I det her tilfælde er nissen 190 cm høj, vejer absolut ikke 75 kg, som han i febervildelse fik bildt sygehuspersonalet ind, skal bedøves som var han 400 kg hest, og lystrer generelt ikke, så der er egentligt ingen grund til at kalde ham noget som helst.
Men han hedder nu stadig den yndlingsgnavne gamle mand her på matriklen. Og jeg ved ikke helt, om jeg skal glædes eller græde over, at sygehuset fragtede ham til Skejby. Det var sidste udvej, og har gjort ham mere stabil, men det er godt nok dejligt tæt på den stråtækte idyl. Hvis jeg skal til at uddele stjerner til sygehusvæsnet, så er både Skejby og Aalborg usædvanligt godt, især når man tænker på hvor undernormerede, de er. Det kan vi godt nok ikke mærke! Men Skejbys p-pladser trækker klart op. Sådan en times visit består nu ikke længere af 35 mins cirkulation af p-pladsen.
Vores yndlingsgnavne gamle mand er den heldige vinder af den skrækversion af svineinfluenzaen, som der blev panikvaccineret mod i 2010. Min mor har erklæret, at han bliver tvangsvaccineret fremover. Det vil jeg, og det danske sundhedsvæsen, gerne takke for. Det er dyrt for skatteborgerne, det der! Jeg gruer for, hvordan hans rastløshed vil tackle den lange rekonvalescens, og vil foreslå at slå to fluer med eet smæk, og lære ham at strikke huer til for tidligt fødte børn. Det svarer vist ret godt til at blive sendt i køkkenet og ta’ opvasken, når man ikke har kontanter til regningen. Det er også ret fjollet, at min mor er den strikkende i det forhold, når nu han er den af dem, der rent faktisk HAR en tålmodighed.
Det er ikke sikkert, han kommer hjem fra sygehuset specielt længe. Min mor er ret insisterende ift. at han som voksen og autonom selv må bestemme, om han vil fortsætte som ikke-ryger eller ej. Der er dog det catch, at han får en stegepande i nakken, hvis han begynder at ryge igen. Tal lige om motivation!
Og så igen, jeg har hørt, at sygeplejerskerne på den anden intensivafdeling i Aalborg også er ret lækre.
Min hjemkomst var til gengæld ikke så lækker. En amatørkonstruktion af afløbet i brusekabinen betyder, at her lugter af kloak, når der ikke er hældt vand i afløbet et stykke tid. Det bliver så sværere at få væk igen, når det er koldt, så jeg har haft nogle lækre dage med udrensning af afløb, og gennemskylning på gennemskylning, og bliver stadig vækket af lugten om morgenen, når der er gået flere timer siden sidste vandladning i brusekabinen – fra brusehovedet, forståes!
Jeg nåede med til Kurts bisættelse. Det er første gang, jeg har oplevet en ikke-kirkelig én af slagsen, hvor det blev gjort helt uden præst. Det var helt fantastisk at deltage i en time, hvor fokus kun var på Kurt og hans liv, i stedet for de kristne floskler. Og ungerne beviste, at de havde lært det vigtigste fra Kurt, så den fastelavnsbolle, han ikke nåede at spise, var lagt i kisten til ham. Det er jo næsten en vikingebegravelse, de gav ham! Men Kurt var også realist nok til at vide, at der reelt VAR god grund til at være stolt af de unger.
Kia sagde noget rigtigt fint. Hun filosoferede lidt over, om det mon ikke var sådan, at man kun skulle blive på jorden, indtil man var blevet den allermest perfekte udgave af sig selv – og så kunne hun jo godt forstå, han ikke skulle blive ældre.
Fin tanke, men jeg håber godt nok, hun ta’r fejl. Så gammel orker jeg simpelthen ikke at blive!
Jeg føler mig ellers pænt gammel i disse dage. Jeg bliver ved med at skrige af kræene, at de fandme ikke er børn! Og kræene bliver ved med at svare, at det har jeg helt ret i, de er MEGET mere vigtige end børn!
Sådan en kursusdag forløber ca. sådan her: Jeg snoozer, snoozer, snoozer, snoozer, står op, og tænder espressomaskinen, ovnen og computeren. Lukker Basse ud i haven. Drikker kaffe, spiser morgenmad og bliver ikke mindre ond i sulet af det. 45 min efter opvågning begynder jeg at lave hønserøvmule og stirre fortørnet mod soveværelset.
47 min EO, og jeg står derinde. “HELT ÆRLIGT! Klokken er mange! Ka’ I så stå op!!!!”
50 min EO. “Nu hiver jeg altså dynen af jer! I skal på det store das, før jeg kører!!!”
