Så er freden forbi her på bloggen! Vi har været i Nibe nogle dage for at komme til fest, få ordnet en smule praktisk i min mors lejlighed, men ærligt talt mest for at få vist Æsel frem for endnu flere fans.

Det er vist ikke meget galt, når jeg påstår, at hun har mødt omkring 50 forskellige mennesker i alle aldre i de 2½ uge, hun har boet hos mig. Det er ekstra imponerende taget i betragtning at jeg er pebermø og introvert. Men jeg er også en barmhjertig sjæl, der glimrende forstår, at jeg selvfølgeligt ikke kan berøve resten af verden for det vidunder, der er Æsel!

Vores “ud at køre med de skøre”-dag, kort før vi tog til Nibe, har absolut kunnet betale sig. Nu lægger Æsel sig i transportkassen, leder efter om der er flere godbidder gemt i de mange stykker stof, piver 3 gange, og så er der såmænd ro. Også selvom hun kan se, at Basse får lov at ligge løs på forsædet med hovedet i mit skød!

Jeg var ret spændt på hvordan hun tog en omlokation, og hvor meget min mors andelsbolig mon var værd bagefter. Jeg fik hurtigt lagt tissepads frem og gjort gulvspand med Rodalon klar, og så fjernede jeg alle planter fra gulvet. Æsel var alt i alt ganske kold, bare vi var sammen!

Vi ankom ved aftenstid og jeg gik tidligt i seng, fordi vi nok skulle slås med Æsel 30-60 min, før hun ville sove, men nej … Tværtimod væltede hun op i sengen, og lagde sig til at sove med det samme. Min mors seng er åbenbart en soveseng, ikke en legeseng!

Hendes lejlighed er også lille nok til at man kan tænke “uh, jeg skal tisse” og så nå hele vejen ud på terrassen, før man mister blærekontrollen. Og Basse? Han ER jo Onkel Storebror, så Æsel skriver “Æsel vas hier” med en lille pyt, hvorefter Basse skriver “og det er hendes storebror, rottweileren Satan, også!!!!” lige ved siden af. Besøget gik ikke helt tisfrit af sig, men det bliver stadig mindre og mindre, det samme kan mærkes efter hjemkomsten. Og ja, det er jo simpel biologi og naturligt, at hun kan holde sig længere og længere tid, men derfor må man jo stadig gerne være stolt!

Vi er ikke nået en eneste millimeter længere med alene hjemme-træningen … Så længe, jeg ikke går i gang, så opdager jeg det ikke, hvis det går skidt, og lige dén træningsdel er bare så vigtig!!! Vi lader stadig op og småtræner, og Æsel tog det så pænt at måtte se mig tømme bil fra stuevinduet, og lørdag middag skred jeg såmænd fra dem begge for at sikre mig, at mors nabo havde mit telefonnummer og ville give besked, hvis Basse blev helt ulykkelig over at være dobbelt efterladt, når Æsel og jeg tog til sommer-bryllupsfest. Han var voldsomt ulykkelig og stresset, da vi kom hjem 5 timer senere, men eftersom jeg intet havde hørt fra naboen, så tror jeg såmænd først han piskede en stemning op, da han så Æsel og jeg på p-pladsen.

For ja, Æsel skulle jo med. Både fordi hun ikke er alene hjemme-trænet, men mest for at blive socialiseret og vænnet til at komme fremmede steder. Hun var SÅ fantastisk! Ikke en eneste dråbe tis indendørs, legetøj blev efterladt urørt, og når hun ikke orkede at charme flere mennesker, så puttede hun sig bare under min stol og sov, mens børn og voksne gik forbi og nussede hende uden anden respons end uengagerede haletwitches. Selv helt små børn var hun glad for, men hendes største glæde, udover “vi er sammen, gødyrbetvinger, os to med hele verden!!!” var isvandsbaljen, som ærligt talt også var min største glæde. Jeg plukkede bajere derfra, mens Æsel jublende konstaterede, at hun lige kunne få forbenene op på kanten og drikke fra den vidunderlige tønde! Æsel er naturligvis ikke dummere end at hun allerede ved, at det bedste drikkevand er det der lumre, grønlige bladbefængte noget, man selv finder i bunden af en forladt potteskjuler i et rodehjørne …

Dén præference er også grunden til at min jubel dagen efter over “ingen opkast!!!!” ikke var en kommentar omkring mit eget velbefindende, men Æsels …

Hun glemte stort set også at sokker og snørebånd er the breakfast of champions og rodalon, tissepads og legetøj var også bare ting, jeg fik motion ved at slæbe. Til gengæld var hun pænt vild med at have chauffør på!

