Lundums fortabte søn er vendt hjem, og han har Frida og fedekalven med.
Han kom dog ikke godvilligt. Det burde overvejes, om ikke vi skulle flytte i kollektiv, synes han. Og hvad er der i den henseende galt med Hovvej? Der er 3 sofaer, 2 senge, 2 lænestole og en brændeovn. Og gulv-til-loft-ruderne bør heller ikke glemmes!!! Forholdene er også allerede gjort gravkrævenlige, og der følger ligefrem flere kræ med i handlen! Hvad er der IKKE at elske ved den plan?!
Gødyrbetvingeren har ikke været så dygtig til at forklare, at længere ophold på Hovvej indebærer en stadig stigende risiko for en grassy knoll-situation med en eller flere ukendte skydere, så Basse håber stadig!
Frida er lidt mere tilbageholdende. Hun vil først gerne vide, om vi kan gøre Sille til lænkehund uden adgang til Fridas soveværelse? Og gerne forhindre Silles adgang til et par andre særligt hellige pletter? For så er Frida helt frisk!
Men den stråtækte idyl er fortsat et diktatur, og selvom Basse og Frida mener, at det lundumske forår snart må komme, så vil jeg gerne pointere, at det gør det ikke!
Nu er det bare sådan med naive beboere i diktaturstater har det med at tro, at styringen af landet er til forhandling. Det gælder også her.
Basse har fundet en ny metode, hvormed han både kan protestere og markere på een gang. Så nu går han rundt og signerer dørkarme med Bassejuice, og lur mig, om ikke der står ting som “gødyrbetvingeren er en fedekalv!” OG “Basse was here” i een omgang! Muligvis signeret “Husk Mit Navn”
Nogle gange kan selv små redskaber gøre meget. I dette tilfælde blev gødyrbetvingeren meget sur. Også anden gang. Og tredje og fjerde gang. Men nu er alle rum velsignet.
Det er nu også fint at holde gødyrbetvingeren beskæftiget … Der er jo lige den der 8 siders opgave, der skal afleveres om en uge.
“8 sider? Hvor svært kan DET være?!!”
Tjoh … Der er altså en ret betragtelig mængde besvær knyttet til at få mig til at fatte mig kort og præcist. Så vi er jo nok nærmere oppe på 30-40 sider, der så skal kortes ned.
Og enhver ting, der skal gøres nogenlunde ordentligt, SKAL jo have sit eget mindmap først! Så det startede jeg med.
Der er faktisk også en lillebitte hurdle mere ved den opgave …
Jeg har opdaget, at jeg er blevet meget mere blød og følsom efter at have droslet arbejdsmængde ned. Nu skal folk simpelthen behandle mig ordentligt og med respekt! Problemet der er så, at det jo kræver, at jeg gør det samme, og det falder mig altså ikke helt så let … Det er dog blevet markant nemmere efter at jeg ikke længere tvinger kroppen gennem 37 timers arbejdsuger, jeg aner en smule tålmodighed i horisonten, og det er faktisk et stykke tid siden, jeg sidst har måttet undskylde for at være en ulidelig krampe. Igen, der er visse helleområder på den front!
Nu har jeg heldigvis fremelsket en rationel side af en ikke uvæsentlig størrelse, så udover den rent menneskelige fordel ved at tale ordentligt, så kan jeg godt finde et argument eller 37, der forklarer hvorfor det der dialog-noget er en fordel, der fortjener at blive afprøvet.
Jeg endte i al fald med en bodsgang til Joan, hvor jeg jo måtte fremstamme, at jeg muligvis lige skal have en genopfriskning af den der anerkendende pædagogik … Heldigvis er Joan så assertiv, at hun ikke bruger sin håneret. Andet end til spil, naturligvis, men der får hun også klemt AL den opsparede hån ud mellem sidebenene + brygget lidt ekstra til lejligheden.
Men nu vokser træerne jo ikke ind i himlen, vel? Så gravkræ er undtaget fra den regel!