Op ad bakke

StickyÆsel solo, Basse og terapi-Æsel, Hvalpeopdragelse, Hvordan man træner en hvalp, Lundum-nyt, Med billeder, Noget at glæde sig over, Piv, brok og ynk

Ja, det er vist den korte version i disse dage. Min ryg skriger stadig efter maleprojektet i weekenden, og Æsel har bestemt sig for at hun er for voksen til at bruge tissepads, så vi er nu tilbage ved 30 søer dagligt.

Hvalpetræning tirsdag viser et nyt mønster, hvor jeg må slutte af med at poppe et par tiltrængte stærke smertestillende. Hun vokser jo, den lille pige, ikke bare mentalt, men også fysisk. Hun havde heldigvis bestemt sig for at “kan ikke lide andre hunde”-Æsel var so last week, så den hvalp, hun prøvede at flænse i sidste uge, blev i stedet tumlet i smadder i indhegningen, hvor især den anden labradorhvalp måtte blive i snor, så hun ikke blev for hård. Men der var ingen anden udvej, for Æsel og Luna havde bestemt sig for fra starten, at det er låååååb, så træning foregik ved at jeg og Lunas ejere måtte holde vores kæmpende hunde, der hang i det yderste af snoren og sang serenader mod hinanden. Træneren valgte klogeligt at erklære legepause, men de var absolut ikke færdige, da vi andre synes, de skulle.

Og det var sådan set fint nok, i min optik er det ret væsentligt at stoppe, mens legen er god, bogstaveligt talt, for før eller siden er arousalniveauet steget så meget, så det går galt. Det har vi heldigvis undgået.

Æsel er faktisk nem at træne, men hun keder sig gudsjammerligt, fordi træneren “snakker for meget”. Det gør hun så ikke, hvis man spørger mig, for det er skidego’ info, men Æsels tålmodighed er ikke så stor i nærheden af andre hunde.

Lige så snart vi skal til at træne, så er hun til gengæld nem at få med på at fokus nu er på mig, og hun samler lynhurtigt info op, så i dag har vi fået genoptrænet dutte-øvelsen og fået bygget ovenpå med “sit” og så den del, jeg virkeligt glæder mig til sidder bedre fast: At gå pænt.

Det er alfa og omega at hun lærer det. Min ryg var ved at dø bare af gravhundenes trækkeri, og jeg overlever helt enkelt ikke, hvis 30 kg Æsel bestemmer sig for at man går tur ved at trække.

Det betyder så nok også, at jeg er tvunget til at gå ture i den næste periode, og at jeg især er nødt til at gøre det med hundene i kort line, så vi faktisk kan få trænet. Jeg foretrækker ellers den forkætrede fleksline, fordi mine hunde er snifferracer, og det, der kører dem trætte, er at få lov at snuse til alt omkring os. Men vi må vist lave et kompromis og så træne dele af turen og så give fri bagefter, så de kan få mere snor at boltre sig med. Efter dyrlægebesøg torsdag stod det desværre også pænt klart for mig, at jeg har forsømt vigtige dele, såsom miljøtræning. Hun elsker alle mennesker, men hunde skal der knurres af, biler, lastbiler og cykler er hun også noget skeptisk overfor, så de næste uger kommer man nok til at se det sølle syn af mig, der kører de 300 meter ned til naturstien og så går tur på det flade terræn der, hvor der er en livlig trafik af især cykler og fodgængere. Og så må vi nok hellere overveje at gå lidt i byen også.

Det er for øvrigt heller ikke ret nemt at træne “gå pænt” i området omkring dyrlægen, for Æsel er jo fast forankret til mine fødder, når hun er utryg på omgivelserne. Vi var der så i dag for at få tjekket hende for blærebetændelse, hvilket kræver en urinprøve. De er svære nok at tage på gravhunde, men Æsels undervogn er jo ekstra sænket! Efter en time måtte jeg give op, og dyrlægen erklærede, at det lød grangiveligt som blærebetændelse og at nu må jeg øve min urinindsamlingsmetode i 10 dage, så jeg kan komme med en prøve til ham, når Æsel er done med antibiotikaen. Jeg fik også nævnt, at jeg synes vi ses lidt rigeligt pt til hvilket han bare trak på skuldrene og sagde “Altså, med bassetøjne så må du forvente at vi ses ofte … Men ellers er der ingen grund til bekymring, hvalpe har det bare med at få et utal af infektioner i starten, du er bare ekstremt opmærksom, hvor mange overser det”.

Men det er altså sjovt at se forskellen på blot nogle uger. Jeg kan virkeligt mærke, at Æsel udvikler sig og allerede er meget mindre hvalpet. Vores natritual med bid-i-bamse-ikke-gødyrbetvinger er nu forkortet gevaldigt, og hun er meget hurtigere til bare at lægge sig til at sove. Hun er også helt frisk på at ta’ lure, gudskelov!

Det gør også en meget stor forskel, hvor vi er. Alene hjemme-træningen er jo mit ømme punkt, og jeg indrømmer blankt, at vi slet ikke er startet. Det gjorde ikke mindre ondt, da jeg mødte en sød dame ved dyrlægen, der sagde “jeg har også haft basset, men vi måtte af med den, den kunne slet ikke være alene hjemme ….”

Jeg er nu nået så langt i dag, at der er samlet en kravlegård i stuen, og så kan vi så småt begynde. Det er jo nødvendigt, og jeg kan bl.a. ikke komme til fysioterapeut eller osteopat, før de kan være alene hjemme. Jeg har bare hygget mig LIDT for meget med “min hvalp kan ikke være alene, må jeg tage hende med?”, og det har ærligt talt nok mere været mit behov end hendes … Stort set al anden træning kan jeg leve med fejler, men alene hjemme-træning SKAL bare fungere for at det her kommer til at gå i længden. Jeg er jo ikke meget hjemmefra, men der skal være mulighed for at smutte et par timer hist og her.

Alene hjemme-træning ville gå meget nemmere, hvis hun bare kunne gå frit omkring ligesom Basse, men det kommer altså ikke til at ske, så længe hun vil gnave i alting, og den fase lader ikke til at være ved at være slut! Basses yndlingsplads, når jeg er væk, er på spisebordet, hvilket jeg absolut ikke er fan af, men jeg forstår det altså også godt, for det er eneste sted, hvor han kan se ud på gårdspladsen. Jeg overvejer allerede nu om jeg skal bøje mig, flytte hele menageriet i bryggerset og så lave kravlegården stor nok til begge, fordi det i al fald ville gøre HENDE gladere, men nu prøver vi lige det andet først …

Stuen er generelt lille (ligesom resten af huset), og det mest oplagte sted at lave kravlegård ville være i bryggerset, men det øger bare chancen for succes enormt, hvis hun kan være i stuen, hvor Basse opholder sig, så det prøver vi først. Oveni er han ret glad for sofaen, så jeg håber, han vil bruge den mere, når det er det eneste sted, han kan være tæt på Æsel.

Der er absolut ikke tvivl om, at det ikke kun er Klamme Onkel Basse, der knuselsker familieudvidelsen. Onkel Storebror forguder hende også, og de vil helst ligge sammen – og så klods op ad mig.

Det er så også bare mig, der gerne vil holde dem adskilt, når jeg ikke er her. De leger jævnligt vildt, og det kan jo gå galt – og så er det bare bedst, hvis jeg er her, når/hvis det sker. Oveni vil jeg også foretrække, at de bruger alenetiden på at hvile, og så kan vi tumle sammen, når jeg kommer hjem igen.

Æselindhegningen tjekkes ud. Buret faldt aldrig i hendes smag, så det får lov at flytte væk et stykke tid, mens vi ser om det her måske falder mere i den unge dames smag. Til at starte med får hun sin mad serveret herinde, så hun kan lære selv at komme over trinnet.

Det er bare også pissehyggeligt at have hende med mig! Mine blodprøver bliver stadig taget på p-pladsen, hvor Æsel sidder og tiltrækker patienter som fluer, og generelt mener at alle mennesker er hendes, ISÆR sygeplejersken, der nok mest af alt håber at alene hjemme-træningen ikke helt fungerer, for der er slet ingen tvivl om at mine besøg er dagens højdepunkt for hende. Eller … Æsels besøg, naturligvis.

Hun var også med på jobcentret mandag, hvor svært begejstret socialrådgiver havde foreslået en “walk’n’talk”, der blev afsluttet med “det kan vi altså godt gøre igen, hvis vejret er OK om 8 uger. Det er så rart at komme ud fra kontoret, og selskabet er jo skønt!”. Æsel var bare så forrygende at have med, men der var jo heller ikke andre hunde, så hun sniffede omkring os, filtrede sig ind i bænkesættet og prøvede at finde ud af hvordan hun lå bedst, og så lå hun ellers der og snorkede, mens jeg hældte vand ud af ørerne.

Der blev hverken bidt i nogen eller skidt på nogen, og det var jeg pænt glad for. Mange jobcentre havde fortjent det, men mit er bare undtagelsen. Jeg synes egentligt ikke, jeg får det bedre i det store hele, heller ikke med Terapi-Æslets store hjælp. Min hukommelse er det mest klare tegn på at jeg ikke har rykket mig det mindste de sidste uger, og jeg har taget konsekvensen og rykket så meget som muligt over på mailkorrespondancer, så jeg kan gå tilbage og se, hvor jeg er nået til og hvad jeg har aftalt med folk.

Jeg fik heldigvis husket at fortælle socialrådgiveren, hvor rart det er ikke at få ny rådgiver konstant, og at det er en ekstra støtte, at hun kan se hvordan jeg udvikler mig, og at jeg værdsætter hendes input i den henseende også. Hun var endnu mere stolt end jeg var over at jeg faktisk besøgte min gamle arbejdsplads uden at få tilbagefald, og af at jeg er rimeligt tålmodig med mig selv og lader tingene ta’ den tid, det ta’r. Der er heller ikke mange alternativer, ærligt talt, men nu har jeg fået besked på, at jeg har “fri” resten af året, og så ser vi næste år, om jeg måske er klar til noget arbejdsprøvning af en art.

Mine pligter de næste måneder er ro og selvforkælelse, og fortsat at gøre mig umage for at mærke efter hvad min krop og hjerne vil. Men det var også ret tydeligt for mig, at Æsel vitterligt er en hjælp, og at hendes ro smitter mig, så jeg måtte bare grinende sige, at hun havde kostet ca. det samme som en privat socialrådgiver, men at det vist var en klogere investering for mig, at jeg havde fået en Æsel.

Jeg må dog også erkende, at uanset hvor “myndighedslækker”, jeg synes, jeg er, ja, så er Æsel bare “mere” alting. Også myndighedslækker. Vi ventede foran hovedindgangen, og der var større opløb i perioder, hvor et hav af kommunale medarbejdere lige skulle hilse på vidunderet, der solede sig i al beundringen og selv trottede over til folk, der glemte at komme hen til hende. Så stod hun der med låst snor lige udenfor rækkevidde, gav et halvt bjæf, og ja, så strakte folk hænderne frem. Det mindskede ikke beundringen, at hun bider endnu mindre nu end for 3 uger siden, så folk kunne få stillet deres hvalpetrang uden at have fået forringet arbejdsevnen yderligere, når de var færdige.

Den positive sideeffekt af manglende alene hjemme-træning er at Æsel er tryg fremmede steder og i transportkassen i bilen, og det er virkeligt en stor sejr for mig! Basse troner stadig på sin plads på forsædet, men nu har jeg i det mindste 1 hund, der bliver transporteret forsvarligt!

Efter hjemturen tog Æsel sig af frustreret og ensom Basse med en episk runde på græsplænen, og SÅ faldt hun om!

Kærligheden går tydeligvis begge veje!

Heldigvis er hendes maveomgang overstået, før vi nu smadrer den igen med antibiotika og det samme gælder vist øjenbetændelsen, så efter sidste omgang skånekost, iblandet lidt tørkost, var vi tilbage til normal kost uden problemer. Det har gudskelov været nemt at få hende lokket til at spise skånekost også, så det er skrevet i huskebogen til næste runde. Mistanken på årsagen til blærebetændelsen er så, indlysende nok, maveinfektionen …

Nu skal jeg så snart have tjekket, om hun kan tåle laktose, så vi måske kan bremse det lidt hurtigere næste gang med en omgang A38, men jeg havde bare virkeligt ikke lyst til at teste det, mens hendes mave var slået i stykker. Den var jo trods alt ikke slået mere i stykker end at hun nåede ud af sengen, før hun ikke kunne holde sig mere, og dét var virkeligt rart!!!

Lortedage

StickyÆsel solo, Basse og terapi-Æsel, Med billeder, Piv, brok og ynk

Jeg er lidt glad over allerede at have besluttet, at det der sommerhusejerliv ikke skal være i en længere periode. Jeg er så småt nu ved at være “kommet mig over” vores tur til Nordjylland i sidste weekend, og det ta’r altid lige et par dage at komme ovenpå igen.

Skifteretsattesten kom fredag, så nu begynder vi så småt at røre på os. Første skridt er ny bil, hvor jeg allerede har fået et par gode tilbud, og nu venter på at høre endnu et tilbud mandag. Det ser ud som om den skal hentes i det nordjyske.

Fredag blev afsat til søvn, søvn og søvn, det var første dag, hvor kalenderen var tom, og det var tiltrængt. Så jeg stod op ved middagstid, åbnede fordøren, og så skred jeg i seng igen – og 5 minutter senere lå der så også to hunde, der boblede videre, selvom de nok hellere ville have haft 1. aftensmad (det hedder det, når man prøver at fodre længe nok efter at være stået op så hundene ikke får den ide at vække mig, fordi de er sultne. Vi får se hvor længe den går!).

Æsel var også lidt flad efter at være blevet vaccineret onsdag aften. Vi har også fået flere øjendråber, og jeg drypper stadig løs, selvom det ser en del bedre ud nu! Hun sagde til gengæld ikke en lyd ved stik, men dyrlægen er jo garvet og dygtig til at distrahere.

Basses knude? Ja, det gik jo som forventet, og jeg havde allerede tænkt, at det egentligt kan være lige meget. Hvis det er kræft, så skal der ikke gøres noget, han er jo 14 år og mit mantra er at hundene skal have et godt liv hellere end et langt – og han har såmænd fået begge dele. Dyrlæge mener ikke at det er kræft, men det kan kun undersøges, hvis den bliver fjernet. Han går ikke ind for biopsier, fordi han mener, at det kan sprede sig, hvis der bliver prikket hul i en ondartet knude, så han nægter at lave dem. Min mor syntes det lød fornuftigt, så det holder jeg også fast i. Men jeg blev som sædvanligt bedt om at holde øje eller komme igen. Nu tænker jeg lige over det, men jeg tror bare, den får lov at være. Han har et hav af fedtknuder, det får ældre hunde jo, så hvis han skal i narkose og have dem fjernet hver gang, så bliver det et større projekt, der absolut ikke vil gøre hans livskvalitet bedre.

