Endnu en travl dag i den stråtækte idyl for alle parter!
Vi har haft gæster igen-igen, for 4. dag i træk, og Æsel KNUSelsker det! Det gør Basse også, self, men det er jo også mest hans fanklub, der har været forbi. Han fremviser meget stolt Æsel til alle med den uudtalte sætning “Se hvad jeg har fundet!!! Hun sad bare på bagsædet og sad, og det syntes jeg altså var synd, så nu bor hun her, selvom gødyrbetvingeren sagde nej, men så måtte jeg også sætte poten hårdt ned, altså, vi ER jo gavmilde og har rigeligt til at dele med sådan en lille sulten, forsømt stakkel, der aldrig før har mødt kærlighed eller opmærksomhed!”.
Vi nikker og siger, “det var virkeligt pænt af dig, Basse, hun har tydeligvis været hårdt mishandlet længe, før hun kom under din beskyttelse”.
Hun viser sig heldigvis at være en handy-hund, ligesom Basse! Hun har hjulpet med at sprede jord i haven, superviseret robotplæneklipper, og især har hun hjulpet med at lægge grænsekabel ned til selvsamme plæneklipper.
Derudover er den stråtækte idyl i dag blevet børnesikret! Jeg fik sendt Ole i Jem&Fix for mig, før de kom, så nu satser jeg på lidt godt vejr, så jeg kan få malet hegnsstolperne, før ukrudtet igen blokerer adgangen. Der er kommet mere rodalon også, hvilket vi altså stadig trænger til, selvom hun er blevet rigtigt dygtig til at bruge tissepads. Vigtigst af alt er der kommet strømskinne til stuen, for Æsel er tydeligvis også i overvejelser omkring en karriere som elektriker, så nu er stikdåsen vægmonteret, og jeg har gemt stikkontakten bag puffen og fået løftet lavthængende ledninger op over Æselhøjde. Vi er nu også en husholdning uden dug på bordet.
Desværre tog de også et par stumper masonitplader med, der med lidt nanotape fint sidder fast på gulvlisterne i køkkenet, hvor Æsel ellers har haft travlt med at fjerne løbesod fra forrige århundrede fra skorstenen. Jeg værner meget om mit rustikke hjem, så levn fra 1940’erne skal naturligvis have lov til at blive her til næste idylejer også!
Begge kræ er blevet klappet, kælet, skamrost og beundret i en grad, så de burde have fået slidt 10 cm af benene og være hårløse, men på mirakuløs vis ligner de til forveksling de to røvhuller, jeg hev ud af sengen i morges.
Jeg er til gengæld rigtigt lettet over at min nye nabo med Dyreværnet ikke er dukket op … Mine forsøg på natmad er åbenbart som at hælde EPO på cykelryttere, så jeg var den eneste, der var træt, da vi gik i seng i går. Det blev også aftenen, hvor jeg lærte, at jeg aldrig mere går i seng uden at tage et par bamser med!
Begge kræ havde overdrevet voldsomme mængder krudt i røven, og Æsel bestemte sig for at hun fandme ikke ville have siddende på sig, at hun ikke bider, og ja, bevares, det er stadig svært at åbne munden for meget, men hun kan da lige få fat i det yderste hudlag, når hun prøver. Og prøvede, dét gjorde hun i aftes! Det i en grad, så stråtaget var ved at lette, da jeg skreg “av for helvede, din slambert, hold op!!!! NU!”, da jeg fik tatoveret de første 4 prikker på den gammeldags maner på underarmen. Det blev så tolket som “det skulle have været højere oppe!” og så fik jeg et identisk par på indersiden af overarmen. Jeg er fast på blodfortyndende medicin, så jeg forudser, at min forkærlighed for at være iklædt masser af farver også kommer til at inkludere “under tøjet” de næste måneder, især fordi hun også har opdaget, at hun rigtigt godt kan lidt piercinger!
