Bonderøv, trailer trash – same, same

Er stadig ikke frisk efter den famøse søndagsvagt, men begyndte at få dårlig samvittighed over på mindre end en uge at have tabt engagementet med mit nye blogprojekt.

Jeg har haft fornøjelsen af at blive hevet lidt i af lægen i dag, hvilket vist udmønter sig i en anbefaling om fleksjob og efter den omgang tog jeg til Give for at deltage i ugens smertehold

Det er faktisk overraskende underholdende, det smertehold. Lærerigt også, naturligvis, men jeg havde ikke regnet med at skulle grine så meget. Mest over egen dumhed og den forefindes heldigvis i rigt mål. Så er jeg da rig på noget.

Men i dag faldt jeg i snak med vores landmand, som til min store overraskelse IKKE ønskede regn, for nej, han var lige ved at forberede sig til DM i hø.

Min hørelse er generelt ikke alt for god og jeg oplever tit mærkværdige ting af den grund alene, men jeg hørte faktisk rigtigt.

Hver deltager leverer en ladning hø og første udvælgelse foregår via kokke, producenter og andre eksperter på god madkvalitet og dem, der så går videre til finalen, får den helt store oplevelse!

Vinderen vælges af køer. Det hø, der bliver spist mest af, er det, der vinder DM i hø. Sådan! Jeg kan for øvrigt godt den dag og jeg håber heller ikke på regn.

Det virker som om der stadig er bonuspoint for bonderøvsattitude, hippiestil og engagement i biller og byg og så er det OK at gå med træsko.

Her er for øvrigt et fantastisk eksempel på netop den rigtige stil, som en kollega var så sød at sende mig:

 

Man skal dog endeligt ikke træde over i den nærliggende grøft, trailer trash’et, og det kan godt være lidt af en balancegang og jeg øver mig på at være ligeglad! Det der hippie-øko-noget kræver jo arbejde og hvis der er noget, der ikke er i mig, så er det arbejde!

Dagens tema på smerteholdet var at lære at give slip på de gamle ideer om hvordan ting bør være og i stedet rent faktisk forholde sig til det menneske, jeg nu er – underforstået: et skravl.

Så nu prøver jeg noget nyt.

Ikke det skravlede, det er ret gammelkendt efterhånden, men i de skravlede år har jeg sådan set udskudt det meste indtil jeg orkede det, hvilket er et stadie, vi fortsat venter på.

Så nu gør jeg det fandme alligevel! Sikkert kun een gang, for det føles godt nok farligt, men så er det i det mindste den rigtige.

Jeg har sat dato for house warming i Lundum, 23. august, og efter mere end et år er det da virkeligt på tide, at hytten bliver varmet op! Og det bliver ekstremt low key, indtil videre. Vi snakker en spand pastasovs eller en hotter eller noget i den stil og så væde til, men nu vil jeg se nogle mennesker! Tæt på der, hvor jeg kan gå kold! Og uden at lave så meget at jeg er gået kold før folk kommer.

Hvis du er gået glip af en invitation og gerne vil have en, så sig endeligt til. Så ser vi, hvor mange der kan klemmes ind på matriklen!

 

 

Leave a Reply