Det vigtigste først!! Henrik sendte mig de første 8 billeder i aftes, og I skal self have dem ALLE SAMMEN! Også det, hvor man virkeligt kan se gødyrbetvingerens mange hager, for Æsel er jo så topnuttet, at det udraderer alt andet på sådan et billede, og så må jeg indrømme, at jeg også virkeligt er glad for hvor tydeligt, det skinner igennem, hvor fantastisk, jeg synes hun er.

Og nå ja, bare for lige at vise et enkelt billede af Æsel i favn, før hun endegyldigt bliver for stor til den slags.

Ellers går det såmænd hastigt fremad her i den stråtækte idyl. Som barnløs har jeg altid rystet smilende på hovedet, når forældre siger “Stop tiden, jeg vil af!”, men det tænker jeg godt nok virkeligt meget i de her dage! For hold nu op, hvor udvikler hun sig bare hurtigt!!!

Jeg havde egentligt accepteret, at den stråtækte idyl kommer til at sejle i tis i mindst 3 mdr mere, men jeg opdagede i går, at jeg vist kun tørrede 5 tissetåre op. Resten var pænt blevet deponeret på de mange tissepads.

Protip: Tissepads er mest effektive, når der IKKE er bidt en million små huller i dem inden brug!

Jeg synes egentligt ikke jeg havde gjort den store træningsindsats. Bevares, Æsels nattisning består nu i at jeg bærer hende ud af sengen og plonker hende på tissepad’en i soveværelset, hvorefter hun sætter sig, og så går vi i seng igen. Jeg roser hende naturligvis også, når hun tisser på dem, men har også tænkt, at det nok ikke er supernemt at lure for hende, når jeg i alle døgnets vågne timer i forvejen taler til hende med den blødeste, varmeste stemme, fordi, ja, hvem kan andet med sådan en lille trold?

Det kan godt tænkes, at hun bare blev træt af sit nye kælenavn. Yup, “Æsel” har vist sig at være et overraskende kontroversielt navn, selvom jeg jo bare synes det er det allermest oplagte. Om det havde været HELT så kontroversielt, hvis folk kendte mig nok til at vide, hvad jeg ellers finder på, er et godt spørgsmål. Det tog i al fald ikke mere end 4 dage, før jeg hørte mig selv kalde hende Tisling … Buldre-Basse Klistergøj von Grynterberg, AKA Klamme Onkel Basse, har også fået endnu et kælenavn: Onkel Storebror.

Ja, som I kan se på billederne, så har han sååååå svært ved at lade Æsel være! Hun elsker det heldigvis, og de skiftes til at irre hinanden nok til at eksplodere i leg endnu engang. Udover at have en fantastisk effekt på mit humør og psyke, så er Basse også pænt tilfreds med at jeg nu giver ham en smule mere at spise, for han får virkeligt brændt nogle kalorier af.

Det er heller ikke utænkeligt, at han har “the munchies” ganske tit, for han får CBD dagligt i disse dage i et forsøg på at gøre ham bare en smule mere rolig. Nu har jeg så lige bestilt et Adaptil halsbånd til ham, der forhåbentligt også kan hjælpe lidt.

For ja, han KNUSelsker Æsel! Men omvæltningen og al den glæde stresser ham også en del, så han kan slet ikke styre sin humpning, og Æsel siger ikke fra, den slags har hun jo folk til. Jeg bryder ind hver gang, og det kræver altså en vis volumen at trænge igennem hans instinktdrevne adfærd, så Æsel tror vist, at “Basse!” er et skældsord nu.

Det er egentligt ikke fordi jeg er snerpet, jeg bryder ind, men Æsel vejer altså kun omkring de 8 kg og en hvalps led, knogler og muskler vokser jo først helt sammen, når de er på den anden side af 1 år, så uanset hvor stor hun når at blive inden, så kan hendes fysik simpelthen ikke tåle at have 18 kg Basse på ryggen. Heldigvis er hendes standardrespons at lægge sig ned, så vægten primært hviler på gulvet, men noget skal der alligevel gøres.

