Så! Daten med rehabiliteringsteamet er overstået! OG den udødelige champagne er død! Den har ligget i køleskabet i over et år og ventet på en milesten, og nu kom den! Næsten, altså …

Rehabiliteringsteamet har indstillet mig til fleksjob!

Min første kommentar var ikke “FEDT!”, men “øh … jeg vil gerne lige påpege en enkelt fejl”

Jeg havde ligget søvnløs om natten, haft nervøs mave hele dagen, og var blevet benhårdt eksamineret i 30 min, før jeg måtte bide negle i 40 min, inden jeg blev kaldt ind for at få “dommen” Det er virkeligt svært at få fleksjob nu til dags, i stedet har kommunerne det med at sende folk i ressourceforløb i årevis, hvor de så kan gå overladt til sig selv på en kontanthjælp, det er jo trods alt billigere for det offentlige.

Eksaminationen , undskyld, SAMTALEN lugtede enormt meget af at resultere i endnu en praktik, der kun ville give et ringere arbejdsmæssigt resultat, siden jeg allerede er blevet afprøvet på det område, jeg bedst kan holde til.

Min søde socialrådgivers lige så søde ferieafløser brugte ventetiden sammen med med mig og Torben fra 3F(jeg har stadig ikke fortalt ham, at gravkræene og jeg rykker ind i en kurv på hans kontor og råber på ro, kaffe og kage lige om lidt .. Han bliver overrasket!) på at forsøge at berolige mig.

Jeg har næsten lige fundet mit første grå hår! Næsten, siden min beretning om det invaderende hår i øjenbrynet først blev afleveret blandt venner. Man skal absolut ikke spørge dem (eller mig) om ens røv ser fed ud i de her bukser. Det er ret sandsynligt at svaret bliver “Ja, men den er ikke blevet større i de bukser, så køb dem!” Det afskyede grå hår blev affærdiget med “Stine, har du set dine hårrødder? Det er ikke dit første!” men i det mindste var jeg stadig 36!

Da jeg fik papirerne i hånden, før den verbale aflevering af dommen, brugte jeg mit videokodningsscannerblik. Det er sådan en superevne, jeg har. Mig og alle de andre, der har brugt mere end 1 år i videokodningen hos Post Danmark. Først faldt jeg over ordet “fleksjob” og så “39-årig” inkl. et CPR-nr, der var ændret fra 79 til 76. Fandme nej! Det grå hår VAR blevet plukket, så “handicappet” var ok, men +3 år er virkeligt ikke i orden!

“HAH! Jeg sagde det jo!” var talskvindens respons på den rettede alder, efterfulgt af et triumferende blik rettet mod resten af panelet. Jeg er virkeligt glad for at nogen havde forsvaret mig!

Teamets indstilling (til fleksjob, ikke alderen) skal godkendes af et eller andet udvalg, og jeg får svar om en uge, men det er så sjældent, at rehabiliteringsrådets indstilling afslåes, at jeg valgte at myrde champagnen alligevel. Den har trods alt ligget der et år, der må være grænser for holdbarheden!

Jeg kan stadig godt kvie mig lidt over, at det stadig er de ressourcestærke, der klarer sig bedst i systemet. Det har ikke ændret sig på trods af alle stramningerne.

Det var ikke kun torsdag, der var en stor dag. Mandag var også pænt stor. Godt vejr og alt muligt! Jeg valgte at bruge dagen på at tage støttehjulene af gravkræene, så at sige.

SE!

Min far påstod, at de kun respekterer grænsen, fordi de ved, at de hvide bånd gør nas. Og det ved jeg jo er noget pjat, for de rører såmænd de hvide bånd jævnligt, og de ved også, at man ikke nødvendigvis får stød af dem. De løber stadig ikke ud! Hold op, hvor føles det skønt at få has på et uvornt gravkræ på pavlovsk manér! Især når man kan blære sig højlydt offentligt bagefter.

Det var SÅ fedt  i 2 dage – og så fandt jeg de to dybe huller, gravkræene havde gravet for at kunne komme ud under hegnet. Det ville være virkeligt smukt at komme for sent til møde med rehabiliteringsteamet, fordi “mine gravkræ er stukket af! Og har for øvrigt også spist mine lektier!”

De fejrede også torsdagens møde på egen hånd herhjemme. De synes, det er meget oprørende, når jeg bliver nervøs og forfjamsket inden den slags. Man ved aldrig, måske havde jeg vitterligt fået et opkald om at jorden var ved at gå under?

Det endte i al fald med at jeg efter 3 timer kom hjem til det her.

Dén var ny. Men for at jeg ikke skulle hænge mig i detaljer, havde nogen også været oppe på spisebordet og i pillekassen ved siden af sengen. Pillekassen er fuld af div. medikamenter, der kan få mig til at sove, hvis jeg ellers har for ondt.

Frida er åbenbart mest til den sødlige epilepsimedicin og så lidt antidepressiva ved siden af. Jeg syntes ellers, kræene virkede upåvirkede, men som kom Tora og Jens på besøg lørdag.

Basse havde i det mindste overskud nok til at stikke af. Ikke mere end at han blev afhentet 25 meter væk, men han var altså derude, hvor andre væsener er! Og biler! Men mest pindsvin og de andre mennesker. Det var heller ikke et stolt øjeblik hos gødyrsbetvingeren, som lige havde nået at sige “ork nej, de stikker ikke af, de er jo lige ved at sige hej til jer!”

Ja, nogen havde 3dobbelt mængden af smertestillende, det er jo nu, der skal laves noget udendørs … Men det synes jeg jo ikke, jeg plejer at blive SÅ dum af.

Det var heller ikke ubetinget et hit hos kræene, at der blev udråbt fælles arbejdsdag. Frida gad fandme ikke det pis! Basse så jeg ikke meget til, han hjalp Jens med at skure hegn. Eller. Han hjalp mest med at beskytte Jens mod vandslangen.

Det er stadig en af de fede ting ved at have sit HELT eget hus: Hvis man vil slås i vand med retarderet gravkræ, så er der ingen voksne til at sige nej!

Jeg håber at få malet hus, stern og hegn i løbet af august måned. Den slags kan man, når man har smertestillende til overs til forbrug – hvis altså Frida ikke har ædt dem.

Og planlægger du at komme på besøg? Så forbered dig på det værste, der bliver INTET lavet indendørs, mens jeg bruger alt mit krudt + en del mere udendørs.