Ellers er weekenden desværre gået med lort, lort og lort. Æsel har fået tynd mave og mit forsøg på at fjerne alt andet end tørfoderet viste at det ikke blev bedre af det … Så lørdag fik hun dobbelt op på probiotika og den sædvanlige BARF-klump også, og det hjalp heller ikke.

Søndag blev brugt i sengen efter at jeg havde malet hegn lørdag. Den slags gør jo nas, men der var også en ekstra grund til at jeg lavede en Maude … Nu var jeg nemlig blevet bekymret nok for Æsels mave til at sætte hende i gang med at faste et døgn, og da vi ramte middag var der ikke mere lort i hende, og hun ligner nu det, hun er: En udsultet, stakkels lillebitte hvalp, som ingen kærlighed får! Eller noget i den stil, altså, hun ser fandme sølle ud, men hun ta’r tillidsbruddet og sulten med ophøjet ro, må jeg sige, så det er egentligt bare mig, der skammer mig.

Der var naturligvis hjælp til malingen, selvom jeg det meste af tiden sad på “den forkerte side” af hegnet

Basse sulter med hende og ta’r det også OK, og nu sidder jeg så her, mens en større pose kyllingefilet er ved at blive skamkogt med al den ris, jeg har i huset, og så håber jeg, hun får en chance for at sove i nat.

Hendes humør er højt, energiniveauet ligeså (selvom hun er virkeligt god til at matche resten af husholdningen, så når jeg erklærer sengedag, så tøffer Æsel med) og hun får drukket en masse også, så jeg prøver ikke at være alt for bekymret.

Det er dybt åndssvagt, ærligt talt. Jeg har jo haft gravhunde med diarré et utal af gange, og det fik vi såmænd klaret fint og alle overlevede. Æsel er bare enormt meget stadig første baby her i huset!

Det skal så nok blive ret underholdende uanset hvad. Vi skal til møde med jobcentret i morgen, Æsel og jeg, og jeg tænker der er en vis risiko for at hun kommer til at overskide deres grønne område med bæer, jeg ikke har en jordisk chance for at samle op. Jeg kender til RIGTIGT mange jobcentre, der har fortjent den slags, bare ikke lige mit, ærligt talt.

Nu får vi så se om vi igen skal til dyrlæge i morgen. Jeg trøster mig ved tanken om at han allerede ved første besøg sagde, at hvalpe er ultramodtagelige overfor alt, ligesom babyer, så det bliver forhåbentligt ikke resten af hendes liv, der kommer til at gå med dyrlægebesøg ugentligt.

Kyllingen har kogt i 30 min og skal lige have mindst 30 min mere, og Basse er nu begyndt at gøre opmærksom på, at det her altså overskrider vores aftale om at han lader mig sove, hvis jeg så bare prioriterer mad som det første, når vi vågner!

Det har jeg så også gjort. Så nu sidder jeg her med verdens værste smag i munden og spiser aftensmad foran mine mishandlede små kræ!

Find lige appetit, når du skal spise sammen med hende her!
Sådan en hvalpemave er kun tyk, fordi der ryger utrolige mængder mad i den dagligt. Hun er simpelthen så afmagret at se på lige nu, det lille pus.

Hjemme? Det er da hvor gødyrbetvingeren er, dumrian!

StickyÆsel solo, Basse og terapi-Æsel, Hvalpeopdragelse, Lundum-nyt, Nibe-nyt

Så er freden forbi her på bloggen! Vi har været i Nibe nogle dage for at komme til fest, få ordnet en smule praktisk i min mors lejlighed, men ærligt talt mest for at få vist Æsel frem for endnu flere fans.

Det er vist ikke meget galt, når jeg påstår, at hun har mødt omkring 50 forskellige mennesker i alle aldre i de 2½ uge, hun har boet hos mig. Det er ekstra imponerende taget i betragtning at jeg er pebermø og introvert. Men jeg er også en barmhjertig sjæl, der glimrende forstår, at jeg selvfølgeligt ikke kan berøve resten af verden for det vidunder, der er Æsel!

Vores “ud at køre med de skøre”-dag, kort før vi tog til Nibe, har absolut kunnet betale sig. Nu lægger Æsel sig i transportkassen, leder efter om der er flere godbidder gemt i de mange stykker stof, piver 3 gange, og så er der såmænd ro. Også selvom hun kan se, at Basse får lov at ligge løs på forsædet med hovedet i mit skød!

Jeg var ret spændt på hvordan hun tog en omlokation, og hvor meget min mors andelsbolig mon var værd bagefter. Jeg fik hurtigt lagt tissepads frem og gjort gulvspand med Rodalon klar, og så fjernede jeg alle planter fra gulvet. Æsel var alt i alt ganske kold, bare vi var sammen!

Vi ankom ved aftenstid og jeg gik tidligt i seng, fordi vi nok skulle slås med Æsel 30-60 min, før hun ville sove, men nej … Tværtimod væltede hun op i sengen, og lagde sig til at sove med det samme. Min mors seng er åbenbart en soveseng, ikke en legeseng!

Hendes lejlighed er også lille nok til at man kan tænke “uh, jeg skal tisse” og så nå hele vejen ud på terrassen, før man mister blærekontrollen. Og Basse? Han ER jo Onkel Storebror, så Æsel skriver “Æsel vas hier” med en lille pyt, hvorefter Basse skriver “og det er hendes storebror, rottweileren Satan, også!!!!” lige ved siden af. Besøget gik ikke helt tisfrit af sig, men det bliver stadig mindre og mindre, det samme kan mærkes efter hjemkomsten. Og ja, det er jo simpel biologi og naturligt, at hun kan holde sig længere og længere tid, men derfor må man jo stadig gerne være stolt!

Vi er ikke nået en eneste millimeter længere med alene hjemme-træningen … Så længe, jeg ikke går i gang, så opdager jeg det ikke, hvis det går skidt, og lige dén træningsdel er bare så vigtig!!! Vi lader stadig op og småtræner, og Æsel tog det så pænt at måtte se mig tømme bil fra stuevinduet, og lørdag middag skred jeg såmænd fra dem begge for at sikre mig, at mors nabo havde mit telefonnummer og ville give besked, hvis Basse blev helt ulykkelig over at være dobbelt efterladt, når Æsel og jeg tog til sommer-bryllupsfest. Han var voldsomt ulykkelig og stresset, da vi kom hjem 5 timer senere, men eftersom jeg intet havde hørt fra naboen, så tror jeg såmænd først han piskede en stemning op, da han så Æsel og jeg på p-pladsen.

For ja, Æsel skulle jo med. Både fordi hun ikke er alene hjemme-trænet, men mest for at blive socialiseret og vænnet til at komme fremmede steder. Hun var SÅ fantastisk! Ikke en eneste dråbe tis indendørs, legetøj blev efterladt urørt, og når hun ikke orkede at charme flere mennesker, så puttede hun sig bare under min stol og sov, mens børn og voksne gik forbi og nussede hende uden anden respons end uengagerede haletwitches. Selv helt små børn var hun glad for, men hendes største glæde, udover “vi er sammen, gødyrbetvinger, os to med hele verden!!!” var isvandsbaljen, som ærligt talt også var min største glæde. Jeg plukkede bajere derfra, mens Æsel jublende konstaterede, at hun lige kunne få forbenene op på kanten og drikke fra den vidunderlige tønde! Æsel er naturligvis ikke dummere end at hun allerede ved, at det bedste drikkevand er det der lumre, grønlige bladbefængte noget, man selv finder i bunden af en forladt potteskjuler i et rodehjørne …

Dén præference er også grunden til at min jubel dagen efter over “ingen opkast!!!!” ikke var en kommentar omkring mit eget velbefindende, men Æsels …

Hun glemte stort set også at sokker og snørebånd er the breakfast of champions og rodalon, tissepads og legetøj var også bare ting, jeg fik motion ved at slæbe. Til gengæld var hun pænt vild med at have chauffør på!

Hun fik for første og sidste gang lov at sidde på forsædet i favnen på mig, og smeltede straks, som hun plejer, med hovedet puttet under mine hager. Så sad hun der og blev nulret på maven, mens hun skiftevis kiggede beundrende på Karina, der kørte os, og på naturen, der gled forbi os. Hun følte tydeligvis ikke behov for at overvåge Karina i stor stil, bare et blik med mellemrum for at sige “du er verdens næstdygtigste bilist! Og den sele er LIGE dine farver!”, før hendes opmærksomhed blev afledt igen.

Jeg plonkede hende ned på gulvet, da vi kom ind, og var straks den trælse gødyrbetvinger, der lukkede døren ud til alle skoene. Men der var jo masser af hus tilbage, som Æsel skred ind i, kiggede på menneskerne og kom i tanke om at mennesker er det fedeste, så dem måtte hun hellere hilse nærmere på! Hun lærte også at gå igennem fluenet med magneter og fik sendt Jan et bebrejdende blik over hegnet omkring terrassen, som han brødebetynget påstod var “til ungerne”, før han stak af i baghaven, udenfor Æsels rækkevidde, og han kom IKKE tilbage bare fordi hun stod der og var fortørnet, ensom og forladt!

Heldigvis var der andet at tage sig til, der blev jo ved med at vælte ind med mennesker, der alle lød enormt lidende, når de så Æsel. “Nåååååååååååhr!!!” er i hendes verden absolut et kælenavn eller et kald på hjælp, og Æsel er jo terapihund in spe, så hun gjorde hvad hun kunne for alle.

Hun var absolut dagens mest omsværmede gæst, på trods af at hun hele tiden havde mig tæt på, der sagde “skal jeg hente noget at drikke til dig? Tænk engang, hendes søster er stadig til salg. I Aså! Det er SÅ tæt på, og jeg vidste virkeligt ikke hvem af dem, jeg skulle vælge!!!” og så løb de væk igen.

Æsel opdagede ret hurtigt, at der var BØRN! Børnenes forældre kiggede bekymret på curlinggødyrbetvingeren og sagde “Er det i orden, at vi sætter hende på plads, hvis hun bliver for vild?”, jeg stirrede tilbage på curlingforældrene og sagde “Ja. Er det i orden, at jeg sætter dem på plads, hvis de bliver for vilde?”. “Ja”.

Og så stirrede vi den næste lange tid på nogle let betuttede unger med to og fire ben, der ret hurtigt fandt ud af at de var i godt selskab, mens ingen på curlingholdet fik anledning til at forstyrre noget som helst på gulvniveau.

Jeg måtte med mellemrum på jagt efter Æsel, men i sand bassetstil var hun som regel at finde i køen til mad i køkkenet, og jeg fik stirret ondt på hele forsamlingen og sagt “Hvis I vil give hende godbidder, så har jeg, men jeg ryger direkte i flæsket på den første, der lærer hende at menneskemad er lækkert!”. Det virkede vist, jeg har i al fald fået madro efterfølgende også, og Æsels køglæde viste sig mest at skyldes, at folk i kø har rigtig god tid til at nulre på mave, især når de ikke kan følge resten af køen, fordi 10 kg Æsel har smidt sig på deres fødder.

Alt i alt var det en fantastisk succes, og Æsel og jeg blev kørt hjem til ulykkelig Basse 5 timer senere, hvor der så var aftensmad og implosion på sofaerne før sengetid. Æsel er den fødte selskabspapegøje!

Eller … Ja, det troede jeg virkeligt. Men så var vi til hvalpetræning i aften, hvor jeg lærte, at Æsel faktisk er pænt utryg ved andre hunde. Første høflige “må vi hilse?” blev rettet mod labradorinficeret rundkørsel, og jeg var sådan set den eneste, der opdagede, at Æsel hilste med tænderne først og absolut ikke var sjov. Rundkørslens ejere og rundkørslen selv var så optaget af alle de nye indtryk, at ingen opdagede, at der var et overfald i gang, og jeg fik hevet Æsel til mig igen, noget paf og smårystet. Jeg havde absolut ikke set at min basset, som jo er en race, der netop er kendt for at være rablende vilde med alle andre dyr, ikke havde læst samme racebeskrivelse.

Vi trak os tilbage til vores plads på plænen, og Æsel sonderede omgivelserne, mens jeg fik lagt en ny slagplan, mens træneren gik i gang. Det var ret tydeligt for mig, at Æsel faktisk ikke nåede at få sagt på hundsk, at hun sgu egentligt var lidt utryg ved det her, så den anden hund havde såmænd ikke en chance for at fortælle hende, at det var OK. Ikke at den havde gjort det alligevel. Hun var virkeligt sød, Rundkørslen, men der var tydeligvis labrador nok i hende til at være analfabet på hundsk, og hun havde travlt med at råbe “SKAL VI LEGE?!!! JA, VI SKAL!!!!” af alle, der var bare nogenlunde i nærheden.

Jeg fik gentaget forsøget nogle minutter senere med trænerens instrukser i baghånden, så jeg sørgede for at give Æsel lang line, fortalt de andre gødyrbetvingere, at hun vist er lidt usikker og at vi lige ta’r det i hendes tempo, og så hoppede hun lidt frem og tilbage, fik nærkontakt igen og så begyndte de at tumle. “Er det for voldsomt for jer?”, spurgte den anden ejer, og det var det sådan set ikke. Det foregik uden tænder og på et niveau, Æsel er vant til med Basse, og hun havde stadig plads til at bakke, når der kom et par sekunders “Er det stadig for sjovt, det her?”-tanker. Efter lidt tid takkede jeg for snakken og sagde “nu skal hun lige have en chance for at geare lidt ned igen”, før det gik fra leg til noget andet.

På det tidspunkt havde jeg så tabt al kontakt til Æsel. Hun rykker stadig pronto retur mellem mine fødder, når hun er utryg, hvilket er så fint, men indtrykkene eksploderede i hende, så ingen godbidder, kælen eller andet kunne fange hendes opmærksomhed, så hun kom lige op i favnen igen, hvilket ellers altid har haft den effekt, at hun smelter på 15 sekunder, men ikke i dag. Jeg havde dog stadig held til at beholde hende i armene, og efter et par minutter var hun kontaktbar igen, men ikke til salgs for godbidder.

Hun var dog stadig villig til at lade træneren demonstrere “dut håndfladen!” med hende og spise hendes fremmede godbidder, men vores egne var ikke det mindste interessante, så vi brugte en del tid på at gå rundt i baggrunden, lytte med 1 øre og så se om hun måske vendte tilbage efter at have snuset nok til plænen.

Det virkede til sidst, men ikke helt sådan som jeg havde håbet. Æsel brugte den sidste halvdel af timen på at sove under min stol og lod sig allernådigst vække af træneren igen, da det var på tide at finde bilen. Her nåede hun så at hyle i 30 sekunder i kassen, før hun faldt bevidstløs om igen.

Basse havde ventet os med længsel, og der var heldigvis gemt krudt til Basseondulering!

