Den pinlige ærlighed

Jeg ved ikke om jeg poster det her eller om det ender blandt de andre uudgivne kladder, som ikke bestod kvalitets- eller blufærdighedstesten.

Jeg står lidt og vakler omkring formålserklæringen med bloggen her; hverdagslivet i Lundum, for det er sgu ikke specielt sjovt en del af tiden. Det har jeg vænnet mig til og jeg leder ikke efter ynk, tværtimod vrider det sig i mig, hver gang jeg får nogens medlidenhed. Det føles ydmygende og skamfuldt, uanset hvor velment det så er.

Jeg vil også nødig krænke andres blufærdighedsfølelse ved at se mig udstille mig og min virkelighed. Er der reelt et formål med at vise den virkelighed frem? Gør det nogen klogere? Er der nogen, der vil føle sig beriget af at læse det? Vil det i sidste ende balancere, så nogen har fået så meget ud af ærligheden, at jeg kan tåle den ynk, der også følger med?

Jeg har det bare rigtigt svært med at lade alting fremstå som skønmalerier, det provokerer mig sådan til at ville vise en mere reel virkelighed. Den er også både sjov og dejlig på mange måder og hvorfor fanden må den ikke være dét?

Det er meget nemmere at lave de sjove tekster omkring gravkræenes gøren og laden og så lade folk smile lidt uden at det har kostet mig det mindste. Der mangler som regel smil i hverdagen alligevel, og jeg vil være stolt over at kunne levere det. Samtidigt er jeg også så medicindum, at jeg har svært ved at skære ærlige indlæg så skarpt, som de også bør være, hvis man vil udsætte andre mennesker for det.

Om ikke andet kan man altid stole på mig ift. at levere utroligt fyldige indlæg uanset omdrejningspunktet..

 

Alle overvejelserne startede egentligt pga. et link, en Facebookven havde lagt op:

http://politiken.dk/debat/profiler/giese/ECE2043930/sorgen-er-usynlig-og-bliver-ignoreret-og-glemt/

Et skidegodt indlæg, alt i alt, men som alle de andre gange, hvor den svada leveres, så husker jeg stadig, hvordan det er at have mistet, og jeg er ikke enig i at død og sorg er det største tabu. Jeg har nærmere oplevet at det er sygdom og smerter, sjovt nok af samme årsag. Det synes jeg bare sjældent, jeg læser debatindlæg om.

Magtesløsheden, der følger med, er ikke kun uudholdelig for mig. Jeg har i de værste perioder kunne føle mig betragtet som en levende død af folk, der holder af mig, fordi de bare ikke kan gøre noget for at hjælpe og så sidder jeg bare der og er hjælpeløs og lader vores magtesløshed stå midt i det hele og blokere for alting.

Så kan det altså godt være en lettelse for alle parter, når jeg forsvinder lidt eller i det mindste kan man lukke ørerne for min virkelighed. Og så kommer skammen.

Det er den, jeg tænker på i aften og den, der ofte styrer min retning i hverdagen. Skammen over at være skadet og gøre opmærksom på mig selv og på den måde tvinge andre til at se magtesløsheden i øjnene.

“Hvorfor kan hun dog ikke snakke om noget andet?!”, frygter jeg der siges bag min ryg og så skammer jeg mig igen.Jeg vil bare gerne have lov at være her og få lov at fylde, selvom min hverdag og virkelighed er skrammet og bulet. Det gør den jo bare det mere lærerigt og udfordrende og er det ikke det, vi skal? Lære af hinanden?

Jeg kan ikke snakke om noget andet, fordi det er min virkelighed og fordi jeg af en eller anden grund ikke kan finde ud af at underlægge mig det høfligheds- og facadetyranni, der insisterer på kun at vise det pæne og polerede frem. Hvis jeg ender med at poste det her, så er det fordi jeg blev trodsig igen og så synes jeg uden tvivl, at jeg har taget een for holdet.

Mit hold; det er de uperfekte og jeg kan sgu godt li’ mine holdkammerater, de er spændende, livskloge og så pressede, at ærligheden pibler frem.

Det kan jeg forholde mig til. Som en af mine kloge fastre sagde til sin 4-årige søn, mens hun havde mig stortudende i telefonen for mange år tilbage: “Vi ta’r lige ud og henter Stine og hun græder rigtigt meget. Sådan er det bare nogle gange”.

Og nu vil jeg så stille mig ud i bryggerset igen og fortsætte arbejdet med sættekassen, der skal udstille de kommende gode oplevelser i mit liv, mens jeg nikker videre til punkbandet Iceages nyudgivne album, som også er både grimt og pinagtigt ærligt.

I det mindste kan jeg se ironien i det endnu 😉 Og så kan jeg vist også bare lade bloggen her fortsætte sin førerløse slingrekurs og lade overvejelserne følge med, det ligner mig jo ganske godt.