Og det er mine nye solbriller også! Med fine, gullige glas, så mørke, som de kunne blive, men stadig med det gule lys. For det bliver man nemlig glad af, synes jeg, alting i bløde, gule farver. Og med fin udsigt til streget postering ved navn “brilleleje”
Så så man lige mig på min fine, nye elcykel, som jeg nok skal få afprøvet LIGE om snart, på vej til Fakta med fuglekvidder og rådyr idyllisk græssende på marken, i stedet for at stå midt på vejen, som de plejer.
Det er nemlig en anden ting, der er mig. Det der med at male alting lige en tand for lyserødt, for kan verden nogensinde få farver nok? Nej, vel? Pyt med at det så går galt med mellemrum, at jeg kan virke en tand for naiv og alt det andet, for det smitter altså. Og så smitter det mig tilbage, og jeg trænger altså til at blive smittet. Det er ret meget ligesom latterkurser, det bliver oprigtigt før eller siden.
Jeg lærer temmeligt meget om mig på det dér pakkecenter. Jeg er heldigvis inde i postlingo’en, og den er fandme svær, har jeg hørt, så nu skal jeg bare være en helt ny person et andet sted end normalt og med andre kvaliteter og roller. Jeg er ærgerlig over, at kadaveret ikke tillader mig at dykke helt ned og blive opslugt i det nye. Jeg skal hele tiden hjem og hvile mig og så er det faktisk lidt svært at lære at være en ny arbejds-Stine. Især når man så også er pumpet fuld af medicin og muligvis er glimrende i stand til at reagere i nuet og med gode reflekser, men med røvelendig hukommelse og faktisk også temmeligt dårlige coping-mekanismer ift. at skjule, at jeg glemte, hvor jeg var kommet til i en samtale – eller sætning… Mit næste liv må gerne publiceres som powerpoint.
Men så fik jeg jo en nu-veninde på besøg i mandags. Det er fordelen ved sådan en fyreseddel: Før havde jeg ret få venner og mange kolleger og nu har jeg snart ingen kolleger, men til gengæld flere venner end jeg ved, hvordan jeg skal nå at komme rundt til. Tal lige om luksusproblemer! Men nu-veninden nåede dårligt ind ad døren, før hun fik mig til at tude. Man får åbenbart gaver, når man bliver fyret. En del af det var chokolade og dét har man fandme brug for, så meget passende! Den anden del var et astronomisk gavekort til Dansk Supermarked, så jeg selv kunne vælge, om jeg ville smovse i Salling eller købe pasta i Netto.. Ja, jeg har stadig ikke bestemt mig, men jeg tror, det bliver en kombi, for jeg kan altså virkeligt godt li’ at kunne pege på ting herhjemme og sige “ja, og den der har jeg fået af ..” og så kan man sige, at en fyring jo nok ikke er det mest mindeværdige, men det er kollegerne altså. Nå, men jeg tror, jeg venter (lidt…) og køber en af de der selvvandende orkidépotter fra Eva Solo på tilbud i Salling, for jeg elsker orkidéer, men jeg nægter at købe dem, for jeg kan ikke passe dem. Men hvis nu den dimmer virker, så kan jeg jo hele tiden have blomster fra ARC-folket stående! Smart, ikke? Jeg synes faktisk selv, det er en skidego’ ide.
Nå, men det var et sidespring. Jeg tudede, da Rina dukkede op med al den kærlighed, men den fik lige 4 tænder mere om natten, da jeg kom hjem fra pakkecenteret og turde læse “kortet”.
Jeg overvejer at vedlægge det som CV fremover og så skulle den ged ligesom være barberet! Jeg er især vild med, at nogen har fundet det nødvendigt at bruge et A4-ark for at få plads til alle afsenderne på bagsiden OG har fundet illustrationerne til Kokaningvinernes Kamp også!
