Vi er endeligt hjemme i det lundumske igen efter en omgang hundesitning på Hovvej.
OK, “endeligt” er ikke ret pænt sagt, men jeg er ganske sikker på, at naboerne deroppe er glade for at se Fiestaen tøffe afsted med fuld oppakning.
Eja var i løbetid – og Basse lige så retarderet som han plejer. Hvis ikke, det var fordi han rent faktisk kan genkende sit eget navn, og det er der virkeligt ikke mange gravkræ der kan, så ville jeg omdøbe ham til Forrest.
Dog har Forrest Gump mig bekendt aldrig haft tendenser i retning af seksualforbrydelser, og Basse har kørt hårfint på grænsen mellem hård sex og date rape. Tror bare, vi skal være glade for, at jeg sagtens kan skelne mellem dyr og mennesker, ellers ville min ageren virkeligt være usympatisk.
Eja hyler, hyler og hyler, uden at nogen helt ved hvorfor, andet end at hun har 16,4 (Yup! Nogen har tabt sig!) kg gravkræ på ryggen og ret lang pels på ømme steder. Gravkræ værdsætter åbenbart lige så lidt at have en hårtot i klemme mellem hånd og underlag under sex, som de fleste kvinder.
Når Basse hopper af og kigger betuttet på hende(no means NO!), bakker hun ellers røven op i ansigtet på ham een gang til. Hvorfor gøre det mere problematisk end det er, det der forførelse. Til gengæld burde jeg klart have taget en snak med hende om valg af mænd – som f.eks. at finde dem med pli. Og nosser!
Evolutionært set er det dog nok en ret god ting at holde hende på attrapper.
I det lundumske har der været flere bekymrende udviklinger. Endnu et indbrud i nabolaget har givet gravkræene endnu en forlænget frist, før nogen klager over deres gøen.
Og så har jeg set rådyr på marken foran huset … Jeg vil bare lige sige, at det tydeligvis er et tegn på, at de ER ude efter mig, det er ikke kun paranoia! Det skulle aldrig undre mig, om jeg en dag bakker bilen ud og konstaterer, at den firbenede selvmordsbomber har lagt sig under den og punkterer mit dæk med geviret.
I mellemtiden skynder jeg mig at pelse højbedet. Det bed er en af de rigtigt gode gaver! Radisserne var skidego’e for en uges tid siden, og nu er både hovedsalat og rucola klar. Jeg fornemmer, at den står på pizza med serrano og rucola i morgen, før fællesmadlavning med nabo Susanne mandag, der har lovet at lære mig at minimere spild OG lave egne dressinger. Der lå hjemmebagt franskbrød fra Susanne torsdag, hvor jeg var skredet i seng efter at være blevet prikket til af lægen. Hendes kæreste havde savet endnu et stykke af hækken, og hun blev glad for at få tilbudt lidt af den hjemmelavede marmelade, jeg havde fået af Helle.
Ja, det er udeliv pt. Mest fordi den landlige idyl indendørs stadig ligner noget, der er løgn, og nu er det bombede lokum ellers fixet.
Min cirkeltræningstaktik ift. det huslige fungerer skidegodt. 10 min ved den første station, 10 ved næste o.s.v. Jeg har typisk gang i fire ting ad gangen med hver sin muskelgruppe og belastning, hvilket lyder SÅ begavet!
Praksis er desværre bare sådan, at jeg laver fire nærved-og-næsten-zoner, der kan se bombede ud i dagevis, før jeg er færdig. Og det bliver ved! Det der “flittig arbejdsløs” kommer til at give så meget bagslag!
Kræene kan heller ikke lide aktivitetsniveauet. Svends svend Svend er en spasser, så jeg hiver Storesvend ud af klædeskabet med jævne mellemrum, og Basse kan IKKE li’ rigtige støvsugere!
Der er egentligt utroligt mange ting, Basse ikke kan li’.
Top 10 over ting, Basse ikke kan li’
- Fyrværkeri
- Tordenvejr
- Storesvend
- Flyvemaskiner og helikoptere
- Transportkasser
- Pulsslag ved siden af Hovvej! (“Nej, Stine, Basse er ikke så slem, det kravler jo med morgenhundeluftere, og nogen skal jo passe på os!”)
- Kuffertpakning
- Visse andre hunde med hidtil ukendte karakteristika
- Naboens robotplæneklipper
- Tomater
Men han kan til gengæld rigtigt godt lide løbetidstæver, gåture i naturen, romantiske middage og morgenmad på sengen, så det går NÆSTEN lige op.
