Æsel fik fred herhjemme i 2 døgn, før hun igen blev smidt i transportkassen og kørt til dyrlægen for at få konstateret øjenbetændelse. I min worst case-gennemgang er jeg blevet bevidst om at nogle ofte sete problemer hos bassets er ører og øjne, så jeg har tegnet forsikring og synet af Æsel med grønt udflåd fik mig egentligt bare til at tænke ”Nå, men så får vi da anledning til at starte en god øjendrypningsrutine med det samme”, og ja, det går såmænd fint. 2 døgn senere er øjnene så fine og hjerteknusende igen!

Bortset fra én detalje. Hun skal stadig dryppes i en uge for at vi er sikre på at det er væk.

Se, nu har jeg jo været ekstremt heldig med især Basses helbred, men også rimeligt heldig med Frida, bortset fra en hel del – Øjenproblemer.

Så jeg hev Æsel op på køkkenbordet i går og lod hende smage på resterne af sin aftensmad, mens jeg nemt og elegant fik dryppet hendes øjne, og så var jeg ellers ved at skvatte over Basse, der stod klistret til mine ben. Nu er Klamme Onkel Basse jo dukket op, så man kunne mistænke, at han bare var bekymret for Æsel. Jeg er for gammel og kynisk til den slags romantisering, så jeg kom i tanke om, at øjendrypning af Frida foregik ved at lave en Frida-roulade, hvor kun hendes hoved stak ud, med en dyne, så jeg kunne holde dynen med 1 hånd og dryppe med den anden, og når hun blev sluppet fri, ja, så var der godbidder til hele hytten!

At undgå det cirkus var ligesom hele pointen med at lære Æsel det tidligt!

Og ja, Basse var glad for at se Æsel på gulvet igen, men han havde mere travlt med at glo på øjendråberne i min anden hånd.

Der blev ro, da jeg fandt godbidderne frem, og Æsel kunne da også godt klemme en enkelt ned efter natmaden.

Man kan ikke vinde alle sine kampe … Især ikke når kampene er mod en basset og en aldersstegen og erfaren gravhund.

Jeg har givet Basse lidt CBD med aftensmaden de fleste dage for at prøve at kemisk kastrere Klamme Onkel Basse en smule mere. Altså, han ER jo kastreret, men ingen har nogensinde fortalt ham det, og det tog ca. 30 sekunder fra han bestemte sig til at lege med Æsel første gang, til jeg måtte skælde ud, fordi han humpede hende. Én ting er at hun ikke kan holde til hans vægt fysisk, noget andet er at hun faktisk ikke SKAL finde sig i det, og jeg håber sådan at hun snart selv siger fra. Selv Klamme Onkel Basse har nemlig stor respekt for knotne damer. Men indtil da skal jeg nok gøre mit for at passe på hende, det, fodermester og puttekammerat er jo mine vigtigste opgaver i det her projekt. Den tendens har så også medført at jeg igen hører “det er jo dominans, sådan er det, når han skal markere sin plads”, og det troede jeg også for 10 år siden. Men efterfølgende har jeg lært, at alt hvad der hedder dominansteori er lige så korrekt og forskningsmæssigt sundt som at vacciner giver autisme. Til gengæld er humpning bl.a. tit et tegn på stress og usikkerhed, og især det sidste har jeg løbende set Basse blive ramt af i forholdet til andre hunde de sidste 10 år. Det er hele grunden til at jeg har været så overdrevet bekymret for at få endnu en hund, for een af hans måder at reagere på usikkerheden på er at bide først og spørge bagefter. Vi ER heldigvis over den hurdle med Æsel, han har adopteret hende, uden tvivl. Men han er sgu stadig noget kejtet, mens han finder ud af hvordan de skal leve sammen. Heldigvis er han også min allerklogeste dreng, der lynhurtigt tilpasser sig forandringer i sin seniortid, så det prøver jeg forsigtigt at hjælpe med, og så ellers bare lade ham tage det i det tempo, han kan følge med i.