Hun fik for første og sidste gang lov at sidde på forsædet i favnen på mig, og smeltede straks, som hun plejer, med hovedet puttet under mine hager. Så sad hun der og blev nulret på maven, mens hun skiftevis kiggede beundrende på Karina, der kørte os, og på naturen, der gled forbi os. Hun følte tydeligvis ikke behov for at overvåge Karina i stor stil, bare et blik med mellemrum for at sige “du er verdens næstdygtigste bilist! Og den sele er LIGE dine farver!”, før hendes opmærksomhed blev afledt igen.

Jeg plonkede hende ned på gulvet, da vi kom ind, og var straks den trælse gødyrbetvinger, der lukkede døren ud til alle skoene. Men der var jo masser af hus tilbage, som Æsel skred ind i, kiggede på menneskerne og kom i tanke om at mennesker er det fedeste, så dem måtte hun hellere hilse nærmere på! Hun lærte også at gå igennem fluenet med magneter og fik sendt Jan et bebrejdende blik over hegnet omkring terrassen, som han brødebetynget påstod var “til ungerne”, før han stak af i baghaven, udenfor Æsels rækkevidde, og han kom IKKE tilbage bare fordi hun stod der og var fortørnet, ensom og forladt!

Heldigvis var der andet at tage sig til, der blev jo ved med at vælte ind med mennesker, der alle lød enormt lidende, når de så Æsel. “Nåååååååååååhr!!!” er i hendes verden absolut et kælenavn eller et kald på hjælp, og Æsel er jo terapihund in spe, så hun gjorde hvad hun kunne for alle.

Hun var absolut dagens mest omsværmede gæst, på trods af at hun hele tiden havde mig tæt på, der sagde “skal jeg hente noget at drikke til dig? Tænk engang, hendes søster er stadig til salg. I Aså! Det er SÅ tæt på, og jeg vidste virkeligt ikke hvem af dem, jeg skulle vælge!!!” og så løb de væk igen.

Æsel opdagede ret hurtigt, at der var BØRN! Børnenes forældre kiggede bekymret på curlinggødyrbetvingeren og sagde “Er det i orden, at vi sætter hende på plads, hvis hun bliver for vild?”, jeg stirrede tilbage på curlingforældrene og sagde “Ja. Er det i orden, at jeg sætter dem på plads, hvis de bliver for vilde?”. “Ja”.

Og så stirrede vi den næste lange tid på nogle let betuttede unger med to og fire ben, der ret hurtigt fandt ud af at de var i godt selskab, mens ingen på curlingholdet fik anledning til at forstyrre noget som helst på gulvniveau.

Jeg måtte med mellemrum på jagt efter Æsel, men i sand bassetstil var hun som regel at finde i køen til mad i køkkenet, og jeg fik stirret ondt på hele forsamlingen og sagt “Hvis I vil give hende godbidder, så har jeg, men jeg ryger direkte i flæsket på den første, der lærer hende at menneskemad er lækkert!”. Det virkede vist, jeg har i al fald fået madro efterfølgende også, og Æsels køglæde viste sig mest at skyldes, at folk i kø har rigtig god tid til at nulre på mave, især når de ikke kan følge resten af køen, fordi 10 kg Æsel har smidt sig på deres fødder.

Alt i alt var det en fantastisk succes, og Æsel og jeg blev kørt hjem til ulykkelig Basse 5 timer senere, hvor der så var aftensmad og implosion på sofaerne før sengetid. Æsel er den fødte selskabspapegøje!

Eller … Ja, det troede jeg virkeligt. Men så var vi til hvalpetræning i aften, hvor jeg lærte, at Æsel faktisk er pænt utryg ved andre hunde. Første høflige “må vi hilse?” blev rettet mod labradorinficeret rundkørsel, og jeg var sådan set den eneste, der opdagede, at Æsel hilste med tænderne først og absolut ikke var sjov. Rundkørslens ejere og rundkørslen selv var så optaget af alle de nye indtryk, at ingen opdagede, at der var et overfald i gang, og jeg fik hevet Æsel til mig igen, noget paf og smårystet. Jeg havde absolut ikke set at min basset, som jo er en race, der netop er kendt for at være rablende vilde med alle andre dyr, ikke havde læst samme racebeskrivelse.

Vi trak os tilbage til vores plads på plænen, og Æsel sonderede omgivelserne, mens jeg fik lagt en ny slagplan, mens træneren gik i gang. Det var ret tydeligt for mig, at Æsel faktisk ikke nåede at få sagt på hundsk, at hun sgu egentligt var lidt utryg ved det her, så den anden hund havde såmænd ikke en chance for at fortælle hende, at det var OK. Ikke at den havde gjort det alligevel. Hun var virkeligt sød, Rundkørslen, men der var tydeligvis labrador nok i hende til at være analfabet på hundsk, og hun havde travlt med at råbe “SKAL VI LEGE?!!! JA, VI SKAL!!!!” af alle, der var bare nogenlunde i nærheden.

