Ja, her er jeg så igen, efter adskillige års tavshed. Ikke generelt, stille bliver jeg først, når jeg er død (Hvis I er heldige …), men jeg kom til at finde en fantastisk gruppe på Facebook, hvor gravhundeejere glade og fro spammede med deres små guldkorn flere gange dagligt, og ja … Så gik det for mig som det som regel går med blogs.

Men pyt nu med det! Det smukke ved sådan en blog er at man kan bruge den eller lade være, alt efter hvad temperamentet, overskuddet og humøret er til. Og så ligger det hele her til tid og evighed, når man får lyst til at læse tilbage og genopleve de mange grin og frustrationer i livet som gødyrbetvinger for de skønne gravkræ fra Helvede.

Hvis vi lige skal opsummere ”siden sidst”, så startede jeg oprindeligt bloggen, fordi folk blev trætte af ”Gravhundene fra Helvede”-spam på Facebook, og fordi jeg var pænt presset især fysisk, men også psykisk, og så var bloggen bare den perfekte måde både at skåne mine FB-venner for for meget spam og en måde, hvorpå dem, der gerne ville høre, hvordan både kræene og jeg havde det, kunne følge med i det på deres egne præmisser – og så slap jeg for at gentage mig selv hele tiden.

Nu har jeg så en del år hørt på ”hvorfor begynder du ikke at skrive på bloggen igen? Det var så hyggeligt!!!” og nu står jeg faktisk i nøjagtigt samme situation som dengang, næsten 9 år senere.

Frida blev aflivet i januar pga. hjerteproblemer efter at have styret livet i den stråtækte idyl med hård pote i 9 år, jeg har gået sygemeldt med stress i over et år, og nu er det så snart 6 uger siden min mor døde efter kort tids kræftsygdom. Lad mig bare sige, at den slags ikke kurerer stress, men jeg konstaterede, at jeg heldigvis stadig har ”ta’ sig sammen”-musklen, der sidst virkeligt blev udfordret, da far døde.

Basse er blevet mere og mere skøn med årene, selvom der stadig er et ton af unoder i ham. Det har ikke været mangel på materiale, der stoppede skriverierne her! Men især i tiden efter Fridas død er han vokset helt enormt. Han er blevet markant mere rolig og er faldet mere til ro i rollen som den kærlige, hjælpsomme og velvillige dreng, han altid har været, men som det nogle gange har været lidt svær at få øje på, midt i al balladen og de instinkter, der først og fremmest driver ham. Hans fanklub er dog vokset støt gennem årene, så jeg har heldigvis ikke været den eneste, der kan se, hvor dejlig en dreng, han er, inderst inde.

Han blev 14 år, på samme dag som min mor fik fred. Og nu er bassetten Æsel så flyttet ind for 5 dage siden, primært fordi jeg stadig syntes at Basse trængte til at få en hvalp, og at han nu ENDELIGT kan få et liv på hans præmisser fremfor på oversensitive Fridas. Normalt ville jeg ikke anbefale at udsætte en 14-årig hund for hvalp, men han er ualmindeligt sund og frisk, og har især de sidste måneder kraftigt signaleret, at han keder sig og søger andre hundes selskab i højere og højere grad. Nu har vi adskillige gode møder med andre hunde under bæltet indenfor det sidste år, og i erkendelse af at jeg altid har været mere bekymret omkring ham end jeg reelt havde grund til, ja, så bestemte jeg mig for at stole på både ham og min fornemmelse denne gang.

Og hvorfor så en basset, når jeg nu synes, at gravhunde er det skønneste i verden? Først og fremmest ligner de gravhunden enormt af sind, men med to markante forskelle: Bassets er større (og efter Basse, der er den største gravhund nogen nogensinde har set, så er jeg altså blevet afhængig af en velvoksen puttepartner) og har tendens til at knuselske andre hunde!

Min eneste reelle klage over livet med gravhundene fra Helvede er at jeg ikke har kunnet tage dem med mig rundt og dele oplevelser med dem, fordi de bare ikke har det nemt med andre hunde og for mange fremmede stimuli. Så bassetten er såmænd også tænkt som ”terapihund” for Basses efterfølger, der også bliver en ruhåret gravhundehan, men det bliver forhåbentligt ikke aktuelt de næste par år.

Det, jeg elsker allermest ved gravhunde, er at de er så selvstændige og stædige. Det har virkeligt krævet stor viden og indsats at få dem flyttet mentalt og få knækket koden ift. Hvordan man lærer dem nyt. Man kommer ikke ret langt ved at råbe og skrige (selvom hans hørelse nu er der, hvor det af og til er nødvendigt …), men skal motivere dem for at give dem lyst til at gøre, som jeg synes. Den slags koster ros, meget ros, og godbidder, endnu flere godbidder!

Både gravhunde og bassets har et ufortjent ry for at være lidt dumme … Det er altså ikke min erfaring, de kræver bare en unik tilgang for at gide at samarbejde, og lever ikke livet med det ene mål at gøre deres ejer glad. Hvis ejeren er glad, så er det en bonus, men hvis ikke, well, så går det også i et gravhunde- og bassethoved, så længe DE har det sjovt!

