Min reservefar Kurt nåede at dø på meget kort tid, og det sker faktisk sjældent, at jeg ikke når at sige farvel. Det siger en del, eftersom jeg har oplevet forfærdeligt mange dødsfald. Den manglende afsked gjorde det ekstra nemt at sidde i Lundum og tro, alt er som det plejer oppe nordpå.
Når Ole Henriksen, som ikke har boet i byen siden barndommen i 60’erne, er på besøg, er det næsten som at møde en tidsrejsende. Han går fortsat rundt og hilser venligt på alle, han måtte passere, for det gjorde man jo i 60’erne, da han boede her. Vældigt hyggeligt.
Jeg havde regnet ud, at jeg var ramt af sådan en tidsforsinkelse, og at det ville bide mig i røven senere, men derfor kan man jo stadig godt blive lidt paf, når det sker.
Men jeg fik i det mindste en uge mere med Kurt end alle andre, for jeg sad i Lundum, imens nordjyderne måtte begynde at vænne sig til en Kurtløs verden. Jeg var heller ikke nået længere i min virkelighed end til at overveje, hvordan jeg kunne hjælpe med at passe ham, hvis han ville dø hjemme. Jeg tænkte, der var masser af tid til at sige farvel i de kommende måneder, og uanset hvad var jeg jo ikke i stand til at køre med den blodprop.
Men Kurt, der ellers var regerende verdensmester i overspringshandlinger, bestemte sig for at gøre en undtagelse denne gang.
På en måde kan jeg godt værdsætte, at Kurt døde så hurtigt. Han kunne se på mennesker med så megen varme i øjnene, at det brændte sig fast lige dér, hvor der var mest brug for det. Det har jeg aldrig mødt andre, der kunne. Jeg nåede heldigvis at få endnu et af de blikke kort før han døde, og det er ekstra langtidsholdbart, når det ikke behøver konkurrere med minder om ham forpint, håb- og hjælpeløs.
Det er nu ikke fordi jeg insisterer på at livet til enhver tid skal udholdes, tværtimod. Det er en uundgåeligt overvejelse som smerteramt, og det burde det såmænd være for alle.
Livet er noget, der helst skal vælges til hver morgen, og det behøver altså ikke ske for enhver pris! Jeg betragter stadig den daglige beslutning som en cost-benefit beregning, hvor summen af livsglæde ikke må gå i overtræk, hvis ikke der er sandsynlighed for at underskuddet kan betales ud før eller siden. Selvom det kan lyde makabert, så synes jeg jo, at det gør dagen bedre, når den er blevet valgt til i stedet for bare accepteret som noget uundgåeligt.
En klog kvinde siger, at hun vågner op hver morgen, mærker hver smertende muskel, led og knogle i hele sin krop en for en , før hun udbryder “YES! Jeg er stadig i live!” og står op til en splinterny værdsat dag. Men fri mig venligst for at blive over 80, som min mors forældre! Og vær desuden søde at give ret til aktiv dødshjælp, inden det bliver min tid, ikke?
Da Kurt og Elins Jess kørte sig ihjel som 19-årig, brugte de meget tid med mine forældre og mig om natten, hvor vi snakkede, tudede og grinede, mens vi ventede på at daggryet ville bortjage i det mindste nogen af skyggerne. Jeg kan huske, at Kurt var meget optaget af sin tro på, at ethvert menneske sætter sit mærke i historiens store huskebog. Nogle gange kun et komma eller apostrof, men ingens liv går uanmærket forbi, glemmebogen findes ikke!
Som så ofte før er det Joan, der beskriver afslutningen på Kurts 68 år lange tidsrejse bedst, da vi går ud fra kirken efter bisættelsen.
“Puha, den gjorde nullernaller!”
Og det er vel en både god og passende opsummering af et afsluttet liv, ikke?