Nu ved jeg så, hvad de næste dage skal bruges på: At minde Basse om hvordan man leger ”passende” med unge damer, og så ellers se dem danne grobund for deres kommende forhold. Og ja, huske at tage billeder!!! Der er sendt adskillige dødstrusler allerede, I behøver ikke aflevere flere i postkassen: Kom til fordøren med dem og få kaffe og kærlighed i stedet!

Og ja, så skal jeg ellers også huske at holde rede på hvad Æsel får af ideer, mens hun falder til. Hun har været ret uinteresseret i at bide i andet end legetøj og tissepads, men nu er repertoiret udvidet til legetøj, tissepads, Basse og mine træsko og jeg fornemmer en usund interesse for mine brugte trusser, så det skal nok ske før eller siden, at hun viser dem frem til naboerne. Naboen påstår godt nok, at vi allesammen er flyttet på landet for at få lov at gøre, hvad der passer os, men jeg ved sgu ikke helt om det også dækker over mere eller mindre diskrete former for exhibitionisme by proxy.

Og, nå ja, løbesoden fra skorstenen smager også tæskegodt! Den stråtækte idyl bærer sine 152 år godt, men et af alderstegnene er gammel løbesod ved bunden af skorstenen, som selv ikke 20 omgange STOP-maling har kunnet holde inde. Nu er Æsel så begyndt at nippe det af, så jeg holder lidt ekstra øje. Det er nok ikke det sundeste at få i en hvalpemave … Hun får heldigvis varieret kost, så den er blevet indtaget med træsko.

Lige præcis dét er det, Basse har søgt hos alle de damer, han har været sammen med, og bortset fra en kort periode, mens Sille var hvalp, ja, så har damerne altså ikke gidet det. Forstå det hvem der kan! Altså, JEG synes jo at Basse er det mest knushamrende uimodståelige i hele verden, og han har en fanklub, der primært består af mænd, der stadig er villige til at indrømme det samme, så jeg kan slet ikke forstå hvorfor det har taget så lang tid at finde endnu en dame, der kunne se hans charme!

Nu sad vi så her onsdag formiddag, kl. alt for tidligt. Jeg skulle op og tisse 4.30, og fik som det første øje på, at jeg igen var ”store ske” i sengen, nu da Basse ikke længere gemmer sig på den anden side af Æsel og mig, mens Basse som sædvanligt ”lille mindre ske” – og nu er Æsel så blevet ”mini ske”, der lige kan være mellem Basses for- og bagben og varme måsen på hans mave. Jeg indrømmer, at det syn fik mit hjerte til at vokse så voldsomt, at jeg ikke rigtigt kunne falde i søvn igen.

Men nu har jeg så fået mine blå rander under øjnene tilbage, og så er alt som det plejer. Det bliver muligvis i dag vi finder ud af om Æsel er fan af middagslur!

Min glæde blev ikke mindre, da jeg hev Æsel ud af sengen til nattisning og hun prompte satte sig på tissepaden. Ja, altså, på kanten af den … Men det er tanken, der tæller! Jeg prøver at lade de brugte pads ligge, eftersom de skulle tiltrække hende til mere tisning præcist der, og en anden bonus ved dem er, at de indkapsler lugten rigtigt godt.

Heldigvis er hendes foretrukne tissesteder køkkenet og bryggerset, som er de gulve, der bedst kan tåle det. Hun prøver såmænd at komme i haven, men kan endnu ikke holde sig så langt, og jeg har fra start af ladet hende gå selv, da vi er nødt til at få tingene til at fungere på den måde, når hun bliver større. Én ting er at en basset er tung, men de har også nogle proportioner, der gør dem pænt svære at holde fast i og balancere, når man bærer dem. Hvis I virkeligt trænger til at genere naboen og måske oveni overvejer en terapibasset til hjemmets andre firbenede væsner, så vil jeg gerne have lov at diktere, at den her kronik er obligatorisk læsning først. Det har givet mig en MEGET realistisk indgangsvinkel på mange ting omkring livet med en basset, men især hvor usandsynligt det bliver, at jeg kommer til at kunne bære en voksen Æsel ….