Jeg tænker, at han falder mere til ro, når han har vænnet sig til “the new normal”, men indtil da får han alt den hjælp, jeg kan komme i tanke om, så han også slipper for al den skældud og i stedet kan få fred til at opbygge sit forhold til Æsel på deres præmisser og uden konstant indblanding fra min side.

Relationsopbygningen kommer så også til at gå lidt hurtigere end jeg egentligt havde tænkt. I mandags havde han tre hellesteder, hvor han kunne gå hen og få fred: Sofaen, puffen og bænken. Puffen var også blevet stedet, hvor hans mad blev serveret, så han ikke behøver tænke på at madbeskytte.

Sofaen ødelagde jeg så ved at sætte en ekstra rampe op, som Basse straks tog i brug. Min erfaring med hunde og ramper er at hvis den er der, og de har lært at bruge den, så foretrækker de den fremfor at hoppe op og ned. Men i og med at HAN brugte den, så lærte Æsel det jo også lynhurtigt.

“Fint”, tænkte jeg, “puf og bænk er også nok”. Puffen har en lille hundetrappe med tre trin, fordi der ikke er plads til rampe der. Der er faktisk heller ikke plads til puf, men det blev der lavet, fordi Basse bare så gerne vil putte “sammen” og på den måde kunne jeg arbejde hjemmefra, mens Basse lå og boblede eller stirrede kærligt på mig, mens jeg jonglerede med tal.

Well, Æsel tog så røven på os begge lige før sengetid for 2 dage siden, da hun let og elegant skred op ad de tre trin. Min underkæbe hang på gulvet, for vi taler altså stadig om Æsel, der er så nybegynder ift. det der med at gå på fire ben, at hun stadig sejler noget rundt, selv når hun bare trisser afsted.

Efter et øjebliks mild panik puttede han sig ned i stedet, for hvem kan stå for en varm damerumpe klemt helt op ad Onkel Storebror? Ikke Basse …

Øjenbetændelsen er også stort set væk, men “den gode drypningsrutine” venter vi stadig lidt på. Æsels instinktive indre madøre OG hendes snusetendenser er nemlig dukket op, så hun har faktisk ikke rigtigt tid til at jeg drypper øjne, for hun har lært, at så er der godbidder og at samtlige poser fra BARF-butikken i Aalborg smager helt fantastisk!

Træningen fortsætter så på køkkengulvet bagefter i den disciplin, der er begge hundes suveræne yndlingsaktivitet: Rangorden og rækkefølge!

Jeg, og mine forældre, fik jo trænet Basses madbeskyttertrang væk ret hurtigt, og det i en grad, så han er virkeligt afslappet, selv når Æsel står med snuden halvt inde i munden på ham for at smage med. Metoden, der løste det problem, var såmænd bare systematik og tillidstræning. Det tog ikke Basse ret længe at regne ud, at når han var hjemme, så fik han sin godbid lige efter at Frida havde fået sin. Når vi var hos mine forældre, så var han nummer tre ud af de fire, der fik, ud fra princippet “age before beauty”. Når han gik glip af uddeling, fordi han havde travlt med at hjælpe min far andetsteds, og kom retur til køkkenet, kun for at lugte, at de andre lugtede af mad, han ikke havde smagt, så satte han sig ved køkkenbordet, vel vidende at hans ration skam lå og ventede på ham.

Nu ligger det så helt ind i sjælen på ham, at han kan stole på mig ift vigtige ting som mad. Jeg er også ganske sikker på, at han virkeligt nyder ENDELIGT at være den, der får først!

Æsel mangler lige at lure det faktum endnu, men det skal nok komme, og sikkert også rigtigt hurtigt som alt andet hos hende. Indtil videre træner vi i al fald “først en godbid til Basse … Og så en godbid til Æsel!” og så venter Basse og jeg mere eller mindre tålmodigt, mens Æsel kæmper med at få gnasket sin godbid. Det er jo ikke et nemt projekt, når man har så meget ekstra skind, også omkring munden!

Og så genta’r vi. Og genta’r. Og genta’r. Nu er Æsel i al fald helt klar over, hvordan en raslende godbidpose lyder! Vi mangler så liiiiige at hun lærer, at “slut” betyder, at nu er der ikke flere godbidder i denne omgang. Men så må vi bare træne lidt mere.