Enhver mulighed for champagne udnyttes her på matriklen. Det er både sundt for huden, kreativiteten og humøret, så den er røget på køl.

Hvis dagens møde skal opsummeres kort, så arbejder jeg stadig for meget i følge Jobcenteret og den skønne Kira indsender allerede nu (eller om et par uger, når hun er kommet igennem alt papirarbejdet) en anbefaling af, at jeg tilkendes et fleksjob og at den lovpligtige 2. praktik bliver på 4-6 uger og på et af kommunens værksteder. I mellemtiden kan jeg gå i Taulov og arbejde som det passer helbredet bedst og evt. kan praktikken forlænges, indtil næste tilbud starter. Jeg har også bedt hende undersøge, om jeg stadig kan få fingre i det smertekursus, de havde tænkt ville gavne mig.

Give var skidegodt, men udvikling sker jo i ryk og det her 3 mdrs-kursus skulle være bygget op omkring netop at lære at mærke efter og sige fra, hvor jeg ikke nåede længere i Give end at blive delvist sygemeldt. Endnu et kursus virker NOGET mere relevant i dag end i forrige uge, men det var også før jeg havde hørt om min venindes oplevelse i praktik med pres fra praktiksted ift. både timeantal, opgaver og nedvurdering af arbejdsmoralen. Jeg ville ærligt talt slet ikke være gearet til at komme sådan et sted og stadig stå på, at det var nok nu. Men hvem havde dog troet, at Birte Christensens datter ville behøve et sig-nej-kursus! Fiaskoen er dog nok begrænset, da det kun er arbejdsmoralen og pligtfølelsen, der er for stor.

Jeg blev bekræftet (sikkert igen…) i at det ER meningen, at jeg skal kunne leve et normalt liv på fleks og hvis jeg kan mere i ferien end i hverdagen, så arbejder jeg for meget. Både hun og Kim har givet mig ret i, at det sgu nok ikke var helt dumt, hvis jeg tullede hjemme et par uger og fandt ud af, hvordan det egentligt er, jeg har det, når jeg bare er hjemme i Lundum og gør det, jeg nu engang ville gøre på fridage. Så nu går jeg sådan set bare her og går til efter påske. Det var noget nemmere at foreslå efter at jeg hørte muligheden for praktikforlængelse luftet, så nu får jeg både i pose og i sæk!

Hun vil også bestille en ergoterapeut til hjemmebesøg med fokus på hjælpemidler, der kan gavne mig i hverdagen. Det kom faktisk på tale, da jeg nævnte, at jeg ikke forventede at have råd til bil efter 1/7. Det ville virkeligt være drømmescenariet!

Endnu en grund til at jeg ikke længere prøver at få moslet det hele igennem på kortest mulige tid, er at jeg fik at vide, at der burde være stor sandsynlighed for, at jeg kunne få forlænget mine sygedagpenge mindst een gang – og så er tvangsauktionen pludseligt ret langt væk og jeg kan begynde at fokusere på helbredet igen. Oven i købet har Nr. Sundby Bank sagt god for en ny vurdering af mit hus for at lægge lån om til en forhåbentlig lavere månedlig udbetaling – og det EFTER at have hørt om tingenes tilstand inkl. frygten for kontanthjælpen. Det er ikke uberettiget, at de har ry for at være en bank med hjerte. Håber ikke, det går over, når de fusionerer med Spar Nord, men ellers må jeg jo se mig om efter et alternativ.

Hele det her forløb kan godt virke som en smule spild af tid, når det alligevel ender med indstilling til fleksjob (fra virksomhedskonsulentens side – det er noget helt andet end når alle parter vælger den indstilling og rehabiliteringsteamet kaldes sammen), men hvis man skal være lidt positiv, og det er man med champagne i udsigt, så har det været vældigt lærerigt og vil sikkert også medvirke til at jeg får flere år på arbejdsmarkedet på sigt. Det håber jeg i al fald!

Jeg holdt hegnssyn med den ditto skravlede nabo over en omgang mørbradbøf med bløde løg hos mig, hvor vi beskuede forslag til fremtidig hækhøjde og fordelte årets opgaver. Det plejer at være mig, der ordner det oppe, mens hun klarer det nede. Det endte faktisk med ingen opgaver til mig i år, herligt! Hun er desværre også lige blevet fyret, så hun var rigtigt meget med på, at vi sparede et par kroner begge to ved at købe ind sammen i hendes bil. Hun har også med udtalt skepsis kigget på gravkræene og klappet dem lidt på hovedet. Det er godt nok modigt at komme til middag her, når man er bange for hunde!

Belønningen til kræene blev en tur til Nibe, hvor Basse er aflastningsfamilie for en forårskåd Sille, som har været ved at vælte hele hytten og ville have fået Eja til at springe ud fra et livsfarligt højt punkt, hvis bare hun kunne få nogen til at løfte sig derop!

I stedet har de to ældste damer delt hundekurvene imellem sig og ladet de to fjolser spæne rundt, så der er skridmærker i både græsplæne og gulv. De nåede også et par hurtige slagsmål, hvor Basse måtte erkende, at Sille ikke giver op og Sille måtte erkende, at det ikke altid er risikofrit at stjæle andre kræs mad.

Basses ekstra luftindtag gav desværre et par meget uheldige bivirkninger.. Søndag var store-pruttedag og med Basse er det faktisk lidt som at have en fransk bulldog – man er ikke i tvivl om hvem, der har slået den!

Bilturen til Lundum foregik med et par hastighedsoverskridelser, da kabinen lugtede som når vindretningen blæser aromaen fra biogasanlægget mellem Hadsten og Aarhus N ud på motorvejen. Var jeg blevet stoppet, så havde der nok været risiko for en tiltale for at køre i påvirket tilstand. Man får næsten tårer i øjnene, når Basse ruller sig ud.. Basse? Ja, han sørgede for at holde snuden parkeret lige foran klimaanlægget, så han slap for stanken. Havde det været et fly, så var iltmaskerne faldet ned!

Kræene har sovet siden, men de har naturligvis også haft det hårdt. Basse ser det som et personligt projekt at holde skovduer, skader og måger ude af mine forældres have og elsker deres gulv-til-loft-vinduer! Det gør vi andre så IKKE! Mit stemmebånd er blevet brugt grundigt i mellemtiden!

De synes forresten også, at det er en god ide at parkere mig i Lundum et par uger. De mener dog, at det nok er lige kort tid nok, men heldigvis blev de ikke spurgt!

Nu skal jeg så til at planlægge hvordan jeg skal bruge de næste par uger!