Herefter kunne vi så få aftensmad og prøve at træne lidt mere. Dagens to lektioner, udover “Hvordan omgåes man med andre hunde og her på træningspladsen?” var “det magiske ord” som skal bruges som ros og løfte om godbid (det blev “top” hos mig, for der er godt nok ikke mange ord tilbage, jeg ikke i forvejen bruger konstant, og det skal jo være et ord, man ikke kommer til at smide ved et uheld uden at huske godbidden) og så “dut håndflade”, som jeg gætter på bruges til at få hunden til at fokusere på gødyrbetvingeren, selv når der er gang i den alle andre steder omkring den.

Og ja, hjemmetræningen gik som forventet meget bedre, især da jeg gik i fryseren og fandt tørret kød til formålet. Så var det så at finde ud af hvordan man træner med 1 hund, når man har 2 hunde omkring sig, så Basse fik en godbid, jeg viste Æsel min håndflade, hun duttede, jeg jublede “DUT!” (det er sådan set ikke en del af træningen, jeg kan bare ikke lade være!) og så “TOP!” og godbid! Det gjorde vi 5 gange, før Basse mosede sig tættere på og duttede min håndflade med snuden. Det kan godt være, han er sendt på pension, men han vil fandme ikke leve på nas hos Æsel og være afhængig af om hun er dygtig nok til at skaffe ham godbidder! Så der blev synkronduttet, råbt “Dut-dut!”, “TOP-TO!” og så langet godbidder ud.

Da jeg løb tør, afgav Æsel et sjældent, fortørnet bjæf, og så måtte jeg i fryseren igen. Jeg var stadig lidt forundret over at Basse også tog træningen til sig, hvilket siger mere om hvor dum, jeg er, for jeg VED jo, han er en klog dreng, der virkeligt godt kan lide at gøre mig glad og vise, hvor dygtig han er. Så ja, jeg forudser at størstedelen af vores træning kommer til at bestå i at gentage noget, Æsel har lært til træning, foran Basse, der så samler det op på en håndfuld forsøg og så delta’r på lige fod. Det er altså også federe at tjene sin løn selv end at leve på nas, så jeg kan såmænd sagtens forstå ham. Det er også bare så meget nemmere at lære noget, når der sidder en demo-hund, der HAR lært det, til at demonstrere.

Men han får virkeligt knoklet for at bevise min påstand om at også gravhunde SÅ gerne vil træne, og hvor dygtige og intelligente, de er, også som seniorer.

Og ja, mit hjerte kan selvfølgeligt næsten ikke bære al den vidunderlige hundskhed, jeg er omgivet af!

Han er som forventet også blevet bedre til humpning, hvilket beviser min påstand om at det er begynderstress, der forsvinder, når han HELT har vænnet sig til hvordan det er at bo med Æsel. Det er stadig rigtigt rart på den måde at lære Æsel, at Basse er Onkel Storebror, og ikke et skældsord. Hun har også luret, at det er hende, der er Æsel nu og er blevet ret god til indkald – når man kan fange hendes opmærksomhed, der er mere flyvsk og udbryderkongeagtig end nogen hund, jeg nogensinde har mødt før!

Vores tur til Nibe var også vores første mere organiserede forsøg på gåture. Basse er jo ikke ret vild med at besørge på fliser, medmindre Æsel starter, og det er jo de lækreste og mest tilgængelige områder overhovedet i seniorparadiset. På de her dage har Basse så lært Æsel i al fald at løfte det ene ben op i selen, og så’n nogenlunde hvad “gåtur” er.

Nogenlunde …

Naboerne har kommenteret på, hvor korte turene er, og dét har de ret i. For Basse prøver at “stå tur” som han plejer, mens Æsel fræser frem og tilbage mellem ham og mig, prøver at få ham til at lege, tjekker jeg er med og laver så endnu en glidende tackling af sig selv henover plænen, hvorefter hun ligger lidt, stirrer på Basse og så ryger i flæsket på ham een gang til. Hans eneste udvej er såmænd at holde sig foran hende, hvilket var muligt, fordi jeg har lagt den anden 10-meterline “på plads” et sted, jeg ikke lige kan huske hvor er, så første tur var med en hylende Æsel i 5-meterslinen og uden at kunne nå Basse, og på næste tur havde jeg byttet snorene rundt. HUN har en fest, Basse er bare umanerligt tålmodig.

Nibe har så også været en introduktion til spejlbilleder i bassethøjde, tunede knallerter, måger, gråhårede naboer med strikketøj og endnu flere robotplæneklippere, så jeg forstår egentligt godt, hvorfor hun har været for træt til at være en pest ved sengetid.

Nu er vi så hjemme igen og kan se frem til et par dage med LIDT mere ro, før vi igen skal til Nibe og begynde at pakke for alvor. Vi får se hvordan det går, Æsel synes at flyttekasser smager virkeligt godt.

Hun udvikler sig og vokser med stormskridt og allerede nu kan jeg f.eks. se hvor meget bedre hendes blærekontrol er blevet. Rodalonspanden er stadig uundværlig, men der begynder at være mere uvane og mindre mangel på kontrol bag det, og heldigvis får jeg stadig al den søvn, jeg har behov for, så jeg fortsat har utroligt meget overskud til at sige “NEJ, røvbanan!!! NEJ!” og kan også tydeligt se, at hun såmænd gerne vil have ros og være artig, bare ikke hele tiden, vel?

Vi skal nok få en dygtig og skøn voksen pige ud af Æsel, det er jeg helt sikker på. Hendes hoved fejler absolut ingenting, og det samme må siges om hendes ønske om at få mere ros og mindre skæld ud. Men hun ER jo heldigvis også en hund med sin egen vilje og selvstændighed, så det er 100% op til mig at gøre “de rigtige valg” endnu mere attraktive. Den del ville bare være lettere, hvis der var mere madøre i hende, men hvis ikke det er det, der kan motivere hende, så finder vi nok noget andet med tiden. Det er bare det fedeste overhovedet at få lov at følge hende, mens hun lærer sig selv, verden og os andre at kende, og at se at små ting ændrer sig, såsom at hun ikke længere bruger 15 forsøg på at finde den mest behagelige puttestilling om aftenen, og at hun bliver bedre og bedre til at nyde at blive nulret på maven. Øjendrypningen har vi jo også fået alt for meget erfaring med, og jeg er begyndt at rense hendes ører med fugtige vatrondeller, fordi der bare samler sig halve kolonihaver derinde ellers. Hun synes heldigvis at ørerensning er en helt speciel form for nusning, som hun faktisk rigtigt godt kan li’, og det gør det godt nok nemmere!

Nu skal vi så snart videre til den forhadte negleklipning, som jeg har brugt 3 uger på at sætte mig op til mentalt … Jeg HADER at klippe negle på hunde, og det har gravkræene 100% kunnet tilslutte sig. Det ville bare være så dejligt, hvis Æsel oplevede det anderledes! De fleste af hendes negle er heldigvis hvide, så jeg kan se blodårerne, hvilket mindsker risikoen for fejlklip, men det både larmer og niver stadig, så jeg kan sådan set godt forstå det, hvis hun stadig ikke er fan.

Det er muuuuuligvis tid til at hive slikkepad’en og peanutbutter frem igen!

Æselbabyen – med vildt mange billeder

StickyBasse og terapi-Æsel, Billedkavalkade, Hvalpeopdragelse

Som barnløs får det mig stadig til at få sure opstød, når nogen kalder mig for “hundenes mor” eller siger “det er næsten lige som at have børn”. Hunde er hunde, og de har brug for en god, moderne leder, der sætter grænser og kommunikerer klart og tydeligt (yup, jeg kan sagtens selv se udfordringen der, tro mig!) og motiverer dem til at blive de gladeste og tryggeste hunde, de kan blive.

Men jeg må godt nok indrømme, at jeg er begyndt at bruge fifs, jeg har samlet op fra veninders snak om børneopdragelse …

Æsel punkterede fuldstændigt i går efter aftensmad og sidste spontane visit, og det blev hun så simpelthen ved med. Da vi ramte 22 begyndte jeg at blive bekymret! Ikke for Æsel, bevares, jeg ved godt, at hvalpes vigtigste behov er rå mængder mad og endnu mere rå mængder søvn og så lidt stimulering i de vågne timer … Nej, det er sgu mig, jeg var bekymret for!

“Natmad” er afskaffet, fordi det viste sig at virke som at hælde amfetamin i punchen ved teenagefesterne, så det holdt vi lige op med igen.

Til gengæld tilstår jeg gerne, at da vi ramte 22, så begyndte jeg at pirke til Æsel, prøvede at lokke hende til noget aktivitet eller bare et eller andet, så jeg ikke skulle sove med en overkrudtet, veludhvilet Æsel, der var klar på mere aktivitet!

Men intet kan udkonkurrere søvnbehovet hos Æsel, måtte jeg konstatere … Og så bare indstille mig på en nat, hvor jeg nok ikke fik al den søvn, JEG havde brug for!

Jeg eksperimenterer også stadig med babyfifs ift at få hende til at opfatte sengen som et sted, hvor man sover og hviler, og KUN det. Så da hun starter med at putte sig i min favn med maven vendt opad, ja, så var der dømt blid mavenusning og rooooooolige ord. Der er så bare det med Æsel, at hun virker oprigtigt kilden rigtigt mange steder på kroppen, og ISÆR maven! Så jeg trak neglene til mig igen og prøvede med blide fingre, og hun vred sig stadig som en ål, der var trukket på land.

Så prøvede jeg at klø hende bag ørerne, det var lidt bedre. Det er simpelthen noget af det skønneste ved at få ny hund, ung eller gammel. At lære hvem de er, hvad de elsker og hvad de hader, og især med hvalp skifter det meget fra dag til dag. Hun kan f.eks. ikke rigtigt finde ud af om hun er ligeglad med regnvejr eller om hun ikke gider det … Men jeg må indrømme, at jeg bliver en lillebitte smule trist, hvis det viser sig at være en permanent Æsel-ting ikke rigtigt at kunne klare at blive nusset pga. kildenhed, så jeg prøver at mindske sensitiviteten over tiden. Det ville virkeligt være ondskabsfuldt, hvis nogen havde skabt sådan en topnuttet og ultrablød lille pige og så lige havde tilføjet “kildenhed, vil ikke røres ved” som særpræg.

Nå, tilbage til natteseancen! For ja, det er det sgu blevet efterhånden.

Hele tiden sørger jeg for at hun har bamse i munden, for nattid er bidetid, og i går fik hun stadig lige sparket dynen nok af mig, til at kunne få fat i en luns bryst. “Måske du skulle tage nattøj på, Stine? Mens Æsel er så lille?”, tænker du så, og der må jeg bare sige, at det eneste, der ville være nok, ville være at sove i fuld rustning, og det siger vi lige nej til i den stråtækte idyl. Det er så CO2-tungt at producere sådan nogle rustninger i størrelse fed gødyrbetvinger. Og forestil jer lige et 112-opkald, når jeg VIRKELIGT skal tisse og er kommet til at vælte i 60 kg rustning og ikke kan komme op igen? Der er ikke supermeget værdighed tilbage i mit liv, men i det mindste har jeg aldrig måtte ringe 112 fra en gennemtisset rustning for at blive hjulpet på benene igen …

Jeg prøvede at gøre bamsen mere attraktiv ved at ryste den lidt (ikke voldsomt, hvalpe er superbløde i deres muskler og led, så det kræver bare en heftig ruskeleg at få nakken til at kræve besøg af osteopat) så den virkede “næsten død, men ikke helt”. Dét var så en dårlig plan, Æsel blev mere og mere frisk ved tanken om at skulle slå bamsen HELT ihjel før puttetid!

Og så var vi tilbage ved bløde, lange strøg og en hånd, der konsekvent stopper bamse i munden på hende, når hun begynder at gnaske på puder, hår, Basse og barm. 20 min efter sengetid sov hun. Jeg er ved at lære, at det ca. er den tid, det ta’r og indstille mig på, at jeg går i seng lidt før, jeg er ved at gå i koma og at jeg ved, at det er Æseltid de første 15-30 min, og SÅ kan jeg få lov at læse bagefter. Det er stille og roligt ved at blive den vigtigste kvalitetstid, vi har dagligt, hvor hun får fuld opmærksomhed på kun hende. Uanset om det er for at redde mine puder og hår eller forsøg på at få hende til at sove, ja, så er det stadig vigtig tid ift. at knytte bånd med hende, bare os to.

“Hvor var Basse da under den her seance”, spørger du? Han var knotten i aftes og bestemte sig for at markere, at Æsel muligvis er hurtigere og har skarpere tænder, men det er stadig HAM, der har ret til at ligge tættest på mit hoved i sengen! Så han plonkede sig delvist ovenpå Æsel, mig og en pude, og ignorerede hvor dårligt, han egentligt lå, for lige at gøre opmærksom på sine rettigheder som Onkel Storebror.

Da han blev træt af det, så gjorde han det, en klog hund ville gøre, og listede sig henover mit hoved (yay for at få våd hundediller direkte i face i sengen, mens man overvejer om det er fugt fra græs eller pis, der nu har efterladt sneglespor på panden!), gravede sig ned under dynen og skred så ned i fodenden, hvor der faktisk lige er et Basseformet hul bag mine knæ, hvor man kan sove trygt og godt, i sikkerhed for bidske Æsler.

Han flyttede sig så stille og roligt i løbet af natten, da han lurede, at hun var kørt så træt i går, at der ikke var optakt til natteroderi. Jeg er holdt op med at tage hende med op om natten, når jeg selv skal tisse, og hun kan virkeligt holde sig voldsomt længe, før hun selv trisser ned på gulvet og sætter sig på pad’en. Eneste småøv er at hun mener, at de hedder “TISSEPADS”, så bæ bliver lagt lige ved siden af. Hurra for at have vænnet sig til at tænde lys ved hver tisseseance selv i halv bevidstløshed!

Til min store glæde sov Æsel som en skudt indtil jeg bestemte mig for at stå op 12 timer senere. Og det gør hun såmænd også nu, trygt puttet ind til Basse og mæt efter ENDELIGT at have fået sin morgenmad!

Jeg LOVER, at jeg får nogen til at optage hvordan fodring foregår her engang, det er det mest bedårende cirkus! Æsels tendens til at sidde lige foran mine fødder bliver forværret gange 20, når hun så samtidigt er topbegejstret ved udsigten til mad og på den ene side vil have den hurtigst muligt, og på den anden side være så tæt på skålen hele tiden, bare lige i tilfælde af at jeg taber den. Ja, man behøver ikke være risikovurderingsuddannet for at lure, at der er en vis risiko for at jeg taber skålen …

Jeg HAR skrevet “lær Æsel at gå bagefter folk, ikke foran” på listen til hundetræning, men det bliver vist noget af en udfordring, så vi får se hvordan det ser ud om 6 mdr.

Nå, men … Nu er det vist belønningstid for dem, der rent faktisk holder fast og læser med i bloggen. Henrik har nemlig sendt flere billeder!!! OG ja, I får self dem alle sammen, og det bliver lige nu, ikke noget med at trække ventetiden ud her!

