Der er virus i omløb. Altså, udover det med fyresedlerne, der spreder sig gennem byen.
Nu begynder der at være ganske livligt i dagtimerne rundt omkring. Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har holdt lidt øje med valgkampen, naboerne giver den også gas for at lægge godt fra land i den nye arbejdsløshed. Tænk, hvis man blev sådan et Lars Løkke-eksempel. Og så igen, det kunne være værre, man kunne tjene som det dårlige eksempel for nogen, der har styr på fakta.
Det minder lidt om en DIY udgave Desperate Housewives, hvem kan få nusset matriklen til noget pletfrit og idyllisk hurtigst og mest effektivt?
Jeg taber, kan jeg godt afsløre. Men Kurt bruger også usle kneb!
“Stine, tror du ikke, hundene ville nyde det, hvis du lavede noget, så de kunne se ud over det hele fra haven?”
Jo tak, jeg var tændt! Indtil jeg kom i tanke om, hvem der skulle lave det. Og at Basse i al fald har lært at slænge sig på hyndebænken, som udover masser af sol og varme også giver panoramaudsigt, så han har styr på, om køerne planlægger noget og er i stilling til overraskelsesangreb på summende insekter. Men noget måtte jo gøres for at undgå at få Dyrenes Beskyttelse involveret.
Det her var efterhånden pænt bekymrende:
Jeg ville overveje at overveje at tage Kurts gode ideer personligt, men oprydningsiveren inkluderer også plads til mit storskrald på nabotraileren og jeg slipper for en formiddag på skrotten + har lagt min klamme hånd på deres skrottede espressomaskine.
Men to do-listen burde skrumpe hastigt! Desværre lader jeg til at få skrevet lige så meget på, som jeg får streget. Jeg har jo også virkeligt travlt, hvis jeg skal nå at give den som doven arbejdsløs, før jeg forhåbentligt snart skal ud og søge efter job.
Gravkræene ta’r arbejdsløsheden noget mere seriøst, og nægter at stå op, hvis de kan høre, det regner og at brændeovnen ikke er tændt. Medmindre solen skinner eller jeg ta’r tøj på, naturligvis, så begynder det psykiske arbejdsmiljø tilsyneladende at være til let aktivitet.
Jeg har genoptaget gåturene, mest af alt for at kunne sige, at det er derfor, de først står op, når jeg ta’r tøj på. Der ER grænser for hvor megen ydmygelse mit svage selvværd kan tåle.
Det er dog et ret ynkeligt syn. Jeg snegler mig afsted og ligner mest et uheldigt videnskabeligt eksperiment med kloning af en snegl og en and. Fåret Dolly er blevet til sneglanden Sørasmus.
Planen er, at de der spændte muskler i lænden før eller siden må give slip, så vi kunne prøve at trave lidt. Indtil videre er jeg virkeligt spændt på, hvordan det kommer til at gå med den cykel …
Jeg bliver ved med at opdage fejlberegninger i budgettet, og de er som sædvanligt til min fordel, så jeg prøver vist at holde fast i bilen lidt endnu, indtil jeg har et reelt overblik over min økonomi fremover. Forsikringen skal alligevel ikke betales før til februar, så det burde være en mulighed at holde det kørende så længe og håbe på, at jobjagten kaster noget af sig. Åh, hvor er jeg vild med den bil! Og kræene er bare glade for at få lov at sidde på forsædet igen.
Jobjagt, ja. Jeg har læst lidt mere på fleksreglerne og blev lidt bleg, da jeg opdagede at de der 8x % af dagpengesatsen kun er i 18 mdr, før det hedder kontanthjælp, hvis ikke jeg har optjent ny “dagpengeret”. Det kan man så heldigvis gøre på kun 9 mdr, men alligevel … Jeg har hørt en del, der tyder på, at fleksjobbere er de første, der ryger under en fyringsrunde. Samtidigt er tilmelding til fleksjobbernes pendant til A-kasse obligatorisk, hvilket ikke gør mig det store, eftersom et liv uden en A-kasse er utænkeligt i mit hoved. Det samme er efterløn, som i flekssprog hedder fleksydelse. Den kan jeg så få allerede fra jeg er 67½!
Det giver pludseligt virkeligt go’ mening at drosle ned på timerne, når der åbenbart er tale om et marathonløb før en pension. Jeg har virkeligt svært ved at se, hvordan folk, der er fysisk skadede i forvejen, forventes at kunne klare sig så længe uden at være nedslidte tidligere. Huslånet her bliver i al fald ikke lagt om til noget afdragsfrit, det er ganske sikkert.
Nå, jeg må hellere vende tilbage til det, jeg var i gang med. Ingenting! Det er det, der sker, når man har brugt fredag sådan her:
Måske jeg alligevel skulle skrive til V. Matriklen huser jo immervæk intet mindre end to, der lever af forsørgelse og som virkeligt ikke mener, det kan betale sig at arbejde! Der er masser af billeder af det også.