Kære #87979
Basse sagde, at du gerne ville høre fra hans “stramrøvede søster” og jeg vil altså bare sige, at jeg ikke værdsætter det sprogbrug og at jeg altså er alt for erfaren og stærk til sådan at lade mig lokke af den slags!
Leverpostej, til gengæld..
Hvordan jeg blev så stærk?
Ja, jeg har haft et rigtigt hårdt liv. Stines far plejer at kalde en historie for en Ilberg, når den bliver rigtigt dramatisk ladet og jeg tror, det er fordi at kun Ilberg’er kan overleve den slags uden at bryde sammen og vokse op og blive bedre og stærkere gravkræ af det, så jeg ER en rigtigt Ilberg nu!
Jeg blev født en kold vinternat et sted i Jylland og levede lykkeligt med mor og søskende i varmen foran brændeovnen med dage fyldt med uskyldig leg og tryg søvn i moders blide favn. Jeg var yndlingen, men pga min særlige karakter gjorde det mig ikke snobbet eller ondskabsfuld, tværtimod var jeg en venlig og overbærende søster, som altid lod de andre spise først og ikke var for hård ved dem, mens vi legede.
Men så en ekstra kold aften kom skæbnen vandrende ind ad døren – og hvilken skæbne! De kaldte hende Pusser og hun tog mig med til Læsø til et helt nyt liv. Helt uden søskende og moders kærlighed og straks blev jeg tvunget i hårdt og fornedrende arbejde! Jeg skulle vogte hus i op til 12 timer om dagen, blev tvunget med på arbejde for at vogte der også og knurre og stritte med tænder og pels, så folk veg angste tilbage.
INGEN kærlighed fik jeg, medmindre man mener at det er kærlighed at blive tvunget ned under dynen om natten! Jeg rystede som i drømme, men det var faktisk mareridt og jeg længtes sådan tilbage til min trygge barndom.
Kun kort tid gik, før fange nummer 2 dukkede op, Basse. Jeg plejer at kalde ham HIPO, for han er muligvis medfange, men han er også et stikkersvin, der gladeligt sælger sin søster for en ekstra bid mad! Men igen bærer min venlighed over med mig og jeg tager mig af ham på trods af al hans ondskab og maskuline, upolerede brutalitet!
Han tog al den i forvejen sparsomme føde og gjorde intet af arbejdet, udover at larme og lade som om, men det kan enhver idiot jo regne ud ikke skræmmer noget som helst væk! Men ikke Pusser, der mente at Basse måtte være den, der trak det hårde læs.
HAH!
Det eneste hårde læs, han nogensinde har trukket, er vægten af sin røv!
Vi blev tvunget til fastlandet og arbejde på flere forskellige matrikler og med mange forskellige mennesker, hvoraf ingen hjalp os til frihed, men allerhøjst et par timers fornøjelig leg, hvor vi kunne glemme den hårde hverdag med dens krav og lidelser.
Men så kom Stine og fik overtalt Pusser til at lade os få vores frihed ved at love at mishandle os endnu mere og kræve flere arbejdstimer af os end endnu set og Pusser kunne ikke modstå fristelsen til at udsætte os for yderligere lidelse, selvom det ville berøve hende glæden ved at plage os selv.
Eneste krav var at hun skulle have os tilbage med mellemrum, så hun ikke mistede al glæde i livet, det sadistiske væsen. Jeg tror mest, det er for at hun kan fodre os med bevismaterialet fra den sidste forbrydelse.
Hos Stine oplevede jeg ungdommens glæde igen, men nu uden uskylden og med evnen til at værdsætte det. Væk var de mange slidsomme timers arbejde og i stedet erstattet med leg, glæde og tryg søvn og jeg sover nu for at indhente alle de mange års manglende hvile. HIPO er her stadig, men han bliver håndteret og gør faktisk sit til at minde mig om mit gavmilde sindelag og at jeg skal nyde hver dag som var det den sidste, før jeg igen skal tilbage i Pussers væmmelige favn. Puha!
Og det, kære #87979, er grunden til at jeg nu nægter at lade mig knægte og behandle som en simpel tøs!
Kærlig hilsen
Frida, som godt nok er stramrøvet, men gerne vil høre det pænere formuleret.