Jeg går rundt  i natkjole, støvler og ikke ret meget andet. Det giver sådan en følelse af at være Pippi Langstrømpe, selv uden at være verdens stærkeste pige.

Men at være Pippi i meget lidt tøj er vist ikke så gavnligt for naboskabet. Kurt kom hjem, mens jeg i det antræk var ved at tømme bilen.

Jeg øffer videre i fuldt tempo, men kursus trækker godt nok tænder ud i disse dage. Den ellers så gavnlige lektion fra Taulov om at lære at gøre tingene indenfor deadline, og så ellers sænke standarden til det højst mulige niveau på den tid, der nu engang er til rådighed, er ret svær at overføre til regnskab, kan jeg afsløre.

Og højst sandsynligt også ulovlig.

Men mit 12 timer pr uge-kursus tager en del længere end 12 timer, og taget i betragtning at jeg kan klare 9, så … Men ind skal det jo, når man er typen, der vil være god til det, man gør.

Jeg begynder vist ellers snart at kunne gemme mig i mængden på mit nye job hos InOmega3. Snakkede med Lone for noget tid siden, og hun måtte tilstå, at tidsplanen vist ikke helt holdt. Der har nemlig været massefyringer på en lokal virksomhed, og hun havde udnyttet chancen til at få gaflet dygtige folk. Så jeg må vist desværre skyde en hvid pil efter at slænge mig i sofaen i stuen, de leder efter nye lokaler og fremskynder produktionsopstart, så de nye folk kan komme i sving. Med vanligt fokus på det væsentlige, har hun lovet, at jeg må få sofaen med.

Der er også noget Pippi over Lone, og det kan faktisk godt være, hun er verdens stærkeste pige.

Man skal også gøre brug af de gode tilbud, når de er der. Før eller siden får man jo brug for dem! Jeg tænkte på Post Kurt med trillebøren fyldt med toiletpapir på vandring gennem Hornslet. Og ja, der BLEV jo brug for det.

Så jeg blev enig med mig selv om, at Lone også er ret klog.

Og så gik jeg på skoindkøb!

Det er så derfor jeg sidder i mine nye vinterstøvler, så de kan blive klar til næste vinter. Jeg mangler jo mine postsko, som var det eneste, jeg kan gå i, og de er ikke til at opdrive!

Men der er jo udsalg på alle de skravlvenlige mærker, så jeg har fået fat i et par New Feet-støvler, og der er nogle Green Comfort-sko på vej også, alt til under halv pris. Kræene burde værdsætte indkøbene, det øger i al fald sandsynligheden for at komme ud at gå, at jeg ikke får ondt i ryggen af fodtøjet.

Faktisk havde det været helt rimeligt at trække indkøbene fra deres kødbensration! Men den er beskyttet i disse dage. Separationsangsten er blevet mindre, men Frida er  rædselsslagen, hver gang jeg går ud af døren. Et kødben til dem hver ved exit har nu fredet stalddøren. Jeg kan stadig tørre tis op, når jeg kommer hjem igen, men det går trods alt fremad.

Det er stadig ikke godt nok for Basse: Han vil have ro! Og mænd! Og søvn! Han er pænt knotten over, at jeg ikke ta’r ham mere seriøst, og jeg fornemmer generelt, at årets medarbejdertilfredshedsanalyse i den stråtækte idyl bliver på niveau med Totalkredits kundetilfredshedsanalyse.

Jeg sov over mig en morgen, og tænkte, at jeg nok hellere må få en skrappere alarm. Jeg har fundet en fyrværkerifil nu, så hvis ikke jeg frivilligt står op, så kommer jeg til at stå med en meget larmende Basse, eller alternativt en Basse, der ikke gider hidse sig op over fyrværkeri mere.

Det bliver værre endnu: Nu har han opdaget, at jeg slæber værktøj ind i store mængder, og med værktøj følger forventninger! Jeg overvejer også lidt, om tricket måske virker, og den yndlingsgnavne gamle mand tropper op i irritation over, at jeg ikke afleverer hans værktøj tilbage efter brug. Måske jeg skulle have raget nogle pensler til mig også. Den stensikre måde at få hans blodtryk op i det sorte felt på, var ved ikke at rense pensler efter brug. Fair nok, min mor og jeg er ret dyre i brug på den front, men hvis han skal kunne gå for at være gnaven gammel mand, så skal der jo bæres ved til det bål.

Nu kravler jeg i stedet på loftet, der er blevet nydeligt ryddet, og får indrettet med de nyindkøbte Ikeakasser til opbevaring af værktøj. Jeg måtte smide det meste ud efter de forbandede rotter. De har ædt alle mine mange breve fra Henry, som har ligget der som kronologiske værker over vores liv. Det kan godt være, at mails mangler personlighed, men de er i det mindste rottesikrede.

“Stine, bliver man så rig på en ledighedsydelse som fleksjobber?” Og nej, det gør man ikke, men der er åbenbart stadig en lille bitte smule autonomi i jobbet som socialrådgiver, forudsat at vedkommende bruger et par timer på at diskutere lovgivning, retfærdighed og smuthuller med kollegerne, så jeg fik en ekstra sjat udbetalt, der faldt på et ret tørt sted.

De er også nødvendige. Jeg er nødt til at lave noget, hvis ikke jeg skal blive vanvittigt, og “lave noget” koster som regel penge i den stråtækte idyl.

Jeg kørte forbi Skejby for at komme i Ikea. Tænk sig, jeg savner Intensivafdelingen! Meget, endda! Tiden stod så dejligt stille, og følelsen af at blive overvældet af travlhed var ikke så udtalt. Først og fremmest sad jeg jo der. Og lavede lektier, og så måtte alt andet sejle.

Alting var så rutineorienteret, at der ikke var behov for at tage hjernen med. Vi gjorde bare det samme som i går. Selv når de kastede sig over nye behandlingsforsøg, så var det stadig det sædvanlige: Vi går med på deres nyeste plan. Det var i sidste ende at leve en barnetilstand, hvor det meste blev dikteret af andre, selv når alt gik stærkt.

Så måske er det ligefrem et fremskridt at være ikke-stærke Pippi. I nye støvler!