Jeg fik gentaget forsøget nogle minutter senere med trænerens instrukser i baghånden, så jeg sørgede for at give Æsel lang line, fortalt de andre gødyrbetvingere, at hun vist er lidt usikker og at vi lige ta’r det i hendes tempo, og så hoppede hun lidt frem og tilbage, fik nærkontakt igen og så begyndte de at tumle. “Er det for voldsomt for jer?”, spurgte den anden ejer, og det var det sådan set ikke. Det foregik uden tænder og på et niveau, Æsel er vant til med Basse, og hun havde stadig plads til at bakke, når der kom et par sekunders “Er det stadig for sjovt, det her?”-tanker. Efter lidt tid takkede jeg for snakken og sagde “nu skal hun lige have en chance for at geare lidt ned igen”, før det gik fra leg til noget andet.

På det tidspunkt havde jeg så tabt al kontakt til Æsel. Hun rykker stadig pronto retur mellem mine fødder, når hun er utryg, hvilket er så fint, men indtrykkene eksploderede i hende, så ingen godbidder, kælen eller andet kunne fange hendes opmærksomhed, så hun kom lige op i favnen igen, hvilket ellers altid har haft den effekt, at hun smelter på 15 sekunder, men ikke i dag. Jeg havde dog stadig held til at beholde hende i armene, og efter et par minutter var hun kontaktbar igen, men ikke til salgs for godbidder.

Hun var dog stadig villig til at lade træneren demonstrere “dut håndfladen!” med hende og spise hendes fremmede godbidder, men vores egne var ikke det mindste interessante, så vi brugte en del tid på at gå rundt i baggrunden, lytte med 1 øre og så se om hun måske vendte tilbage efter at have snuset nok til plænen.

Det virkede til sidst, men ikke helt sådan som jeg havde håbet. Æsel brugte den sidste halvdel af timen på at sove under min stol og lod sig allernådigst vække af træneren igen, da det var på tide at finde bilen. Her nåede hun så at hyle i 30 sekunder i kassen, før hun faldt bevidstløs om igen.

Basse havde ventet os med længsel, og der var heldigvis gemt krudt til Basseondulering!

Herefter kunne vi så få aftensmad og prøve at træne lidt mere. Dagens to lektioner, udover “Hvordan omgåes man med andre hunde og her på træningspladsen?” var “det magiske ord” som skal bruges som ros og løfte om godbid (det blev “top” hos mig, for der er godt nok ikke mange ord tilbage, jeg ikke i forvejen bruger konstant, og det skal jo være et ord, man ikke kommer til at smide ved et uheld uden at huske godbidden) og så “dut håndflade”, som jeg gætter på bruges til at få hunden til at fokusere på gødyrbetvingeren, selv når der er gang i den alle andre steder omkring den.

Og ja, hjemmetræningen gik som forventet meget bedre, især da jeg gik i fryseren og fandt tørret kød til formålet. Så var det så at finde ud af hvordan man træner med 1 hund, når man har 2 hunde omkring sig, så Basse fik en godbid, jeg viste Æsel min håndflade, hun duttede, jeg jublede “DUT!” (det er sådan set ikke en del af træningen, jeg kan bare ikke lade være!) og så “TOP!” og godbid! Det gjorde vi 5 gange, før Basse mosede sig tættere på og duttede min håndflade med snuden. Det kan godt være, han er sendt på pension, men han vil fandme ikke leve på nas hos Æsel og være afhængig af om hun er dygtig nok til at skaffe ham godbidder! Så der blev synkronduttet, råbt “Dut-dut!”, “TOP-TO!” og så langet godbidder ud.

Da jeg løb tør, afgav Æsel et sjældent, fortørnet bjæf, og så måtte jeg i fryseren igen. Jeg var stadig lidt forundret over at Basse også tog træningen til sig, hvilket siger mere om hvor dum, jeg er, for jeg VED jo, han er en klog dreng, der virkeligt godt kan lide at gøre mig glad og vise, hvor dygtig han er. Så ja, jeg forudser at størstedelen af vores træning kommer til at bestå i at gentage noget, Æsel har lært til træning, foran Basse, der så samler det op på en håndfuld forsøg og så delta’r på lige fod. Det er altså også federe at tjene sin løn selv end at leve på nas, så jeg kan såmænd sagtens forstå ham. Det er også bare så meget nemmere at lære noget, når der sidder en demo-hund, der HAR lært det, til at demonstrere.

Men han får virkeligt knoklet for at bevise min påstand om at også gravhunde SÅ gerne vil træne, og hvor dygtige og intelligente, de er, også som seniorer.

Og ja, mit hjerte kan selvfølgeligt næsten ikke bære al den vidunderlige hundskhed, jeg er omgivet af!