Når Basse er gejlet nok op, så gøer han, hvis Æsel bliver for sløv. I kan LIGE se Æsel foran hans brystkasse, hvor hun vist blev distraheret af “blade på busk” som er en yndet Æselfavorit!

Huhej og vilde dyr!

StickyDet dyriske, Grænser - det bruger vi ikke her, Lundum-nyt, Med billeder

Nå, men øh …. Har jeg EGENTLIGT nævnt, at jeg har VERDENS klogeste, dygtigste og sødeste hunde?!! For ellers så gør jeg det lige nu!

Vi måtte jo tidligt op og til dyrlægen … Dagens gode nyheder er at Æsels øjenbetændelse væk og at den lille slambert ikke har smækket en gren i øjet på Onkel Storebror – endnu.

Dagens dårlige nyhed er at Basses kærlighed for Æsel åbenbart strækker sig så langt, at han har taget hendes øjenbetændelse til sig. Den konstatering kostede gratis ved dyrlægen, efter at han havde startet konsultationen med “Var du ikke lige gået?!!” og at jeg jo allerede havde øjendråberne fra sidste uges besøg … Han fik også lige nævnt, at jeg nok kan se frem til en hel del øjenbetændelse pga. Æsels race, og jeg fik heldigvis spurgt, om han mente, at bassets er slemme, når det kommer til øjne, eller om Æsels øjne var værre end andre bassets? Han mente såmænd bare bassets, og det vidste jeg jo. Dårligt avlsarbejde har virkeligt smadret stort set alle hunderacer, og bassetten er en af dem, hvorfor det bare er ekstra vigtigt at finde opdrættere, der går efter “sund” først og “nuttet” som nummer to. Han fortalte, at der er mulighed for at give hende et øjenløft senere i livet, hvis det bliver helt slemt, så nu ser vi om det bare var en uheldig start eller en tendens. Forsikringen nægter i al fald at dække hendes øjne de næste 6 mdr., før vi kan ansøge om at få taget det med også.

Og nu er der så bestilt tid i næste uge til Æsel-stikning, hvilket er den eneste runde “sæt halen på Æslet”, nogen får lov at lege med hende.

Det er så også meget godt, for min stresshjerne havde glemt at få tjekket Basses knude, nu vi var der. Jeg er stadig pænt sikker på at det er arvæv omkring hans chip, men vi må hellere lige få det kigget efter, så han får også lov at komme med i sidste uge.

Jeg havde bestilt Bilka2go, der først var klar 2 timer efter vi tog fra dyrlægen, så i stedet for at køre hjem bare for at pakke Æsel ud og ind i bilen igen lige bagefter, så tog vi på tur!

Æsel ta’r kørsel markant bedre, når Basse er med, og endnu bedre, når hver ny start af kørsel udløser en håndfuld godbidder i transportkassen! Vi startede med at køre til bassetavler Anne for at aflevere afhentede hvalpegårde, og jeg takkede nej til at se hende få dage gamle hvalp, eftersom der jo var forbud mod at røre for at undgå at smitte med øjenbetændelse. Min version af Helvede er at blive plantet et sted omgivet med tonsvis af hvalpe, voksne hunde, og især seniorhunde, med ordre på ikke at måtte røre ….

Så tog jeg ellers livtag med stressen og fik kørt forbi min gamle arbejdsplads for at aflevere den adgangsbrik, jeg burde have afleveret for 5 mdr. siden, men jeg havde ligesom andet at se til. Det gik helt uden åndedrætsbesvær eller andre gener, og var såmænd nok en bedre ide end bare at smide den i postkassen. Det var også rart lige at få hilst på et par af de gamle kolleger.

Kræene var også fans af stedet: Der er store grønne områder, som vi gik Æsels første rigtige tur på, og alt er jo heldigvis fint i Æsels verden, når både Basse og jeg er der, og som forventet øffede hun lige bagefter Basse hele vejen rundt og retur til bilen. Naturligvis afbrudt med adskillige liggepauser, man er vel en kontrær basset, der er blevet degraderet til burhøne … Nu var hun så også blevet træt nok til end ikke at orke at klynke lidt i kassen og gik direkte videre til plan nummer 2 og fik en morfar, mens vi kørte forbi drive-in apotek for at konstatere, at jeg sådan set HAR hentet min medicin for flere uger siden, og så Bilka2Go til opladning af depoterne.

Hjemturen blev fejret med lige at trisse rundt på gårdspladsen og hyle over at Basse havde 10 meter snor, mens Æsel kun havde 5 … Så ja, jeg skal NOK huske de rigtige snore, når vi skal til Nibe!

Nu var der så lige tid til en morfar mere for hundene, kun afbrudt af ultravigtig intro af Æsel til postbuddet, der kom med hvalpefoder, mens jeg fik lavet en hel del kaffe og kiggede lidt på boskifte, indtil osteopaten Sofie kom et par timer senere. Posten havde heldigvis et helt minut tilovers til at beundre meget træt Æsel, der hang på min arm, og lod som om hun er en rolig lille hund … Hun var også ret blæst efter at hjemkomst blev brugt som en god anledning til at sætte tænderne på en hård prøve med kyllingegodbidder i buret, som IKKE skal være lukket, siger Æsel! Hun taler som en hvalp, der endnu ikke har fået stjålet sin godbid af Basse, siger JEG så bare!

Skifteretsarbejdet gik så ret nemt, da jeg kunne konstatere, at jeg ikke har adgang til at se noget som helst, før jeg får indsendt dokumenterne omkring at jeg er den, der står for at håndtere boet, så nu er bolden videresendt til skifteretten igen.

Sofie osteopat var heldigvis “totalt spild af penge”, da Æsel bare er så fin, sund og rask en hvalp som man kan ønske sig, så nu ved jeg trods alt, at hun får de allerbedste forudsætninger for at vokse op til en sund, glad og rask stor hund.

Æsel er voldgod til det med behandlere! Snav dem i gulvet først, så er de meget mere medgørlige!
Når patienten er for rask, så må man fokusere på vedligehold og styrkelse af musklerne

Vi skal så liiiiiiige træne lidt med hendes hang til snørebånd og sokker … Det er ret nemt lige at skippe, når man som jeg alligevel går barfodet og har lært at flytte skoene op på bordet i bryggerset. Mañana, mañana!

Spontant besøg fra Joan og Karen var så også fin lejlighed til snørebåndstræning, og de kom lige efter kræenes spisetid, så de var helt oppe og køre. Ingen kom til skade under besøget!!!

Og nu er hundene så døde igen … Jeg krydser fingre for at dagens udflugt ikke bare har kørt dem midlertidigt trætte, men også sørget for at Æsel kommer til at tage den længere køretur senere på ugen i fin stil.

Den mulige forklaring på hvorfor Æsel mener at hovedpuder kun har et formål: At blive bidt i!

“Æsel, du er en røvbanan!”

StickyDet dyriske, Lundum-nyt, Noget at glæde sig over

Ja, det er ikke kun roser, der fyger gennem luften i den stråtækte idyl! Denne bemærkning faldt, da vi kom hjem fra BARF-forretningen, små 400 kr. fattigere og tungt belæsset med hvalpefoder og godbidder, og jeg kunne konstatere, at jeg nok burde være kørt til dyrlægen i stedet …

Basses ene øje hænger nemlig en del, og jeg tør sætte en hundegodbid på, at det enten har været i nærkontakt med Æsels tænder eller en af hendes utallige grene. Hvis der er noget, jeg har lært af gravhundene fra Helvede, så er det at øjenskader er noget af det mest alvorlige, så det skal være dyrlæge hurtigst muligt, hver gang. Så i morgen står vi op til formiddagsåbning hos dyrlægen, og prøver at glæde os over al den bil- og dyrlægetræning Æsel får, før hun næste uge ændrer holdning til ham, når nålene kommer frem!

Køreturene går ikke så godt som hjemturen fra opdrætteren, men det kunne være værre. Vi tog turen gennem Horsens i dag for at ende nord for byen i den lokale BARF-forretning, og Æsel hylede og søgte udveje af transportkassen lige til vi ramte Horsens, hvorefter hun lagde sig ned. Hjemturen gik noget bedre, men stadig med hyl og klynk, så det bliver spændende at se om det bliver bedre eller værre, når Basse kommer med, og hun opdager, at han får lov at trone på forsædet, mens hun bliver behandlet som en burhøne!

Men lære det, det skal hun nok! Der er heldigvis stadig ikke noget, der bare ligner køresyge, og hun får forhåbentligt også snart lært, at der som regel er fede ting foran os, når vi kommer frem.

BARF-forretningen lugtede jo fantastisk, og ejeren havde udover god rådgivning også godbidder at donere til sagen! Til Æsels store glæde var der også andre besøgende, der kælede lidt ekstra i forargelse over navnevalget, men det er altså sådan, det bliver.

Nu venter vi så bare på at probiotikaen har stået de 15 minutter, der skal til for at aktivere bakterierne, og så satser jeg på at vi får lidt mere faste bæer igen, også med den ekstra udfordring som BARF’en sikkert bliver. Et hjemmeprojekt til mig bliver så at få lavet fryserplads nok, for BARF-folket bliver ved med at insistere på at det ikke er dyrere end de dyre tørfodermærker, jeg sværger til, og jeg har sagt, at det kun bliver 100% BARF, hvis hun viser sig at være allergisk, som en del hunde, især bassethunde, jo er.

Til min store glæde sagde BARF-damen, at den slags som regel blev fremprovokeret af dårligt foder, så med mit valg af mærke burde jeg ikke være så bekymret, når hun ikke reagerede allerede, men at hun self stadig til enhver tid vil anbefale ren BARF, men til mit formål, som er at sikre at Æsels mave kan håndtere et kødben og lidt råt kød af og til, så er det nok at give en enkelt terning BARF til hvert måltid, hvilket trods alt er mere overkommeligt økonomisk. Det får forhåbentligt også givet mig det los i røven, der skal til, for at rydde en skuffe i en af fryserne til BARF, så jeg kan købe i mængder, hvor der udløses rabat, som jeg gjorde med godbidderne.

Hun er helt ekset over Carniloves trout-godbidder, så der er købt 3 poser, så vi er klar til træning. Jeg har ellers fået det gode råd at bruge råt eller kogt kød til træning, men vi ser lige hvordan hendes mave ta’r imod BARF først.

BARF-foderet er nu blevet testet, og 3. verdenskrig er brudt ud, nu da Æsel har fået smag for kød og Basses smertestillende virker og det dårlige øje dryppet. Der er også blevet tændt op i brændeovnen på denne efterårsdag, uden at det dog har smeltet nogen endnu. Æsel virker ikke til at være den store varmegris, så det kan tænkes, at Basse får lov at nyde brændeovnen helt for sig selv til vinter.

Krige har det jo med at få innovation til at gå lynhurtigt, og her på matriklen har jeg nu testet om Tractive-trackeren virker, når vores yndlingsrøvbanan har hevet halsbånd og tracker af Basse … Det gør det, og halsbåndet er nu hentet fra bunden af haven og sat lidt strammere fast på vores yndlingsonkel Storebror. Adaptilhalsbåndet virker vist, bevares, men lidt plads bliver der stadig givet til Klamme Onkel Basse.

Jeg har kigget 0% på skifteretspapirer, men har fundet forbrugsudgifter og andet godt frem til køberen af min mors lejlighed, så LIDT er jeg da kommet i gang. Jeg er kommet så langt som til at opdage, at det, jeg har lavet, sådan set ville være blevet lavet for mig, når jeg har en skifteretsattest og har tømt og rengjort min mors lejlighed … Så ja, nu ved vi, hvad der skal gøres i morgen!

I dag har Æsel lært, at blæsevejr ikke er så farligt, og at man faktisk godt kan gå i haven i blæst og regn uden at være klistret til Onkel Storebror. Hun har lært at BARF-butikken er skøn, men BARF-maden endnu bedre, og lige nu er hun for første gang i buret med lukket låge, både for tilvænning, men også for at hun kan koncentrere sig om sin egen kyllingering, der kræver en del mere gnavearbejde end hun har været vant til. Hun har også lært selv at komme ind og ud af sit bur, også selvom det faktisk er lidt for højt til hende endnu, så jeg dropper vist planen om at købe en stepbænk. Dagens udflugt afslørede også, at den “lidt for store sele” Frida brugte en overgang, nu passer Æsel en del bedre end for 10 dage siden, så hun får voksekrudt nok, lader det til. Jeg har købt lidt forskelligt udvalg af “større godbidder” til bur- og gnavetræning, og tænker måske også det er vejen frem under bilkørsel. Jeg nusser hende self i stor stil, men udnytter altså også tiden til liiiige at mærke om man stadig kan mærke hendes ribben. Den perfekte vægt er jo der, hvor man kan mærke ribbene, men ikke se dem med det blotte øje, og for hendes skyld vil jeg frygteligt gerne slippe for både overvægt og slankekure i fremtiden.

Men i morgen vil jeg RIGTIGT gerne have at hun lærer ikke at smadre Basse mere end han kan nå at hele til dagen efter! Og så håber jeg hun hygger sig med formiddagsbesøget til dyrlægen og efterfølgende nusning af osteopaten.

Tilbage til hverdagen

StickyDet dyriske, Lundum-nyt, Med billeder

Yup, så er hverdagen startet, stråtækt idyl-style, hvor der ikke er ret meget af det der “arbejde” at skulle forholde sig til, og slet ikke nu, hvor stressen stadig kører rundt i krop og hjerne.

Men her er jo stadig lidt af en rutine og opgaver, der skal løses, og jeg må indrømme, at det i den sidste uge har heddet 1. Æsel og Basse, 2. Gæster, 3. Blog, 4. Alt det andet.

Og det går såmænd fint, når stresshjernen kører, men jeg er jo så også lige kommet i tanke om, igen, at jeg fik papirer fra skifteretten dagen før vi hentede Æsel og at boafslutningen nu er på min banehalvdel – og jeg har nærmest ikke mere end kigget på det hele. Det er også det, der står i vejen for køb af sommerhus og ny bil med plads til større bur, så jeg må hellere få omprioriteret lidt og få brugt Æsels komapauser til at kigge på papirer. Nu er mit evigt rodede spisebord jo også nogenlunde ryddet, så der er plads til en ordentlig stak papirer, og tak for det, Æsel. Årsagen var gæster til spisning, men sådan set mest fordi jeg godt kunne se, at jeg ikke er et hjem, der bruger dug det næste halve år, mindst!

