Hvem anede, jeg kunne være så stille?

Jeg gjorde ikke. Min humoristiske sans er blevet væk, ditto er det meste af min galgenhumor, og den mangler jeg altså i disse dage!

“Jamen, Stine, det er også hårdt, når ens forælder lige er død”

Det er meget muligt, men ta’ med mig på kursus, og så bliver sorg pludseligt sekundær. Jeg har talt ned stort set siden første dag, og ventet på afslutningen, så jeg kunne komme videre, og diskuteret for og imod at fortælle om forløbet offentligt. På den ene side er der til dels menneskelige tragedier bag og hvem gider egentligt høre på mig, når alt er kværulerende enetaler, og på den anden side er det bare så absurd, at de fleste kan grine af det, så længe de ikke skal være tilstede og ikke tænker på, hvad skattepengene går til. Jeg tænkte, jeg ville helgardere mig ved ikke at fortælle, hvor det kursus foregår, og så er det op til jer, om I gider læse med. Det giver i al fald et svar på, hvorfor der er så stille i den stråtækte idyl.

I denne uge røg min sidste medkursist så også i brædderne, og uden at vide det præcist, så har jeg været så sikker, at jeg til de undrende spørgsmål kunne trække på skuldrene og sige “tjah, jeg er ikke overrasket. Jeg gætter på stress. Det her er et ret frustrerende sted at være”

Se, det er sådan, jeg er blevet. Barnligt passivt-aggressiv. Jeg har altid vidst, at jeg bliver enormt præget af de omgivelser, jeg er i, og jeg plejer også altid at være den første, der siger fra på den ene eller den anden måde, for jeg kan simpelthen ikke holde det ud, fordi jeg i så høj grad spejler den behandling og virkelighed, jeg lever i.

I den her kontekst har omgivelserne været sådan, at jeg er blevet et overtræt barn. Og et barn med voksne, der bliver ved med at insistere på, at jeg ikke behøver spekulere over om alting nu nok skal gå, for det skulle de nok ordne, hvorefter alting så sejler. Nu har min “storesøster” på 8 år så meldt fra, og der er mindre end 1½ måned tilbage!! Det er heldigt, for jeg er ikke sikker på at min mor har krudt nok tilbage til at heppe og holde mig overbevist om, at det ikke er mig, der er urimelig eller noget galt med.

Mit bæger var fyldt, da min barnlige kommentar efter en meget defensiv diskussion blev affærdiget med et “I fik jo sat mødetiden ned til 8 timer om ugen, så hun har ingen grund til at blive stresset”, og så kunne jeg godt fornemme, at jeg bare skulle pakke mine forsøg på kritisk feedback ned igen, og acceptere, at jeg skulle være glad og veltilpas, hvis ikke jeg skulle få et anfald af hysterisk raseri inkl. tårer og deraf følgende manglende evne til at tale og alligevel uden chance for at få presset ændringer igennem.

På Intensiv i Skejby så det faste personale altid frem til, at jeg kom ind på stuen hver middag. Det var sådan set smigrende at være så savnet, bortset fra at det plejede at starte med “Nååååå, Stine, har du haft en god dag på kursus?” og så gik det meste arbejde i stå, mens jeg fortalte hvad dagen havde budt på. Deres øjne blev større og større for hver dag, og det samme gjorde den fascinerende nysgerrighed, som oftest kommer i spil, når man ser et biluheld, ved, det er foragteligt at stirre, men alligevel ikke kan lade være med at kigge efter død og blod. Jeg kan godt forstå dem. Sundhedsvæsnet er virkeligt et trælst sted at arbejde for tiden, og det er sjældent, det hårdtarbejdende personale får lov at tænke “Puh, hvor er jeg glad for, at jeg arbejder i sundhedsvæsnet i stedet for at have din hverdag!” Men så kom jeg jo heldigvis.

Det er et 20 ugers kursus på et sted, der specialiserer sig i at arbejde med folk med skånebehov, både som ansatte og som brugere, og leverer serviceydelser, arbejdsprøvninger og kurser til den målgruppe. Horsens kommune betaler 30.000 for at have mig afsted 12 timer over 4 dage i de 20 uger, og vi startede 3 kursister og 2 undervisere. Vi fik det snakket ned til 2 timer 4 dage om ugen, da det stod klart, at vi var fucked, hvis ikke vi havde læst bogen før undervisningen, uanset hvor meget det så blev pointeret, at det behøvede vi ikke. Jeg havde et par ugers strejke, hvor jeg fik læst bogen igennem efter at have måttet opgive at få lov at se læseplanen, og kunne konstatere, at aftaler om hvad de næste dage skulle fokusere på, ikke blev overholdt. Jeg var ved at nå det punkt, hvor jeg ikke var sikker på at kunne undgå at sidde og tude i raseri og frustration, så det virkede smartest at melde mig ud for en tid. Senere kunne jeg i stedet gå i panik over, om jeg mon rent faktisk bliver kvalificeret til det arbejde, jeg har sagt ja til, hvilket var hele formålet med kurset, og først efter en lørdags eneundervisning af Helle kunne frygten manes i jorden igen. Det var også lidt fjollet at jeg var så bekymret, når nu underviserne har fortalt om de tidligere kursister med navns nævnelse og udpeget dem, når de kom forbi, og desuden havde fortalt os, hvad de havde fået i karakter, og hvor deres faglige og sociale udfordringer var.