Jeg vil ikke kloge mig på hvordan det er at have børn, men jeg vil gerne kloge mig på hvordan det påvirker omverdenen til at mene, at “it takes a village” betyder, at man gerne må svine “forældrene” til ud fra småbidder af information eller billeder, og det at have hund er næsten identisk. Selv de mest perfekte forældre oplever igen og igen at høre fremmede mennesker kritisere alt, hvad de gør med ungerne og hvad, der kan ses på billeder, og det samme gør hundemennesker altså. Det er vildt som ting skal kritiseres sønder og sammen, når man prøver at lægge et billede op af en hyggestund, og nogen så i vindueskarmen måske får øje på en potteplante, der kan være giftig for hunde og vælger totalt at ignorere det faktum, at hunden kun kan få fat i den, hvis nogen løfter den op til planten. Det er blot et hypotetisk eksempel, jeg er heldigvis god til at undgå steder, hvor folk føler sig berettiget til at komme med uopfordrede “gode råd” og “det er bare min mening, hvorfor bliver du sur?”-kommentarer.
Det er heldigt, jeg undgår den slags steder, for ja, jeg går ind for positive træningsmetoder, ikke bare fordi det er bedre for hundenes tillid og tryghed, men også fordi det efter min erfaring virker bedre ift. indlæring, men ligesom småbørnsforældre, så har jeg altså også øjeblikke, som jeg ikke er synderligt stolt af og nødig vil have andre ser. Såsom at blive helt gennemgående arrig, når Æsel begynder at gnaske mig på steder, hvor det virkeligt gør ondt, mens det eneste, jeg har overskud til, er at sove. Det tog mig dog ikke mere end 10 sekunder at tage mig sammen, finde tålmodigheden frem igen og så stå op og finde et par bamser, jeg kunne blive ved med at give hende, hver gang hun gik i gang med at bide i mig eller puderne. Det ta’r heldigvis heller ikke så lang tid fra sengetid og indtil hun ikke kan holde øjnene åbne mere.
Hvorfor skriver jeg så det, når det virkeligt var et øjeblik, jeg helst ikke vil have andre til at kende til? Fordi det bare er en del af at have hund (og børn, er jeg sikker på), og især at have hvalp, og det sker for os alle, er jeg sikker på. Det vigtigste er at stoppe sig selv, og vende tilbage til de metoder, der er gode for både to- og firben. Ingen er perfekte, og det er simpelthen så vigtigt, at vi finder tålmodigheden og omsorgen for os selv frem igen også, og ikke går all-in på skam og selvpineri, men i stedet får børstet det af os og kommer tilbage til den version af os selv, der er kærlig, tålmodig og som får de væsener, der er totalt afhængige af os og vores luner, til at turde have tillid til os igen. Æsel har heldigvis tilgivet mig, for hvis der er noget, hunde er, så er det tilgivende og tillidsfulde, selv med mennesker, hvor de ikke har grund til at være det. Jeg prøver i døgndrift ihærdigt ikke at være sådan et menneske, og det lader til at både Æsel og Basse mener at jeg er bedre end det, heldigvis. Basse er virkeligt et klasseeksempel på, hvor tilgivende hunde er, for hold da op, hvor har jeg begået mange fejl med ham og Frida, der burde have kostet mig vores gode forhold, men hunde er heldigvis tit gode til at leve i nuet og se det klogere menneske, jeg trods alt blev af alle mine fejltagelser.
Jeg har så lært af gårsdagens fiasko også, så her til aften fik de natmad kl. 21, og nu ligger Basse og snorker på sin puf, mens Æsel bobler med hovedet på min fod. De har haft en rigtig hyggelig dag og aften, og det lod gæsterne også til at have, selvom jeg i vanlig Stine-stil gik i gang med at ødelægge den gode stemning, da jeg gentog min trussel om, at de røg ud på røv og albuer, hvis de fodrede Æsel ved bordet. Om det var truslen eller min efterfølgende bemærkning om at bassets tit er storsavlende, og at jeg meget gerne vil undgå at spise aftensmad sammen med en Æsel, der er ved at grundlægge de 1000 søers hus, skal jeg ikke kunne sige, men det hjalp nok en del på det, da jeg også sagde, at begge hunde må få alle de godbidder og rester, de kan klemme i dem, bare det foregår 30-60 min efter spisning og i køkken og bryggerset.