Når jeg har fået min tredje kop kaffe, altså, det er absolut nødvendigt først. Og når jeg lige har fået skrevet lidt her, så jeg ikke har så dårlig samvittighed, hvis jeg falder i et regnskabshul lidt. Noget andet er så også, at jeg får vejrtrækningsproblemer, hver eneste gang jeg tænker på det boskifte, så det kunne måske hjælpe lidt på det, hvis jeg fik set, at det ikke er så farligt og heller ikke er så svært. Jeg skal bare lige over det bump, hvor min krop fortæller mig, at jeg bør overspringshandle yderligere. Jeg kunne jo uddelegere opgaven til en advokat, men jeg er simpelthen for nærig, så nu må jeg se om “Ta’ sig sammen”-musklen kan vækkes til dåd igen.

Jeg var nødt til at gå i den stærke smertestillende lørdag, og det betød så ekstra lur søndag. Æsel ER åbenbart vokset fra middagslur nu, det involverede i al fald en stor mængde “Stik Æsel noget, hun godt må bide i” og “prøv at ae hende beroligende …”, mens Basse sov og jeg blundede. Det medførte også at de fik det store måltid ved 22-tiden, og at jeg vågnede op til utroligt meget lort i soveværelset. Men så længe det er på gulvet, og ikke i sengen, så er jeg stadig glad.

“Glad” var jeg så ikke over at opdage, at Æsel enten har sovet for meget i går eller er ved at vokse fra syvsovertendenserne, så hun har jævnligt prøvet at få mig gejlet op til leg, og ellers lagt sig til at putte, mens hun gnaskede på mit hår, uanset hvad mange gange jeg stoppede bamse derind også.

Det blev ikke bedre, da min stemmeføring ved opvågning blev lidt mere end kærlig, da jeg var ved at fjerne bløde bæer i soveværelset (vi løb tør for probiotika i går, men der er heldigvis kommet pakker med tissepads og probiotika i dag – og den probiotika har vist været en rigtig god ide, kunne jeg se) og Æsel bestemte sig for at den køkkenrulle i min hånd så sjov ud, bed sig fast og ruskede … Og så fløj der blød lort ud over det hele, der på mirakuløs vis hverken ramte mig eller Æsel, men glad var jeg ikke. Jeg fik heldigvis lov til at fjerne resten uden yderligere aktiv deltagelse fra de engagerede tilskuere …

Jeg gruer også for hvad min frisør siger næste gang, men i det mindste kan jeg sige, at jeg trods alt ikke har betalt nogen for den grimme klipning!

Adaptilhalsbåndet kom i går, og om det er det eller stadig eftervirkninger fra sidste runde CBD (det plejer at virke 1½ døgns tid her) skal jeg ikke kunne sige, men Klamme Onkel Basse er væk, og vi ser desværre ikke helt så meget til Onkel Storebror som især Æsel gerne ville. Han leger dog stadig med hende, omend i lidt mindre omfang, men igen, han må også være træt ovenpå en uges stress og konstant væren på. Han er immervæk 14, selvom han er en topfrisk 14-årig.

I går var også dagen, hvor det uundgåelige skete … Æsel insisterer jo på at være foran mine fødder konstant, og evt. gæsters også, så den mest brugte sætning har været “Kig ned hver gang du bevæger dig!!!!”. Det glemte jeg så selv i går, da jeg var ved at hente halsbånd i postkassen.

Det er så også første gang, jeg har hørt Æsel stikke i et hyl, selvom hun og Basse til tider har tumlet i en grad, så jeg tænkte at det måske ikke var topsjovt for dem begge lige der.

Jeg ER tilgivet igen, men min samvittighed er stadig sort som himlen i dag.

Det kan forhåbentligt lindres, for det blæser voldsomt i dag, og Æsel er ikke helt tryg ved det, så det kommer nok til at koste en god del godbidder i haven senere.

Besøg har ellers været det fedeste i Æsels liv den sidste uge, så nu får vi se, hvordan det går, når der lige bliver droslet ned på den front et par dage. Helt snydt bliver hun dog ikke, for hundeosteopaten fra Doggo Repair kommer forbi i morgen for at give hende et “efter fødsel”-tjek. Fødsler er jo hårde både for babyer og hvalpe, så jeg vil gerne lige sikre, at hun er helt tiptop fysisk og kan bruge al sin energi på at udvikle sig i stedet for at skulle døje med ømheder og skævheder, og desuden kan hun lige så godt lære at blive behandlet, da det er en jævnlig del af livet i den stråtækte idyl. Selv en sund og rask hund har godt af lige at blive mærket efter 1-2 gange om året, og hvis der er noget, jeg har lært af gravhundene fra Helvede, så er det hvor gode hunde er til at skjule selv de ledeste smerter. Jeg bruger typisk 2 forskellige behandlere på skift, og begge er helt vant til at jeg skriver med ønsket om en tid, og så “han virker bare ikke glad i øjnene” eller “han strutter ikke på gåture” som bemærkning, og så ved de godt, det godt må gå lidt hurtigt.

Udover osteopatbesøg starter vi ugen med at skulle ud og køre, når den lokale BARF-butik åbner, så vi kan få vænnet hende mave forsigtigt til råt kød og rå ben. Det skal nok give lidt tynd og/eller hård mave, men det gør jo heller ikke noget, så længe det ikke er i for høj en grad. Hun har godt af at blive udfordret lidt på den front også. Hun brillerede jo på første køretur med bare at lægge sig til at sove, men de efterfølgende korte ture har været med en del hyl og skrigen, så det skal klart trænes mere og det er helt oplagt at gøre det, mens hun alligevel ikke kan være alene hjemme. På plussiden er hun allerede så god og tryg ved kørsel, så vi stadig mangler at se tis, bræk eller bæ i transportkassen undervejs, og hun skal heller ikke, som gravhundene fra Helvede, stressprutte straks hun kommer ud af kassen igen, så jeg sætter min lid til at et par længere køreture er det, der gør hende helt tryg ved det.

Vi risikerer også at skulle en tur forbi Maxizoo i dag eller i morgen. Jeg HAR fået bestilt hvalpefoder hjem fra Holland, men det er stadig ikke på trapperne, og hendes kasse er gevaldigt tom. Oveni skal vi op til min mor senere på ugen, så jeg skal alligevel have “en rejsestørrelse” foder med til Æsel også, selvom der ligger BARF til hvalpe i fryseren og venter hos min mor.

Lur mig om ikke også der deroppe venter et hav af gæster, der kommer for at blive gnasket i? Ej at forglemme, at min mors andelsbolig jo ligger i et pensionistkvarter, hvor damerne plejer at bruge en god del af dagen på at samles og lave håndværk på fliserne foran lejlighederne, så både Æsel og Basse skal nok få al den kærlighed, de kunne have lyst til.

Gæster! Værdsat af både to- og firben!

Det besøg kommer så også til at introducere Æsel for konceptet “gåture”, for der er jo kun en flisebelagt terrasse, som Basse helst ikke vil bruge. Hvalpe skal ikke have lange gåture de første mange måneder, men vores korte ture med bænkpauser burde passe fint til Æsel, og jeg håber at Basse kan give hende en ide om hvordan man gør den slags, og at hun simpelthen følger efter ham.

Hvis det går som herhjemme, så kommer det til at tage LANG tid, hvis hun troligt sætter sig foran mine fødder igen efter hvert skridt.

Men jeg tvivler nu. Godbidder var ikke nødvendige for at lokke Æsel ud i blæsevejret. Hun stoler fuldstændigt på Onkel Storebrors vurdering, så når han går ud, så følger hun troligt efter og holder sig tæt til ham, mens ørerne flagrer til højre og venstre. Jeg kan såmænd sagtens forstå, hvorfor hun er lidt bekymret, de ører kommer jo med alvorlig risiko for at blive taget af blæsevejret, så det er ikke utænkeligt, at en af naboerne en dag skriver, at Æsel er fløjet over til dem, men at det trods alt er en forbedring ift normalt, hvor det er låget fra vildmarksbadet, der flyver.

Den stråtækte idyl – en uge efter Æ-dag!

StickyDet dyriske, Grænser - det bruger vi ikke her, Lundum-nyt, Med billeder

Endnu en travl dag i den stråtækte idyl for alle parter!

Vi har haft gæster igen-igen, for 4. dag i træk, og Æsel KNUSelsker det! Det gør Basse også, self, men det er jo også mest hans fanklub, der har været forbi. Han fremviser meget stolt Æsel til alle med den uudtalte sætning “Se hvad jeg har fundet!!! Hun sad bare på bagsædet og sad, og det syntes jeg altså var synd, så nu bor hun her, selvom gødyrbetvingeren sagde nej, men så måtte jeg også sætte poten hårdt ned, altså, vi ER jo gavmilde og har rigeligt til at dele med sådan en lille sulten, forsømt stakkel, der aldrig før har mødt kærlighed eller opmærksomhed!”.

Vi nikker og siger, “det var virkeligt pænt af dig, Basse, hun har tydeligvis været hårdt mishandlet længe, før hun kom under din beskyttelse”.

Hun viser sig heldigvis at være en handy-hund, ligesom Basse! Hun har hjulpet med at sprede jord i haven, superviseret robotplæneklipper, og især har hun hjulpet med at lægge grænsekabel ned til selvsamme plæneklipper.

Derudover er den stråtækte idyl i dag blevet børnesikret! Jeg fik sendt Ole i Jem&Fix for mig, før de kom, så nu satser jeg på lidt godt vejr, så jeg kan få malet hegnsstolperne, før ukrudtet igen blokerer adgangen. Der er kommet mere rodalon også, hvilket vi altså stadig trænger til, selvom hun er blevet rigtigt dygtig til at bruge tissepads. Vigtigst af alt er der kommet strømskinne til stuen, for Æsel er tydeligvis også i overvejelser omkring en karriere som elektriker, så nu er stikdåsen vægmonteret, og jeg har gemt stikkontakten bag puffen og fået løftet lavthængende ledninger op over Æselhøjde. Vi er nu også en husholdning uden dug på bordet.

Og et hjem, hvor der ikke længere er planter så lange, at de når ned til gulvet! Tak for indsatsen, Æsel.

Desværre tog de også et par stumper masonitplader med, der med lidt nanotape fint sidder fast på gulvlisterne i køkkenet, hvor Æsel ellers har haft travlt med at fjerne løbesod fra forrige århundrede fra skorstenen. Jeg værner meget om mit rustikke hjem, så levn fra 1940’erne skal naturligvis have lov til at blive her til næste idylejer også!

Begge kræ er blevet klappet, kælet, skamrost og beundret i en grad, så de burde have fået slidt 10 cm af benene og være hårløse, men på mirakuløs vis ligner de til forveksling de to røvhuller, jeg hev ud af sengen i morges.

Jeg er til gengæld rigtigt lettet over at min nye nabo med Dyreværnet ikke er dukket op … Mine forsøg på natmad er åbenbart som at hælde EPO på cykelryttere, så jeg var den eneste, der var træt, da vi gik i seng i går. Det blev også aftenen, hvor jeg lærte, at jeg aldrig mere går i seng uden at tage et par bamser med!

Begge kræ havde overdrevet voldsomme mængder krudt i røven, og Æsel bestemte sig for at hun fandme ikke ville have siddende på sig, at hun ikke bider, og ja, bevares, det er stadig svært at åbne munden for meget, men hun kan da lige få fat i det yderste hudlag, når hun prøver. Og prøvede, dét gjorde hun i aftes! Det i en grad, så stråtaget var ved at lette, da jeg skreg “av for helvede, din slambert, hold op!!!! NU!”, da jeg fik tatoveret de første 4 prikker på den gammeldags maner på underarmen. Det blev så tolket som “det skulle have været højere oppe!” og så fik jeg et identisk par på indersiden af overarmen. Jeg er fast på blodfortyndende medicin, så jeg forudser, at min forkærlighed for at være iklædt masser af farver også kommer til at inkludere “under tøjet” de næste måneder, især fordi hun også har opdaget, at hun rigtigt godt kan lidt piercinger!

Jeg vil ikke kloge mig på hvordan det er at have børn, men jeg vil gerne kloge mig på hvordan det påvirker omverdenen til at mene, at “it takes a village” betyder, at man gerne må svine “forældrene” til ud fra småbidder af information eller billeder, og det at have hund er næsten identisk. Selv de mest perfekte forældre oplever igen og igen at høre fremmede mennesker kritisere alt, hvad de gør med ungerne og hvad, der kan ses på billeder, og det samme gør hundemennesker altså. Det er vildt som ting skal kritiseres sønder og sammen, når man prøver at lægge et billede op af en hyggestund, og nogen så i vindueskarmen måske får øje på en potteplante, der kan være giftig for hunde og vælger totalt at ignorere det faktum, at hunden kun kan få fat i den, hvis nogen løfter den op til planten. Det er blot et hypotetisk eksempel, jeg er heldigvis god til at undgå steder, hvor folk føler sig berettiget til at komme med uopfordrede “gode råd” og “det er bare min mening, hvorfor bliver du sur?”-kommentarer.

Det er heldigt, jeg undgår den slags steder, for ja, jeg går ind for positive træningsmetoder, ikke bare fordi det er bedre for hundenes tillid og tryghed, men også fordi det efter min erfaring virker bedre ift. indlæring, men ligesom småbørnsforældre, så har jeg altså også øjeblikke, som jeg ikke er synderligt stolt af og nødig vil have andre ser. Såsom at blive helt gennemgående arrig, når Æsel begynder at gnaske mig på steder, hvor det virkeligt gør ondt, mens det eneste, jeg har overskud til, er at sove. Det tog mig dog ikke mere end 10 sekunder at tage mig sammen, finde tålmodigheden frem igen og så stå op og finde et par bamser, jeg kunne blive ved med at give hende, hver gang hun gik i gang med at bide i mig eller puderne. Det ta’r heldigvis heller ikke så lang tid fra sengetid og indtil hun ikke kan holde øjnene åbne mere.

Hvorfor skriver jeg så det, når det virkeligt var et øjeblik, jeg helst ikke vil have andre til at kende til? Fordi det bare er en del af at have hund (og børn, er jeg sikker på), og især at have hvalp, og det sker for os alle, er jeg sikker på. Det vigtigste er at stoppe sig selv, og vende tilbage til de metoder, der er gode for både to- og firben. Ingen er perfekte, og det er simpelthen så vigtigt, at vi finder tålmodigheden og omsorgen for os selv frem igen også, og ikke går all-in på skam og selvpineri, men i stedet får børstet det af os og kommer tilbage til den version af os selv, der er kærlig, tålmodig og som får de væsener, der er totalt afhængige af os og vores luner, til at turde have tillid til os igen. Æsel har heldigvis tilgivet mig, for hvis der er noget, hunde er, så er det tilgivende og tillidsfulde, selv med mennesker, hvor de ikke har grund til at være det. Jeg prøver i døgndrift ihærdigt ikke at være sådan et menneske, og det lader til at både Æsel og Basse mener at jeg er bedre end det, heldigvis. Basse er virkeligt et klasseeksempel på, hvor tilgivende hunde er, for hold da op, hvor har jeg begået mange fejl med ham og Frida, der burde have kostet mig vores gode forhold, men hunde er heldigvis tit gode til at leve i nuet og se det klogere menneske, jeg trods alt blev af alle mine fejltagelser.

