Frida har mødt sin første østjyske dyrlæge. Uheldigvis på den dyre måde. “Nogen”, som må formodes at være en firbenet beboer i den stråtækte idyl, har ridset hendes hornhinde. Nu kan en tobenet beboer i den stråtækte idyl så få lov at slås med Frida om, om hun skal have dryppet og smurt øjne eller ej!

Vi er indbudt til genvisit hos Dr. Dyr om en uge, så han kan se, om hendes tænder er blevet skadede af at bide i mig i 10 dage. Eller måske ville han bare tjekke øjet igen. Jeg vil sørge for at få skrevet takkebrev til den sygeplejerske, der i et af mine svage øjeblikke fik mig stivkrampevaccineret. Det viser sig at være virkeligt praktisk.

Basse er sat på smalkost! Pt. er dyrlægeregningen på 800 kr, og vi når højere op. Et eller andet sted skal der jo spares, Basse! Det er ret ærgerligt, han er nemlig i god form for tiden, så’n ret rektangulær fremfor den sædvanlige cylinderform. Men nu skal vi snart på Hovvej, det plejer at forbedre hans foderstand betragteligt.

Frida har faktisk på alle måder haft en virkeligt dårlig dag! Dr. Dyr fandt også ud af, at hun var chippet (Frida, ikke doktoren. Eller. Det spurgte jeg faktisk ikke om) OG fandt hendes registreringsattest frem! Gødyrbetvingeren blev til gengæld glad, for så slap hun for at stille spørgsmålet, “hvad koster det at få hende chippet? Giver du julerabat til fattige arbejdsløse?”

Man spørger aldrig en dame om sin alder! Men nu var Dr. Dyr så sød at afsløre, at Frida er født 14/6-08 … Det hjælper sikkert heller ikke på hendes dag, at gødyrbetvingeren troede, hun var ældre. Det er bare fordi, hun virker så klog og erfaren!

Det var ellers en spændende tur. Basse deponeret hylende og svært traumatiseret i den stråtækte idyl, Frida og gødyrbetvinger på 5 km køretur i bil efterfulgt af 20 minutters desperat skidehepning fra gødyrbetvinger på et terræn, der var alt for spændende til noget som helst andet end sjatpisning, naturligvis afbrudt af standerpauser i retning mod ukendte gøende gødyr. Oooooog så 15 min. i venteværelset, som nu også er sniffet efter, inkl. luftudsugning fra selve klinikken, og det samme gælder alle øvrige personager i lokalet. Hun købte ikke noget, fandt ej heller sprængstoffer.

Hun fik ikke smagt på Dr. Dyr, hvilket gødyrbetvinger er virkeligt taknemmelig for. Hun fik heller ikke afleveret noget på hans gulv. Til gengæld fik hun kontrastvæske i øjet, før idioten begyndte at fedte rundt med lommelygter og det ømme øje, og det var ellers i belejlig gnaskeafstand – snude mod snude. End ikke en snaver fik han!

Gødyrbetvingeren gætter på, at det manglende snav nok var årsagen til den høje regning. Desværre går Frida åbenbart ikke ind for at ligge regningen af. Måske vi bare skal i gang med at øve “dæk” igen, det er en ret frivol stilling, når den begås af Frida.

Hun har ellers været noget i unåde. Eller det har hun ikke, hun har bare været til grin. Hele tiden! Jeg sørgede endda også for at grine, når jeg var på nattetisseudflugt. Det har også nærmest været eneste lyspunkt, mens jeg konstaterer, at den der sukkerkolde tyrker ta’r en del længere tid end en uge!

Men jeg har i det mindste Frida, det store strategiske bolværk i den stråtækte idyls forsvarsplan, og den eneste,  som kan holde hovedet koldt uden sukker!

