Jeg tænkte, det var ved at være på tide at give jer en opdatering ift. hvad jeres skattekroner går til, når jeg nu går og feder den herhjemme på overførselsindkomst. Jeg kan godt se det komiske i hvordan tingene fungerer i praksis, men burde som skatteyder nok være ret utilfreds. Jeg har derfor denne gang prøvet at finde den alvorlige tone frem …

Jeg har indtil nu været på CV-workshop i 3 timer, hvor en utroligt sød kontorassistent underviste i, hvordan jeg skulle bruge Jobnet.dk, skrive et kort og et langt CV + instrueres i skabelonen til uopfordrede ansøgninger. Jeg kvitterede for den venlige behandling ved at undlade at rette lægge/ligge i dokumentskabelonerne, før hun var væk.

Så har jeg været til 2-timers møde sammen med en flok andre fleksjobbere, der skulle introduceres for rettigheder og pligter som fleksjobbere. Jeg fik taget rigtigt gode noter, hvilket man jo er nødt til, når hukommelsen ikke er alt for god.

Det var ret heldigt, for jeg kunne finde dem frem igen, da jeg havde mit første 30 mins møde med beskæftigelsesrådgiveren, som endte med at tage lidt over en time, da jeg igen og igen sendte hende over på chefens kontor for at få klarificeret om hendes udlægning, eller den, der blev afleveret på mødet, var den korrekte.

Jeg forventes at søge mindst et job ugentligt og blev kraftigt opfordret til at søge uopfordret og ved personligt fremmøde, da det åbenbart har bedst effekt.

Men først de 6 ugers selvvalgt uddannelse! Det lokale AMU-center har fået skruet et forløb sammen med fokus på administration og salg, hvilket virker ret fornuftigt. Det kan vi oven i købet udvide nu, da det viste sig at 6-ugersreglen ikke er helt så rigid, som den lød.

Først blev det præsenteret som “det, du kan nå indenfor en periode på 6 uger, så hvis du kan klare 3 dage om ugen, bliver det 3×6 dage”, men heldigvis endte det med i alt 30 dage. Længden af de 30 dage må så afhænge af, hvad jeg kan holde til, men heldigvis må jeg gøre alt det, der skal til for at presse mig selv til at holde længst muligt … Det lykkedes mig trods alt at få forhandlet hjem, at jeg måtte nøjes med 2 dage om ugen, og så tage kurset over 15 uger. Det betyder, at jeg burde have en chance for at udnytte de kursusdage, skatteyderne betaler for ledige, fuldt ud.

De efterspurgte skåneredskaber skulle vendes med andre medarbejdere på Jobcenteret, før de kunne bevilges, beskæftigelsesrådgiveren mente ikke, at det var muligt at få den slags til selvvalgt uddannelse, men jeg insisterede jo på et svar.

Sideløbende har jeg så forhandlet med det lokale AMU-center for at få tilladelse til at få smækket en sofa op et eller andet sted, så jeg kunne slippe afsted med at sidde eller ligge der en del af undervisningstiden. Vintertiden nærmer sig, og så ved jeg jo godt, hvordan jeg får det ..

Det viste sig at være irrelevant. Beskæftigelsesrådgiveren fortalte mig nemlig, at det der med at få en sofa eller en seng som skåneredskab altså ikke var en mulighed. Til gengæld kunne jeg nok godt få en kontorstol med.

Det var sørme godt, jeg havde et langt praktikforløb, hvor vi fandt frem til de skånehensyn, der gav mig den største arbejdsevne, uden at jeg blev belastet mere end at jeg kan leve et nogenlunde normalt liv. Det er faktisk stadig formålet med fleksjobs, fortalte den foregående socialrådgiver mig, og det var jeg jo rigtigt glad for at høre.

Men de der senge på arbejdspladser er tilsyneladende en kende forkætrede i disse dage … Jeg tolkede lidt samtalen som at jeg så måtte arbejde mindre, så jeg kunne klare arbejdsdagen uden pauser. Det lykkedes mig dog vist at få mig snakket frem til en stol, der så i det mindste kunne justeres til liggende position, så jeg kunne arbejde videre imens. Det er så lettere sagt end gjort, så lur mig om ikke jeg ender med at ligge ude i bilen i perioder.

Jeg har også den sidste måneds tid haft en ergoterapeut fra ældre- og handicapforvaltningen tilknyttet (åh, det gjorde ondt!) for at se, om de kan hjælpe med skåneredskaber herhjemme, efter at jeg ikke længere har et job at betale den slags med.

Hun er vældigt sød og kreativ, og vi fik lavet en lang liste over ting, der kunne give mere overskud til andre husopgaver, ligesom hun pligtskyldigt fik noteret alle de udgifter, jeg selv havde dækket gennemt tiderne. Det gjorde også ondt, da vi fik regnet det sammen til et beløb på den anden side af 100.000.

Hun har indtil nu brugt en måned på at presse på for at få godkendt en arbejdsstol til køkkenet. De 4 klodser til hævning af stuebordet er blevet godkendt, alt andet er afvist. Jeg indrømmer blankt ikke at forstå logikken i systemet.

Nu har jeg så fået svar på ansøgning om skåneredskaber til uddannelse m.m., og har fået bestilt den kontorstol med flest omstillingsmuligheder til levering om en 3 ugers tid. Så nu venter jeg bare på Learnmark, som har fået de første 2 rykkere fra mig, og flere forslag til hvordan jeg udenom kommunen kan finde løsninger på de praktiske problemer ved at have skravl på kursus. Jeg forstår stadig ikke helt, hvordan det kan være så nyt for dem at have fleksjobbere på kursus, da vi ligesom alm. arbejdsløse har ret til (og opfordres til at bruge) de 6 ugers selvvalgt uddannelse.

Jeg trænger efterhånden VIRKELIGT til at komme ud! Min utålmodighed og irritation bliver heller ikke mindsket ved erkendelsen af, at systemet stadig er skruet sammen, så de retorisk stærke og insisterende kan få, mens de svageste må undvære.

Hver ny stramning lader til primært at ramme sidstnævnte gruppe. Og mig? Ja, jeg bliver formodentligt endnu skarpere i min forhandlingsteknik end jeg var tidligere, og det er da en god kvalifikation at tage med mig ud i job – når jeg finder et, altså.