Category Archives: Noget at glæde sig over

Den udødelige champagne – genudsendelse

Julen nærmer sig. Det ved jeg, fordi jeg får pop-ups fra min kalender, der fortæller mig, at sidste frist, hvis jeg skal nå ditten og datten før jul, er lige om lidt. Jeg har fået lavet de sidste mindmaps til kursus, og skal nu have min 8 siders opgave klar til aflevering den 4. januar. Det er 4. erhvervsakademikursus, og jeg er ikke så stresset. Tro det eller lad være, mit problem plejer at være at opgaverne bliver for lange …

Men ellers. December. Den er her. Jeg kan se den. Den virker mørk. Og lang.

Det er sådan et “Dr. Livingstone, I presume!”-øjeblik. Jeg forventede, at den der december var der et sted, men jeg havde altså ikke regnet med at finde den stillestående! Fra 2001 til 2013 var december lig med mindst 50 timers arbejdsuger i mindst de sidste to uger før jul. 2014 var en 3-øjet fisk med kun 15 timer ugentligt, og en grim fyringsseddel i tasken.

Nu er det så 2015. Jeg har sendt småkager til postfolk, krævet arbejdstimer fra de samme, og når altså stadig det der punkt, hvor jeg gamle cirkushest kan lugte savsmulden. Jeg sender kyssemails og endnu flere kyssetanker til det arbejdende folk, og om natten drømmer jeg  stadig, at jeg har sovet over mig, at det er decembertravlt, og at følelserne og stressen sidder uden på tøjet, mens jeg bare glæder mig til den 24., hvor jeg kan kollapse i ugevis (fair nok, til sidst blev det månedsvis) til jeg er klar igen. Og SÅ holde fri mellem jul og nytår, fordi den døde periode HELT uden action er så antiklimatisk, at jeg ikke kan holde til det.

Det er en af de værste ting ved at være skadet. Jeg kan ikke længere knokle til det punkt, hvor alle lemmer er så udmattede, at hjernen ikke kan trække sig i sving, og jeg bare ER, og er TRÆT! Den der følelse efter at have flyttet møbler på 3. sal hele dagen efter al for lidt søvn. Det er dén, jeg snakker om, den, jeg savner.

Men jeg går her og går. Eller. Det gør VI, og vi sidder faktisk mest. Kræene vil gerne påpege, at de er generelt forsømte pt, ikke bare på bloggen. Det der kursuspis med at skride afsted 8-10 timer pr. dag er IKKE OK! De har efterladt pletter, der viser præcist, hvad de mener om dén sag! Jeg kan så sidde og glo på pletterne, for det er der pludseligt tid til. Jeg har bestemt mig for ikke at betragte pletterne som speed Rorschach-tests …

Når der er sådan nogle nye dyr på savannen, så er det vel okay lige at kigge lidt længere, ikke?

Det er ikke så nemt, når man er en Stine, der ikke er vant til at sidde og vente tålmodigt uden at sige et pip. Vores yndlingsgnavne, gamle mand har ellers trænet mig ihærdigt for at lære mig at være stille.

Til sidst tog han mig med på jagt for at se, om det virkede.

Nu bliver jeg ikke inviteret med på jagt mere, og det skyldesvist ikke skavanker .. Måske han skulle tage mig med på fugletræk, hvor pippen er brugbart.

Der er stille i Lundum. Jeg har faktisk vænnet mig så meget til det, at det er helt OK, og jeg tysser gerne på fredsforstyrrere! Det hele havde sikkert været sjovere med sukker. Ja, det var kræene, der talte der!

Men det er så den nye december for hende, der aldrig rigtigt har haft en voksendecemberfritid post Post Danmark. Det sidste, jeg husker, var at der altid var så travlt, så travlt op til jul, og at forventningerne var så høje, at vi aldrig kunne leve op til det. Det med de uopnåelige forventninger er åbenbart gået over, og hvor er det rart.

Det lader til, at det vigtigste i december er, at det snart er den 22. og SÅ bliver det lysere igen! Min kur mod vinterdepression har altid været at arbejde, så jeg ikke gik hjemme og så ud på mørket, men i stedet sad i betonkassen og var hyperenergisk, fordi jeg ikke opdagede mørket.

Det virker dog ikke som om jeg har tendens til at blive vinterdeprimeret .. Der kan man bare se!

Jeg er så heller ikke så champagneramt som jeg gerne ville være. Den der Möet, jeg ikke har råd til, ligger stadig i køleskabet og venter på en anledning.

Jeg har stirret lidt mere end sædvanligt på den i denne uge. Den slags kan jo risikere at blive for gammel! Jeg kan stadig huske, hvad den kostede, så holdbarhed ER et issue!

Jeg har talt med både pensionsselskab og advokat i denne uge, og så pudsede jeg flasken af igen. Pensionsselskabet siger, at jeg bare lige skal finde mig et job, og så er de friske på en afklaring af en art. Advokaten bliver ved med at hælde no cure, no pay-timer i min sag, og når advokater vædder deres timeløn, så tør jeg ikke vædde imod dem! Heldigt nok at vi holder på samme syge krikke.

De uinviterede gnavere holder vist stadig fest på loftet. Jeg har prøvet at være helt stille for at høre, om de mon sidder og synger “På loftet sidder nissen”, og bander over at måtte nøjes med havregryn i stedet for risengrød, men min hørelse er vist ikke skarp nok.

Basse har bestemt sig for at kunne lugte dem gennem husmuren i stuen, hvilket er ganske imponerende. Jeg er mindre imponeret, når han begynder at prøve at grave sig ud til bæsterne. Det er selvfølgeligt heller ikke nemt, når gødyrbetvingeren taler om at ville have bæsterne ud og kræene ind, hvis man er gravkræ med en lille snert af personlighedsforvirring.

Heldigvis er gravkræene ret nemme at distrahere, der er dømt julerengøring, og den store støvsuger er fremme!

Og jeg overspringshandler ved at sidde her. SLUT med det!

Glædelig jul fra gødyrbetvingeren og gravkræene!

Men sig det ikke til Dyrenes Beskyttelse!
Men sig det ikke til Dyrenes Beskyttelse!