Nu er der så mig tilbage, og den ene underviser er væk det meste af tiden. Det er jeg OK med, jeg er ved at blive bims, fordi han ikke har slået tastelydene fra på sin mobiltelefon. Efter 10 år med at lære 18-årige, at mobiltelefoner og andre distraktioner ikke har noget at gøre i arbejdstiden, er det svært at slå tyssetanten fra, og indtil videre har jeg kunnet holde munden lukket med tilbuddet om lige at slå lydene fra for ham, så vi ikke behøver høre på det. Generelt prøver jeg at være stille den første times tid, indtil jeg har fået nok kaffe til ikke at være dødbringende, dog med vekslende held. Oveni har det været svært at ignorere, hvor lidt respekt de to undervisere har for hinanden, så det er noget af en lettelse, når de holder sig lidt på afstand af hinanden.

Jeg får også vedligeholdt min vane med at lede og fordele arbejdet og prøve at få organiseret ting, før det går galt. Og ja, det er bl.a. et af mine arrogante behov for at prøve at gøre tingene bedst muligt for dem, der kommer efter mig; Lidt Gud er man vel altid. En stor del af “borgerne” derude har psykiske problemer, hvor jeg i min amatørisme tænker, at rutine, struktur og en følelse af, at der er styr på rammerne må hjælpe gevaldigt i en i forvejen svær hverdag. Der sidder et par af mine gamle kolleger og fniser lige nu efter at have hørt mig insistere på, at “det er ikke dit ansvar, fokusér først og fremmest på det, der ER” og “nogle ting ER bare sådan, også selvom det ikke giver mening, brug krudtet på det, du kan ændre i stedet”, når jeg vidste, de var typer, der fik stress af absurde indslag i hverdagen. Det er sgu altid så nemt at give gode råd til andre.

Havde jeg siddet ude på Skejby i dag og var blevet spurgt til, hvordan min uge var gået, så havde svaret været som følger:

“Tjoh. Mandag var undervisningen aflyst, hvilket vi fandt ud af, da vi mødte frem. Det viste sig, at de telefonnumre, vi havde afleveret, ikke var blevet registreret, så ingen kunne kontakte os, og det der med Krak er åbenbart for bøvlet. Men det var nu lige meget med den aflysning, for den projektor, der skulle være sat op, var ikke sluttet til, så vi kunne ikke have lavet noget alligevel. Da “Send aben videre” er stedets handicapvenlige firmasport, kunne vi sidde og kigge på projektoren, mens den tilstedeværende underviser konstaterede, at det er mærkeligt, den ikke er sat til, siden de har bedt om det. Så kan vi snakke lidt videre om det, mens vi stirrer på den ikke-funktionelle projektor og forsøge os med en procesanalyse, der skal afklare hvorfor den mon ikke er sluttet til. Samme analyse havde vi lige gennemarbejdet for hvorfor det ikke havde været muligt at kontakte os med informationer om den aflyste undervisning. Det var også uartigt, da jeg ødelagde den gode stemning ved at sige, at jeg mest gik op i, hvordan vi fik rettet problemerne, og hvordan vi så skulle gøre det?

Den aflyste undervisning gav tid til at jeg kunne få fat i den gamle undervisningsbog, hvor der var endnu et kapitel ift. det it-system, vi skulle arbejde med, og så nåede vi at få kopieret det også.

Et par uger inden havde vi gjort opmærksom på, at it-systemet åbenbart ikke længere var en del af pensum, og at bogen derfor ikke omtalte det, men det var en del af kursustilbuddet, og jeg skal rent faktisk bruge det her system fremover, så vi ville sådan set gerne have det gennemgået. Til gengæld har jeg efterhånden en ide, om hvordan forespørgsler udmønter sig, når jeg insisterer på at få udleveret skriftligt undervisningsmateriale eller generelt forsøger at igangsætte en eller anden form for handling eller initiativ. Jeg havde derfor sørget for at finde forslag til bøger, der kunne indkøbes til 210 kr pr. bog, da underviseren mente, at der nok ikke var skrevet bøger om systemet, og at der ikke var grund til at undersøge det. Ydermere var der nok ikke penge til at købe bøgerne, så det syntes han ikke, der var nogen grund til at gå til ledelsen med, og forresten ville kopier af de gamle bøger være fine nok. Siden vi nu sad der med undervisningsmateriale, virkede det oplagt at få vores adgangskoder til it-systemet, og så kunne vi selv rode lidt rundt og prøve os frem ud fra undervisningsmaterialet.