Jeg er også blevet spurgt hvordan jeg overhovedet kan få den ide at få en hvalp, mens jeg er så presset fysisk og psykisk? Til det må jeg bare sige: Det skulle være nu, hvis Basse skal kunne nyde hvalpetiden og nå at hvalpen bliver ældre og roligere, før han får lyst til at gå på pension. Jeg synes også, jeg skylder ham det. Nu har han gjort alt hvad han kunne for at gøre mig glad i snart 10 år, nu fortjente han at få nogen, der kan gøre HAM glad på en anden måde end jeg kan. Første omgang stress fik mine smerter til at eksplodere, men anden omgang er heldigvis ”kun” psykisk, så min ryg har det som sædvanligt pænt godt pga. de høje temperaturer.

Oveni fik min mors sygdomsforløb mindet mig om, at uanset hvor meget min verden vælter, så har jeg som nævnt stadig ”ta’ sig sammen”-musklen, der gør at jeg nok skal kunne gøre det, jeg ”skal”, og så kan jeg gå i stykker senere. Jeg er jo også bevidst om at jeg er en overplanlægger og sortseer, så der er ikke et negativt ”hvad nu hvis …”-scenario, jeg ikke allerede har gennemtænkt, det mest bizarre eksempel værende i dag, hvor jeg fik aftalt med Æsels opdrætter, at hvis jeg skulle dø før Æsel, så får de hende tilbage og kan finde hende et godt hjem mere.

Resultatet ved den tilgang til tingene er at jeg som regel er et stort smil, for min dag starter nærmest hver morgen med at gå bedre end frygtet, og hvis ting går galt? Ja, så har jeg allerede en plan, no worries! Et andet aspekt af både piskesmæld, smerter og stress er at de begge forringer hukommelsen gevaldigt … Det tvinger mig til at leve i nuet og værdsætte ting, som de er, ikke som ”ting jeg kommer til at blive glad over at mindes om 5 år”. Det betyder bl.a. at jeg er en skovl til at huske at tage billeder, fordi jeg som regel har travlt med at nyde øjeblikket – og værst af alt for jer, der læser med, at jeg garanteret kommer til at gentage mig selv. Så hvis du læser med løbende og tænker ”Det HAR hun sagt! FEM gange!!!”, så har du ret. Og der er ikke en skid at gøre ved det, det er sådan min hjerne er skruet sammen efter piskesmæld og stress.

Jeg lover til gengæld at gøre mit bedste for at skrive så underholdende, at du gerne læser de samme ting adskillige gange, før du løber død i det. Men jeg minder også bare lige om, at jeg primært skriver for min egen skyld. At formulere ting på skrift er også en måde at være ”mindful” på, som det hedder i terapeutsprog, og det gør at jeg nok ikke kan huske samtlige fantastiske oplevelser, men hvis du spørger mig hvad jeg lavede i forgårs, så vil jeg typisk sige ”Æh … Det kan jeg ikke lige huske, skal jeg kigge i kalenderen? Men det var vist en god dag!”, for SÅ meget kan jeg trods alt huske! Min visuelle hukommelse og min erindring om følelsen i min krop er noget det, der sidder bedst fast hos mig.

Pessimistsind og dårlig hukommelse betyder konkret at vi på femtedagen af Æselæraen befinder os i en stråtækt idyl, der vælter i tis og papirfnuller fra halvædt tisoptørringskøkkenrulle, og med en Basse og Stine, der er store smil og overskud.

For gæt engang?

Det tog ikke Basse 3 uger at acceptere hende, men 3 dage. Og det viser sig at Æsel som udgangspunkt er en syvsover, der gladeligt sover lige så længe som de to pensionister, hun er flyttet ind hos. Hver eneste nat, der foregår sådan, giver dage med overskud og energi til at stimulere og træne hende, så der forhåbentligt er lagt et godt fundament, før hun, måske, bliver irriterende teenager, der kun vil sove, når vi andre er vågne. Men så finder vi bare ”ta’ sig sammen”-musklen frem igen. Indtil nu er vi slet ikke på et niveau, hvor der er behov for den, heldigvis.

Jeg kan så godt konstatere, at der åbenbart ikke er mere arbejde i hende endnu end at jeg FINT kan finde tid og overskud til 3-4 alenlange opslag på Facebook dagligt, der omhandler den mindste udvikling siden for få timer siden … Det er nu engang min måde at dele alle de skønne oplevelser med dem omkring mig på, og det har jeg ikke haft så stor en lyst og behov for siden gravhundene fra Helvede flyttede ind i 2014. Desværre for alle er mine fotografevner stadig lige så pivringe som for 6 år siden … Men kameraet i telefonen er trods alt blevet lidt bedre. Hvis nogen har lyst til at komme og tage kvalitetsbilleder, så er der kaffe i massive mængder på matriklen!

Nu prøver jeg så igen at flytte lidt af det indhold herover, hvor folk kan skrive sig op til at få en mail, når der kommer et nyt opslag, og så kan alle de andre måske få lidt mere ro fra mig. LIDT ro, ikke total ro!

Men velkommen til, eller tilbage 😊 Jeg glæder mig som en gal til at begynde at dele en masse fra Æsels hvalpetid med de af jer, der gerne vil følge med, og så må vi se hvor voldsomt, det faktisk bliver. Nu tillader jeg i al fald mig selv at give los, lige så meget som jeg orker! Jeg håber sådan at få spredt glæden videre til et par stykker mere.