Moderen skriver dagbog til vores yndlingsgnavne, gamle mand.

Han må godt blive rask snart, der er ikke så mange ark tilbage i notesbogen, og det er hans tur til at gøre badeværelset rent!

Det bliver virkeligt spændende at se, hvordan han fejrer sin nye status som eks-eks-eksryger. Vi kan jo dårligt belønne ham med et kørekort.

Jeg har hørt, der sker noget med os, når vi opdager vores egen dødelighed. Jeg havde reelt ikke den store reaktion på min blodprop, men mine forældres dødelighed? Dén planlagde jeg sådan set ikke at skulle tage stilling til de næste mange år! Men der er også gået et eller andet helt galt i forbindelse med piskesmældet. Hukommelsen har tilsyneladende taget så meget skade, at jeg glemmer, at jeg nærmer mig de 40.

Mon ikke vi er mange børn, der har det sådan? Det er i den grad i fokus i min uge. Men der er tid nok til at vænne sig til det, de mener, der går uger, før de vækker ham igen. Moderen har set sig nødsaget til at købe endnu en notesbog efter at sygehuspersonalet har tidssat respiratorudnyttelsen til at fortsætte i uger, ikke dage.

Det har ellers været en virkeligt heftig uge. Jeg blev ENDELIGT færdig med det der salgskursus, og smuttede derfra med et 10-tal. Jeg er så åbenbart blevet rigtigt bøvlet, så alt under 12 er jo lidt fesent. Medmindre det er økonomi, altså. Der var et 7-tal årsag til jubel!

Det er så ret finurligt, at jeg lige er blevet ansat som regnskabsfidus i et lille firma ved navn InOmega3. Jeg er in lååååbe!

Jeg skal lige lære det der økonominoget. Det er heldigvis bare en genopfriskning af min HH-viden, og jeg har både fundet et uddannelsessted med udgangspunkt i skånehensyn, og en hob af tutorer. Når jeg har nået det til sommer, så flytter jeg ind i stuen i Tørring som en af de første af forhåbentligt mange ansatte. Sofaen står LIGE bag skrivebordet, og jeg har fået brugsret.

Det bliver den vildeste omvæltning. InOmega3 er primært baseret på værdier som hensyn til sundhed, arbejdsmiljø og naturen, og kreativitet og innovation fremfor KPI’ere. De tror på, at der er penge i det, når de andre værdier er tilstede. Det har de ret i, hvis man spørger mig, men det bliver fedt at få det efterprøvet i praksis! Jeg er blevet advaret om, at jeg kan blive kastet ud i alverdens ting og sager, når vi finder ud af, hvad jeg synes er sjovest af det, firmaet mangler, og regnskaberne kræver mere tid end jeg kan bidrage med.

Jeg er blevet beordret til at komme på arbejde med al bagagen, og forventes at buldre og brage, heldigvis fylder direktøren mindst lige så meget som mig, så det kan pludseligt tænkes, at jeg bliver hende den stille. Hvem fa’n havde troet, det var muligt?

Til gengæld er det en umådeligt effektiv alliance, når hun og jeg planlægger knibtangsmanøvre. Blidt pres fra begge sider har sikret, at jeg starter på kursus i morgen efter at vi har fået alt bureaukratiet på plads på under en uge. Dem, der kender systemet, ved hvor stor en præstation dét er!

Og hvor bliver det bare helt fantastisk fedt at skulle arbejde med udvikling i stedet for afvikling – og få lov at være med til at skabe noget. Jeg er heldigvis allerede blevet lovet en babysitter, så jeg ikke kører mig selv i smadder – igen. Men det er vist ikke her, jeg bliver bedt om at se ud som om jeg arbejder så hårdt, som jeg rent faktisk gør.

Jeg kan nu stadig nå det, det der smaddernoget. Gæt, hvor firmaet ligger? I gevirkvarteret … Heldigvis på Sikavej, ikke Kronhjortevej. Gjorde det det, så er jeg ikke sikker på, jeg turde sige ja til jobbet, uanset hvor forelsket, jeg er.

Det var vel egentligt også på tide, de forbandede rensdyr bragte noget godt med sig, nu da Ole ikke længere kan formane mig om at passe på rensdyrene på køreturen hjem hver aften. Om ikke andet bliver adressen en god reminder om at køre forsigtigt de 23 km til den stråtækte idyl.

Nå, jeg er jo ikke den eneste forelskede. Klamme Onkel Basse har stukket sin snude frem igen, og den flytter sig ret sjældent fra tævens røv. Kommer han til at lave noget andet, bakker den frivole frk. op i snuden igen. Han går også og taber sig, ham Basse, men han har haft travlt med tæverne, og der manglede jo en ostefodring på Hovvej. Vi var ved at stå med et problem med, at han for første gang NÆSTEN kunne klemme sig ud gennem K-A-T-T-E-hundelemmen, og så kunne vi så slås med at  få ham hevet ud, når han sad fast. Han burde bare begrænse sig til at lede efter den yndlingsgnavne gamle mand, gø af alt og alle, og sniffe efter mus. Klamme Onkel Frida er dog LANGT mere grænseoverskridende! Klamme Onkel Basse ved godt, han piller ved forbuden frugt. Klamme Onkel Frida ved det også godt, men hun er ligeglad. Der var udpræget lettelse hos alle parter, da kræ og gødyrbetvinger pakkede sig i bilen.

Mus er søde.

Det er rotter ikke.

Især ikke den, der endeligt gik i fælden på den stråtækte idyls’ loft. Jeg skreg, skreg og skreg, så ingen var i tvivl om, at jeg var kommet hjem til Lundum igen. Og hvor blev jeg pludseligt også bare lykkelig for at være sådan et ødelagt skravl!

Skravl har skohorn, og skravl har gribetænger, så de slipper for at bukke sig i tide og utide. Og for at røre ved rottefælder, så den fandt jeg frem, og havde held til at få den lukket sammen om rottefælden, og hele opstillingen blev holdt ud i strakt arm, mens jeg ønskede, jeg havde Joakim B. Olsens gorillaarme. For at få det hele ned gennem loftslemmen, måtte jeg rette tangen op i vertikal position, og stod så der på stigen med rotte, fælde og isolering dinglende over hovedet, da loftslemmen faldt ned og ramte hele ordningen. Så sad fælden der og var i klemme i lemmen, mens halen dinglede, og vægten var ved at få den til at falde ned i hovedet på mig. Jeg skreg videre med armene viftende panisk over hovedet, og de var sgu også for tæt på udyret!

Efter et par fødselsvejrtrækninger fandt jeg modet til at få bakset kræet udenfor, og så kunne rottefængeren ellers selv bøvle med resten! Heldigvis var kræene ikke hjemme, det kunne ellers have været underholdende.

Men den der nabohjælp, hvor søde nabo Kurt springer til, når der er fare på færde i form af indbrudstyve? Jeg skriger åbenbart ikke højt nok. Næste gang ringer jeg sgu og fortæller, at der er indbrud på loftet. Mon ikke også denne Kurt har en sød tand? Det har Kurter jo, og så er bestikkelse jo nemt.