https://ugeavisen.dk/ugeavisennordfyn/koer-bare-videre-hunden-er-ikke-kommet-til-skade

Basse er nu heldigvis begyndt at træne hende i at bruge benene mere, og er, udover klam onkel, også bare den sødeste, sjoveste og mest tålmodige onkel, der findes. Det er så rigtigt heldigt, for Æsel er også blevet lidt lettere at forskrække nu. Det ta’r jeg egentligt bare som et tegn på, at hun er begyndt at slappe af herhjemme, og har bedre styr på hvad hun kan forvente i hverdagen, og hvad der er udenfor normen, og så bruger vi lejligheden til at udsætte hende for ting og sager stille og roligt.

Som endnu en gevinst i nabobingoen har naboerne besøg af børnebørnene disse dage. De har været ovre og hilse på Basse og Æsel (og alle gæster de sidste dage, fra de mindste til de største, er simpelthen så gode til at hilse på Basse først og sørge for at han ikke bliver forsømt), men ellers foregår nabolivene hele vejen rundt om den stråtækte idyl, som de altid har gjort. Jeg opdagede hurtigt efter overtagelsen af huset, at jeg såmænd trives rigtigt godt med at have liv omkring mig, især når det intet kræver af mig overhovedet.

Så i de her dage er jeg EKSTRA glad for ny nabo, der er energisk håndværker (i det små, det forstyrrer mig ikke, heller ikke når jeg sover) efter midnat, og det blev RIGTIG godt, da børnebørnene sammen med voksne gik i gang med luftgevær på gårdspladsen.

Æsel gibbede lidt ved hvert skud, og fulgte ivrigt med gennem havelågen, og så kiggede hun lidt på mig og en del mere på Basse, og eftersom ingen af os reagerede overhovedet, så måtte det være helt OK. Bortset fra, selvfølgeligt, at hun nu ligesom forventer at dem, HUN kan se, også kan se hende, og så er de jo forpligtet til at komme og nulre hendes ører. Min store bekymring har været om jeg kan stimulere hende nok, især i hvalpetiden, og så er det bare den allerbedste gave at få gratis socialisering udefra!

Vi er såmænd også blevet meldt til hvalpetræning og starter på hendes 12 ugers fødselsdag. Jeg håber at vænne hende til at komme en del mere med mig, når jeg er ude, så Basse kan lige så godt lære, at hun forsvinder af og til, mens han må blive hjemme. Det er et træningssted med positive træningsmetoder, og hvor træneren såmænd selv kommer fra en bassetfamilie, så det kan nærmest ikke blive bedre. Jeg er vant til at komme på området, og tænker at tage enten rollator eller havestol med, så jeg kan komme ned og sidde med mellemrum.

Eneste problem er at Æsel ikke er entydigt racetypisk, ikke endnu, i al fald. For det første levner hun mad. For det andet er hun ikke ultrainteresseret i godbidder, så jeg må vist prøve at finde andre ting at motivere hende med til træning, hvis ikke råt kød er tricket, der kan få hende til at slå saltomortaler.

Eller, det sagde jeg nok. Så tog jeg til sygeplejersken sammen med Æsel, og vi fordrev ventetiden og prøvede at overdøve den lidt bekymrende larm fra den nærliggende børnehave ved lige at prøve at åbne den pose hundebobs, jeg havde gemt i bildøren, så jeg kunne stikke Basse en godbid, hver gang han gloede på Æsel på køreturen hjem fra opdrætter. Jeg havde ikke lige forudset, at både Basse og Æsel lagde sig til at sove på stedet og først vågnede 2½ time senere, da jeg kørte ind foran den stråtækte idyl.

Men dén type godbidder kunne få hende til at overveje at strække sig helt ud for at nå mine fingre hurtigere!

