Jeg har ret ondt af Basse i disse dage.

Basse er hundeverdenens ældste legebarn, lader det til, altså udover at være klam onkel. Og psykopat med hang til at udrydde svagere væsener.

Hans mindre heldige personlighedstræk efterlader ikke ret meget plads til at være deltager i den verden, hvor andre er, og den forårsager umådeligt mange skuffelser for Basse.

Tænk sig, Sille er i en alder af 1½ blevet for gammel til at ville lege “dit eller mit reb?”, og “hvem trækker hårdest?”. Heldigvis er hun stadig med på, “hvem bider hårdest”, og “kan du løbe fra mig?”. Jeg overvejer at prøve at skaffe Basse en legeaftale med Dolph.

Men det der med pludseligt at være den ENESTE barnlige sjæl, det er bare ikke heldigt, når man er den voksne i flokken.

Det må være sådan, Julemanden ville have det i en verden uden børn. Eller Jesus, når han kommer igen. Forestil jer Jesu genkomst som varslet i Bibelen.

“Hej, jeg hedder Jesus, I ser søde ud, børn, kom til mig! Jeg har manna, vil I smage? Jeg kender en sjov leg, vil I være med?”.

Der er bare virkeligt få forestillinger, man kan have omkring den situation, der udspiller sig positivt. Alt starter med gode intentioner, men det kan næsten kun ende med bål og brand.

Basse er ikke den eneste, der er lidt utilpasset ude i den der virkelighed. Jeg er altså også lidt utryg ved at befinde mig der, hvor alle de andre er. Jeg har vist glemt at følge med, eller også glemte verden at stå stille, imens jeg fik styr på mine egne ting.

Jeg fik lokket Joan m.fl. med til Egholm Festival for at høre min fasters band. Jeg troppede op med en havestol og en gedigen dametaske, som begge blev parkeret i spytafstand fra scenen, og så bad jeg ellers om en bajer.

Mens jeg sad der med min kolde, næsten-økologiske Thy Classic og dametasken på skødet og kiggede mig omkring, blev jeg altså så bekymret. Det lignede grangiveligt det hipsterland, Djurs Sommerland VILLE have lavet for overskuddet fra Afrikaland, hvis ikke succesen var blevet tilbageholdt i den politiske korrektheds skærsild.

Der er såmænd ikke noget i vejen med hipsters, de plejer bare ikke at være der, hvor jeg er. Det føltes lidt som at være troppet op i operaen i shorts, ingen bh og åbne sandaler, der lugter af fodsved. Så jeg tænkte højt, at vi måske var faret vild?

“Ork, bare rolig, Stine, der stod folk og fyrede fede oppe ved toiletterne og klagede over, at træflisen gjorde det svært at gå i bare tæer, så det ér det rigtige sted. Ellers kan du jo altid lave hippietesten og råbe, “SE, der går Kristian Thulesen Dahl!” og se, om nogen begynder at organisere en moddemonstration og male bannere”.

Så kunne jeg heldigvis slappe af igen. Det var godt, for det var nu altså et rigtigt rart sted at være et par timer, før vi kunne synkronstønne af smerte i bilen hele vejen hjem og planlægge den der tur lige om snart, hvor vi VIRKELIGT giver den gas! Mindst en af os ved godt, at det løb er kørt, men planlægningen er stadig fantastisk.

Jeg har skumle planer om at kortlægge flere småsteder a la Egholm Festivalen. Så vil jeg gøre det, jeg er allerbedst til: Smide mig på en medbragt luftmadras med en sms-tjeneste med baren og så ellers ligge henslængt og drikke rødvin, efterhånden som barfolket bringer det hen til mig. Eller fadøl, bevares, kræsen er jeg jo ikke.

Men ellers gør det jo heller ikke så meget at måtte tage hjem, når velkomsten er så hjertelig.

Det minder mig lidt om dengang, jeg gik i børnehave, hvor man kunne gå ind i puderummet og vinke farvel til mor og far, når de tog afsted.

Det sker dog ikke her, det er åbenbart en kende mere dramatisk. Det tog lidt tid, før jeg fandt ud af, at det ikke bare var bekymring for indbrudstyve, der gør, at min mor er efter mig for at huske at lukke vinduerne, når jeg forlader værelset.

Frida har næsten haft held med at springe over i vindueskarmen og  ud af det åbne vindue, når jeg har vovet at forlade matriklen efter noget så fjollet som indkøb af hundemad. Den slags har man jo internettet til at ordne!

Pindsvineinvasionen er startet og det åbenbart i Nibe, lige omkring Hovvej. Heldigvis havde jeg lukket vinduet, men det nytter jo ikke det store, når alle dørene står åbne. Efter en hård dag kunne jeg så bruge natten på at grave igennem TYK hæk for at finde det skide pindsvin, kræene gik amok over. 4 gravkræ er virkeligt slet ikke i nærheden af at være næsten det samme som 2 gravkræ! Mind mig om det, hvis jeg igen mumler noget om, at “en fra eller til jo ikke kan gøre den store forskel …”

Jeg var på udebane, og jeg var lidt fortravlet, så jeg greb det nærmeste flade objekt fremfor at gå på jagt efter en skovl – og har nu fjernet pindsvin med en badmintonketsjer. Det første af dem, åbenbart! Så efter at have banket ketsjeren ren og fået lagt havehandskerne igen, kunne jeg konstatere, at jeg havde fjernet det forkerte pindsvin. Jeg anede ikke engang, at der fandtes sådan noget som et forkert pindsvin! Havehandskerne frem igen, et par mindre venlige spark til hundene, og så fik jeg viklet den sidste terrorist ud af hegnet og båret den ud gennem udhuset.

Det er ekstra besværligt på Hovvej. Her er jo ikke lavet udvekslingsaftaler omkring den slags kræ, så det der med at vide, hvor man kan dumpe dem, uden at de ryger i gabet på enten et gravkræ, Shih Tzu, schæfer, eller hvad de øvrige matrikler ellers har bevæbnet sig med, er det altså lidt stramt med. Det er det, jeg siger, det er så uciviliseret i byerne.

Det er efter seancer som nattens, der gør, at jeg igen overvejer, om jeg egentligt ikke bare skal få søgt om det der handicapskilt … Der er i al fald ikke risiko for, at jeg får løbet en indbrudstyv op, medmindre altså han er 90 og har dårlige hofter.

Så er det heldigt, at der nu er pindsvinefrit, og de 4 gravkræ og jeg kan skride i seng. Bortset fra, at jeg altså synes, jeg kløer ret meget. Jeg frygter, at terroristerne har indsat sovende terrorceller på matriklen, og de er muligvis ved at  vågne nu …