Nu har Æsel også prøvet sin første bid menneskemad, da hundene som sædvanligt fik resterne af bøfferne, behørigt serveret i deres skåle og med lidt tørkost til. Så venter vi bare på at finde ud af, om Æsel får eksplosiv diarré hele natten, eller om maven vil være med til det … Næste uge kommer til at starte med et besøg hos den lokale BARF-forretning, hvor vi skal prøve at starte Æsel stille og roligt op på råt kød, forhåbentligt i tide til at bibeholde de maveenzymer, hvalpe har, der giver dem mavesyre som batterisyre og som får dem til at kunne fordøje råt kød og rå ben uden problemer overhovedet resten af livet. Nu har vi tjekket stegt kød, og Æsel er i dén grad fan, selvom det endnu er uvist om hendes mave også er!
Både bassets og gravhunde har hos en del mennesker det forkerte image, at de er dumme som snot. Hvorfor? Fordi de ikke bare gør, hvad de får besked på. JEG ved bedre, de er lige præcis så intelligente, at de ikke accepterer “fordi jeg siger det!” som et argument for hvorfor de skal følge mine kommandoer, når de selv kan se, at alternativet er langt mere attraktivt for dem. Det betyder også, at man skal sætte sig nøje ind i hvad der motiverer dem, så man faktisk kan få dem til at følge kommandoer.
Indtil videre er Æsel jo “dum nok” til bare at gøre hvad jeg siger, fordi jeg siger det. Det ved jeg godt formodentligt ændrer sig, så jeg har i den grad travlt med at få hende lært ting nu, så hun har dem på rygraden, når teenagetrodsen og en bedre udviklet hjerne viser hende, at det er åndssvagt bare at følge gødyrbetvingerens instrukser.
Lige nu går det bare SÅ hurtigt! Jeg er blæst bagover over hvor hurtigt, hun lærer hvad jeg prøver at formidle og hvor dygtig, hun er til at samle hints op, for guderne skal vide, at jeg ikke er god til “kort og præcis” kommunikation! Det er endnu en grund til at jeg er så benhård, når det kommer til ting som fodring ved bordet.
Det ta’r max 3-4 gentagelser af en ting, før Æsel har fattet det og gør det af sig selv. Det er fedt, hvis man husker det, og ikke f.eks. lige træner “rangorden og godbidsuddelingsrækkefølge” midt i døråbningen, fordi det var lige der, der stod en pose godbidder!
Så nu sidder Æsel troligt midt i døren, når hun kommer ind og venter for at se, om der er godbidder for det. Det er der ikke – mere. “Sidder?”, siger du så? Og ja, jeg har trænet “sit” med Basse og Frida, når de fik godbidder, så Basse plonker sig som regel direkte på røven, når der er udsigt til godbidder, og det har Æsel OGSÅ luret, så det gør hun naturligvis også.
Hun kan også genkende lyden af godbidposen, hvilket hun ikke reagerer på, men til gengæld er “hånd i godbidpose” en lyd, der tiltrækker hende som myg til stearinlys! Hun har heldigvis ikke indset endnu, at vi træner ting indtil de sidder, og så rykker videre, så hun har også stort set lært, at hun får en godbid efter Basse og derfor ikke behøver bruge tid på at sidde med hovedet halvt inde i hans mund og nøjes med dunsterne.
Jeg har også skrevet, hvordan hun er blevet lidt mere sensitiv overfor ting, hun ikke bryder sig om, hvilket jeg stadig tilskriver, at hun nu føler sig tryg her og ved, hvad der er “hverdagslyde”. Den tryghed gør også, at hun nu begynder at bruge sin snude mere, og dén er fandme effektiv!!!
Annette og Henrik var her torsdag, hvor Æsel lynhurtigt opfangede, at det medbragte indkøbsnet var fantastisk. Det havde hun ret i. Det indeholdt ikke bare de perfekte barselsgaver (køkkenrulle og desinficerende spray), men også tyggepinde, og mens Annette var travlt beskæftiget med at give Basse hans ration, så fandt Æsel selv sin, man er vel hjælpsom.
