Sådan er det nemlig, når man bor sammen med en machomand som Basse: Så må der ikke grædes! I al fald ikke, hvis der er lyd på. Hans problemløsningsmodel ligner også ret meget en, jeg har mødt fra et par hulemænd. Gø, til det holder op!
Så nu er der faktisk ikke rigtigt noget sted, hvor jeg kan græde ud, og hvis Basse kendte årsagen, så ville han nok også være empatisk. Den yndlingsgamle, gnavne mand har forladt matriklen. Dem alle samme, for at være mere præcis. Den dødbringende mandeinfluenza findes åbenbart.
Oveni har han tilsyneladende været den nordjyske pendant til Atlas, så da han endeligt blev slap, så faldt alt andet også sammen. Jeg kunne derfor hente min mor på motorvejen mod Aalborg efter at C3’eren var gået ned med fladt dæk 1½ time efter hans død, og det var heldigt nok, for derefter røg batteriet, og bremserne lød også på lidet betryggende vis. Der røg pærer i huset på steder, der krævede specialistviden for at skifte dem, håndtaget til fryseren knækkede, og så alt det løse som computere og printere, der heller ikke ville noget som helst.
Jeg er sådan set ikke troende, men et eller andet sted var det rart at opleve, at det ikke bare var min verden, der ikke hang sammen mere. Det var en ren aktivering af forældelseschip i alle de installationer, der var blevet pisket i live, mens den store handyman var i sving.
Jeg kunne derfor starte med at hærge Hovvej med epoxylim og min fars yndlingsboremaskine. Det er ret heldigt, han ikke ville begraves. Han havde roteret i samme omdrejningshastighed som boremaskinen, hvis han anede, jeg havde fået fingre i den.
Basse er dog stadig stålfast i sin tro på handymandens genopståelse, og har haft daglige tjek i udhuset på Hovvej for at se, om han NU var kommet hjem! Mañana, mañana.
Nu er vi så tilbage i Lundum, inkl. forældrenes Jeep, så jeg kunne få fragtet lidt sydpå. Den er kræene også ret tossede med. Det er fint nok, jeg slæber to sæt bilnøgler med hver gang, så de ikke kan låse sig inde i bilen. Det nytter bare ikke det store, når de i stedet har fundet vinduesknapperne.
Med den lille opfindelse var Frida på rundtur i Skanderborg, mens Basse surmulede i mit kvælertag. Han udnyttede så i stedet hjemkomsten til at vise, at han nu er slank nok til at komme over steder på hegnet, der før var for høje.
Det gør det så endnu bedre, at indholdet i traileren var en ny underseng. Herlig dimmer, men også så høj, så jeg er nødt til at agere højdespringer ved sengetid. Så nu bliver de trænet i at springe endnu højere. OL 2018? Vi er snart klar!
Men det er åbenbart planen pt: At holde mig beskæftiget. Nu har jeg fået hilst på alle naboerne igen, mens jeg pløjede deres hække ned i jagten på Basse, og snart skal vi ud og kigge på får igen. Og så er vi slet ikke nået til den stråtækte idyl, som pt. er afspærret af sundhedsmyndighederne. Rotterne er sådan set OK. Resten? Not so much. Jeg har snart fået givet huset den meget tiltrængte rengøring, så nu er her rent! Indtil Tinne og jeg begynder at rumstere på loftet i weekenden, that is.
Oveni står jeg med stram ordre fra underviserne om at slappe af.
Nu er der så bare lige det, at jeg er kørt så langt ud i tovene, at jeg er tilbage til mit udviklingsniveau som 15-årig, da Jess kørte sig ihjel. Der er simpelthen ingen, der skal fortælle mig, hvad jeg skal og ikke skal! Og der er da SLET ikke nogen, der skal prøve at trøste!
Jeg er simpelthen så vred. Ikke på nogen eller noget, og ja, jeg ved godt, det er en sorgreaktion. Det bliver jeg ikke mindre vred af.
Men jeg kan godt klare det her, hvis hele resten af verden bare lige gad at stå helt, helt stille i et par uger, mens jeg sidder her i min sandkasse, og funderer over tingene. Eller knokler på med ret ligegyldige ting. Hold op, hvor har jeg det bare svært med inputs i det hele taget i disse dage.
Jeg er nogenlunde så overstimuleret, som det er muligt at blive, vil jeg tro.
Så hvis nogen finder fjernbetjeningen, så tryk lige på pause, så jeg ikke går glip af noget, mens jeg sidder her og sidder.