er glad for at have opdaget, at hans navneskilt og halsbånd klirrer, når han løber, det er et ret effektivt middel i opsporingen. Hvis ikke snart han dropper de der udbryderture, så begynder jeg at kalde ham ringlebæreren. Højt! Hvor andre kan høre det!

Resten af dagens planer blev sløjfet, mens jeg gik i gang med at oprette en midlertidig lejr omkranset af hegn, og der er vist stød i. Jeg er ikke helt sikker, men eftersom Basse brugte 45 min på at gø uden et tordenvejr i nærheden, så vil jeg gætte på, at han lige ville nævne, at der var kommet sådan noget hegnsnoget, som virkede som om, det havde en virkeligt dårlig dag!

Det er endnu en ting, gravkræ og børn har til fælles. Nogle gange trænger de bare til at sidde på skødet lidt og få noget at gnaske i sig.

Bare det ikke er æbler.