Jeg har så lært af gårsdagens fiasko også, så her til aften fik de natmad kl. 21, og nu ligger Basse og snorker på sin puf, mens Æsel bobler med hovedet på min fod. De har haft en rigtig hyggelig dag og aften, og det lod gæsterne også til at have, selvom jeg i vanlig Stine-stil gik i gang med at ødelægge den gode stemning, da jeg gentog min trussel om, at de røg ud på røv og albuer, hvis de fodrede Æsel ved bordet. Om det var truslen eller min efterfølgende bemærkning om at bassets tit er storsavlende, og at jeg meget gerne vil undgå at spise aftensmad sammen med en Æsel, der er ved at grundlægge de 1000 søers hus, skal jeg ikke kunne sige, men det hjalp nok en del på det, da jeg også sagde, at begge hunde må få alle de godbidder og rester, de kan klemme i dem, bare det foregår 30-60 min efter spisning og i køkken og bryggerset.

Nu har Æsel også prøvet sin første bid menneskemad, da hundene som sædvanligt fik resterne af bøfferne, behørigt serveret i deres skåle og med lidt tørkost til. Så venter vi bare på at finde ud af, om Æsel får eksplosiv diarré hele natten, eller om maven vil være med til det … Næste uge kommer til at starte med et besøg hos den lokale BARF-forretning, hvor vi skal prøve at starte Æsel stille og roligt op på råt kød, forhåbentligt i tide til at bibeholde de maveenzymer, hvalpe har, der giver dem mavesyre som batterisyre og som får dem til at kunne fordøje råt kød og rå ben uden problemer overhovedet resten af livet. Nu har vi tjekket stegt kød, og Æsel er i dén grad fan, selvom det endnu er uvist om hendes mave også er!

Både bassets og gravhunde har hos en del mennesker det forkerte image, at de er dumme som snot. Hvorfor? Fordi de ikke bare gør, hvad de får besked på. JEG ved bedre, de er lige præcis så intelligente, at de ikke accepterer “fordi jeg siger det!” som et argument for hvorfor de skal følge mine kommandoer, når de selv kan se, at alternativet er langt mere attraktivt for dem. Det betyder også, at man skal sætte sig nøje ind i hvad der motiverer dem, så man faktisk kan få dem til at følge kommandoer.

Indtil videre er Æsel jo “dum nok” til bare at gøre hvad jeg siger, fordi jeg siger det. Det ved jeg godt formodentligt ændrer sig, så jeg har i den grad travlt med at få hende lært ting nu, så hun har dem på rygraden, når teenagetrodsen og en bedre udviklet hjerne viser hende, at det er åndssvagt bare at følge gødyrbetvingerens instrukser.

Lige nu går det bare SÅ hurtigt! Jeg er blæst bagover over hvor hurtigt, hun lærer hvad jeg prøver at formidle og hvor dygtig, hun er til at samle hints op, for guderne skal vide, at jeg ikke er god til “kort og præcis” kommunikation! Det er endnu en grund til at jeg er så benhård, når det kommer til ting som fodring ved bordet.

Det ta’r max 3-4 gentagelser af en ting, før Æsel har fattet det og gør det af sig selv. Det er fedt, hvis man husker det, og ikke f.eks. lige træner “rangorden og godbidsuddelingsrækkefølge” midt i døråbningen, fordi det var lige der, der stod en pose godbidder!

Så nu sidder Æsel troligt midt i døren, når hun kommer ind og venter for at se, om der er godbidder for det. Det er der ikke – mere. “Sidder?”, siger du så? Og ja, jeg har trænet “sit” med Basse og Frida, når de fik godbidder, så Basse plonker sig som regel direkte på røven, når der er udsigt til godbidder, og det har Æsel OGSÅ luret, så det gør hun naturligvis også.

Hun kan også genkende lyden af godbidposen, hvilket hun ikke reagerer på, men til gengæld er “hånd i godbidpose” en lyd, der tiltrækker hende som myg til stearinlys! Hun har heldigvis ikke indset endnu, at vi træner ting indtil de sidder, og så rykker videre, så hun har også stort set lært, at hun får en godbid efter Basse og derfor ikke behøver bruge tid på at sidde med hovedet halvt inde i hans mund og nøjes med dunsterne.

Jeg har også skrevet, hvordan hun er blevet lidt mere sensitiv overfor ting, hun ikke bryder sig om, hvilket jeg stadig tilskriver, at hun nu føler sig tryg her og ved, hvad der er “hverdagslyde”. Den tryghed gør også, at hun nu begynder at bruge sin snude mere, og dén er fandme effektiv!!!

Annette og Henrik var her torsdag, hvor Æsel lynhurtigt opfangede, at det medbragte indkøbsnet var fantastisk. Det havde hun ret i. Det indeholdt ikke bare de perfekte barselsgaver (køkkenrulle og desinficerende spray), men også tyggepinde, og mens Annette var travlt beskæftiget med at give Basse hans ration, så fandt Æsel selv sin, man er vel hjælpsom.

Deres besøg og besøget i dag var nok de bedste, hvis man spørger Æsel. Bevares, fredagsgæsten kom med helt fantastiske barselsgaver også, inkl. nogle lækre og tandvenlige bolde, OG hun var venlig nok til endeligt at løfte Æsel op på den bænk, der er så tillokkende og hvor Basse får lov at spise i fred, men Henrik og Ole brugte en god tid af besøget siddende og liggende på jorden, hvor Æsel kunne få fri adgang. Pyt så med at Henriks kamera sagde lyde, hver gang han fotograferede vores yndlingspige og at Ole var irriterende optaget af at vikle kabel ud, de var et sted, hvor hun kunne hjælpe, og dét gjorde hun!

Det var også nødvendigt, for begge herrer er altså nået et erfaringsniveau i livet, hvor der kommer en del stønnen, når de skal på benene igen.

De kom på benene igen nogenlunde på egen hånd, for Æsel har ikke tid til at hjælpe hele tiden, hun har travlt med at lege med Basse! Og heldigvis var ingen af dem hårdere ramt end at de lignede de andre gæster og mig. Det er SÅ rart at få bekræftet, at jeg ikke er den eneste, der konstant ligner en lallende jubelidiot med et, muligvis permanent, fastfrosset smørret grin i ansigtet over de to gødyr, der er den bedste antidepressiva, jeg har oplevet, og jeg har immervæk prøvet en del!

Basse har dog fået et problem på halsen, selvom han nok ikke helt har forstået det endnu. Problemet med ikke at kunne kontrollere sin indre klamme onkel er, at Æsel nu tror, at legen handler om hvem der først kan komme op på ryggen af den anden. Det er meget hyggeligt nu, hvor hun vejer omkring de 8 kg, men jeg tænker, at Basse nok fortryder det, når hun kommer over 20 kg.

Han råsnorker allerede i stor stil efter dagens strabadser, og det bliver nok trods alt værdsat, at vi ikke har planer de næste par dage, indtil vores tur til BARF-butikken og senere når hundeosteopaten Sofie kommer for at tjekke, om Æsel er blevet hevet lidt skæv under fødslen. Hun virker helt fit for fight, men det er bedre at vide end at tro.

Nu er der så snart kun en uge til at Æsel bliver 12 uger, starter hvalpetræning og kan komme til dyrlægen og få sin vaccination. Til min store bekymring kan jeg godt se, at vi er nødt til at tage Basse med. Som de fleste erfarne hunde har han fået en del vorter og fedtknuder, men jeg kan mærke, at den, han har på siden, som jeg tænker er mikrochip omviklet af arvæv, er begyndt et vokse en del, så nu er vi nødt til at få den tjekket og få en vurdering omkring om den bør fjernes og tjekkes for kræft. Det er naturligvis ikke kræft, for som jeg har sagt til Basse: “Nu har jeg købt en hund til dig, og så skal du fandme ikke prøve at dumpe opdragelse og underholdning på mig ved at trække cancerkortet og stå af hverdagen!”, så det er helt sikkert ikke noget alvorligt!

På plussiden er der ved den omgang ikke grund til at udnytte dyrlægens “behandling eller gratis”-tilbud, som er årsagen til at der som regel er over en times ventetid, når man trækker nummer til konsultation om eftermiddagen. Vi kan i stedet bestille en tid og komme til med det samme, når jeg allerede ved, vi alligevel skal betale for den konsultation. Til gengæld kan vi drage fordel af familierabatten, når vi kommer alle tre, og jeg glæder mig simpelthen sådan til at se hvordan Æsel opfører sig, når hun skal i snor og sele og kan se hvordan Basse går med den slags på.

Men først kan vi heldigvis nå at få adskillige omgange god nattesøvn, hvilket også er der, vi er nået til nu i dagens program, så godnat til gødyr og gødyrbetvingere i det ganske land!

En mand kom forbi med et kamera – og en lagkage – og en kone!

StickyDet dyriske, Fagre nye menneskeverden, Lundum-nyt, Med billeder, Noget at glæde sig over

Det vigtigste først!! Henrik sendte mig de første 8 billeder i aftes, og I skal self have dem ALLE SAMMEN! Også det, hvor man virkeligt kan se gødyrbetvingerens mange hager, for Æsel er jo så topnuttet, at det udraderer alt andet på sådan et billede, og så må jeg indrømme, at jeg også virkeligt er glad for hvor tydeligt, det skinner igennem, hvor fantastisk, jeg synes hun er.

Og nå ja, bare for lige at vise et enkelt billede af Æsel i favn, før hun endegyldigt bliver for stor til den slags.

Ellers går det såmænd hastigt fremad her i den stråtækte idyl. Som barnløs har jeg altid rystet smilende på hovedet, når forældre siger “Stop tiden, jeg vil af!”, men det tænker jeg godt nok virkeligt meget i de her dage! For hold nu op, hvor udvikler hun sig bare hurtigt!!!

Jeg havde egentligt accepteret, at den stråtækte idyl kommer til at sejle i tis i mindst 3 mdr mere, men jeg opdagede i går, at jeg vist kun tørrede 5 tissetåre op. Resten var pænt blevet deponeret på de mange tissepads.

Protip: Tissepads er mest effektive, når der IKKE er bidt en million små huller i dem inden brug!

Jeg synes egentligt ikke jeg havde gjort den store træningsindsats. Bevares, Æsels nattisning består nu i at jeg bærer hende ud af sengen og plonker hende på tissepad’en i soveværelset, hvorefter hun sætter sig, og så går vi i seng igen. Jeg roser hende naturligvis også, når hun tisser på dem, men har også tænkt, at det nok ikke er supernemt at lure for hende, når jeg i alle døgnets vågne timer i forvejen taler til hende med den blødeste, varmeste stemme, fordi, ja, hvem kan andet med sådan en lille trold?

Det kan godt tænkes, at hun bare blev træt af sit nye kælenavn. Yup, “Æsel” har vist sig at være et overraskende kontroversielt navn, selvom jeg jo bare synes det er det allermest oplagte. Om det havde været HELT så kontroversielt, hvis folk kendte mig nok til at vide, hvad jeg ellers finder på, er et godt spørgsmål. Det tog i al fald ikke mere end 4 dage, før jeg hørte mig selv kalde hende Tisling … Buldre-Basse Klistergøj von Grynterberg, AKA Klamme Onkel Basse, har også fået endnu et kælenavn: Onkel Storebror.

Ja, som I kan se på billederne, så har han sååååå svært ved at lade Æsel være! Hun elsker det heldigvis, og de skiftes til at irre hinanden nok til at eksplodere i leg endnu engang. Udover at have en fantastisk effekt på mit humør og psyke, så er Basse også pænt tilfreds med at jeg nu giver ham en smule mere at spise, for han får virkeligt brændt nogle kalorier af.

Det er heller ikke utænkeligt, at han har “the munchies” ganske tit, for han får CBD dagligt i disse dage i et forsøg på at gøre ham bare en smule mere rolig. Nu har jeg så lige bestilt et Adaptil halsbånd til ham, der forhåbentligt også kan hjælpe lidt.

For ja, han KNUSelsker Æsel! Men omvæltningen og al den glæde stresser ham også en del, så han kan slet ikke styre sin humpning, og Æsel siger ikke fra, den slags har hun jo folk til. Jeg bryder ind hver gang, og det kræver altså en vis volumen at trænge igennem hans instinktdrevne adfærd, så Æsel tror vist, at “Basse!” er et skældsord nu.

Det er egentligt ikke fordi jeg er snerpet, jeg bryder ind, men Æsel vejer altså kun omkring de 8 kg og en hvalps led, knogler og muskler vokser jo først helt sammen, når de er på den anden side af 1 år, så uanset hvor stor hun når at blive inden, så kan hendes fysik simpelthen ikke tåle at have 18 kg Basse på ryggen. Heldigvis er hendes standardrespons at lægge sig ned, så vægten primært hviler på gulvet, men noget skal der alligevel gøres.

Jeg tænker, at han falder mere til ro, når han har vænnet sig til “the new normal”, men indtil da får han alt den hjælp, jeg kan komme i tanke om, så han også slipper for al den skældud og i stedet kan få fred til at opbygge sit forhold til Æsel på deres præmisser og uden konstant indblanding fra min side.

Relationsopbygningen kommer så også til at gå lidt hurtigere end jeg egentligt havde tænkt. I mandags havde han tre hellesteder, hvor han kunne gå hen og få fred: Sofaen, puffen og bænken. Puffen var også blevet stedet, hvor hans mad blev serveret, så han ikke behøver tænke på at madbeskytte.

Sofaen ødelagde jeg så ved at sætte en ekstra rampe op, som Basse straks tog i brug. Min erfaring med hunde og ramper er at hvis den er der, og de har lært at bruge den, så foretrækker de den fremfor at hoppe op og ned. Men i og med at HAN brugte den, så lærte Æsel det jo også lynhurtigt.

“Fint”, tænkte jeg, “puf og bænk er også nok”. Puffen har en lille hundetrappe med tre trin, fordi der ikke er plads til rampe der. Der er faktisk heller ikke plads til puf, men det blev der lavet, fordi Basse bare så gerne vil putte “sammen” og på den måde kunne jeg arbejde hjemmefra, mens Basse lå og boblede eller stirrede kærligt på mig, mens jeg jonglerede med tal.

Well, Æsel tog så røven på os begge lige før sengetid for 2 dage siden, da hun let og elegant skred op ad de tre trin. Min underkæbe hang på gulvet, for vi taler altså stadig om Æsel, der er så nybegynder ift. det der med at gå på fire ben, at hun stadig sejler noget rundt, selv når hun bare trisser afsted.