Den opvakte læser vil undre sig over, hvorfor undervisningen er aflyst, når den ene underviser rent faktisk er der, men han havde åbenbart ikke adgang til de nødvendige oplysninger, og det kom slet ikke på tale, at han kunne overtage undervisningen i emnet. Vi har oplevet ham i rollen som underviser, så vi undlod at foreslå det. Men i stedet kunne vi i fællesskab analysere lidt på den bagvedliggende proces, der kunne være årsag til, at han ikke havde adgang til den slags, og ærgre os over, at vi i stedet måtte sidde der og ikke lave noget i modsætning til hvis nu den bagvedliggende proces havde været anderledes.

Tirsdag fik jeg til min store jubel et opkald om aflyst undervisning – da jeg sad i bilen 10 minutter fra kursusstedet og undervisningens start. Det kunne “vi” senere konstatere måtte være min egen skyld, siden jeg ikke selv havde ringet og tjekket, men stolet på, at en aflysning ville blive kommunikeret videre uden at jeg behøvede spekulere på det.

Torsdag sad vi i tavshed de første 10 minutter, før jeg fandt ud af, at vi ventede på min medkursist, som i en mail til mig dagen før havde fortalt, at hun var sygemeldt på ubestemt tid. Det kunne jeg så afsløre, da underviseren undrede sig over, hvorfor den ellers så punktlige kvinde ikke var kommet endnu. “Stress, tror du virkeligt?! Jeg havde slet ikke opdaget, at der var noget i den stil i spil” Ja, jeg er ret sensitiv, men den eneste anden, der havde været i stand til at overse tegnene på voldsom frustration, var min yndlings-produktionsleder, som ret kontant præsenterede sig selv med “ja, jeg kan ikke læse mennesker eller situationer, så medmindre I verbalt fortæller mig, at der er et problem, så opdager jeg det ikke, så vær lige søde at gøre det” Selv denne selverklærede socialt handicappede mand ville dog have bidt mærke i det, når jeg sagde, at det ikke kom som en overraskelse, og at kursusstedet generelt er et frustrerende sted at komme, men heldigvis er ikke alle så modtagelige for passivt-aggressive kommentarer.

Så gik vi i gang med it-systemet uden undervisning, da hverken underviser eller jeg anede, hvor den anden underviser mon var, og det er ham, der skal stå for projektoren, og han tog ikke telefonen, når jeg ringede. Det viste sig, at de manglende login-oplysninger skyldtes, at der ikke var et login. Metoden er i stedet sådan, at man går ind på hjemmesiden og opretter en gratis 14-dagesprofil, og siden det skal bruges senere også, så kan man fortsætte med at oprette nye gratis profiler indtil efter eksamen, og så er det lige meget at vi mister adgangen til allerede indtastede data, der kunne bruges som genopfriskning af hvordan det foregår i praksis. Det cirkus var i det mindste nok til at få stoppet mine passivt-aggressive tendenser og i det hele taget hidse mig nok op til at en alternativ løsning blev fundet, hvilket var heldigt nok, da gratisversionen ikke inkluderede det modul, halvdelen af undervisningen foregik i. Til gengæld fik jeg nu en ny persons udgave af procesanalyse for at dokumentere, at logikken bag beslutningsanalysen burde have resulteret i et brugbart udkomme, og filosoferen over det mærkelige i, at resultatet alligevel var negativt.

Mens jagten på login pågik, kunne jeg i mellemtiden i gratisversionen konstatere, at systemet var blevet opdateret, så undervisningsmaterialet nu var forældet og konsekvent henviste til en “horisontal værktøjslinje”, som ikke længere eksisterer.

Efter aftensmad torsdag fik jeg en sms fra den fraværende underviser, som sådan set havde givet besked om fraværet, det var bare ikke kommet videre til de relevante personer. Jeg bad ham om, om ikke lige han gad tjekke projektoren fredag morgen, fordi den så ud til at pege for lavt til at være synlig på væggen, så vi kunne gå i gang med undervisningen med det samme fredag. Vi har jo immervæk kun 2 timer, som lige så godt kan udnyttes optimalt, hvis man spørger mig. Men jeg er også hende den spøjse, der gerne vil fokusere på det faglige og slippe for alt det sociale samvær.

Fredag morgen starter med “Ja, vi skal lige have startet projektoren, for jeg kan jo ikke kontakte IT, hvis ikke jeg kan fortælle dem, hvad problemet er” og så brugte vi 30 min på at få projektoren til at virke, analysere på billedkvaliteten på den ruflede væg og konstatere, at projektoren virkede meget bedre i det foregående lokale, som var blevet taget fra os, og at det sørme var ærgerligt, at der ikke var samme kvalitet i det nye lokale, før vi kunne logge på it-systemet. Til nogens overraskelse opdagede vi, at profilen ikke kunne bruges 2 steder på en gang, og så blev jeg sat i gang med at lave opgaver på egen hånd og stille spørgsmål, hvis der var noget, der ikke fungerede.

Til gengæld fik jeg som nævnt afklaret, at der ikke er grund til at blive stresset over undervisningsforløbet, og dét var jo rart!”

Så det holder jeg straks op med. Fra lige om lidt.