Ja, det er vist den korte version i disse dage. Min ryg skriger stadig efter maleprojektet i weekenden, og Æsel har bestemt sig for at hun er for voksen til at bruge tissepads, så vi er nu tilbage ved 30 søer dagligt.

Hvalpetræning tirsdag viser et nyt mønster, hvor jeg må slutte af med at poppe et par tiltrængte stærke smertestillende. Hun vokser jo, den lille pige, ikke bare mentalt, men også fysisk. Hun havde heldigvis bestemt sig for at “kan ikke lide andre hunde”-Æsel var so last week, så den hvalp, hun prøvede at flænse i sidste uge, blev i stedet tumlet i smadder i indhegningen, hvor især den anden labradorhvalp måtte blive i snor, så hun ikke blev for hård. Men der var ingen anden udvej, for Æsel og Luna havde bestemt sig for fra starten, at det er låååååb, så træning foregik ved at jeg og Lunas ejere måtte holde vores kæmpende hunde, der hang i det yderste af snoren og sang serenader mod hinanden. Træneren valgte klogeligt at erklære legepause, men de var absolut ikke færdige, da vi andre synes, de skulle.

Og det var sådan set fint nok, i min optik er det ret væsentligt at stoppe, mens legen er god, bogstaveligt talt, for før eller siden er arousalniveauet steget så meget, så det går galt. Det har vi heldigvis undgået.

Æsel er faktisk nem at træne, men hun keder sig gudsjammerligt, fordi træneren “snakker for meget”. Det gør hun så ikke, hvis man spørger mig, for det er skidego’ info, men Æsels tålmodighed er ikke så stor i nærheden af andre hunde.

Lige så snart vi skal til at træne, så er hun til gengæld nem at få med på at fokus nu er på mig, og hun samler lynhurtigt info op, så i dag har vi fået genoptrænet dutte-øvelsen og fået bygget ovenpå med “sit” og så den del, jeg virkeligt glæder mig til sidder bedre fast: At gå pænt.

Det er alfa og omega at hun lærer det. Min ryg var ved at dø bare af gravhundenes trækkeri, og jeg overlever helt enkelt ikke, hvis 30 kg Æsel bestemmer sig for at man går tur ved at trække.

Det betyder så nok også, at jeg er tvunget til at gå ture i den næste periode, og at jeg især er nødt til at gøre det med hundene i kort line, så vi faktisk kan få trænet. Jeg foretrækker ellers den forkætrede fleksline, fordi mine hunde er snifferracer, og det, der kører dem trætte, er at få lov at snuse til alt omkring os. Men vi må vist lave et kompromis og så træne dele af turen og så give fri bagefter, så de kan få mere snor at boltre sig med. Efter dyrlægebesøg torsdag stod det desværre også pænt klart for mig, at jeg har forsømt vigtige dele, såsom miljøtræning. Hun elsker alle mennesker, men hunde skal der knurres af, biler, lastbiler og cykler er hun også noget skeptisk overfor, så de næste uger kommer man nok til at se det sølle syn af mig, der kører de 300 meter ned til naturstien og så går tur på det flade terræn der, hvor der er en livlig trafik af især cykler og fodgængere. Og så må vi nok hellere overveje at gå lidt i byen også.

Det er for øvrigt heller ikke ret nemt at træne “gå pænt” i området omkring dyrlægen, for Æsel er jo fast forankret til mine fødder, når hun er utryg på omgivelserne. Vi var der så i dag for at få tjekket hende for blærebetændelse, hvilket kræver en urinprøve. De er svære nok at tage på gravhunde, men Æsels undervogn er jo ekstra sænket! Efter en time måtte jeg give op, og dyrlægen erklærede, at det lød grangiveligt som blærebetændelse og at nu må jeg øve min urinindsamlingsmetode i 10 dage, så jeg kan komme med en prøve til ham, når Æsel er done med antibiotikaen. Jeg fik også nævnt, at jeg synes vi ses lidt rigeligt pt til hvilket han bare trak på skuldrene og sagde “Altså, med bassetøjne så må du forvente at vi ses ofte … Men ellers er der ingen grund til bekymring, hvalpe har det bare med at få et utal af infektioner i starten, du er bare ekstremt opmærksom, hvor mange overser det”.