Basses udtryk, da Æsel møvede sig op, siger vist det hele. 20 sekunder senere kom han i tanke om, at det egentligt er ham, der forstyrrer Æsel mere end omvendt, og så lagde han sig og puttede med sin yndlingspige i stedet for at gå i panik

Efter et øjebliks mild panik puttede han sig ned i stedet, for hvem kan stå for en varm damerumpe klemt helt op ad Onkel Storebror? Ikke Basse …

Øjenbetændelsen er også stort set væk, men “den gode drypningsrutine” venter vi stadig lidt på. Æsels instinktive indre madøre OG hendes snusetendenser er nemlig dukket op, så hun har faktisk ikke rigtigt tid til at jeg drypper øjne, for hun har lært, at så er der godbidder og at samtlige poser fra BARF-butikken i Aalborg smager helt fantastisk!

Træningen fortsætter så på køkkengulvet bagefter i den disciplin, der er begge hundes suveræne yndlingsaktivitet: Rangorden og rækkefølge!

Jeg, og mine forældre, fik jo trænet Basses madbeskyttertrang væk ret hurtigt, og det i en grad, så han er virkeligt afslappet, selv når Æsel står med snuden halvt inde i munden på ham for at smage med. Metoden, der løste det problem, var såmænd bare systematik og tillidstræning. Det tog ikke Basse ret længe at regne ud, at når han var hjemme, så fik han sin godbid lige efter at Frida havde fået sin. Når vi var hos mine forældre, så var han nummer tre ud af de fire, der fik, ud fra princippet “age before beauty”. Når han gik glip af uddeling, fordi han havde travlt med at hjælpe min far andetsteds, og kom retur til køkkenet, kun for at lugte, at de andre lugtede af mad, han ikke havde smagt, så satte han sig ved køkkenbordet, vel vidende at hans ration skam lå og ventede på ham.

Nu ligger det så helt ind i sjælen på ham, at han kan stole på mig ift vigtige ting som mad. Jeg er også ganske sikker på, at han virkeligt nyder ENDELIGT at være den, der får først!

Æsel mangler lige at lure det faktum endnu, men det skal nok komme, og sikkert også rigtigt hurtigt som alt andet hos hende. Indtil videre træner vi i al fald “først en godbid til Basse … Og så en godbid til Æsel!” og så venter Basse og jeg mere eller mindre tålmodigt, mens Æsel kæmper med at få gnasket sin godbid. Det er jo ikke et nemt projekt, når man har så meget ekstra skind, også omkring munden!

Og så genta’r vi. Og genta’r. Og genta’r. Nu er Æsel i al fald helt klar over, hvordan en raslende godbidpose lyder! Vi mangler så liiiiige at hun lærer, at “slut” betyder, at nu er der ikke flere godbidder i denne omgang. Men så må vi bare træne lidt mere.

Something new, something old, something blue and something borrowed

StickyUncategorized

Æsel fik fred herhjemme i 2 døgn, før hun igen blev smidt i transportkassen og kørt til dyrlægen for at få konstateret øjenbetændelse. I min worst case-gennemgang er jeg blevet bevidst om at nogle ofte sete problemer hos bassets er ører og øjne, så jeg har tegnet forsikring og synet af Æsel med grønt udflåd fik mig egentligt bare til at tænke ”Nå, men så får vi da anledning til at starte en god øjendrypningsrutine med det samme”, og ja, det går såmænd fint. 2 døgn senere er øjnene så fine og hjerteknusende igen!

Jeg er SÅ heldig med at hun fortsat bruger det meste af sin dag med at sidde eller ligge mellem mine fødder, hvor jeg pga. velfærdsmave og barm ikke kan se de øjne der, mens jeg forsigtigt begynder at sætte grænser! Det er IKKE blevet nemmere af at de ikke sejler i grønt pus mere! Det er ikke utænkeligt, at jeg er nødt til at lægge mine briller til side i en periode, når hun flytter sig lidt længere væk.

Bortset fra én detalje. Hun skal stadig dryppes i en uge for at vi er sikre på at det er væk.

Se, nu har jeg jo været ekstremt heldig med især Basses helbred, men også rimeligt heldig med Frida, bortset fra en hel del – Øjenproblemer.

Så jeg hev Æsel op på køkkenbordet i går og lod hende smage på resterne af sin aftensmad, mens jeg nemt og elegant fik dryppet hendes øjne, og så var jeg ellers ved at skvatte over Basse, der stod klistret til mine ben. Nu er Klamme Onkel Basse jo dukket op, så man kunne mistænke, at han bare var bekymret for Æsel. Jeg er for gammel og kynisk til den slags romantisering, så jeg kom i tanke om, at øjendrypning af Frida foregik ved at lave en Frida-roulade, hvor kun hendes hoved stak ud, med en dyne, så jeg kunne holde dynen med 1 hånd og dryppe med den anden, og når hun blev sluppet fri, ja, så var der godbidder til hele hytten!

At undgå det cirkus var ligesom hele pointen med at lære Æsel det tidligt!

Og ja, Basse var glad for at se Æsel på gulvet igen, men han havde mere travlt med at glo på øjendråberne i min anden hånd.

Der blev ro, da jeg fandt godbidderne frem, og Æsel kunne da også godt klemme en enkelt ned efter natmaden.

Man kan ikke vinde alle sine kampe … Især ikke når kampene er mod en basset og en aldersstegen og erfaren gravhund.

Jeg har givet Basse lidt CBD med aftensmaden de fleste dage for at prøve at kemisk kastrere Klamme Onkel Basse en smule mere. Altså, han ER jo kastreret, men ingen har nogensinde fortalt ham det, og det tog ca. 30 sekunder fra han bestemte sig til at lege med Æsel første gang, til jeg måtte skælde ud, fordi han humpede hende. Én ting er at hun ikke kan holde til hans vægt fysisk, noget andet er at hun faktisk ikke SKAL finde sig i det, og jeg håber sådan at hun snart selv siger fra. Selv Klamme Onkel Basse har nemlig stor respekt for knotne damer. Men indtil da skal jeg nok gøre mit for at passe på hende, det, fodermester og puttekammerat er jo mine vigtigste opgaver i det her projekt. Den tendens har så også medført at jeg igen hører “det er jo dominans, sådan er det, når han skal markere sin plads”, og det troede jeg også for 10 år siden. Men efterfølgende har jeg lært, at alt hvad der hedder dominansteori er lige så korrekt og forskningsmæssigt sundt som at vacciner giver autisme. Til gengæld er humpning bl.a. tit et tegn på stress og usikkerhed, og især det sidste har jeg løbende set Basse blive ramt af i forholdet til andre hunde de sidste 10 år. Det er hele grunden til at jeg har været så overdrevet bekymret for at få endnu en hund, for een af hans måder at reagere på usikkerheden på er at bide først og spørge bagefter. Vi ER heldigvis over den hurdle med Æsel, han har adopteret hende, uden tvivl. Men han er sgu stadig noget kejtet, mens han finder ud af hvordan de skal leve sammen. Heldigvis er han også min allerklogeste dreng, der lynhurtigt tilpasser sig forandringer i sin seniortid, så det prøver jeg forsigtigt at hjælpe med, og så ellers bare lade ham tage det i det tempo, han kan følge med i.

Nu ved jeg så, hvad de næste dage skal bruges på: At minde Basse om hvordan man leger ”passende” med unge damer, og så ellers se dem danne grobund for deres kommende forhold. Og ja, huske at tage billeder!!! Der er sendt adskillige dødstrusler allerede, I behøver ikke aflevere flere i postkassen: Kom til fordøren med dem og få kaffe og kærlighed i stedet!

Og ja, så skal jeg ellers også huske at holde rede på hvad Æsel får af ideer, mens hun falder til. Hun har været ret uinteresseret i at bide i andet end legetøj og tissepads, men nu er repertoiret udvidet til legetøj, tissepads, Basse og mine træsko og jeg fornemmer en usund interesse for mine brugte trusser, så det skal nok ske før eller siden, at hun viser dem frem til naboerne. Naboen påstår godt nok, at vi allesammen er flyttet på landet for at få lov at gøre, hvad der passer os, men jeg ved sgu ikke helt om det også dækker over mere eller mindre diskrete former for exhibitionisme by proxy.

Og, nå ja, løbesoden fra skorstenen smager også tæskegodt! Den stråtækte idyl bærer sine 152 år godt, men et af alderstegnene er gammel løbesod ved bunden af skorstenen, som selv ikke 20 omgange STOP-maling har kunnet holde inde. Nu er Æsel så begyndt at nippe det af, så jeg holder lidt ekstra øje. Det er nok ikke det sundeste at få i en hvalpemave … Hun får heldigvis varieret kost, så den er blevet indtaget med træsko.

Jeg er stadig udsovet nok til at undre mig over hvordan en 8 kg hvalp, der vælter i sine egne ører hele tiden, stadig kan præstere at slæbe en træsko over et højt trin og videre halvvejs ind i stuen. Jeg begynder at fornemme, at jeg endnu engang undervurderer mit nye gødyr!

Lige præcis dét er det, Basse har søgt hos alle de damer, han har været sammen med, og bortset fra en kort periode, mens Sille var hvalp, ja, så har damerne altså ikke gidet det. Forstå det hvem der kan! Altså, JEG synes jo at Basse er det mest knushamrende uimodståelige i hele verden, og han har en fanklub, der primært består af mænd, der stadig er villige til at indrømme det samme, så jeg kan slet ikke forstå hvorfor det har taget så lang tid at finde endnu en dame, der kunne se hans charme!

Nu sad vi så her onsdag formiddag, kl. alt for tidligt. Jeg skulle op og tisse 4.30, og fik som det første øje på, at jeg igen var ”store ske” i sengen, nu da Basse ikke længere gemmer sig på den anden side af Æsel og mig, mens Basse som sædvanligt ”lille mindre ske” – og nu er Æsel så blevet ”mini ske”, der lige kan være mellem Basses for- og bagben og varme måsen på hans mave. Jeg indrømmer, at det syn fik mit hjerte til at vokse så voldsomt, at jeg ikke rigtigt kunne falde i søvn igen.

Men nu har jeg så fået mine blå rander under øjnene tilbage, og så er alt som det plejer. Det bliver muligvis i dag vi finder ud af om Æsel er fan af middagslur!

Min glæde blev ikke mindre, da jeg hev Æsel ud af sengen til nattisning og hun prompte satte sig på tissepaden. Ja, altså, på kanten af den … Men det er tanken, der tæller! Jeg prøver at lade de brugte pads ligge, eftersom de skulle tiltrække hende til mere tisning præcist der, og en anden bonus ved dem er, at de indkapsler lugten rigtigt godt.

Heldigvis er hendes foretrukne tissesteder køkkenet og bryggerset, som er de gulve, der bedst kan tåle det. Hun prøver såmænd at komme i haven, men kan endnu ikke holde sig så langt, og jeg har fra start af ladet hende gå selv, da vi er nødt til at få tingene til at fungere på den måde, når hun bliver større. Én ting er at en basset er tung, men de har også nogle proportioner, der gør dem pænt svære at holde fast i og balancere, når man bærer dem. Hvis I virkeligt trænger til at genere naboen og måske oveni overvejer en terapibasset til hjemmets andre firbenede væsner, så vil jeg gerne have lov at diktere, at den her kronik er obligatorisk læsning først. Det har givet mig en MEGET realistisk indgangsvinkel på mange ting omkring livet med en basset, men især hvor usandsynligt det bliver, at jeg kommer til at kunne bære en voksen Æsel ….

https://ugeavisen.dk/ugeavisennordfyn/koer-bare-videre-hunden-er-ikke-kommet-til-skade

Basse er nu heldigvis begyndt at træne hende i at bruge benene mere, og er, udover klam onkel, også bare den sødeste, sjoveste og mest tålmodige onkel, der findes. Det er så rigtigt heldigt, for Æsel er også blevet lidt lettere at forskrække nu. Det ta’r jeg egentligt bare som et tegn på, at hun er begyndt at slappe af herhjemme, og har bedre styr på hvad hun kan forvente i hverdagen, og hvad der er udenfor normen, og så bruger vi lejligheden til at udsætte hende for ting og sager stille og roligt.

Som endnu en gevinst i nabobingoen har naboerne besøg af børnebørnene disse dage. De har været ovre og hilse på Basse og Æsel (og alle gæster de sidste dage, fra de mindste til de største, er simpelthen så gode til at hilse på Basse først og sørge for at han ikke bliver forsømt), men ellers foregår nabolivene hele vejen rundt om den stråtækte idyl, som de altid har gjort. Jeg opdagede hurtigt efter overtagelsen af huset, at jeg såmænd trives rigtigt godt med at have liv omkring mig, især når det intet kræver af mig overhovedet.

Så i de her dage er jeg EKSTRA glad for ny nabo, der er energisk håndværker (i det små, det forstyrrer mig ikke, heller ikke når jeg sover) efter midnat, og det blev RIGTIG godt, da børnebørnene sammen med voksne gik i gang med luftgevær på gårdspladsen.

Æsel gibbede lidt ved hvert skud, og fulgte ivrigt med gennem havelågen, og så kiggede hun lidt på mig og en del mere på Basse, og eftersom ingen af os reagerede overhovedet, så måtte det være helt OK. Bortset fra, selvfølgeligt, at hun nu ligesom forventer at dem, HUN kan se, også kan se hende, og så er de jo forpligtet til at komme og nulre hendes ører. Min store bekymring har været om jeg kan stimulere hende nok, især i hvalpetiden, og så er det bare den allerbedste gave at få gratis socialisering udefra!

Vi er såmænd også blevet meldt til hvalpetræning og starter på hendes 12 ugers fødselsdag. Jeg håber at vænne hende til at komme en del mere med mig, når jeg er ude, så Basse kan lige så godt lære, at hun forsvinder af og til, mens han må blive hjemme. Det er et træningssted med positive træningsmetoder, og hvor træneren såmænd selv kommer fra en bassetfamilie, så det kan nærmest ikke blive bedre. Jeg er vant til at komme på området, og tænker at tage enten rollator eller havestol med, så jeg kan komme ned og sidde med mellemrum.

Eneste problem er at Æsel ikke er entydigt racetypisk, ikke endnu, i al fald. For det første levner hun mad. For det andet er hun ikke ultrainteresseret i godbidder, så jeg må vist prøve at finde andre ting at motivere hende med til træning, hvis ikke råt kød er tricket, der kan få hende til at slå saltomortaler.

Eller, det sagde jeg nok. Så tog jeg til sygeplejersken sammen med Æsel, og vi fordrev ventetiden og prøvede at overdøve den lidt bekymrende larm fra den nærliggende børnehave ved lige at prøve at åbne den pose hundebobs, jeg havde gemt i bildøren, så jeg kunne stikke Basse en godbid, hver gang han gloede på Æsel på køreturen hjem fra opdrætter. Jeg havde ikke lige forudset, at både Basse og Æsel lagde sig til at sove på stedet og først vågnede 2½ time senere, da jeg kørte ind foran den stråtækte idyl.

Men dén type godbidder kunne få hende til at overveje at strække sig helt ud for at nå mine fingre hurtigere!