Jeg har været ved lægen for at få lavet endnu en af de ganske mange “hun ER syg og nu skal jeg fortælle jer hvorfor og hvordan”-attester, der er blevet krævet i løbet af det sidste år, og brugte det sidste kvarter af den afsatte time (ja, skatteborger, det ER dig, der betaler!) på at få tastet recepter ind – og kan så konstatere på apoteket, at min primære smertestillende er “i restordre”.
Jeg har støvsuget Horsens for Palexia, btw. Umiddelbart kostede det 3500, hvoraf det offentlige straks betalte 3000.
Epileringstesten har for øvrigt påvist, at Palexia allerede har mistet sin effekt hos mig, så hvis ikke jeg kan lokke lægen med på Smerteklinikkens “giv hende bare lang snor”, så kan jeg ret hurtigt vende tilbage til mine søde mennesker i Give. De glemte også at tilbyde mig arbejde i første omgang. Vi nævner slet ikke, at der gik 6 mdr, før jeg fandt ud af, at min sødlige epilepsimedicin kunne tygges …
Fik jeg nævnt, at jeg kan se fordelen ved en statslig medicinalvirksomhed? Og evt. medicinsk cannabis? Aner ikke, om det ville virke for mig, men jeg er absolut desperat nok til at prøve!
Irriterende nok er det i den debat åbenbart nødvendigt at understrege, at den slags “for sjov” aldrig har været mig, og at “skæv” er en uønsket bivirkning for de fleste skravl. Prøv at overføre tankegangen til alkohol. Jo, jeg kan godt lide rødvin, men det betyder stadig ikke, at det er fedt at være småfuld hele dagen hver dag, vel?
Jeg kan også himle lidt over min optimistiske “nå, jeg håber ikke, vi ses foreløbigt”-afskedssalut til min søde læge. Jeg er åbenbart ved at ramme kronikerloften for medicinindkøb allerede efter 2½ måned (de regner ellers med “forbrug pr. år”, men nogen af os er fremme i skoene!), så nu skal jeg bestille tid hos lægen igen, så vi kan indsende de relevante skemaer til dét tilskud.
Prøv at gætte, hvem der betaler. Skal du have tre bud? Nej?
OK så.
Jeg er sådan set dækket rigtigt godt ind medicinøkonomisk med mit grp. 5 Danmark-medlemskab, men kronikertilskuddet har, udover en maxudgift på omkring 3775 kr årligt (og så Danmarktilskud bagefter) for certificerede skravl, også den fordel, at der kan afdrages månedligt med 350 kr. Det lyder rigtigt lovende for min økonomi, som ikke er planøkonomisk, men med månedsbaseret overblik. Så skal jeg bare finde en, der kan fortælle mig, om det så også kan betale sig at degradere det dyre Danmark-medlemsskab. Inden alt det her, har Smerteklinikken sørget for skriftligt at ansøge om tilskud til Palexia for mig, så jeg IKKE skal betale de 1300 kr, 50 dages forbrug ellers ville koste. De skal for øvrigt søge for både 50mg og 100mg, for bare at påpege, at jeg har brug for mærket er ikke nok. Det samme gælder det smerteplaster, jeg bruger, når jeg har behov for døgndækning og ikke nødvendigvis behøver en IQ. Antidep’erne? Der skal jeg vist være glad for at de er doneret for smerter. Hvis jeg “bare” var psykisk syg, kunne det gøre en forskel ift. tilskud.
Det er bare postulater, jeg kan faktisk ikke huske præcist, hvad jeg har fået at vide ift. medicintyper, mængder, mærker og formål, så det er som sædvanligt “det, jeg kan huske at have hørt, er …)
Ovenstående afsnit er ikke taget med, fordi jeg ikke kan komme i tanke om andet at fylde indlægget med eller fordi jeg savner medlidenhed eller opmærksomhed.
Nej, det er et forsøg på at vise, hvor meget bureaukrati, der er forbundet med at være skravlet – for mig, og især for de instanser, der skal samarbejde med mig. Og samarbejde, det gør de!
