Monthly Archives: January 2016

Nyt år – liv og død

Jeg fik den mest uventede besked sidste uge. Endnu en Kurt er væk, og jeg synes overordnet set at Kurt’er er uundværlige!

Denne Kurt er min skønne kollega fra videokodningen. “Er det ham med dyrehandlen, Stine?”, “Er det ham, der laver den bedste omgang boller i karry, Stine?”, “er det ham med lagkagerne, Stine?”

Og ja, det er ham. Det er også ham, der er far til to skønne unger, som i den grad er præget af ham. Det er ham, der tog med på ungernes skoleudflugter. Det er ham og Birgitte, der sikrede sig, at alle ansatte i videokodningen fik den rigtige løn, og ikke blev snydt. Det var også dem, der gjorde alt, hvad de kunne, og lidt til, for at give de ansatte i videokodningen fri, når de gerne ville. Ham og Birgitte, der sørgede for at indøve folk, og råbte op, når de synes, folk blev røvrendt. Og dem, der sørgede for at problemer blev håndteret, før de nåede at blive problemer.

For mig var Kurt ham, der deltog i mit indvielsesritual i Aarhus. Det var ham, der fortalte, hvordan man var driftleder i Aarhus, og ham, der lyttede, da jeg sagde “at tale foran 70 mennesker?!!!! DET gør jeg ikke!!!!!!”

Han var også en af dem, der lyttede på en ungdommeligt overlegen tøs, der fortalte, at de havde forsømt det her arbejdsområde, og nu skulle jeg nok rette op på det!

Og det var ham, der hørte mig give en status for 70 ansatte efter 14 dage i Aarhus. Og ham, der spurgte “Stine, jeg troede ikke, du talte forsamlinger?” og fnisede, da jeg forarget svarede, at det jo var nødvendigt at fortælle de ansatte de ting!!!

Det var ham, der accepterede at være mentor, da jeg indkaldte til mit første møde. Han spurgte “Er du så klar til mødet i næste uge? Nej? Jamen, det er jo ikke mit møde, jeg er bare med. Så har du jo travlt. Jaja, vi lærer jo af vores fejl, klø bare på!”

Det var ham med lagkagerne. I alle afskygninger og i samme omfang som jeg medbragte roser på arbejde. De var jo på tilbud. Han kom også med roser. Fordi Stine blev så glad af have roser på arbejde. Og de VAR jo på tilbud.

Roserne endte heldigvis ikke i skuret ved lejligheden som de øvrige tilbudsgevinster. “Jamen, der var tilbud i supermarkedet i Hornslet. Og toiletpapir skal alle jo bruge! Nu er der så ikke mere plads i skuret, og ungerne var så flove, da de opdagede, at jeg havde kørt toiletpapir hjem gennem hele Hornslet i trillebøren! Men der var heldigvis også plads til tandpasta, den var under halv pris! Og nu har vi toiletartikler til de næste 2 år”

Birgitte og Kurt sørger for, at der er styr på alt det praktiske på arbejde, så vi andre kunne fokusere på alt det andet. Kurts ferier var “ring, hvis der er noget. Jeg har tømt min indbakke, og jeg håndterer manglerne hjemme. Hvis I ringer og forstyrrer, så føler jeg mig så uundværlig, så gør ring endeligt!”

Alt, alt for pligtopfyldende på den ene side. Og så alt det andet ved siden af. “Jeg føler mig så gammel og træt. Det kan godt være, du har det skidt nu, Stine, men vent bare, til du er i min alder!”, men han var der altid og hele tiden for sine unger, både dem i Hornslet og dem i 8245 Risskov Ø. Han vidste ikke en skid om det der med curling, og ungerne blev skolet i at klare sig selv. Kurt brugte krudtet på at gøre dem modige, trygge og opsøge deres drømme. Så sad han på arbejde og sagde ting som “Tais ringede og spurgte, hvordan man lavede kotelleter i fad, og om jeg kom hjem til aftensmad. Det gør jeg, så han spurgte, hvad jeg så skulle have at spise? For der var jo kun 6 kotelleter!”

“Kia er der ikke, hun er taget til Paraguy. Det er godt nok langt væk. Men jeg kan ikke besøge hende, værtsfamilien er fattig og har ikke råd til gæster, og de bliver sårede, hvis jeg bor på hotel. Hun kan også godt selv, og hun kan jo bare ringe”

Han kastede sig over den mest farlige opgave i hele verden, og skrabede sne, så Kia kunne komme trygt på arbejde. Satte sig på trappen, og blev siddende.

Det er vores tab; de hjemmeboende ungers og alle vi andres. Men han har som sædvanligt ordnet tingene, før han tog afsted. Det er flere år siden, han fortalte, han havde taget snakKEN med Kia.

“Kia, nu er du blevet teenager, og så sker der en helt masse med dig, og du opfatter drengene og resten af verden helt anderledes. Husk nu, at du altid kan komme til mig, når dit hjerte bliver knust”

Det var bittersødt, da hun svarede “Far! Jeg er 13! Jeg er fået mit hjerte knust tusindvis af gange!”

Han burde have været her, og fået børnebørn, der også kunne blive så kloge, trygge og selvsikre af at kende ham som hans unger gjorde det. Både dem, han delte gener med, og de af os, han tog til sig undervejs.

Jeg kunne godt sige “æret være hans minde”, men det er noget, vi gør i handling, ikke i ord.

Han har heldigvis lært os hvordan.