Jeg har tænkt lidt over om det er OK at poste noget så privat, men det er altså mine ord nu! Og jeg kunne jo i princippet have skrevet det selv, hvis jeg var Anna Castberg. Så jeg har valgt at vise dem frem, mest fordi jeg er så skidestolt over at være den, der har fortjent at få hele pakken og gerne vil blære mig.
Men så kan jeg lige så godt knytte det op på noget, der ikke kun handler om at please mit ego (du ved, lige som et blogindlæg, der handler om mine tanker og overvejelser omkring et givent emne, som alle helt sikkert har brug for at læse for at fungere fremover). Det er også lidt en milepæl for mig.
Jeg har kunnet mærke det her i løbet af de sidste par uger; det der med at føle mig utilstrækkelig. Og det handler faktisk om, at jeg ikke længere er hende, det kort er stilet til – og at lære at være noget andet for nu.
Lige nu er jeg faktisk hende, et par ekstremt overbebyrdede stabsmedarbejdere kigger på og spørger “hvordan har DU det, Stine?” og det er fandme sært, når man så gerne vil bidrage.
Jeg har en del forslag til hvad der skal gøres, men visse bolde dør også halvvejs (eller bliver ordnet “løbende” i mit nye sprog), fordi fysikken bare ikke er klar på store doser af et eller andet og en del forslag er bare direkte dumme.. Men den mest markante forskel er, at jeg før brugte al min arbejdstid på at få lov at lade tingene handle om arbejdet eller de folk, der var på arbejdet for at slippe for at skulle bruge min arbejdstid på at egotrippe der også. Og nu skal jeg hele tiden “mærke efter”, for hvis ikke jeg “præsterer” som jeg skal i den her praktik, så kan en endelig afklaring blive udskudt endnu længere og helt ude i horisonten, næste januar, står der “kontanthjælp” med store, fede bogstaver og det er underlinet med helvedes flammer og undertitlen “Ikke som Venstre beskriver det!!!”! Det er så noget, jeg i følge 3F nok ikke behøver frygte, da jeg er ret langt i forløbet so far, men stadig er jeg omdrejningspunktet nu og jeg er immervæk et omdrejningspunkt, som pissetravle mennesker (OK, faktisk kun Kim, Karen er bare blevet indfanget, den stakkel – og man kan ikke mærke det på hende) har valgt at bruge tid på, fordi de gerne vil give noget videre og så skylder jeg altså de mennesker at lære noget! Helst hurtigt.
Jeg har altid været bedre til at give end at modtage. Derfor er det virkeligt effektivt, at jeg bliver tvunget af kommunen til at modtage og ikke bare slippe af sted med at snakke for min syge moster. Jeg har lige talt timer sammen i dag og jeg har faktisk kun kunnet klare 11 timer i snit pr. uge i praktikken. Forholdene er mage til mit sædvanlige arbejde, så der har jeg igen-igen presset mig fremad og havde jeg kunnet bestille en afslutning i efteråret, så havde jeg bedt om 15 timers fleksjob pr. uge, tak. Indtil videre går jeg som regel stadig i seng, når jeg kommer hjem fra job og sover ekstremt meget på mine “fridage”, men jeg synes efterhånden, at mine arbejdsuger og ferieuger ligner hinanden så meget, så jeg kan tillade mig at sige, at det her er så godt som det bliver. Og måske endda endnu bedre i de varmere måneder! Uanset hvad ville det være rart at få det her afsluttet og have min læringsproces på et område, der ikke i så høj en grad påvirker mit levnedsgrundlag!
Jeg vil bare gerne videre til mit næste job, når nu Post Danmark har takket nej til mig. Et job, hvor jeg kan gå fra min nuværende passive rolle til min sædvanlige aktive. Jeg trives fandme godt med at have min identitet på min arbejdsplads. Nu mangler jeg bare en arbejdsplads. Og en afklaring, så jeg faktisk kan søge den. Og så håber jeg, at de næste kolleger ligner dem, jeg er blevet tvunget til at forlade.