Som barnløs får det mig stadig til at få sure opstød, når nogen kalder mig for “hundenes mor” eller siger “det er næsten lige som at have børn”. Hunde er hunde, og de har brug for en god, moderne leder, der sætter grænser og kommunikerer klart og tydeligt (yup, jeg kan sagtens selv se udfordringen der, tro mig!) og motiverer dem til at blive de gladeste og tryggeste hunde, de kan blive.
Men jeg må godt nok indrømme, at jeg er begyndt at bruge fifs, jeg har samlet op fra veninders snak om børneopdragelse …
Æsel punkterede fuldstændigt i går efter aftensmad og sidste spontane visit, og det blev hun så simpelthen ved med. Da vi ramte 22 begyndte jeg at blive bekymret! Ikke for Æsel, bevares, jeg ved godt, at hvalpes vigtigste behov er rå mængder mad og endnu mere rå mængder søvn og så lidt stimulering i de vågne timer … Nej, det er sgu mig, jeg var bekymret for!
“Natmad” er afskaffet, fordi det viste sig at virke som at hælde amfetamin i punchen ved teenagefesterne, så det holdt vi lige op med igen.
Til gengæld tilstår jeg gerne, at da vi ramte 22, så begyndte jeg at pirke til Æsel, prøvede at lokke hende til noget aktivitet eller bare et eller andet, så jeg ikke skulle sove med en overkrudtet, veludhvilet Æsel, der var klar på mere aktivitet!
Men intet kan udkonkurrere søvnbehovet hos Æsel, måtte jeg konstatere … Og så bare indstille mig på en nat, hvor jeg nok ikke fik al den søvn, JEG havde brug for!
Jeg eksperimenterer også stadig med babyfifs ift at få hende til at opfatte sengen som et sted, hvor man sover og hviler, og KUN det. Så da hun starter med at putte sig i min favn med maven vendt opad, ja, så var der dømt blid mavenusning og rooooooolige ord. Der er så bare det med Æsel, at hun virker oprigtigt kilden rigtigt mange steder på kroppen, og ISÆR maven! Så jeg trak neglene til mig igen og prøvede med blide fingre, og hun vred sig stadig som en ål, der var trukket på land.
Så prøvede jeg at klø hende bag ørerne, det var lidt bedre. Det er simpelthen noget af det skønneste ved at få ny hund, ung eller gammel. At lære hvem de er, hvad de elsker og hvad de hader, og især med hvalp skifter det meget fra dag til dag. Hun kan f.eks. ikke rigtigt finde ud af om hun er ligeglad med regnvejr eller om hun ikke gider det … Men jeg må indrømme, at jeg bliver en lillebitte smule trist, hvis det viser sig at være en permanent Æsel-ting ikke rigtigt at kunne klare at blive nusset pga. kildenhed, så jeg prøver at mindske sensitiviteten over tiden. Det ville virkeligt være ondskabsfuldt, hvis nogen havde skabt sådan en topnuttet og ultrablød lille pige og så lige havde tilføjet “kildenhed, vil ikke røres ved” som særpræg.
Nå, tilbage til natteseancen! For ja, det er det sgu blevet efterhånden.
Hele tiden sørger jeg for at hun har bamse i munden, for nattid er bidetid, og i går fik hun stadig lige sparket dynen nok af mig, til at kunne få fat i en luns bryst. “Måske du skulle tage nattøj på, Stine? Mens Æsel er så lille?”, tænker du så, og der må jeg bare sige, at det eneste, der ville være nok, ville være at sove i fuld rustning, og det siger vi lige nej til i den stråtækte idyl. Det er så CO2-tungt at producere sådan nogle rustninger i størrelse fed gødyrbetvinger. Og forestil jer lige et 112-opkald, når jeg VIRKELIGT skal tisse og er kommet til at vælte i 60 kg rustning og ikke kan komme op igen? Der er ikke supermeget værdighed tilbage i mit liv, men i det mindste har jeg aldrig måtte ringe 112 fra en gennemtisset rustning for at blive hjulpet på benene igen …
Jeg prøvede at gøre bamsen mere attraktiv ved at ryste den lidt (ikke voldsomt, hvalpe er superbløde i deres muskler og led, så det kræver bare en heftig ruskeleg at få nakken til at kræve besøg af osteopat) så den virkede “næsten død, men ikke helt”. Dét var så en dårlig plan, Æsel blev mere og mere frisk ved tanken om at skulle slå bamsen HELT ihjel før puttetid!
