Mmmh … Arbejdende gæster! We love it!

Jeg opgav den skide netdør, da jeg havde gloet ihærdigt på brugsanvisningens punkt 5, sammenholdt det med punkt 27, hvor det færdige resultat blev fremvist, gik tilbage til punkt 5 – og gik i stå. Og så ringede jeg til en ven.

Det lader til, at Ilbergklanens tendens til manglende sans for 3D også gælder mig. Brugsanvisningen skulle nemlig spejlvendes, når jeg ville have hængslerne i “den modsatte side” fra brugsanvisningens.

Det gjorde ret ondt på mit ego, det tilstår jeg. Men et såret ego kan oftest afhjælpes med powertools, så det gjorde jeg.

Netdøren er fin. RIGTIG fin! Ole kiggede lidt på det hele, værdsatte højlydt min organiserede tilgang til smådelene og gik så i gang. Og stoppede op.

“Hm. AC? Jeg glemte lige … Stines far kommer og kigger på den her dør på et tidspunkt, og så er det altså nødt til at se professionelt ud for at blive godkendt, så jeg slipper for et opkald omkring, hvorfor jeg tillader mig at lave makværk på den stråtækte idyl. Så jeg tænker, at vi gør det sådan her …. Hvad siger du, lyder det som en plan?”

Og SÅ gik de i gang! Med tungen lige i munden og indadvendt banden og svovlen. Jeg anede ikke, at Ole var i stand til kun at bande indvendigt, så det var på alle måder en utroligt berigende dag.

Kræene var til gengæld knotne. For det første hang de på hvalpet schæfer – og den slags er totalt retarderede, indtil de bliver 5 år, så det har lange udsigter. Og for det andet var der nu lukket for fri passage gennem fordøren!

Gravkræenes har nogle ganske særlige gæstfrihedskriterier for andre 4-benede.

Ude godt, men ind? Fandme nej! Man risikerer jo, at de bliver! OG skal have en ration godbidder fra køkkenet! Der er heller ikke plads til en schæfer i sengen. Det ER trods alt kun en 3/4! Gravkræ fylder overraskende meget! Gravkræene fnes højlydt, da tumpet schæfer, der endnu ikke helt har vænnet sig til at have så lange ben, fik kastet sig ind i elhegnet ved fårene. Nu fik jeg da bekræftet, at der er strøm i.

Men nu har kræene knaldet et “schæfer nej tak”-skilt på postkassen ved siden af “Reklamer og ugeaviser nej tak”. De har desuden bestilt et “labrador nej tak”-skilt også, og vi venter i spænding.

Men netdøren var altså det hele værd! For mig altså – som sådan set hyggede mig glimrende. Kræene tog det som en art personligt overgreb.

Man tror, det er løgn, men det ER altså rigtigt! Basse var den første, der forstod at bruge hullet i netdøren! Det var lidt dumt af mig at klippe andet end en flap åben, men jeg har tænkt mig at kalde det en pædagogisk nødvendighed og så sy en flap over på et tidspunkt.

SÅ kan fluemareridtet godt komme an!

“Skal jeg ikke hjælpe med noget?”

Dét er et farligt spørgsmål at stille her på matriklen! Hvis der er noget, jeg har lært i min tid hos Post DK, så er det at holde større mængder mennesker fuldt beskæftigede på een gang. Smertegrænsen ligger omkring de 9 år, hvis de alle skal være i fuldt sving konstant uden ryge- og kaffepauser.

Så 9-årig blev sat i sving med at grave ud til fliser. I ral. Og udover at hun er 9 år gammel, så er hun også en tynd 9-årig, så det der med at hoppe spaden i jorden var mildest talt en udfordring!

Og SÅ endte Ole og AC med at kigge. Og kigge. Og planlægge.

“Stine-godt-nok”-standarden er åbenbart totalt jordet. Nu er det “Godt-nok-til-Stines-far”-skalaen, der er målestokken, og dét ta’r tid! Så nu er vi ude i noget med strandsand o.s.v., for at jeg kan stille mit udendørsgrej på fliser, så jeg kan slå græs på hele stykket.

På plussiden har jeg hærget mig selv ganske rigeligt de sidste par uger, så måske en pause fra “Stine-godt-nok”-projekterne er en god ide.

Den sofa laver jo heller ikke de rigtige fordybninger af sig selv, vel? Og jeg er ved at få en god ikke-arbejdende kulør også. De der D-vitaminer er skidevigtige for os skravl, så det er rart at få dem på økologisk vis.