Jeg bliver jævnligt ringet op af en sygeplejerske fra Smerteklinikken, der spørger ind til hvordan det går med medicinen pt. og hvor jeg ligger på smerteskalaen.

Smerteskalaen, også kaldet VAS, er opbygget sådan, at man skal kategorisere sine smerter på en skala fra 1 til 10, hvor 10 er den værst tænkelige smerte.

Jeg har en virkeligt god fantasi, kan jeg godt afsløre, men det der med at gå og filosofere over “hvad er den værst tænkelige smerte” er ligesom andre spørgsmål a la “Hvis Batman og Spiderman slås, hvem vinder så?” spørgsmål, jeg har brugt meget lidt tid på.

Indtil videre er jeg ikke nået længere end til at en 10’er må være lidt a la “blive knebet med glødende jern”. Men når det er 10 og smerterne mest af alt minder om at blive boret i tænderne uden bedøvelse eller som barndommens vokseværk, hvordan fanden skal man så kunne vurdere det?

Jeg har lært at slynge tal ud til højre og venstre nu, men det er altså ikke brugbart.

Jeg har i stedet leget lidt med tanken om en fuck-skala.

“Hvorfor?” spørger I så nok. Jo, det er fordi den opmærksomme lytter i mine nabohaver ret jævnligt kan gå og høre mig mumleråbe “fuck.. Fuuuuck… Fuck… FUCK!” i varierende volumen og intensitet, alt efter hvor meget jeg virkeligt burde tage en pause eller ringe efter Onkel Jens for at få klippet den skide hæk.

Og hvorfor så ikke bare en fuck-skalaen?

For det første er det ikke salgbart i hverken Sverige eller USA og jeg trænger ret kraftigt til en alternativ indkomstkilde. VIRKELIGT kraftigt!

For det andet tages der slet ikke højde for decibeludsvingene, som jo er ret væsentlige for at få et realistisk tal.

Og for det tredje er der jo også alle de andre eder og forbandelser.

Jeg har nemlig også bemærket, at desto mere ondt jeg har, desto mere bander jeg helt generelt. Det giver god mening, men der er faktisk et underliggende lag her også, for jeg er et meget kompliceret menneske – ligesom alle de andre mennesker i vores egocentrerede tid.

Så nu har jeg opfundet Haddock-kvotienten, som det mest brugbare redskab.

Her vægtes bandeord ud fra decibelforøgelse ift. gennemsnittet og mængden af bandeord ift. ikke-bandeord.

Decibelforøgelsen er så vægten, som fordelingen af bandeord skal ganges med, før man opnår Haddock-kvotienten, som simplificeret sagt er procentdelen af eder og forbandelser og hvor højlydt, disse har været ytret.

Jo, jeg bliver en kende dummere, når jeg har ondt og for at få lidt mere tænketid, så bliver gængse sætninger fyldt med fyldord. Der er grænser for hvor mange “øh’er”, man kan klemme ind i en sætning uden at lyde umådeligt ubegavet og så er “fanden” og “sgu” gode alternativer. Hellere udannet end dum!

Praksisbrug? Jo, I downloader en app, der måler DB, finder et gennemsnit pr dag og kan måle om I har været mere eller mindre højlydte. Og så må man ellers tage et udsnit af sine sætninger og måle ederne og forbandelserne, hvis ikke man har råd til at hyre en tæller eller tålmodighed til at optage alle sætninger.

Jeg regner med at kunne score kassen på det her. Husk, I så det her først! Og så af en morfinist med en sproglig studentereksamen. Not bad!