Han er som forventet også blevet bedre til humpning, hvilket beviser min påstand om at det er begynderstress, der forsvinder, når han HELT har vænnet sig til hvordan det er at bo med Æsel. Det er stadig rigtigt rart på den måde at lære Æsel, at Basse er Onkel Storebror, og ikke et skældsord. Hun har også luret, at det er hende, der er Æsel nu og er blevet ret god til indkald – når man kan fange hendes opmærksomhed, der er mere flyvsk og udbryderkongeagtig end nogen hund, jeg nogensinde har mødt før!

Vores tur til Nibe var også vores første mere organiserede forsøg på gåture. Basse er jo ikke ret vild med at besørge på fliser, medmindre Æsel starter, og det er jo de lækreste og mest tilgængelige områder overhovedet i seniorparadiset. På de her dage har Basse så lært Æsel i al fald at løfte det ene ben op i selen, og så’n nogenlunde hvad “gåtur” er.

Nogenlunde …

Naboerne har kommenteret på, hvor korte turene er, og dét har de ret i. For Basse prøver at “stå tur” som han plejer, mens Æsel fræser frem og tilbage mellem ham og mig, prøver at få ham til at lege, tjekker jeg er med og laver så endnu en glidende tackling af sig selv henover plænen, hvorefter hun ligger lidt, stirrer på Basse og så ryger i flæsket på ham een gang til. Hans eneste udvej er såmænd at holde sig foran hende, hvilket var muligt, fordi jeg har lagt den anden 10-meterline “på plads” et sted, jeg ikke lige kan huske hvor er, så første tur var med en hylende Æsel i 5-meterslinen og uden at kunne nå Basse, og på næste tur havde jeg byttet snorene rundt. HUN har en fest, Basse er bare umanerligt tålmodig.

Nibe har så også været en introduktion til spejlbilleder i bassethøjde, tunede knallerter, måger, gråhårede naboer med strikketøj og endnu flere robotplæneklippere, så jeg forstår egentligt godt, hvorfor hun har været for træt til at være en pest ved sengetid.

Nu er vi så hjemme igen og kan se frem til et par dage med LIDT mere ro, før vi igen skal til Nibe og begynde at pakke for alvor. Vi får se hvordan det går, Æsel synes at flyttekasser smager virkeligt godt.

Hun udvikler sig og vokser med stormskridt og allerede nu kan jeg f.eks. se hvor meget bedre hendes blærekontrol er blevet. Rodalonspanden er stadig uundværlig, men der begynder at være mere uvane og mindre mangel på kontrol bag det, og heldigvis får jeg stadig al den søvn, jeg har behov for, så jeg fortsat har utroligt meget overskud til at sige “NEJ, røvbanan!!! NEJ!” og kan også tydeligt se, at hun såmænd gerne vil have ros og være artig, bare ikke hele tiden, vel?

Vi skal nok få en dygtig og skøn voksen pige ud af Æsel, det er jeg helt sikker på. Hendes hoved fejler absolut ingenting, og det samme må siges om hendes ønske om at få mere ros og mindre skæld ud. Men hun ER jo heldigvis også en hund med sin egen vilje og selvstændighed, så det er 100% op til mig at gøre “de rigtige valg” endnu mere attraktive. Den del ville bare være lettere, hvis der var mere madøre i hende, men hvis ikke det er det, der kan motivere hende, så finder vi nok noget andet med tiden. Det er bare det fedeste overhovedet at få lov at følge hende, mens hun lærer sig selv, verden og os andre at kende, og at se at små ting ændrer sig, såsom at hun ikke længere bruger 15 forsøg på at finde den mest behagelige puttestilling om aftenen, og at hun bliver bedre og bedre til at nyde at blive nulret på maven. Øjendrypningen har vi jo også fået alt for meget erfaring med, og jeg er begyndt at rense hendes ører med fugtige vatrondeller, fordi der bare samler sig halve kolonihaver derinde ellers. Hun synes heldigvis at ørerensning er en helt speciel form for nusning, som hun faktisk rigtigt godt kan li’, og det gør det godt nok nemmere!

Nu skal vi så snart videre til den forhadte negleklipning, som jeg har brugt 3 uger på at sætte mig op til mentalt … Jeg HADER at klippe negle på hunde, og det har gravkræene 100% kunnet tilslutte sig. Det ville bare være så dejligt, hvis Æsel oplevede det anderledes! De fleste af hendes negle er heldigvis hvide, så jeg kan se blodårerne, hvilket mindsker risikoen for fejlklip, men det både larmer og niver stadig, så jeg kan sådan set godt forstå det, hvis hun stadig ikke er fan.

Det er muuuuuligvis tid til at hive slikkepad’en og peanutbutter frem igen!