Ja, jeg er jo ikke dum, så jeg har regnet ud, hvad jeg er nødt til at gøre nu: Jeg skal forbi BARF-butikken og købe en pose af samtlige slags godbidder for at vi kan være klar til hvalpeskole om 2 uger. Det er en hård, men nødvendig prioritering, hun skal jo blive en nogenlunde velopdragen pige, der i al fald er klar over hvilken kommando det er, hun nægter at udføre i fremtiden. Uddannelse er det vigtigste i en ung kvindes liv!

Alternativt må jeg prøve at låne lægeklinikkens sygeplejerske. Jeg føler mig altid velkommen derhenne, men i dag var alligevel lidt noget andet. Hun var mere svag i knæene end selv mig på en dårlig dag, da hun kom ud af fordøren med blodmålingsapparatet i hånden, og Æsel bestemte sig for, at hun faktisk godt kunne ignorere børnehave og potentielle godbidder for at få hilst på damen. I nyklassisk Æselstil plonkede hun sig mellem sygeplejerskens fødder og strakte halsen godt ud, så hun rigtigt kunne få fat det gode sted. Det var åbenbart så godt, så Æsel måtte give op efter noget tid og lægge sig mellem mine fødder og tyvstarte på den der lur.

Utroligt nok trak tiden ud, så rengøringsenglen havde afsluttet gulvvask, før vi var retur, og Æsel må vente 14 dage mere på at møde en voksen støvsuger. Til gengæld mødte hun flere godbidder, og det mente hun vist var lige så godt. Bortset fra at de lå inde i det bur, Annette allernådigst har lånt os, og som nu besværliggør evt. indbrudstyves flugtvej gennem i stuen, og som ærligt talt ikke var pænt fedt at være i, når godbidderne først var væk, udlånt med kærlighed eller ej. Og hvad nytter det at lågen er åben, når man er for lille til rigtigt at kunne komme over den høje kant?

Vi skal LIGE have fundet en brugt stepbænk, og så er vi klar til at få Fødevarestyrelsens kontrolenheds input omkring vores nye hold af skrabe-bur-Æsler!

Men det blev altså nødvendigt med hold af bur-Æsler i utide, og på sigt er drømmen at det bliver til “bilburet” og “alene hjemme-hvileplads” indtil hun ikke længere er afhængig af løbesod og brugte trusser.

Og så er der lige det der med Basses madtyveri også.

Han mener åbenbart, at når han nu har delt sit legetøj, seng, gødyrbetvinger og sit ENESTE kødben med Æsel, så er det også kun rimeligt, at han spiser resten, når hun er færdig. Så kan man måske også som en ægte gentle-Basse forhindre mere dårlig mave for hende. Min insisteren på, at hun skal have alt det mad, der skal til for at vokse sig sund, stor og stærk er ALT for langsynet planlægning, synes Basse. Mavebøvlet skal ordnes først!

Hendes mave har såmænd fået det ganske fint igen efter lidt af Basses probiotika, så nu fortsætter jeg lige med foderskiftet, og så er det på tide at introducere hende for andet spændende “rigtig mad”, så hendes mave vænner sig til lidt af hvert. Men hun behøver altså ikke spare på kalorierne indtil da!

Mænd! Først narrer de dig med kærlighed, søde ord og Ølvebamser, og så styrter de foran dig og tømmer din madskål!!!

Jeg har for øvrigt været på mere end et kursus i kommunikation, og det, jeg primært lærte, er at jeg kun er god til at skrive, når det er i den form, jeg dyrker her, og som er totalt anarkistisk ift. alle regler for god kommunikation.

Der BURDE for eksempel som minimum være en fin afslutning, og allerhelst en afslutning, der er bundet sammen med indledningen, men det her er hyggeskriveri og lige nu mere kvantitet end kvalitet.

Og ærligt talt, så vil jeg hellere gøre klar til at komme i seng og se hvordan vi arrangerer os i nat, når vi er færdige med at godnatnulre. Så digt selv en god afrunding, jeg skal putte med hundene!

Godnat 🙂

Hov, og hvis det kan hjælpe lidt på irritationen over sløseriet, så er der utroligt mange ting, jeg har skåret fra på nuværende tidspunkt. Det tegner lyst for endnu et afsnit af den nystartede saga i morgen! Jeg lærte også at man skulle efterlade læseren “wanting more”, så værsgo: TO fyldige bagdele og brede hofter! Godnat, drøm sødt!

”Heeeeeyyyy bloggen!” – relaunchtid!

StickyDet dyriske, Det menneskelige, Lundum-nyt, Med billeder

Ja, her er jeg så igen, efter adskillige års tavshed. Ikke generelt, stille bliver jeg først, når jeg er død (Hvis I er heldige …), men jeg kom til at finde en fantastisk gruppe på Facebook, hvor gravhundeejere glade og fro spammede med deres små guldkorn flere gange dagligt, og ja … Så gik det for mig som det som regel går med blogs.

Men pyt nu med det! Det smukke ved sådan en blog er at man kan bruge den eller lade være, alt efter hvad temperamentet, overskuddet og humøret er til. Og så ligger det hele her til tid og evighed, når man får lyst til at læse tilbage og genopleve de mange grin og frustrationer i livet som gødyrbetvinger for de skønne gravkræ fra Helvede.

Hvis vi lige skal opsummere ”siden sidst”, så startede jeg oprindeligt bloggen, fordi folk blev trætte af ”Gravhundene fra Helvede”-spam på Facebook, og fordi jeg var pænt presset især fysisk, men også psykisk, og så var bloggen bare den perfekte måde både at skåne mine FB-venner for for meget spam og en måde, hvorpå dem, der gerne ville høre, hvordan både kræene og jeg havde det, kunne følge med i det på deres egne præmisser – og så slap jeg for at gentage mig selv hele tiden.

Nu har jeg så en del år hørt på ”hvorfor begynder du ikke at skrive på bloggen igen? Det var så hyggeligt!!!” og nu står jeg faktisk i nøjagtigt samme situation som dengang, næsten 9 år senere.

Et af Henriks skønne billeder af gravhundene fra Helvede – senioredition

Frida blev aflivet i januar pga. hjerteproblemer efter at have styret livet i den stråtækte idyl med hård pote i 9 år, jeg har gået sygemeldt med stress i over et år, og nu er det så snart 6 uger siden min mor døde efter kort tids kræftsygdom. Lad mig bare sige, at den slags ikke kurerer stress, men jeg konstaterede, at jeg heldigvis stadig har ”ta’ sig sammen”-musklen, der sidst virkeligt blev udfordret, da far døde.

Basse er blevet mere og mere skøn med årene, selvom der stadig er et ton af unoder i ham. Det har ikke været mangel på materiale, der stoppede skriverierne her! Men især i tiden efter Fridas død er han vokset helt enormt. Han er blevet markant mere rolig og er faldet mere til ro i rollen som den kærlige, hjælpsomme og velvillige dreng, han altid har været, men som det nogle gange har været lidt svær at få øje på, midt i al balladen og de instinkter, der først og fremmest driver ham. Hans fanklub er dog vokset støt gennem årene, så jeg har heldigvis ikke været den eneste, der kan se, hvor dejlig en dreng, han er, inderst inde.

Han blev 14 år, på samme dag som min mor fik fred. Og nu er bassetten Æsel så flyttet ind for 5 dage siden, primært fordi jeg stadig syntes at Basse trængte til at få en hvalp, og at han nu ENDELIGT kan få et liv på hans præmisser fremfor på oversensitive Fridas. Normalt ville jeg ikke anbefale at udsætte en 14-årig hund for hvalp, men han er ualmindeligt sund og frisk, og har især de sidste måneder kraftigt signaleret, at han keder sig og søger andre hundes selskab i højere og højere grad. Nu har vi adskillige gode møder med andre hunde under bæltet indenfor det sidste år, og i erkendelse af at jeg altid har været mere bekymret omkring ham end jeg reelt havde grund til, ja, så bestemte jeg mig for at stole på både ham og min fornemmelse denne gang.

Og hvorfor så en basset, når jeg nu synes, at gravhunde er det skønneste i verden? Først og fremmest ligner de gravhunden enormt af sind, men med to markante forskelle: Bassets er større (og efter Basse, der er den største gravhund nogen nogensinde har set, så er jeg altså blevet afhængig af en velvoksen puttepartner) og har tendens til at knuselske andre hunde!

Min eneste reelle klage over livet med gravhundene fra Helvede er at jeg ikke har kunnet tage dem med mig rundt og dele oplevelser med dem, fordi de bare ikke har det nemt med andre hunde og for mange fremmede stimuli. Så bassetten er såmænd også tænkt som ”terapihund” for Basses efterfølger, der også bliver en ruhåret gravhundehan, men det bliver forhåbentligt ikke aktuelt de næste par år.

Det, jeg elsker allermest ved gravhunde, er at de er så selvstændige og stædige. Det har virkeligt krævet stor viden og indsats at få dem flyttet mentalt og få knækket koden ift. Hvordan man lærer dem nyt. Man kommer ikke ret langt ved at råbe og skrige (selvom hans hørelse nu er der, hvor det af og til er nødvendigt …), men skal motivere dem for at give dem lyst til at gøre, som jeg synes. Den slags koster ros, meget ros, og godbidder, endnu flere godbidder!

Både gravhunde og bassets har et ufortjent ry for at være lidt dumme … Det er altså ikke min erfaring, de kræver bare en unik tilgang for at gide at samarbejde, og lever ikke livet med det ene mål at gøre deres ejer glad. Hvis ejeren er glad, så er det en bonus, men hvis ikke, well, så går det også i et gravhunde- og bassethoved, så længe DE har det sjovt!

Jeg er også blevet spurgt hvordan jeg overhovedet kan få den ide at få en hvalp, mens jeg er så presset fysisk og psykisk? Til det må jeg bare sige: Det skulle være nu, hvis Basse skal kunne nyde hvalpetiden og nå at hvalpen bliver ældre og roligere, før han får lyst til at gå på pension. Jeg synes også, jeg skylder ham det. Nu har han gjort alt hvad han kunne for at gøre mig glad i snart 10 år, nu fortjente han at få nogen, der kan gøre HAM glad på en anden måde end jeg kan. Første omgang stress fik mine smerter til at eksplodere, men anden omgang er heldigvis ”kun” psykisk, så min ryg har det som sædvanligt pænt godt pga. de høje temperaturer.

Oveni fik min mors sygdomsforløb mindet mig om, at uanset hvor meget min verden vælter, så har jeg som nævnt stadig ”ta’ sig sammen”-musklen, der gør at jeg nok skal kunne gøre det, jeg ”skal”, og så kan jeg gå i stykker senere. Jeg er jo også bevidst om at jeg er en overplanlægger og sortseer, så der er ikke et negativt ”hvad nu hvis …”-scenario, jeg ikke allerede har gennemtænkt, det mest bizarre eksempel værende i dag, hvor jeg fik aftalt med Æsels opdrætter, at hvis jeg skulle dø før Æsel, så får de hende tilbage og kan finde hende et godt hjem mere.

Resultatet ved den tilgang til tingene er at jeg som regel er et stort smil, for min dag starter nærmest hver morgen med at gå bedre end frygtet, og hvis ting går galt? Ja, så har jeg allerede en plan, no worries! Et andet aspekt af både piskesmæld, smerter og stress er at de begge forringer hukommelsen gevaldigt … Det tvinger mig til at leve i nuet og værdsætte ting, som de er, ikke som ”ting jeg kommer til at blive glad over at mindes om 5 år”. Det betyder bl.a. at jeg er en skovl til at huske at tage billeder, fordi jeg som regel har travlt med at nyde øjeblikket – og værst af alt for jer, der læser med, at jeg garanteret kommer til at gentage mig selv. Så hvis du læser med løbende og tænker ”Det HAR hun sagt! FEM gange!!!”, så har du ret. Og der er ikke en skid at gøre ved det, det er sådan min hjerne er skruet sammen efter piskesmæld og stress.

Jeg lover til gengæld at gøre mit bedste for at skrive så underholdende, at du gerne læser de samme ting adskillige gange, før du løber død i det. Men jeg minder også bare lige om, at jeg primært skriver for min egen skyld. At formulere ting på skrift er også en måde at være ”mindful” på, som det hedder i terapeutsprog, og det gør at jeg nok ikke kan huske samtlige fantastiske oplevelser, men hvis du spørger mig hvad jeg lavede i forgårs, så vil jeg typisk sige ”Æh … Det kan jeg ikke lige huske, skal jeg kigge i kalenderen? Men det var vist en god dag!”, for SÅ meget kan jeg trods alt huske! Min visuelle hukommelse og min erindring om følelsen i min krop er noget det, der sidder bedst fast hos mig.

Pessimistsind og dårlig hukommelse betyder konkret at vi på femtedagen af Æselæraen befinder os i en stråtækt idyl, der vælter i tis og papirfnuller fra halvædt tisoptørringskøkkenrulle, og med en Basse og Stine, der er store smil og overskud.

For gæt engang?

“Sååååå …. Det, du siger, er at hun bliver her? ALTID?”

Det tog ikke Basse 3 uger at acceptere hende, men 3 dage. Og det viser sig at Æsel som udgangspunkt er en syvsover, der gladeligt sover lige så længe som de to pensionister, hun er flyttet ind hos. Hver eneste nat, der foregår sådan, giver dage med overskud og energi til at stimulere og træne hende, så der forhåbentligt er lagt et godt fundament, før hun, måske, bliver irriterende teenager, der kun vil sove, når vi andre er vågne. Men så finder vi bare ”ta’ sig sammen”-musklen frem igen. Indtil nu er vi slet ikke på et niveau, hvor der er behov for den, heldigvis.

Jeg kan så godt konstatere, at der åbenbart ikke er mere arbejde i hende endnu end at jeg FINT kan finde tid og overskud til 3-4 alenlange opslag på Facebook dagligt, der omhandler den mindste udvikling siden for få timer siden … Det er nu engang min måde at dele alle de skønne oplevelser med dem omkring mig på, og det har jeg ikke haft så stor en lyst og behov for siden gravhundene fra Helvede flyttede ind i 2014. Desværre for alle er mine fotografevner stadig lige så pivringe som for 6 år siden … Men kameraet i telefonen er trods alt blevet lidt bedre. Hvis nogen har lyst til at komme og tage kvalitetsbilleder, så er der kaffe i massive mængder på matriklen!

Nu prøver jeg så igen at flytte lidt af det indhold herover, hvor folk kan skrive sig op til at få en mail, når der kommer et nyt opslag, og så kan alle de andre måske få lidt mere ro fra mig. LIDT ro, ikke total ro!

Men velkommen til, eller tilbage 😊 Jeg glæder mig som en gal til at begynde at dele en masse fra Æsels hvalpetid med de af jer, der gerne vil følge med, og så må vi se hvor voldsomt, det faktisk bliver. Nu tillader jeg i al fald mig selv at give los, lige så meget som jeg orker! Jeg håber sådan at få spredt glæden videre til et par stykker mere.