Jeg tænkte, jeg hellere måtte prøve at få gjort noget ved de kryb der. Rotterne, altså. Som blev afsløret, fordi jeg tog mig sammen til at gå i gang med at indsamle bæ. Man skulle tro, det der afføringsopsamling var en vanesag. Jeg er jo vant til at gå bag to lejlighedsskidende gravkræ med et uudtømmeligt arsenal af hømhøm-poser, som efter brug bliver lukket med en fin knude og ryger i skidetasken. Her kan den så ligge, til vi kommer forbi en skraldespand. Dét kan jeg gøre, men gnaverlort på loftet?!! NEJ! Det er tilsyneladende lidt det samme som med babybleer. Det er kun ulækkert, når det er andre folks barns lorteble!

Skønne nabo Susanne kiggede forbi for at få teknisk assistance og fik afleveret den replik, der i to sætninger opsummerer, hvorfor jeg er så vild med at bo på landet!

“Stine, har Leif fortalt dig, at han så en rotte på taget? Han mente, han ramte den”.

Well, i så fald var der mere end en rotte, men jeg har stor respekt for Leifs handlekraft!

Men det var det med Frida og rotterne. Jeg synes selv, det var ret indlysende at lade hende arbejde lidt for føden (og mig ikke mere end at jeg kunne nøjes med at slæbe halvdelen af Basses vægt op),  så jeg hev Frida med op ad stigen, naturligvis iklædt snor, så hun ikke fik lov at fedte rundt i isoleringen. Basse stod igen og hylede, fordi nogen blev snydt og efterladt.

Frida?

Hun KLAMREDE sig til mig hele vejen op ad stigen, og det blev hun ved med, selv da vi havde fået fast loft under fødderne! Næsten alle forsøg på i det mindste at få hende til at have 4 poter på gulvet, var forgæves. Den ene gang, det lykkedes, stod hun og bævrede og stirrede på mig som Hans og Grete må have gjort, da faderen sætter dem af i skoven. Og der er eddermandme langt fra loftet i den stråtækte idyl til nærmeste pandekagehus, kan jeg garantere jer for!

Jeg brugte tid på at fortælle hende Leifs erindring fra teenageårene på en gård i nærheden, hvor gravkræene Tik og Tok sørgede for at holde hele ejendommen mus- og rottefri. Den historie var ikke så motiverende, som jeg troede. Eller også ville Frida bare gerne ned for at maile til Tik og Tok, før det blev mørkt.

Rotter forblev i al fald rotter i den stråtækte idyl, og jeg kontaktede rotteavlernes foretrukne Dr. Dyr, kommunens rottefænger. Han kom uden fløjte, men med stor fælde og bizarre fakta. Ved du, at rotters yndlingsret er havregryn?!

Det ved mine rotter så ikke. Jeg kan stadig høre dem pusle, men at gå i fælden for at få havregryn? Nej tak! De vil åbenbart hellere tage chancen med Leif.

Men pyt, gravkræene var svært begejstrede for rottefængeren, som IKKE er fra Hammel, men meget gravkræglad. Det er også grunden til, at han, på trods af baggrundstjekket og ren børne- og dyreattest, stadig ikke får lov at være alene med gravkræene.

De synes så til gengæld godt, at det må trække lidt ud, det gnavernoget. Rottefængeren havde nemlig arbejdstøj på og lignede grangiveligt en håndværker! Og lugter tilsyneladende også lidt af dyr.

Det var faktisk den eneste trøst udover den manglende regning – han kommer alverdens steder, hvor de residerende gødyr HELLER ikke magter at stå for rottebekæmpelse.

Jeg må vist hellere skrive det ned som arbejdsgiverkrav til næste overenskomstforhandling mellem gødyrene og mig. Især hvis de planlægger at fortsætte nuværende dyrlægeforbrug med en konsultation hvert år!Ugens nyhedslæsning har lært mig, at nedskæringer er den bedste kur mod sygdom. Desværre virker mine varslede nedskæringer af overførselsindkomst åbenbart ikke så afskrækkende på gravkræene, at Frida pludseligt på magisk vis er blevet rask. Jeg skærer alligevel, og kalder det “incitament til arbejde”