Et spritnytår

Så blev den endeligt overstået, den forbandede nytårsaften!

Nytårsaften holder man jo alene, når man har hysteriske og angste gravkræ! Troede jeg i al fald.

Jeg havde sørget for en bred palet af tiltag for at skabe mest mulig ro nytårsaften. Det der Zyklene-præparat virker ikke her, kan jeg godt afsløre. Thundershirts er også la-la, men kræene bliver altid så glade, når de må få dem på. De var mindre fans af ikke at blive fodret dagen før nytårsaften, fordi jeg blev mindet om, at mad altid er vigtigere end torden og larm, når man er gravkræ. Der må gerne fyres af, mens jeg skærer striploin ud! ALT det, de orker!

Men schæfere som nytårskur? DÉT duer!

Vi tog på eftermiddagsvisit på Gammelhave hos Ole og Helle, og så glemte vi at tage hjem igen. Det er ret fedt med sådan nogle blege mellemøstskandinavere – der er altid mad til 4-5 mand mere, og du er uartig, hvis du siger nej!! Der lå ellers en rigtig fin bøf i køleskabet. Der blev den så liggende. Klamme onkel Basse var tilsyneladende ikke taget med, men havde i stedet sendt “er det en kat?!!!”-Basse, og klamme onkel Frida.

Jeg gider normalt ikke slæbe dem med på visit, fordi Basse sidder ved soveværelsesdøren og sniffer og klynker. Han mener, der muligvis er en katteinfektion i huset .. Og han vil gerne hjælpe. Ole er formand for Basses fanklub, så alle vi andre, der prøver at få kræet til at te sig bare nogenlunde normalt, bliver jordet. Jeg fik følgende salut: “Stine, du er ligesom de der forældre, der har så travlt med, om deres børn opfører sig ordentligt, at de ødelægger alting! Lad nu den stakkels hund være!” Og så fik Basse lov at snøfte i fred. Fik jeg nævnt, at jeg stejler ved enhver antydning af at være kræenes mor?!!

Basse er for øvrigt formand for Oles fanklub … Der er muligvis noget nepotisme involveret.

Frida ændrede sin sædvanlige strategi ift. de utroligt nærgående schæfere, som hun ellers plejer at snerre og bide ud efter. Det gør hun sådan set stadig. Men når en af dem er i løbetid kan hun godt lige tage et par timers pause, mens hun møffer rundt som en liderlig teenager med det store dyr. Ret klamt, vil jeg lige nævne. Hun var totalt savlet ind, og hun havde stadig ikke held til at få gjort noget VED den der schæfer!

Vi var først hjemme igen lidt efter 23, og de der ørepropper er blevet brugt minimalt. Mit forsøg med at gå tur med dem, da fyrværkeriet var værst, var ikke så succesfuldt som forventet, men naboen har heldigvis ørepropper!

Det har de så kun, fordi jeg kiggede forbi om eftermiddagen, afleverede en flaske bobler og ørepropper, og undskyldte på forhånd. Det der dialog-noget hitter! Vi kunne sagtens blive enige om, at det er synd for kræene, og fint, at jeg prøver at holde dem i ro – og at hegnet mellem vores grunde for øvrigt er ved at være stået af. Jeg bliver også så glad over at se et par pensionister, der dårligt kan holde fingrene fra hinanden, det er sgu hyggeligt.

Kræene er glade. Fyrværkeriet er pakket væk, og vi er flyttet ind i kollektivet på Hovvej igen, hvor både Eja og Frida er i løbetid. Det er en fest! Omend en ret amputeret fest, hvis man spørger Basse. Vores allesammens yndlingsgnavne gamle mand bestemte sig nemlig for at køre mandeinfluenzaen HELT ud i ekstremerne, så han hygger sig i isolation og respirator på intensiv med en god svineinfluenza og lungebetændelse.

Min gamle gymnasiekammerat arbejder der åbenbart pt., og han påstår, at sådan er det ALTID, når mænd får influenza! Bedemand eller intensiv!

Det er nok også ret godt, at han ligger der. De har barberet ham for at kunne komme til med tuber og slanger, og eftersom jeg aldrig før har set ham uden skæg, er der nok grund til at frygte, at han bliver forskrækket, når han ser sig selv igen. Nu ligger han så der med den fineste snegl over overlæben, og jeg lurer på, om man kan overtale personalet til at give ham sådan et godt gammeldaws motherfucker-skæg, men de er ret fokuserede på det der værdighed for patienter, der ikke selv kan sige fra. Tror ellers, det ville være rigtigt fint.

VI har til gengæld været ved at skræmme livet af ham. Han fik åbenbart i et anfald af feberdelirium bildt personalet ind, at han vejede 75 kg, så da vi lagde vores kolde hænder på hans 85-90 kg tunge krop, vågnede han. Det er vist ikke så fedt, når man ligger med slanger i halsen og luften bliver tvunget ned. Det må også være pænt spooky at vågne op til familien iklædt ansigtsmasker bøjet over sig. Det bliver endnu sjovere fremover, hvor vi også bliver tvunget i kitler og handsker.

Jeg pjækker fra eksamensforberedelse for at hygge mig på Hovvej og på sygehuset, men nu fik jeg jo heldigvis skrevet en rigtigt god opgave, synes jeg selv, så mon ikke jeg slipper fint igennem alligevel.

Der må i al fald gerne krydses fingre mandag middag!

Leave a Reply