Det var åbenbart min afslutning på en mindeværdig lektion til Joan, startende med “nød lærer nøgen kvinde at spinde”. Nu kan kræene gå på trapper! Og ned ad dem også. Og de nåede åbenbart også at lære at sitte på den weekend hos Joan.
Jeg har vist egentligt brugt en del tid på at fortælle Joan, at hun slet ikke var egnet til at have hund og så’n, fordi de skal jo kende deres plads (her mente jeg naivt nederst i fødekæden. Jeg må have været beruset). Det viste sig så, at Joan er hundehviskeren over de fleste. Jeg arbejder pt. lidt på at lære gravkræene at dække og ja.. Æh.
Jeg har besluttet mig for, at det i den her 50 shades-tid er endnu mere avanceret at have en tæve, man siger “DÆK!” til, hvorefter hun kyler sig overgivende ned på ryggen. Den del har vi nu nogenlunde styr på og ellers kommer Joan alligevel snart på besøg.
Men lige for tiden betragter jeg mig som værende ret nødlidende og jeg bruger også en del tid uden tøj på, så der må være håb forude. Nu er der i al fald snart Tinne-assistance ift de der budgetter og jeg har fået en ret vanvittig ide, jeg lige skal have regnet på.
Der sker nemlig noget, når man kommer på landet. Jeg burde næsten have opdaget det før, men pyt! Efter over 1½ år i Lundum har jeg nu været nødt til at prøve at overholde et budget igen og jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte halvere det ift. de 1000 kr, jeg ikke kunne nøjes med pr. uge i Randers, for jeg kan lige så godt vænne mig til det der fattig-noget og ugebudgetter var Joans kursusdel nr. 1 i at være en mæt fattigrøv. Nr. 2 var at starte budgetugen op mandag, IKKE fredag, som jeg plejede, og så vide at al weekendhygge afhænger af sparsommeligheden i hverdagen. Meget simpelt, ja, men sådan er det jo med de der penge-hundehviskere! Nr. 3 var “nogle gange er sko bare så pæne, at det er OK at sulte!”. Den del dumpede jeg, må jeg tilstå.
Denne uge er første uge uden overskud på ugebudgettet og det fordi jeg bestemte mig for at fyre halvdelen af på ny luftmadras i tirsdags. Til gengæld er både rødvin og nogenlunde “undskyld-jeg-bare-sidder-her-og-hyler”-menu allerede ordnet – inkl. dessert!
Og hvorfor fanden kan det så pludseligt lade sig gøre? Tjoh, muligvis fordi det faktisk ikke var løgn, da jeg påstod, at jeg ikke ville få de sædvanlige trækninger i panik over “måske – MÅSKE! – ikke at have nok til at købe hvad jeg har lyst til fremover!”, når jeg sidder herude på Lars Tyndskids marker i crocs, stumpende joggingbukser og hullet t-shirt.
Jeg plejede at komme forbi et supermarked dagligt, om ikke andet, så for at komme ud af lejligheden en tur. Her sørger jeg flittigt for at have købt stort ind sidst på ugen, så jeg slipper for at skulle noget i weekenden og det burde nok ikke komme som en overraskelse for mig, men det lader til, at man bruger færre penge, når man ikke besøger supermarkeder. Who would’ve thunk it?!
Jeg er også stadig i idyllisk “luk r*ven, du er arbejdsløs og skal ikke en skid!”-fasen, hvor der bare ikke er nogen undskyldning for ikke at bage selv eller lave store mængder frysermad med mellemrum.
Her går jo også busser på alle skoledage – og hvem gider alligevel spise i sommerferien? Måske jeg faktisk kunne blive klar til bikinisessionen for første gang nogensinde!
Nej, mere seriøst tror jeg, jeg køber en elcykel og en cykeltrailer og så er der kun 5-6 km til Lund, hvorfra der er gode busforbindelser (og en Dagli’Brugsen, men hvem har råd til det?!). Jeg havde så også regnet med at kunne bruge nemlig.com, men de leverer åbenbart ca. INGEN steder. Men der må være nogen, der bringer ud af de lokale købmand, hvordan holder de ellers gamle mennesker i live heromkring? Forhåbentligt bliver det kun aktuelt i frostvejr.
Jeg synes, det er værd at tænke videre over, især da jeg kom i tanke om at jeg med garanti ville tabe penge på et salg alene ved at skulle betale mægleren og at jeg sådan set ikke satser på at vedblive at være arbejdsløs. Det burde kunne fungere i en tid. Jeg ville bare være så forbandet ked af at få solgt huset, stå med gæld og sidde i en betonbunker i Horsens og så 2 mdr senere have fundet arbejde.
Mit krav til den ide er, at det skal kunne lade sig gøre uden at være afhængig af nogens hjælp og velvilje. Jeg er snothamrende forkælet i forvejen, men der er jo ingen grund til at drive rovdrift på velviljen, vel? Og det ville også være naivt at tro, at jeg ikke fik 37 kreative ideer til hvordan det hele kunne gøres noget nemmere undervejs.
Tinne ville gerne høre, om ikke jeg blev ensom herude, når nu mit socialliv forsvandt. Jeg kunne ikke dy mig for at stirre forundret og spørge “hvilket socialliv?”. Nå ja.
I det mindste er der garanti for, at jeg ikke hænger og føjter på gadehjørner med den model – og det er samfundet garanteret glad for! Kræene glæder sig også som gale til jeg kommer til at være hjemme ALTID! De er pt. utroligt vilde med virksomhedskonsulenten, som har sørget for at at jeg arbejder mindre end nogensinde og med mit hærgede kadaver for at holde mig i sengen så længe.
Joan glæder sig usigeligt til at høre, hvordan det kommer til at gå at få slæbt kræene med i toget. Hun vil egentligt gerne med og se det på sikker afstand, men jeg tror bare, vi dropper den ide igen.. Basse ta’r det virkeligt ikke ret pænt, når jeg griner og 18 kg gravkræ i en transportkasse kunne blive rigtigt sjovt, så jeg har vist tænkt mig at prøve at finde en hundevenlig udgave af cykeltraileren. Jeg har ligefrem set modeller, hvor de uartige kræ kan spærres inde og fragtes rundt i en jogger som var det børn. De glæder sig meget og synes, det var på tide, at de blev behandlet som små royale, de jo åbenbart er..
Der har ikke helt været succes med at få forklaret mig den del endnu, men de arbejder på det. Basse forventer vist at jeg vil hente et af fårene til ham, når jeg endeligt fatter min plads i husholdningen. Jeg synes bare, han er sød, når han er dum. Frida synes kun, han er dum.
De har fået kødben fredag, stemningen er ikke så god efter den slags.. Så nu ligger de og surmuler i bryggerset og leger “tænk hvis jeg havde et kødben og bare havde gemt det fra dig!” med hinanden. Det er lidt ligesom pælesidning og ta’r vildt lang tid, stor tålmodighed og selvopofrelse. Jeg har sat en Dentastix på at Frida vinder. Og hvem ved? Måske er der færre hunde her i morgen?