Før sygemeldingen var det standard, at jeg troppede op hos lægen i maj (før David og jeg kastede os ud i dagene, hvor vi var alene om driften ved posten i en 3-4 uger i juni, og de sædvanlige skånebehov derfor blev sat lidt ud af spil) og i november (så jeg var klar til juleproduktionen) for at sige “jeg skal have drugs! MANGE af dem! -Og jeg skal kunne køre hjem fra arbejde bagefter!” Og så var den ged ligesom barberet.
Ellers virkede en hurtig mail med “giv mig flere Ketogan, tak” rigtigt godt og så hver 18. måned “Danmark vil have en ny henvisning til fys”, og så videre i teksten.
Det, jeg prøver at sige, er at kronikere faktisk ER kronisk syge, og derfor burde samfundet som sådan ikke behøve at beskæftige sig mere med den kroniske tilstand end hvad det kræver at udskrive en recept på det, der af fagfolk er vurderet som det bedst egnede (inkl. motion, diætist, fys eller lignende), og så ellers forfatte en enkel, medicinsk biografi omkring nuværende situation og fremtidige perspektiver, der kan bruges af både kommuner, arbejdsgivere og forsikringsselskaber.
Men i stedet følger alt det bureaukrati, der skal til indenfor det kommunale system for at sikre sig, at jeg ikke bare nasser, fordi det der med at arbejde er dødssygt. Jeg klager absolut ikke over den behandling, jeg har fået, den har været i fantastisk høj kvalitet ift. standarden, men omkostningerne til denne behandling hele vejen rundt må have været astronomiske!
Hvem betaler?
Jeg vil så gerne se en beregning på borgerløn, der indberegner besparelser i det offentlige og sundhedsvæsnet og en 10% nasserforventning. Så venstreorienteret er jeg ellers ikke, men jeg kan jo godt se, at jeg er en økonomisk underskudsforretning, og jeg er altså vant til at lede efter måder at skabe overskud på! Jeg er for øvrigt også ret karakteropbygget til gavn for fremtidens samfund. Aflivelse har Etisk Råd jo sat en stopper for, så vi er nødt til at finde alternativer, hvor jeg og ligesindede kan få en hverdag til at fungere og helst en relativt god een, men det er et rent egocentreret ønske. Et af de krav, der fiser rundt i baghovedet, er kommunens. “Du skal have det lige så godt på en arbejdsdag, som du har på en fridag”
Det er ikke realistisk i min situation, ærligt talt, men det der arbejdsmarked er stadig krudtet værd i mit hoved. Jeg vil prøve at holde fast i kommunens langsigtede plan, hvis formål er at sikre, at jeg ikke arbejder mig i sænk på rekordtid, så de hænger på den store regning, men i stedet kan arbejde en smule, indtil jeg bliver 70,5 år gammel og kan gå på folkepension, hvis den og jeg stadig findes. De kommunale lader til at have regnet ud, at jeg bliver boende i lang, lang tid!
Jeg tror ikke, jeg kan holde til pensionen. Krudt i røven koster på rentesiden og smerteinvestorerne kræver heftige renter for hver dosis ekstra krudt. Men jeg vil virkeligt gerne, så jeg prøver at køre tempoet ned, så jeg løber en langsom marathon i stedet for en 100m distance på rekordtid, for så at kollapse på målstregen.
Åh, politik. Den der valgkamp smitter af, men det er heldigvis snart slut! I mellemtiden vil jeg fnise over, hvordan folk lader til at få kvalme af valgkamp, og i stedet forholder sig til de ting, der blev udtalt før denne. Det ER sørme bøvlet at være politiker, når hele livsbiografien medtages! Tro mig, som kroniker kender jeg ALT til den problematik!
Men alt det offentlige renderi er nok sundt nok. Det er i hvert fald tid, jeg IKKE kan bruge på at føjte rundt!
Jeg gjorde det altså alligevel. Føjtede. Med Joan. Og tørklæder. Og stof!
Alternativets kandidater ville garanteret blive SÅ glade for at høre, at kultur (selvom det var uden recept) gavnede helbredet enormt! Det mentale, altså, fysisk var det noget lort, hvilket både Joan og jeg gladeligt har betalt for siden. Men vi fik styrket lattermusklerne, og de var ærligt talt en smule forsømte.
Det var en af de dage, der endte i min “kan du huske dengang, da”-sættekasse i form af en sten fra Blokhus strand. Resten af ugens rengøring påviste, at sættekasser er et rent mareridt støvmæssigt, men sådan er det jo tit.
Det, der indeholder mest glæde, støver ad helvede til, og så koster det kassen.
