Kære mor
Det begynder at blive alvor, det her.
Fjendens tropper har startet operation “død over den stråtækte idyl” og er i nattens mulm og mørke begyndt at grave sig ind på matriklen.
Jeg ved ikke, hvad de vil. Om de vil have noget, er en eller anden art fundamentalister eller bare helt almindeligt ude på skrammer. Men de er her! Jeg frygter, at de snart har undermineret matriklen i en grad, så den falder i grus, hundefoder, brændeovn og det hele!
Jeg bliver ved med at grave nye skyttegrave, så vi kan ligge beskyttede og tage de små lede gnavere! Og gødyrsbetvingeren bliver ved med at omdanne dem til latriner. HVOR mange latriner har en fodtusse brug for?! Sergenten ligger alligevel altid og feder den i sofaen, så der er ikke megen hands on-ledelse fra den kant. Heller ikke den kant, burde jeg nok sige.
Jeg har ringet til Lundums forsvarscentral, men fik ikke andet svar end en telefonsvarerbesked, der siger, at vi overgiver os alle hverdage efter kl. 17 og hele weekenden, bortset fra sidste søndag i måneden. Naboen foreslog skadedyrskontrol, men hvad skal vi med skadedyr? Jeg kontrollerer fint grunden selv! Men det går ikke uden hjælp, ikke i det lange løb. Der er grænser for hvor længe selv en dedikeret og benhård soldat kan forsvare så stort et område på egen hånd.
Gødyrsbetvingeren lever stadig i en naiv tro på den trygge landlighed, er ikke klar over at hun bor midt i frontlinjen mellem anarkistkræene og vi velopdragne dyr med soveplads indendørs. Bare fordi man forstår en kommando, behøver man jo ikke nødvendigvis følge den til punkt og prikke, vel?
Imens gødyrsbetvingeren og sergenten sover tornerosesøvn, bliver der dagligt sendt spioner ind over grænsen. I går kom en af dem så tæt på huset, at den kunne påbegynde ødelæggelsen af facaden. Jeg bliver ved med at slæbe dem ind i stuen, så gødyrsbetvingeren kan høre dem tilstå! Men med vanlig inkompetence formår hun både at overse og overhøre selv de mest åbenlyse fakta. Det er altid de mest naive, der lever de tryggeste liv. Mest fordi vi bedre vidende må klare skærene alene!
Forkælede skrivebordsofficerer formår altid at spænde ben for dem, der står med alle poter begravet i vandpytterne i skyttegravene, kæmper de hårdeste kampe og lider de største afsavn. Respekt? Nej da!
Og så er jeg slet ikke kommet til deres biologisk krigsførsel endnu! Gødyrsbetvingeren er blevet inficeret med en art pest, som sikrer, at vores gåtur er sløjfet – og så ved vi jo nok, hvem der hærger området.
Der er også iværksat angreb på forsyningerne. Nogen har bidt sig ind til tørfoderet på loftet. Det bliver en lang, kold vinter, jeg er allerede påbegyndt mit afskedsbrev til dig, og mine 5 storesøstre, og har gravet hullet, det skal i, sammen med mine yndlingsting til niecerne og nevøerne.
Det er heldigvis lykkedes mig at få taget livet af det første svin – og et par af de andre slæbte jeg ud til Guantanamo hos fårene, jeg regner med at der bliver aflagt rapport fra den kant snart.
Vær sød ikke at skrive noget fortroligt, korrespondancen er formodentligt overvåget. Og vær nu ikke alt for bekymret, nogen er nødt til at handle, hvis vi skal overleve, men jeg skal nok passe på! Jeg er jo også i god kampform, så det er ikke helt så farligt, som det lyder.
Kærlig hilsen
Basse
