Frida er sur. Jeg burde tydeligvis have vidst, at de der vikarer muligvis er dyre,  men stadig mindre effektivt end stampersonellet! Susanne ved jo ikke, hvor godbidderne er! Og kender heller ikke noget til 20-sekundersreglen, så efter mine timer på Skejby kan jeg komme hjem og pege bebrejdende på pletten i bryggerset og brøle “HVAD er det?!!!!”, hvorefter både Susanne og Frida dukker nakken i en grad, så jeg godt kan blive i tvivl om hvem af dem, der har været MEST uartig!

Basse? Han tjekker lige, at jeg har vurderet situationen ordentligt og ved, at det ikke er ham, der har været uartig. Og så svanser han ellers hen og lader sig rose for at være ikke-uartig.

De er noget kulrede over lugten af Hovvejkollektivets bestyrere, sprit og sygehus, og så er der bare mig! Basses tilgang til den udvikling er at glædes over lidt, så han ligger på sofaen med hagen på mit lår og stirrer forelsket på mig.

Det er rart at vide, at jeg er elsket, på trods af stanken af sprit.

Den får jeg ellers rigeligt af. Vi er sluppet ud af riot gearet bestående af maske, kittel og handsker, når vi besøger den yndlingsgnavne, gamle mand. Nu skal vi bare sprittes af i tide og utide. Og så sidder vi ellers der og prøver at træne ham til lydighed.

Han er bedøvet, men ikke dybere, end at han kan høre og genkende os, hvilket kan aflæses på skærmene, der måler alt, hvad der kan måles på en menneskekrop. Det betyder så også, at han bare vælger at ignorere os. Det er IKKE vejen til en større fødselsdagsgave!!!

Der er ellers nok at ville vågne for. Han har en maskinpark af den anden verden, jeg forstår slet ikke, hvordan hans ingeniørnysgerrighed kan klare IKKE at være vågen!

Min meget lidt ingeniørkrøllede hjerne lærer også en del. Nu ved jeg, hvad en hjerte-lungemaskine kan, hvordan en respirator virker, og hvad et dialyseapparat gør i praksis. Og alt muligt andet. Dialyseapparatet er væk nu, hvilket jeg godt kan ærgre mig lidt over. Den der store klods stod for enden af sengen og brummede utilfreds med mellemrum for bare lige at få lidt opmærksomhed. Den blev straks døbt R2D2, og siden den yndlingsgnavne gamle mand ikke reagerer på forsøg på lydighedstræning, havde jeg kastet min energi over på R2D2. Med sådan ca. lige så lidt succes, må jeg tilstå. Egentligt er det ret velfortjent, at den bliver sendt til time-out i lagerrummet.

Mor bekymrer sig om Hovvejskollektivet. “Gad vidst, hvor fede de er, når vi kommer hjem? Og får vi dem nogensinde til at spise andet end engelsk bøf igen?!”

Jeg synes, der er rigeligt af virkelige problemer at håndtere lige nu, så jeg forstår slet ikke bekymringen. Det løser jo sig selv!

Når først problemet bliver stort nok, så fanger fælden! K-A-T-T-E-hundelemsfælden!

Og de kommer jo ikke fri igen, før de er blevet slanke nok. Se! Hvor svært var det?

Desuden er Gammelmor en af rotationssitterne, og vi ved jo alle, hvor ond, hun er ved dyr.