Jeg har vist overvurderet mig selv. Og faderens udbygning af loftet.

Det pusler deroppe. Som i fødder, der løber. Hurtigt. Og skraber. Og alt muligt andet, jeg bare ikke kan lide at høre i mit hjem, fordi det ikke er gødyrsbetvingerforårsaget eller gravkrærelateret!!!! Lyden af små, trippende fødder er ikke ensbetydende med, at mine forældre snart skal være bedsteforældre, nej, det er skadedyr!

Basse, det sarte væsen, kræver specialkost af den smådyre slags for at overleve. Min mor kan ikke forstå, jeg har råd til at holde ham i live, men mine forældre har heller ikke madbudget til deres gravkræ, de lever af rester. Rester, som skal tilberedes, så der er nok, men immervæk ikke står som “hundeudgifter” på budgettet. Og som min yndlingsgnavne, gamle mand siger, så kan man jo altid spise en hakkebøf. Hans kræ synes, han er klog. Og pæn. Og sjov. Og god til husholdningsøkonomi. Og pæn.

Basse og Frida vil gerne på studietur i Nibe. De er ved at øve husholdningsøkonomi i praksis med en ideologiske vinkel. Basse går ind for at tage imod det tildelte kødben, smide det på gulvet og i stedet stirre på de fire i posen i min hånd. Basse ved godt, at magthaverne udelukkende smider smålunser for at tilfredsstille hoben, mens de selv frådser i hakkebøffer og chokolade.

Frida har en større tro på det rendyrkede kapitalistiske samfund, hvor de store æder de små, og ved, at man sjældent får noget ud af almisser. Især ikke med Basse i nærheden. Så mens Basse æder sit ben og planlægger at planlægge, hvordan han skal planlægge at få Frida til at planlægge, hvordan han får fat i resten af posen, er Frida optaget af at gemme sit kødben. En anden fordel ved Hovvej, er at der er potteplanter i snudehøjde, hvilket enhver idiot jo ved, er det bedste sted at gemme kødben, mest fordi det er ret haveagtigt, men uden risiko for våde, kolde poter.

Efter at have prøvet 30 gemmesteder, erkender hun, at det løb nok er kørt, og begynder at gnaske lidt i benet. I mellemtiden er Basse blevet færdig med sit ben og så …

Det er heldigt, vi mennesker er mere socialt indstillede. Medmindre der er tale om en gødyrsbetvinger med fire kødben i en pose, naturligvis.

Jeg kan faktisk godt forstå, de hellere vil på besøg på Hovvej.

Tro mig bare, når jeg siger, at mine forældres gravkræ har det OK, og at mine udgifter på 400 kr pr. måned til tørkost vist er ret billigt sluppet, selvom Frida alene kun havde kostet 100 kr.

En af de mange fordele ved brugte kræ er, at man på forhånd ved, om det er mandags-modeller, der skal til dyrlæge en gang om ugen, og det er mine kræ heldigvis ikke. Jeg har faktisk ikke rigtigt oplevet gravkræ, der trængte til mere end en jævnlig tandrensning eller analkirteltømning (oh yesh … Jeg kender en, der kan gøre det billigt) så Luksusfældens trang til at spare hunde væk virker lidt fjollet på mig.

Det er sådan noget, jeg kan tillade mig at sige, fordi jeg er eksryger på 4. år.

Jeg undlader at nævne, at jeg stadig i alle de drømme, hvor jeg er hovedperson, står i en situation, hvor jeg irriteret udbryder “FOR HELVEDE, Stine! Nu har du været røgfri så længe! Hvorfor gider du så holde op med at ryge een gang til?!!!” når jeg opdager smøgen i min hånd. Jeg vågner lettet op og opdager, at mine laster kun involverer rødvin, chips, og chokolade.

I mine yngre år havde jeg som så mange andre travlt med at lære mig selv at kende. Det indbefatter at opnå en vis indsigt i både de sociale og genetiske dispositioner, såvel som de unikke . Det er sjovt, som vi alle synes, det sidste fylder utroligt meget.

Mig? Ja, jeg syntes faktisk, min eneståenhed fyldte næsten lige så meget som mit bagparti.

Jeg bestemte mig for, at min voluminøse røv nok var genetisk betinget, og forårsaget af et dårligt stofskifte. Heldigvis er min familie også genetisk betinget, så det var et fornuftigt sted at snakke rumfang på bagdel OG stofskifte med de genetisk betingede og formidable fastre. “Hvilken genetisk disponering for lavt stofskifte? NÅ! Du mener chokoladegenet?!”

Men det var et sidespring af de større! Jeg har købt rigtigt stort ind af tørkost til det sarte pus, for jeg bliver utroligt glad ved tanken om mængderabat – som jeg naturligvis straks bruger på at købe ret unødvendige ting til kræene. Og chokolade.

Summa summarum: Jeg har haft små 30 kg tørkost på lager på loftet. Jeg har lige hevet den sidste 12 kgs sæk ned, og hullet i hjørnet gjorde den ret let. Mest fordi hullet har fungeret som ind- og udgang for uvelkommen gnaver.

Jeg har ikke råd til gnavere!

Min sidste live-oplevelse med frilandsgnavere var på Hestebakken i en alder af 7. Det var i 80’erne, hvor forældre godt turde lade børn være alene hjemme i op til flere minutter ad gangen, men det var jeg ikke. Der var også en mus – og den løb ind under komfuret, mens jeg hvinede og skreg.

Og det er faktisk sidste gang, jeg oplevede sådan en tæt på. Mine forældres hus i Sverige havde mange eksotiske beboere og naboer, men jeg har kun hørt mus på taget i Nibe. Og nu i Lundum.

Ja, jeg kan godt fornemme, at den stråtækte idyls friværdi nu rasler ned og går i minus, for hvem ville have troet, der var gnavere PÅ LANDET?!!! Alle andre skal jo nærmest tvinges herud!

Gnaverne er også for kloge til at gå i fælderne, og jeg tør slet ikke tænke på, hvor lang tids sengeleje, det ville koste mig at slæbe Basse op ad stigen og slippe ham løs på loftet. Og så er jeg slet ikke begyndt på at spænde op ved tanken om, hvordan han han vil grave isoleringen op, strinte over det hele, og så bagefter køre Rockwollrester af i min seng.

Nej, jeg tror bare, jeg ruller mig sammen i sofaen. Med fire kødben. Og chokolade. Som jo kommer fra en bælgfrugt, hvilket gør det til en grøntsag!