Kød med kød på-kur i overhalingsbanen

Jeg har igen måttet forklare en meget ihærdig facebookbruger at et nej fra min side er et nej og at jeg bliver hamrende irriteret, når det ikke bliver respekteret. Ja, onde tunger vil ligefrem påstå, at jeg bliver dumstædig! Det er så løgn..

Undtagelsen er gravkræene, som kan plage mig til en gåtur på selv en alt for fugtig og varm dag for derefter at sende mig på arbejde, svedig som en hest. Der mangler dog generelt dyr på arbejde, så de plejer at værdsætte alt, jeg kan bidrage med inkl. hesteimitationen.

Vi er lige kommet hjem og Frida er glad med glad på og Basse er ikke helt så glad.. Han har taget den der kødkur lige bogstaveligt nok. Han har stadig dårlig mave og jeg føler mig noget sær, når jeg ivrigt beskuer hans afføringsproces for at se om den er i bedring efter skiftet til Wolfsblut og svaret er “…ikke rigtigt. Lidt, måske?”.

Jeg har dog opdaget at han supplerer kosten og ikke blot med senegræs, men også med mus. Han prøver med tudser, men de smager åbenbart ufatteligt dårligt og det er pænt farligt, når de hopper. Og ret sjovt, det kan man i al fald bruge TIMER på og alle i nabolaget kan høre hvor i processen, han er.

Den anden nat havde han så som sagt held med en mus. Jeg opdagede det sådan set kun, fordi jeg gik ud for at få jaget det larmende kræ ind om natten og så rovet ligge dødt på plænen, mens han jagtede evt. søskende, forældre, kærester eller tilfældige bollevenner i græsset omkring vandmåleren. Mit bestyrtede gisp fik ham straks til at gribe musen, vende rundt i et tempo, der burde være umuligt for et kræ på den størrelse og så ellers fise ind, hvor jeg lige nåede en glidende tackling, før han fes i seng med sin nye bedste ven.

Forsøget på at få fingrene i halsen på ham og få det klamme kræ ud resulterede i et demonstrativt blik – og en kraftig synkebevægelse..

Derefter stolperede han umådeligt stor og stolt rundt resten af natten. Og afføringsovervågningen har bare ikke været helt det samme siden.

Men nu er vi uvenner igen, på trods af den halvlange gåtur. Han nåede nemlig lige at finde en død mus på vejen, få den i munden og så tabe den, da jeg hev hårdt i snoren – og ikke bukkede under for yderligere tiggen!

Prøver i stedet at lære ham at vise lidt mere initiativ i fluejagten, men han er åbenbart blevet for vant til større byttedyr og straffer mig ellers ved at spise sig mæt i det ekstremt dyre hundemad. Så kan jeg ellers have det så godt!

Henriette, de forventede afføringsbilleder skal nok komme snart. Evt. i en lille kreativ buket, hvor man kan gætte om der er mus, tudser eller andet sjovt i.

Leave a Reply