60 min EO. Sengen er blevet kold, og nogen står op. Jeg åbner fordøren. Basse lister ud igen, Frida får sit “HOLD OP MED AT SLÅ MIG!!!!!”-udtryk – og går stadig ikke ud.
Og ja, jeg er sådan set kun afsted et par timer, men nogen har glemt, at de var vant til at være alene i både 12 og 14 timer, så 2-3 timer senere kan jeg så komme hjem til et par nye søer. Men der er naturligvis fordele ved at få de 1000 søers land flyttet indenfor gåafstand, jeg kan bare ikke helt finde den.
Jeg fornemmer, at kursus kommer til at trække tænder ud. Jeg havde ikke lige tænkt over, at “skånehensyn” også betyder, at det er tilrettet folk med hjerneskader o.s.v. Dem er der nu ingen af, og de to andre kursister virker glimrende begavede, så jeg satser på at tempoet stiger lidt undervejs.
Jeg nåede ellers at panikke, da jeg opdagede, at jeg for det første allerede har faget på A-niveau fra HH og ikke kan huske en skid, og for det andet havde store huller i min forståelse under den første gennemlæsning og notetagning af et praktisk kapitel.
Der blev heldigvis lagt en dæmper på angsten, da jeg under opgaveløsning fandt ud af, at det åbenbart er dér, jeg skal lære mine ting. For at gøre det hele perfekt, genopdagede jeg også, at den slags talnørklerier virker vildt afstressende på mig, så der er reel chance for at selve arbejdsopgaverne ikke kommer til at kede mig ihjel.
Jeg har altså ikke solgt mig på falske papirer, min nye chef har såmænd spurgt ind til mine yndlingsområder og luret, at talnørklerier nok ikke lige er det, der er mest oplagt ift. min type.
Jeg er glad for at være hjemme igen, og det var vist godt for hele Hovvejskollektivet, at jeg rejste af med Klamme Onkel Frida og co. Basse er åbenbart blevet så udsultet, at det endeligt lykkedes ham at klemme sig ud gennem K-A-T-T-E-hundelemmen for at kaste sig over en tøjtet Eja, der var rykket i haven for en fredelig hyrdestund med Klamme Onkel Frida. Odds for at Basse kom ind igen gennem den noget underdimensionerede lem var ret lille, så han kunne få lov at stå at fryse derude i lang tid, hvis han sneg sig ud om natten. Kræene er stadig skidesure over vores emigration, Hovvejskollektivet bliver pt. bestyret af skiftende, boende gødyrbetvingere, der sikrer, at Sille og Eja ikke behøver rejse hjemmefra, men i stedet modtager diverse oppassere på skift og aldrig er alene. Lidt kongelig er man vel altid, de har heller ikke været vant til at være alene, så det er vist optimalt, at de stadig er underholdt i alle døgnets timer.Og sådan nogle in-house vikarierende gødyrbetvingere er virkeligt gavmilde med godbidder!
På Hovvej. IKKE i Lundum! Susanne har spurgt om, hvor godbidderne er, og jeg har ikke fortalt hende det!
Lundum er også en lillebitte smule kongeligt. Susanne passer kræ her. Hende, 2 sure og lækkersultne gravkræ, og strikketøj i sofaen.
Når kræene altså gider vente på hende. Jeg fik en serie SMS’er lørdag startende med “Frida blev utålmodig, så hun har hentet mig”, hvilket lød skidehyggeligt, hvis ikke det var fordi jeg godt vidste, jeg havde lukket døren! Og det blev endnu værre! “Hun har ingen frakke på!”
Det skal man nemlig, når man er Frida, og det er frostgrader. Hun får ikke lov at stikke af uden overtøj på mere, så hun skal lige komme at sige til først. Basse var feset med ud, og frøs standhaftigt, mens han håbede på snart at blive indfanget. Susanne er heldigvis omsorgsfuld, så han nåede kun at være ude i kulden et kvarters tid, før hundesitter og kræ igen var fornuftigt placeret i sofaen.
Måske Susanne og jeg snart skal jobrotere, så hun kan lære den yndlingsgnavne, gamle mand det med strikkepindene, mens jeg feder kræene op, så Basse ikke længere kan komme gennem K-A-T-T-E-hundelemmen.
Ja, her er vist kun 2 kræ nu, bortset fra når de er gået over for at hente Susanne. Rottefælderne er tomme, og det lader til at elefantkirkegården ligger ovre hos Karen og Kurt. De havde fundet en selvdød rotte på loftet.
Jeg er sikker på, at jeg har givet den en dødelig diabetes 2. Den, der ler sidst … Især når det er med havregryn og syltetøj!