Deres besøg og besøget i dag var nok de bedste, hvis man spørger Æsel. Bevares, fredagsgæsten kom med helt fantastiske barselsgaver også, inkl. nogle lækre og tandvenlige bolde, OG hun var venlig nok til endeligt at løfte Æsel op på den bænk, der er så tillokkende og hvor Basse får lov at spise i fred, men Henrik og Ole brugte en god tid af besøget siddende og liggende på jorden, hvor Æsel kunne få fri adgang. Pyt så med at Henriks kamera sagde lyde, hver gang han fotograferede vores yndlingspige og at Ole var irriterende optaget af at vikle kabel ud, de var et sted, hvor hun kunne hjælpe, og dét gjorde hun!
Det var også nødvendigt, for begge herrer er altså nået et erfaringsniveau i livet, hvor der kommer en del stønnen, når de skal på benene igen.
De kom på benene igen nogenlunde på egen hånd, for Æsel har ikke tid til at hjælpe hele tiden, hun har travlt med at lege med Basse! Og heldigvis var ingen af dem hårdere ramt end at de lignede de andre gæster og mig. Det er SÅ rart at få bekræftet, at jeg ikke er den eneste, der konstant ligner en lallende jubelidiot med et, muligvis permanent, fastfrosset smørret grin i ansigtet over de to gødyr, der er den bedste antidepressiva, jeg har oplevet, og jeg har immervæk prøvet en del!
Basse har dog fået et problem på halsen, selvom han nok ikke helt har forstået det endnu. Problemet med ikke at kunne kontrollere sin indre klamme onkel er, at Æsel nu tror, at legen handler om hvem der først kan komme op på ryggen af den anden. Det er meget hyggeligt nu, hvor hun vejer omkring de 8 kg, men jeg tænker, at Basse nok fortryder det, når hun kommer over 20 kg.
Han råsnorker allerede i stor stil efter dagens strabadser, og det bliver nok trods alt værdsat, at vi ikke har planer de næste par dage, indtil vores tur til BARF-butikken og senere når hundeosteopaten Sofie kommer for at tjekke, om Æsel er blevet hevet lidt skæv under fødslen. Hun virker helt fit for fight, men det er bedre at vide end at tro.
Nu er der så snart kun en uge til at Æsel bliver 12 uger, starter hvalpetræning og kan komme til dyrlægen og få sin vaccination. Til min store bekymring kan jeg godt se, at vi er nødt til at tage Basse med. Som de fleste erfarne hunde har han fået en del vorter og fedtknuder, men jeg kan mærke, at den, han har på siden, som jeg tænker er mikrochip omviklet af arvæv, er begyndt et vokse en del, så nu er vi nødt til at få den tjekket og få en vurdering omkring om den bør fjernes og tjekkes for kræft. Det er naturligvis ikke kræft, for som jeg har sagt til Basse: “Nu har jeg købt en hund til dig, og så skal du fandme ikke prøve at dumpe opdragelse og underholdning på mig ved at trække cancerkortet og stå af hverdagen!”, så det er helt sikkert ikke noget alvorligt!
På plussiden er der ved den omgang ikke grund til at udnytte dyrlægens “behandling eller gratis”-tilbud, som er årsagen til at der som regel er over en times ventetid, når man trækker nummer til konsultation om eftermiddagen. Vi kan i stedet bestille en tid og komme til med det samme, når jeg allerede ved, vi alligevel skal betale for den konsultation. Til gengæld kan vi drage fordel af familierabatten, når vi kommer alle tre, og jeg glæder mig simpelthen sådan til at se hvordan Æsel opfører sig, når hun skal i snor og sele og kan se hvordan Basse går med den slags på.
Men først kan vi heldigvis nå at få adskillige omgange god nattesøvn, hvilket også er der, vi er nået til nu i dagens program, så godnat til gødyr og gødyrbetvingere i det ganske land!