Rygterne har lige nået mig om en større hjemmeværnsøvelse i Horsens “og omegn” og forespørgsler på om det var trygt at færdes i Lundum med gravkræ denne weekend blev ikke besvaret med andet end noget, der garanteret har givet udslag på Haddockmåleren. Enten er de der hjemmeværnsfolk ret temperamentsfulde eller også er det neglen, der gør ondt, jeg ved det ikke. Måske var det også bare det forkerte sted at spørge, de andre hjemmeværnsfolk, jeg kender, virker ret fredelige, men jeg har selvfølgeligt heller aldrig mødt dem med en baton i hånden.

Men uanset hvad ville hverken kræ eller jeg værdsætte at blive mødt af “snigere” i det udendørs, så jeg har straks aflyst længere gåture i weekenden og værdsat, at det blev med anden undskyldning end “det pisser ned, helt ærligt!”

Heldigvis lader det til at hele operationen er hemmelig, det er åbenbart en del af konceptet, når folk skal finde poster på egen hånd, hvilket giver en smule mening, hvis ikke de tilsyneladende på forhånd havde sendt en større gruppe uniformerede folk ud for at forberede poster. Ja, det er forskellen på Lundum og Randers: I Randers var jeg ved at køre en flok rockere ned, der stod midt på vejen, i Lundum en flok i militæruniformer. Movin’ on up!

Det er faktisk bare en omgang regnvejrspyller, for faktum er at det der “blå negl” har tabt på forhånd. Jeg har nemlig lige vundet Lundummesterskabet i “blåt mærke” med den her skønhed:

Det bliver garanteret endnu smukkere, når efterårsfarverne kommer til over det hele. Har tilsyneladende hevet i de fleste af de øvre blodkar fra anklen og halvvejs op ad låret.

Larsen-generne blev fremhævet i takketalen.

Jeg kan godt se det ironiske i at have skrabet det der til mig efter at være faldet i min søgen efter optikeren…

Nå, på den lidt mere alvorlige side, så begynder jeg at dyrke nogle af de privilegier, der er ved IKKE længere at være “videodriftleder/videosupervisor Stine Ilberg”, men bare “arbejdsløse, skravlede bonderøv Stine Ilberg”.

Jeg har fået kommentarer om det mere end een gang på arbejde: “Hvordan I formår at tage imod de mængder møg, der i perioder mere eller mindre berettiget bliver sendt af sted, forstår jeg ikke!”. Med mit temperament forstår jeg det heller ikke altid selv, men som oftest har jeg kunnet tage et par dybe indåndinger og prøve at finde ud af, hvad det der egentligt handlede om, om der var noget at gøre ved det og så ellers generelt acceptere, at det var en del af jobbet at være upopulær med mellemrum. Det job gav ikke just den fede hyre, men til gengæld var der så mange sjove og spændende opgaver med dygtige og skønne mennesker, at det mere end rigeligt opvejede for de mindre sjove ting.Og så den der pligtopfyldelse og ansvarsbevidsthed, der bider mig i røven med mellemrum, naturligvis.

Det der teflonlag, der skal til for at udføre sådan et job på bedste vis og stadig have hår tilbage på hovedet bagefter, kan nu få lov at hvile en smule og jeg kan godt afsløre, at min meget brugte Facebookprofil muligvis er blevet et par venner kortere siden fyringen.

Jeg har været skideglad for mit job, men jeg skal jo finde lyspunkter ved fyringen og det der med at kunne vælge til og fra uden at skulle overveje samarbejdsproblematikker, klemte følelser og mere eller mindre berettiget ophidselse i modtagerenden er herligt.

At det så samtidigt er uden større broafbrændinger og frigørelse af indestængt vrede er bare endnu bedre, for i bund og grund kunne jeg åbenbart godt lide næsten alle de der postmennesker. Heldigt!

Nej, vi er nede på det niveau, hvor jeg sidder med min morgenkaffe en lørdag eftermiddag og kan overveje, om jeg egentligt gider at se på ytringer fra disse personer, når nu de professionelle hensyn er væk og det gider jeg heldigvis næsten altid og det er jo et fedt medium til at følge lidt med i en masse menneskers hverdag, selvom der ikke er krudt til meget mere.

Men jeg har nydt at slippe for de mest yderligtgående politiske indslag, spammere og (andre) kronisk regnvejrsramte eller evigt voldsomt dramatiske indlæg i privaten. Og mon ikke et par gamle kolleger værdsætter at kunne sende mig og de overeksponerede gravkræ ud i glemslen med samme lettede åndedræt?

Apropos overeksponerede gravkræ, så har de stadig knald i låget efter de sidste weekenders besøg, så jeg er spændt på hvad de siger, når min mor kommer i morgen til et par hyggelige feriedage sammen med os. De har absolut ikke lidt overlast de sidste par uger, nej, jeg tror nærmere, det er al den ekstra kærlighed, der har givet dem nykker.

Frida har igen fået knald i låget. Havde der været halvt så meget hormonel ubalance i mig som der er i hende, så ville jeg have været en af de første i Danmark, der blev frikendt for udførelse af personfarlig handling i en tilstand af midlertidig hormonelt baseret sindssyge. Men indtil videre har jeg ikke været indbildt gravid, hvilket er heldigt, for matriklen kan altså ikke bære mere end een af den slags!

Samtidigt er hun gået i periodisk sultestrejke, hvilket virkeligt er usmart, når hun faktisk er den eneste, der kan tåle en portion ekstra her! I al fald pt, hvor hun er på grænsen til at have lidt for markerede ribben. Hun endte så også som collatoral damage, da nogen her blev sat på tvungen 5:2-kur. Basse er bare sur og gør ekstra grundigt af fårene for at prøve at gøre sig fortjent til en bid et eller andet, men er hårdt ramt af verdens barske realiteter.

Basses virkelighed i disse dage kan kort opsummeres: Ingen arme, ingen kager!

Basse søger aflastningsfamilie med egen gård.