Jeg har byttet plads med endnu en flok hundesittere, der nu også har indtaget den stråtækte idyl. Heldigvis, især Frida var ved at blive så kulret, at hun åd alting.
Søde nabo Susannes vikariat er gået i vasken, så hun går hjemme lidt endnu. Hjemme bliver snart Dianalund i stedet, huset er solgt. Det bliver altså noget trist for mig. Men indtil da fortsætter hun det motionsregime, hun fik startet op af smerteklinikken, og nu involverer det også gravkræ.
Dét var godt nok noget, der battede på separationsangsten! Kræene lærte hurtigt, at hun kun kom, når jeg er gået, så det har nærmet sig det punkt, hvor kræene pakker min taske for mig.
Men nu er jeg flyttet ind på patienthotellet hos mor. Det er noget skidt, det her.
Alle tal ser endeligt superfine ud, og alt er godt. Bortset lige fra de lunger der. De er tilsyneladende regredieret til trodsalderen, og nægter at gøre det, de får besked på.
Skæld-ud virker ikke. Det er gennemtestet så mange gange med få variationer, at det snart må kunne stemples som videnskabeligt bevist. Men man kan jo lige så godt prøve.
Det hjælper heller ikke at provokere ved at omtale hans dårlige kulør m.m. højlydt nok til at han, selv i sin bedøvede tilstand, kan tænkes at have hørt det.
At fortælle om alle de meget lidt grimme sygeplejersker er heller ikke et hit.
Det eneste, der har virket lidt, har været alt for meget snak over sengen, hvor han på særpræget vis har sikret sig mere bedøvelse, så han kan undgå os kaglende madammer et par timer.
Det ER alvorligt, det her, ellers var jeg blevet i Lundum og havde fortsat de daglige visitter. Det viser sig at være meget heldigt, jeg kan ikke længere køre bil på medicinmængder, jeg engang kunne tolerere, og efter 5 uger med al for lidt hvile, har jeg virkeligt brug for gavmilde mængder! Jeg plejede altså heller ikke at blive så træt af dem.
Så jeg hænger lidt ind over sengekanten, hvis jeg kan få moslet mig på plads for alle apparaturerne og dimmerne, hvilket bliver mere og mere svært. Samtidigt skal jeg også have overblik over, hvor på sengen, jeg kan sætte mine albuer og underarme, uden at stoppe et eller andet rør.
De har skiftet ud i maskinparken. Først med et par dræn i lungen, der risler, og får mig til at tro, jeg er tilbage i videokodningen med lokalets vandfald. Og nu også med en vibrerende respirator, der prøver at ruske lidt gang i de lunger. Dén lyder til gengæld som motoren i mine forældres gamle båd – og ryster hele sengen på samme måde også. Det er ikke helt heldigt, at jeg pga. det er regredieret til barndommen, hvor lige præcist de to ting, og lyden af rislen og skvulp gennem glasfiberet, var en sikker måde at få lullet mig i søvn på.
På plussiden ville ingen høre mig snorke, men jeg ville nok uværgerligt få viklet mig ind i et eller andet, der trigger en alarm.
Vi drikker kaffe i stedet. Meget af det! Vi sover ellers om natten, bare ikke specielt godt. Men det er rart kun at være 1 km væk i en anden fløj, hvor vi ikke engang behøver gå udenfor for at komme herover.
Det er også medvirkende til at skabe følelsen af at være fanget i en kriseramt boble. Angsten, håbet, og sorgen ligger og flagrer et sted, men den har forladt selv mig, som jo ellers er noget af en tuder. Det er så ikke det samme som handlingslammet, tværtimod.
Og det er det, man gør i en boble. Man handler, plejer og ordner. Siden der er søde sygeplejersker til alt det, så må vi jo finde på andet for at holde magtesløsheden i skak. Mor holder halvdelen af Nibe opdateret, og jeg leger med kateterslange, så jeg kan føle, jeg foretager mig noget.
Jeg er ellers efterhånden klar til at klare en del her på professionel vis, men nøjes med at være den røvirriterende kvalitetskontrollant. “Det der dræn, skal det ikke boble?”, og det skal den slags jo. Jeg kom til at sige noget om Münchhausen by proxy, mens jeg sad der, så jeg har ihærdigt holdt mig væk siden. “Når det der siger sådan, hvad betyder det så?” o.s.v. Jeg er også hende, der i høj grad tager imod “sig til, hvis vi kan gøre noget”-udsagnet, så nu prøver de at lade hans skæg vokse ud igen, og ser, om div. plastre stadig kan fæstne. Fjollede, små ting, men igen, så GØR jeg da noget! Det er lidt som at se mormor i køkkenet, lænet op af rollatoren, mens en af døtrene laver mad. “Nå … Rører du dén vej i sovsen?”
Personalet er heldigvis ikke bare rummelige, men også skidedygtige, så den der bekymring om, om han måske ikke får den behandling og omsorg, han har brug for, er ikke-eksisterende, heldigvis. At de så også tager sig tid til at gå og nusse om mor og jeg er bare fantastisk.
Jeg synes, jeg kan høre det samme rundt omkring. Gangene på intensiv er fyldt med handlende pårørende, der planlægger, informerer og håndterer i rasende tempo, og kan få videreformidlet de mest hjerteknusende beskeder næsten uden at reagere. Men kommer der små børn gennem gangene, så bliver de lynhurtigt ramt af voksenøjne, der trænger til at se noget levende og sprudlende. Selv en børnehader som mig trænger.
Jeg frygter på et eller andet tidspunkt at komme ud i den virkelige virkelighed, og gå på røven med sådan et brag, fordi nu får alt det skete pludseligt konsekvenser, som dårligt kan handles væk.
Det er på sin vis vældigt trygt at være i den her beskyttende, og rædselsfulde boble, hvor konteksten er så kompakt og kendt, og magtesløsheden knægtet med rutiner.
Og så er der forår i boblen!
