Jeg synes faktisk, jeg har haft en ret træls uge med alt for meget af det bureaukratiske og praktiske bøvl, der følger med at være sygemeldt og i farezonen for at ende i arbejdsløshedskøen, men kræene har igen vist sig at være fantastiske til at få mig til at tænke på noget andet.

Uheldigvis deler de min livsfilosofi: Det kunne da være MEGET værre!

Siden de mangler evnerne til at formulere den slags verbalt, så gør de det i praksis i stedet. Ved at gøre alting MEGET værre!

Som man har kunnet læse på min Facebook-side, så har jeg haft en skøn, skøn weekend i Nibe, hvor jeg var udstationeret som hundesitter, mens forældrene var ude og føjte. Det er jo altid hyggeligt, bortset fra at jeg denne gang fodrede alle kræene med rester af min mors formidable lasagne, hvis primære bestanddele er chili og ost.

“Stine, hvordan kan du få den ide at det er OK at give hunde chili?”.

Jo, nu skal du høre her: Det er så praktisk med chili, at kræene stopper med at spise det, hvis det er for stærkt for dem. Samtidigt er jeg opvokset i et hjem, hvor tørkost kun var beregnet som eftermiddagssnack (i pausen mellem morgenosten, frokostosten og aftensmaden, naturligvis) og kræ har fået massive mængder chili og gnasket jalapeños med stor glæde og fornøjelse.

Det gjorde Basse også. Og så startede lortelivet ellers. Når man har eksplosiv diarré, så er det altså NU og så nytter lukkede døre jo ikke det store. Og når man vejer 17-18 kg, så er der pænt meget lort i sådan et tarmsystem. Trust me, jeg ved præcist hvor meget.

Ikke mere chili til dén herre.

Men Frida vil jo ikke snydes for noget som helst, så hun begyndte at brække sig. Det gav mig utroligt dejlige 12 timer før min 8-timers søndagsvagt i Aarhus, hvor de sked og brækkede sig synkront, alt sammen med Sille hoppende rundt ovenpå sig.

Frida havde måttet æde noget, der lignede tagsten, for at få fremprovokeret det her og det resulterede i, at hun til sidst brækkede imponerende mængder blod op, og jeg begyndte at blive ganske bekymret, indtil jeg opdagede, at hun stadig havde masser af krudt til at sniffe til sig fra havedøren og løfte ørerne, hver gang der kom noget ekstra spændende.

Uheldigvis skete alt det her i mine forældres soveværelse, hvor jeg havde sneget mig ind for at få afveksling fra min egen seng og jeg har allerede måttet rykke det her op på førstepladsen over ting, mine forældre aldrig burde få at vide, der er foregået i deres seng i deres fravær.

Ja, der er en liste. Lad det blot stå som en opfordring til forældre med hjemmeboende børn (især teenagere) til at sikre, at ungerne har de absolut bedste forhold i hjemmet på deres egne værelser! Bedste madrasser, bedste TV, bedste whatever. Og så snakker vi ellers aldrig mere om det her.

Der var nogenlunde ryddet op og vasket af og desinficeret før forældrenes hjemkomst, så det kunne være værre (som man siger). Jeg var nødt til at lade kræene blive i Nibe i stedet for at fragte dem til Lundum før arbejde og således fik jeg lov at køre 115 km tur/retur igen, mens mine forældre slet ikke fik den frygtede grandparent experience, jeg havde truet dem med.

Men de tog bedsteforælderprivilegierne! “Faste i et døgn” betyder “Stine giver dem ikke mad i 24 timer” og i stedet måtte de så nøjes med oksekød og ost, hvilket natten efter gav mig endnu en runde bæopsamling i soveværelset. Så måtte jeg jo åbne alle dørene, så Basse kunne komme ind og ud efter behov – i regnvejr, hvilket han heldigvis kunne komme sig over under dynen, klæbet op ad mine ben.

Han er igen en fandens glad hund, efter at dyrlægen anbefalede pasta, der smager af slik og så ellers skånekost bestående af kogt kylling – og KUN kogt kylling!

Som alle rigtige mænd har han en sang spillende i sit hoved, når han indtager verden, jeg tror, det er den her:

http://www.youtube.com/watch?v=y0CZNdG35d0

Den spiller RIGTIGT højt pt, men har fået et alvorligt knæk. Troede Frida var begyndt at brække sig igen her til aften og spottede senegræs om mulen på hende og så var det jo let at regne ud, hvad der var sket!

Men nej, det var ikke det. Endnu et pindsvin havde haft held til at bryde ind i haven uden at lade sig gå på af hverken hønsenet eller elhegn og de to selverklærede helte var i gang med at molestrere indbryderen på græsplænen. Det var ikke et hit, da jeg smed kræet ud! Pindsvinet, altså. Normalt ender den slags jo i naboens have, men der var desværre parkeret sådan, så jeg ikke kunne komme derover, så det blev marken i stedet og Basse drømmer igen om vinger.

Marken var ikke langt nok væk for Basse, som stadig kunne lugte kræet og åbenbart bestemte sig for at snige sig ud efter det. Altså, jeg gætter bare; det eneste, jeg hørte, var et hjerteskærende skrig og så kom Basse ellers væltende ind i huset, mens han gøede højlydt.

Elhegnet virker tydeligvis endnu, det var rart at vide. Jeg har været vågen i flere timer og efter al den aktivitet må det absolut være sengetid igen, Basse har ikke længere behov for at komme ud i haven.

Åh. Åh… Det tegner rigtigt skidt, det her.

Heldigt at jeg er blevet vant til lortelivet.