“Du burde skrive noget, Stine!”
“Det er meget muligt, men hvad nytter det, når jeg ikke har historier?”
Og det’ jo løgn. Alle har historier. Mine er bare virkeligt små og trivielle, men derfor kan de jo stadig godt fortjene at få vinger. Især, hvis man har rigtig god tid til at skrive dem.
Alle mine historier handler om hverdagen, og det får de så lov til. For hvorfor skal hverdagen altid jordes? Hvad har den egentligt nogensinde gjort nogen? Den er billig, undseelig og mætter helt vildt. Med nordjyske gener er det også nemt at peppe hverdagen lidt op, når moralen, “hvis historien er god nok, så må den jo være sand”, ligger på rygraden.
Hvis jeg skal ridse hverdagsudleverens hverdag op, så udfolder den sig primært i den stråtækte idyl i Lundum, en landsby uden for Horsens. Beboerne består af gødyrsbetvinger&overhoved (mig, hvis man er i tvivl. Det er folk sjovt nok tit) og gravkræene Frida (en nobel årgang 2008) og Basse (en sprød årgang 2009).
De to gravkræ dukkede op i starten af 2014, da de havde drevet den forrige ejer, Gammelmor, i favnen på et fruentimmer, der manglede tilladelse til husdyrhold. Hun (for øvrigt et skattet medlem af Ilbergklanen) beholdt alligevel Gammelmor, men gravkræene måtte ud.
Det var også ret heldigt for alle parter, at jeg pga. piskesmæld havde været så fraværende fra familie- og socialliv de sidste mange år, at jeg som den eneste ikke havde opdaget, at der var tale om de mest uvorne gravkræ, der nogensinde er hørt tale om, og at de af samme grund sjældent hed andet end “gravhundene fra Helvede”, når de blev omtalt.
Og der er ellers virkeligt mange gravkræ i Ilbergklanens familieanekdoter.
Jeg lugtede dog, desværre ret bogstaveligt, lunten, da introugen bestod af en Frida, der besørgede alle de steder, der ikke var “derude, hvor det er koldt om poterne” og en Basse, som forcerede havehegnet flere gange dagligt og heldigvis gøede så meget, at det var til at finde ham igen. Før eller siden.
Ét elhegn og tre sæt dårlige nerver senere har vi fået færdigforhandlet en overenskomst til alles mindre utilfredshed, og omend her stadig hersker en vis strejkekultur, så bliver overenskomsten i hovedtræk overholdt. Muligvis, fordi jeg som gødyrsbetvinger har valgt at fortolke støjgenerne fra meget gøende gravkræ som værende en økologisk og strømbesparende tyverisikring – og i det store hele har overbevist naboerne om, at der kan være noget om det.
Jeg har ligget delvist brak siden 2008, hvor en tilsyneladende førerløs 80’er-model af en Volvo torpederede mig bagfra, og så er det ellers gået ned ad bakke siden – og når niveauet er sat af en Volvo årgang 87, så lægger vi ellers niveauet lavt!
Jeg er for øvrigt også jysk mester i krondyrnedlæggelse med køretøj, og jeg er ret sikker på, at autoforsikringsfolket fortæller røverhistorier om mig, bilerne og dyrene, når de holder julefrokost og sommerfest. Indtil videre har de heldigvis været så fulde, at de glemte at sætte mig på den sorte liste, så bilen står her skam endnu, kaskoforsikret og alt muligt. Jow-jow.
Som ret nyslået fleksjobber går jeg stadig og finder mig til rette i de nye rammer. Det er heldigvis bare en anden slags hverdag.
Og det er jo ikke helt tosset, hvis man har galgenhumor nok.