Det er vist på tide at aflevere stilladsgulvet tilbage til naboen og erkende, at det der med at male vinduer udendørs er for sent for i år.
Det sikre tegn på vinter plejer at være, at jeg får endnu mere ondt og ja, den er i hus. Tegn nr. 2 er åbenbart at Frida begynder at træne sin imponerende blære op igen, så hun slipper for flest mulige ture ud i det kolde og våde græs.
Da hun blev så bange for elhegnet i foråret, at hun nægtede at gå ud i græsset i det hele taget, viste det sig at hun kan holde sig i over 26 timer. Troede ellers jeg kunne tvinge hende i haven ved at outlocke dem fra gåture, men nej.
Jeg er så spændt på hvad hun gør, når hun opdager, at der er købt vinterfrakke til hende i år. Hun rystede som en lille hund (høh) i januar og februar og mine forsøg på at finde steder, hvor hun kan løbe frit og uden snor mislykkedes jo, så nu må hun finde sig i det. Jeg synes dog også selv at det er så pinligt med kræ i tøj, at jeg har forbarmet mig og købt en mørkebrun, diskret frakke (der matcher halsbåndet med similikranier glimrende. Satser på at Gammelmor nu klapper kaje og anerkender at man kan se, det er en pige uden det der rædselsfulde røde nylonhalsbånd).
Gammelmor kommer for øvrigt forbi Nibe her om et par minutter og jeg frygter, at kræene sladrer om min nyeste dille – at lære dem IKKE at trække, når vi går tur! Pædagogikken består i at stoppe op, hver gang een af dem trækker og på den måde kan man strække en tur på lidt over 1 km til 40 min. Typisk er det naturligvis den mindste, der er værst og ingen i Lundum er længere i tvivl om hvad kræene hedder.
Vi prøver at opveje den del ved at levere gode gerninger, såsom ædning af mus og deportation af pindsvin. Det lader til at naboen er mere end tilfreds med at jeg vapper vildfarne pindsvin over i deres have. Synes også det er rart at få lov at fise rundt i deres have kl. 2 om natten med en lommelygte uden pr. automatik at være mistænkt for at lede efter flugtkongen. Delen med mus skal vi nok gøre lidt mere for at promovere, men er bare ikke sikker på at en død mus på trappen med en seddel med “no worries! Kærlig hilsen Basse og Frida” er løsningen. Vi går i tænkeboks igen.
Indtil da spreder vi glæde i det nordjyske, hvor vi jo egentligt skulle være hundesittere, hvilket dog lader til at være en opgave, der ikke behøver udførelse, men det forhindrer stadig ikke Basse i at give den max gas som klam onkel.
Det har nået et punkt, hvor damerne i det nordjyske ikke værdsætter mit besøg, hvis ikke kræene er med. Jeg er ikke vred, jeg er skuffet, men ingen lader til at bemærke det i vrimlen af legende gravkræ. Eja og Frida er gamle og gnavne og Basse og Sille hærger bulen i voldsom grad. Sille er det mest hyperaktive kræ, jeg nogensinde har set, så Basse leverer ærligt talt en heroisk indsats.
Dog LIDT for heroisk ift. gøning i haven. Naboens hanhund får jævnligt at vide, at territoriet er hijacked, men han æder det ikke uden kamp – hvilket er forbandet svært med en sti, 2 hække og 3 hegn imellem sig.
Jeg tror faktisk, hunde ville være de ultimative rappere, hvis man forstod, hvad der blev sagt.
Her på matriklen holder de i stedet ædekonkurrence i Basse og Fridas pissedyre foder, som ikke er hvalpeegnet. Indlysende nok er hvalpefoder kun interessant for voksne hunde og omvendt, medmindre man er bange for at blive snydt!
Basse og Sille er i al fald godt på vej til at æde sig tromlefede på 3 dage for forholdene her i huset er jo også sådan, at der er osteparade to gange hver morgen og muuuuligvis omkring frokosttid også – og der laves altid aftensmad nok til kræene også.
Måske jeg bare skulle lade Basse hærge haven og se om han kan få rendt lidt af sig. Jeg skal i al fald ikke ud og gå foreløbigt som det står til pt.