Ja, jeg er jo ikke dum, så jeg har regnet ud, hvad jeg er nødt til at gøre nu: Jeg skal forbi BARF-butikken og købe en pose af samtlige slags godbidder for at vi kan være klar til hvalpeskole om 2 uger. Det er en hård, men nødvendig prioritering, hun skal jo blive en nogenlunde velopdragen pige, der i al fald er klar over hvilken kommando det er, hun nægter at udføre i fremtiden. Uddannelse er det vigtigste i en ung kvindes liv!

Alternativt må jeg prøve at låne lægeklinikkens sygeplejerske. Jeg føler mig altid velkommen derhenne, men i dag var alligevel lidt noget andet. Hun var mere svag i knæene end selv mig på en dårlig dag, da hun kom ud af fordøren med blodmålingsapparatet i hånden, og Æsel bestemte sig for, at hun faktisk godt kunne ignorere børnehave og potentielle godbidder for at få hilst på damen. I nyklassisk Æselstil plonkede hun sig mellem sygeplejerskens fødder og strakte halsen godt ud, så hun rigtigt kunne få fat det gode sted. Det var åbenbart så godt, så Æsel måtte give op efter noget tid og lægge sig mellem mine fødder og tyvstarte på den der lur.

Utroligt nok trak tiden ud, så rengøringsenglen havde afsluttet gulvvask, før vi var retur, og Æsel må vente 14 dage mere på at møde en voksen støvsuger. Til gengæld mødte hun flere godbidder, og det mente hun vist var lige så godt. Bortset fra at de lå inde i det bur, Annette allernådigst har lånt os, og som nu besværliggør evt. indbrudstyves flugtvej gennem i stuen, og som ærligt talt ikke var pænt fedt at være i, når godbidderne først var væk, udlånt med kærlighed eller ej. Og hvad nytter det at lågen er åben, når man er for lille til rigtigt at kunne komme over den høje kant?

Men det blev altså nødvendigt med hold af bur-Æsler i utide, og på sigt er drømmen at det bliver til “bilburet” og “alene hjemme-hvileplads” indtil hun ikke længere er afhængig af løbesod og brugte trusser.

Og så er der lige det der med Basses madtyveri også.

Han mener åbenbart, at når han nu har delt sit legetøj, seng, gødyrbetvinger og sit ENESTE kødben med Æsel, så er det også kun rimeligt, at han spiser resten, når hun er færdig. Så kan man måske også som en ægte gentle-Basse forhindre mere dårlig mave for hende. Min insisteren på, at hun skal have alt det mad, der skal til for at vokse sig sund, stor og stærk er ALT for langsynet planlægning, synes Basse. Mavebøvlet skal ordnes først!

Hendes mave har såmænd fået det ganske fint igen efter lidt af Basses probiotika, så nu fortsætter jeg lige med foderskiftet, og så er det på tide at introducere hende for andet spændende “rigtig mad”, så hendes mave vænner sig til lidt af hvert. Men hun behøver altså ikke spare på kalorierne indtil da!

Jeg har for øvrigt været på mere end et kursus i kommunikation, og det, jeg primært lærte, er at jeg kun er god til at skrive, når det er i den form, jeg dyrker her, og som er totalt anarkistisk ift. alle regler for god kommunikation.

Der BURDE for eksempel som minimum være en fin afslutning, og allerhelst en afslutning, der er bundet sammen med indledningen, men det her er hyggeskriveri og lige nu mere kvantitet end kvalitet.

Og ærligt talt, så vil jeg hellere gøre klar til at komme i seng og se hvordan vi arrangerer os i nat, når vi er færdige med at godnatnulre. Så digt selv en god afrunding, jeg skal putte med hundene!

Godnat 🙂

Hov, og hvis det kan hjælpe lidt på irritationen over sløseriet, så er der utroligt mange ting, jeg har skåret fra på nuværende tidspunkt. Det tegner lyst for endnu et afsnit af den nystartede saga i morgen! Jeg lærte også at man skulle efterlade læseren “wanting more”, så værsgo: TO fyldige bagdele og brede hofter! Godnat, drøm sødt!