Men det er altså sjovt at se forskellen på blot nogle uger. Jeg kan virkeligt mærke, at Æsel udvikler sig og allerede er meget mindre hvalpet. Vores natritual med bid-i-bamse-ikke-gødyrbetvinger er nu forkortet gevaldigt, og hun er meget hurtigere til bare at lægge sig til at sove. Hun er også helt frisk på at ta’ lure, gudskelov!

Det gør også en meget stor forskel, hvor vi er. Alene hjemme-træningen er jo mit ømme punkt, og jeg indrømmer blankt, at vi slet ikke er startet. Det gjorde ikke mindre ondt, da jeg mødte en sød dame ved dyrlægen, der sagde “jeg har også haft basset, men vi måtte af med den, den kunne slet ikke være alene hjemme ….”

Jeg er nu nået så langt i dag, at der er samlet en kravlegård i stuen, og så kan vi så småt begynde. Det er jo nødvendigt, og jeg kan bl.a. ikke komme til fysioterapeut eller osteopat, før de kan være alene hjemme. Jeg har bare hygget mig LIDT for meget med “min hvalp kan ikke være alene, må jeg tage hende med?”, og det har ærligt talt nok mere været mit behov end hendes … Stort set al anden træning kan jeg leve med fejler, men alene hjemme-træning SKAL bare fungere for at det her kommer til at gå i længden. Jeg er jo ikke meget hjemmefra, men der skal være mulighed for at smutte et par timer hist og her.

Alene hjemme-træning ville gå meget nemmere, hvis hun bare kunne gå frit omkring ligesom Basse, men det kommer altså ikke til at ske, så længe hun vil gnave i alting, og den fase lader ikke til at være ved at være slut! Basses yndlingsplads, når jeg er væk, er på spisebordet, hvilket jeg absolut ikke er fan af, men jeg forstår det altså også godt, for det er eneste sted, hvor han kan se ud på gårdspladsen. Jeg overvejer allerede nu om jeg skal bøje mig, flytte hele menageriet i bryggerset og så lave kravlegården stor nok til begge, fordi det i al fald ville gøre HENDE gladere, men nu prøver vi lige det andet først …

Stuen er generelt lille (ligesom resten af huset), og det mest oplagte sted at lave kravlegård ville være i bryggerset, men det øger bare chancen for succes enormt, hvis hun kan være i stuen, hvor Basse opholder sig, så det prøver vi først. Oveni er han ret glad for sofaen, så jeg håber, han vil bruge den mere, når det er det eneste sted, han kan være tæt på Æsel.

Det er så også bare mig, der gerne vil holde dem adskilt, når jeg ikke er her. De leger jævnligt vildt, og det kan jo gå galt – og så er det bare bedst, hvis jeg er her, når/hvis det sker. Oveni vil jeg også foretrække, at de bruger alenetiden på at hvile, og så kan vi tumle sammen, når jeg kommer hjem igen.

Det er bare også pissehyggeligt at have hende med mig! Mine blodprøver bliver stadig taget på p-pladsen, hvor Æsel sidder og tiltrækker patienter som fluer, og generelt mener at alle mennesker er hendes, ISÆR sygeplejersken, der nok mest af alt håber at alene hjemme-træningen ikke helt fungerer, for der er slet ingen tvivl om at mine besøg er dagens højdepunkt for hende. Eller … Æsels besøg, naturligvis.

Hun var også med på jobcentret mandag, hvor svært begejstret socialrådgiver havde foreslået en “walk’n’talk”, der blev afsluttet med “det kan vi altså godt gøre igen, hvis vejret er OK om 8 uger. Det er så rart at komme ud fra kontoret, og selskabet er jo skønt!”. Æsel var bare så forrygende at have med, men der var jo heller ikke andre hunde, så hun sniffede omkring os, filtrede sig ind i bænkesættet og prøvede at finde ud af hvordan hun lå bedst, og så lå hun ellers der og snorkede, mens jeg hældte vand ud af ørerne.