Og så var vi tilbage ved bløde, lange strøg og en hånd, der konsekvent stopper bamse i munden på hende, når hun begynder at gnaske på puder, hår, Basse og barm. 20 min efter sengetid sov hun. Jeg er ved at lære, at det ca. er den tid, det ta’r og indstille mig på, at jeg går i seng lidt før, jeg er ved at gå i koma og at jeg ved, at det er Æseltid de første 15-30 min, og SÅ kan jeg få lov at læse bagefter. Det er stille og roligt ved at blive den vigtigste kvalitetstid, vi har dagligt, hvor hun får fuld opmærksomhed på kun hende. Uanset om det er for at redde mine puder og hår eller forsøg på at få hende til at sove, ja, så er det stadig vigtig tid ift. at knytte bånd med hende, bare os to.
“Hvor var Basse da under den her seance”, spørger du? Han var knotten i aftes og bestemte sig for at markere, at Æsel muligvis er hurtigere og har skarpere tænder, men det er stadig HAM, der har ret til at ligge tættest på mit hoved i sengen! Så han plonkede sig delvist ovenpå Æsel, mig og en pude, og ignorerede hvor dårligt, han egentligt lå, for lige at gøre opmærksom på sine rettigheder som Onkel Storebror.
Da han blev træt af det, så gjorde han det, en klog hund ville gøre, og listede sig henover mit hoved (yay for at få våd hundediller direkte i face i sengen, mens man overvejer om det er fugt fra græs eller pis, der nu har efterladt sneglespor på panden!), gravede sig ned under dynen og skred så ned i fodenden, hvor der faktisk lige er et Basseformet hul bag mine knæ, hvor man kan sove trygt og godt, i sikkerhed for bidske Æsler.
Han flyttede sig så stille og roligt i løbet af natten, da han lurede, at hun var kørt så træt i går, at der ikke var optakt til natteroderi. Jeg er holdt op med at tage hende med op om natten, når jeg selv skal tisse, og hun kan virkeligt holde sig voldsomt længe, før hun selv trisser ned på gulvet og sætter sig på pad’en. Eneste småøv er at hun mener, at de hedder “TISSEPADS”, så bæ bliver lagt lige ved siden af. Hurra for at have vænnet sig til at tænde lys ved hver tisseseance selv i halv bevidstløshed!
Til min store glæde sov Æsel som en skudt indtil jeg bestemte mig for at stå op 12 timer senere. Og det gør hun såmænd også nu, trygt puttet ind til Basse og mæt efter ENDELIGT at have fået sin morgenmad!
Jeg LOVER, at jeg får nogen til at optage hvordan fodring foregår her engang, det er det mest bedårende cirkus! Æsels tendens til at sidde lige foran mine fødder bliver forværret gange 20, når hun så samtidigt er topbegejstret ved udsigten til mad og på den ene side vil have den hurtigst muligt, og på den anden side være så tæt på skålen hele tiden, bare lige i tilfælde af at jeg taber den. Ja, man behøver ikke være risikovurderingsuddannet for at lure, at der er en vis risiko for at jeg taber skålen …
Jeg HAR skrevet “lær Æsel at gå bagefter folk, ikke foran” på listen til hundetræning, men det bliver vist noget af en udfordring, så vi får se hvordan det ser ud om 6 mdr.
Nå, men … Nu er det vist belønningstid for dem, der rent faktisk holder fast og læser med i bloggen. Henrik har nemlig sendt flere billeder!!! OG ja, I får self dem alle sammen, og det bliver lige nu, ikke noget med at trække ventetiden ud her!
