All posts by Stine Ilberg

Krigsreportage fra dyrlægen

Vores skønne dyrlæge har solopraksis i eget hjem, og et RØVtrælst køsystem, så da jeg havde fået at vide, at jeg skulle indlevere Frida mellem 9 og 10 til tandrensning, så vidste jeg godt, hvad jeg gik ind til.

Systemet er sådan, at man tropper op i det lillebitte venteværelse, der består af 3-4 stole og en gammeldags bænk med plads til 2 personer på. Jeg dobbeltbørster altid mine tænder inden dyrlægebesøg, for jeg ved, vi sidder TÆT i det lille rum. Er man heldig, så er der 2 ventende, men som regel er der mange flere, og en ventetid på en time er forventeligt, før han når til mit nummer.

Bidske, farlige gravhunde og et venteværelse på den størrelse er IKKE optimalt, kan jeg afsløre. Men det er der taget højde for, så der er 3-4 bænke udenfor også.

Ved siden af kattepensionen …

Frida og jeg plejer at blive ude, så hun i fred og ro kan gø og skrige hysterisk af alle de andre, men i dag mødte vi kattehjemmets nyeste beboer, Julekugle.

Ja, jeg aner ikke hvordan han fik det navn, sandsynligvis fordi han er kugleskør. De frivillige kaldte ham godt nok “frygtløs”, mit ord var lidt et andet … Ligeglad med hunde var han i al fald. Også når de gøer og knurrer, så her stod jeg så: Midt på gårdspladsen, en dirrende, hylende Frida på armen, og en alternativt begavet Julekugle, der strøg sig op ad mine bare ankler, mens han miavede ynkeligt.

“Nå”, tænkte jeg, “Så flytter vi os da bare lidt”. Det gjorde Julekugle også. Så vi gav op, og jeg accepterede at det var nødvendigt at sidde dybt pinligt berørt i det lillebitte venteværelse med skingrende skør Frida. Hellere det end at komme til at slå en af dyrlægens mange pensionister ihjel foran 10-15 vidner.

Vi planter os på bænken mellem to kattebokse og overfor Fridas haderace, en sort labrador. Og så sidder vi ellers der. Efter 2 min tænker jeg, at det da egentligt er utroligt som hun er faldet til ro efter at være blevet steriliseret. Efter 2 minutter og 4 sekunder stivner hun i mine arme, og klog af skade sørger jeg ellers for at få godt fat!
Det er her min utroligt begavede gravhund endeligt opdager en katteboks. HELT stiv står hun, snuden solidt pegende mod katteboksen.
En trykket stemning opstår i lokalet, og jeg tænker, vi nok hellere må gøre noget, så jeg er ved at rejse mig, da jeg gennem ruden får spottet Julekugle, som nu har lagt sig ovenpå en bil på gårdspladsen …

Ned igen med mig.

Jeg kigger lidt over på vedhænget til katteboksen, som stirrer afventende på Frida …
“Undskyld”, siger jeg, “men jeg skulle lige høre fra Frida, om du godt er klar over, at der er en kat i den der boks?”.
Det vidste hun godt, og det måtte Frida så slå sig til tåls med. Hun sørgede til gengæld effektivt for at ingen katte sneg sig usete ud i lokalet.

Kattedamen bliver kaldt ind, Frida vender sin opmærksomhed mod meget stresset, prustende labrador … Jeg ånder lettet op, indtil Frida endeligt kigger til højre, hvor katteboks nr. 2 står. Ejeren sidder og griner lidt over den bidske jagthund, der sporer sit bytte op alene på lugten – før eller siden.
Jeg tænker, jeg hellere må tage min rolle som leder for Frida alvorligt, så jeg spørger igen naturligvis bekymret: “Undskyld, men jeg skulle spørge fra Frida, om du godt ved, der er en kat i din boks?”.
Det vidste hun heldigvis også godt. Jeg hviskede til Frida, at kattedamen måske var her for at slippe af med skadedyret. Det gav god mening for Frida, det var næsten altruistisk af kattedamen at slæbe kræet hele vejen til skafottet.

Jeg tjekkede igen nødudgangen til gårdspladsen, hvor Julekugle nu havde spottet nye gæster, så han var på vej ned fra biltaget i etager, hvor 2. etage var listerne ved bagruden. Jeg var glad for at være kommet så sent, at jeg var nødt til at parkere ude på vejen.

Frida og jeg blev siddende, hvor vi var.

Min selvopdagede metode til at dæmpe skrigende gravkræ har jeg døbt “strudsemetoden”. Min kloge snifferhund mister tilsyneladende totalt evnen til at erkende, at der med 100% sikkerhed stadig er katte og sorte labradors i lokalet, såvel som Julekugler hærgende på gårdspladsen, så længe jeg bare holder hende for øjnene. Så kan vi så bruge 10 min på, at hun prøver at se, hvad der sker i lokalet, mens jeg fægter rundt for at holde hendes øjne dækkede, og resten af lokalet har billig underholdning så længe.

ENDELIGT kom vi til! Og vi kom også begge levende ud fra klinikken – hvor vi blev mødt af synet af en hundeejer, der sad på en af bænkene udenfor. Hans hund havde åbenbart større problemer med andre hunde end med katte, for Julekugle levede i al fald endnu.

Sidste glimt, før vi drejede ned ad vejen for at finde bilen, var Julekugle, der nu ganske enkelt var hoppet op på skulderen af noget betuttet hundeejer, der tydeligvis ikke var rutineret ift. hvordan man slipper af med overkærlige katte. Jeg nåede lige at se i hans ansigt, at han også havde luret, at det var en rigtig dårlig ide at begynde at slynge med kat foran 10-15 besøgende. Heldigvis var der kun små 10 numre til at det var hans tur, så måske alle er i live endnu, hvem ved?

Frida? Hun trængte til nyvasket vasketøj og brændeovn, da hun kom hjem, og heldigvis er gødyrbetvinger under tøflen.