Der blev hverken bidt i nogen eller skidt på nogen, og det var jeg pænt glad for. Mange jobcentre havde fortjent det, men mit er bare undtagelsen. Jeg synes egentligt ikke, jeg får det bedre i det store hele, heller ikke med Terapi-Æslets store hjælp. Min hukommelse er det mest klare tegn på at jeg ikke har rykket mig det mindste de sidste uger, og jeg har taget konsekvensen og rykket så meget som muligt over på mailkorrespondancer, så jeg kan gå tilbage og se, hvor jeg er nået til og hvad jeg har aftalt med folk.

Jeg fik heldigvis husket at fortælle socialrådgiveren, hvor rart det er ikke at få ny rådgiver konstant, og at det er en ekstra støtte, at hun kan se hvordan jeg udvikler mig, og at jeg værdsætter hendes input i den henseende også. Hun var endnu mere stolt end jeg var over at jeg faktisk besøgte min gamle arbejdsplads uden at få tilbagefald, og af at jeg er rimeligt tålmodig med mig selv og lader tingene ta’ den tid, det ta’r. Der er heller ikke mange alternativer, ærligt talt, men nu har jeg fået besked på, at jeg har “fri” resten af året, og så ser vi næste år, om jeg måske er klar til noget arbejdsprøvning af en art.

Mine pligter de næste måneder er ro og selvforkælelse, og fortsat at gøre mig umage for at mærke efter hvad min krop og hjerne vil. Men det var også ret tydeligt for mig, at Æsel vitterligt er en hjælp, og at hendes ro smitter mig, så jeg måtte bare grinende sige, at hun havde kostet ca. det samme som en privat socialrådgiver, men at det vist var en klogere investering for mig, at jeg havde fået en Æsel.

Jeg må dog også erkende, at uanset hvor “myndighedslækker”, jeg synes, jeg er, ja, så er Æsel bare “mere” alting. Også myndighedslækker. Vi ventede foran hovedindgangen, og der var større opløb i perioder, hvor et hav af kommunale medarbejdere lige skulle hilse på vidunderet, der solede sig i al beundringen og selv trottede over til folk, der glemte at komme hen til hende. Så stod hun der med låst snor lige udenfor rækkevidde, gav et halvt bjæf, og ja, så strakte folk hænderne frem. Det mindskede ikke beundringen, at hun bider endnu mindre nu end for 3 uger siden, så folk kunne få stillet deres hvalpetrang uden at have fået forringet arbejdsevnen yderligere, når de var færdige.

Den positive sideeffekt af manglende alene hjemme-træning er at Æsel er tryg fremmede steder og i transportkassen i bilen, og det er virkeligt en stor sejr for mig! Basse troner stadig på sin plads på forsædet, men nu har jeg i det mindste 1 hund, der bliver transporteret forsvarligt!

Efter hjemturen tog Æsel sig af frustreret og ensom Basse med en episk runde på græsplænen, og SÅ faldt hun om!

Heldigvis er hendes maveomgang overstået, før vi nu smadrer den igen med antibiotika og det samme gælder vist øjenbetændelsen, så efter sidste omgang skånekost, iblandet lidt tørkost, var vi tilbage til normal kost uden problemer. Det har gudskelov været nemt at få hende lokket til at spise skånekost også, så det er skrevet i huskebogen til næste runde. Mistanken på årsagen til blærebetændelsen er så, indlysende nok, maveinfektionen …

Nu skal jeg så snart have tjekket, om hun kan tåle laktose, så vi måske kan bremse det lidt hurtigere næste gang med en omgang A38, men jeg havde bare virkeligt ikke lyst til at teste det, mens hendes mave var slået i stykker. Den var jo trods alt ikke slået mere i stykker end at hun nåede ud af sengen, før hun ikke kunne holde sig mere, og dét var virkeligt rart!!!