Gammel med gammel og rynker på!

Ak ja, så forbarmede jeg mig og oprettede en blog, som jeg så ofte er blevet opfordret til på Facebook. Jeg har en kraftig mistanke om at det er forespørgsler fra folk, der er for konfliktsky til at unfriende mig og for utekniske til at vide, hvordan de skjuler mine indlæg. Det tænker jeg i al fald hånligt.

Og hånlighed hævner sig! Det har Surftown nu lært mig.

Jeg ved faktisk ikke, hvordan jeg kan have nørdet rundt i over 20 år, uden nogensinde at få den ide at lave en hjemmeside (med den utroligt fine 123-hjemmeside går det jo som en drøm! Med musik også!) eller i det mindste bare købe mig et domæne og planlægge at lave en hjemmeside – engang – måske.

Men det er nok meget godt, for ellers ville jeg have set en del ældre ud end jeg allerede gør, så meget har jeg allerede konstateret. Kroniske smerter er peanuts i frustrationsafdelingen ift. det med at prøve at starte en blog op uden at ane noget som helst på forhånd. Så bliver man simpelthen så glad, når man opdager at Surftown leverer simple “how to” screen dump-manualer – og så går det over, når man opdager, at det er manualer til et gammelt hjemmesidelayout.

Det kommer til at hævne sig, det lover jeg! Er allerede begyndt at spamme deres support og som de fleste firmaer, der vover at handle med mig personligt, allerede har opdaget, så er jeg ikke den profitable kunde! Til gengæld er jeg hende, som altid leverer fantastisk materiale til indøvelse af nye ansatte i disse firmaer.

Men på den anden side, så kommer man langt med stædighed. (Medmindre man er stædig omkring smerter, fandt jeg ud af. Jeg finder det meget uartigt af Moder Natur at indrette tingene således, at der ryger strafpoint på for stædig insisteren på aktivitet. Det betyder så at jeg er nu er henvist til at lade være med at gøre rent (neeeeeeeeeeej!) og skal rose mig selv for al den tid, jeg bruger i sengen i selskab med min e-læser. Ih, hvor er det frygteligt!)

Ja, stædighed, en dårlig hukommelse og lav koncentrationsevne og så kører vi! Det skal nok blive godt, det her.

Så velkommen til mig, gravkræ, jer og Surftowns supportafdeling 🙂 Håber I nyder rejsen!

Leave a Reply